om stort og småt i vores og vovsernes liv
Søndag den 2. juni 2013

April

Ja, ja, jeg ved det godt. Det er igen gået flere måneder, før jeg fik taget mig sammen.

Men… nogle ting gør bare alt for ondt at skrive om, og så er det bare at vente indtil man er i stand til at skrive om det.

R.I.P. Tøselund Inquisitive Balthazar (Balther)

Balther blev hasteindlagt hos dyrlægen en mandag. Røntgenbilleder viste ikke noget unormalt, men brysthulen var helt fyldt med blod. Der blev lagt dræn ind og fredag fik vi ham hjem igen. Han var bare så glad over at komme hjem, men i løbet af lørdagen blev han lige så dårlig igen. Så – i samråd med hans dyrlæge – blev det besluttet at lade ham få fred.

På trods af obduktion og en efterfølgende analyse af mistænkeligt væv, ved ingen hvad der egentlig var galt med vores dreng. Vi ved med sikkerhed at det var blodårer der var begyndt at briste – det bedste bud er at det var en medfødt aneurisme.

Tibbie

Vi har endelig fået taget hul puklen af ældre tæver, som skal steriliseres. Det blev Tibbie som fik lov til at lægge ud. Så nu skal hun ikke længere flytte op ovenpå i flere uger hver gang hun er i løbetid – det kommer hun nemlig ikke mere.

Der er dog visse udfordringer ved lige hende. Hun er en solidt bygget lille hund, så det kan blive særdeles udfordrende at forhindre hende i at blive alt for tyk. Dertil kommer at hun i forvejen har en særdeles stor og frodig pels, hvad gør vi hvis hun i tillæg den får kastratpels – klipper hende?

Jonathan

Dyrlægerne mener ikke det var noget genetisk, og vi skal ikke være bange for at bruge andre fra den/de blodlinjer, så efter tabet at Balther, har vi besluttet - i første omgang - at beholde bror Jonathan. Jonti er en særdeles reserveret lille herre, der dog bliver stadig mere imødekommende hele tiden. Så nu afventer vi at han bliver 1 år, så der kan laves gyldig øjen- og partella attest.

Hvis begge dele er i orden, kan vi til den tid tage stilling til om han skal blive hos os, eller om vi vil udstationere ham.

Ringtræningen fortsætter

Vi er forsat med at gå til ringtræning med 1-2 hvalpe hver uge. Jonathan var med en enkelt gang, men fokus er nu sat på Afra. Han skal debutere i ringen i juni måned, hvor vi udstiller både ham og hans mor.

Ud at gå

Vi kommer desværre ikke nær så meget ud i naturen – væk fra hjemmet – så vi gjorde engang. Men Naya, Julia og Pax havde dog held til at forlokke os på en lille skovtur.

Men en tur ud hjemmefra, er nu heller ikke at foragte.

Dominick

Dominick fandt endelig sin ønskefamilie. Han bor nu tæt på vandet, og nyder livet i fulde drag.

Kenan rejser

Den 29. April var Vibeke og familien kommet igennem alle konfirmationerne, så de endelig kunne hente deres nye familiemedlem hjem.

Maj

Brev hjem

Det var hårdt for os, men det var desværre ikke noget imod, hvad det gjorde ved Karin og Jørgen at miste Balther/Balthazar.

Vi havde i et stykke tid overvejet at udstationere Hansa, så da Karin og Jørgen spurgte om vi havde noget der kunne udfylde hullet i deres hus og hjerter, blev Hansa sendt på ferie hos dem – så måtte vi jo bare vente og se om det ville falde heldigt ud for begge parter, og husets katte ikke at forglemme

En uges tid senere modtog vi mail fra Hansa:

”Hej derhjemme

Vi hører I vil besøge mig, altså jeg tror nok jeg gerne vil blive her. De store løver er ikke så farlige mere, meeen de behøver nu ikke lige snige sig ind og snuse mig bagi, man bliver ski da forskrækket, men de gør ikke noget, de er søde nok.

Jeg har en fin have at løbe i, når jeg ikke er i løbegård. Det er rigtig dejligt, der kommer 2 børn engang i mellem. De er rigtig søde ved mig og jeg putter gerne ved dem. Det er dejligt med så mange der nusser mig.

Mine nye mennesker har mig gerne med, hvis de kører. Det var lige i går, jeg ikke måtte komme med, da de skulle besøge en på sygehuset, så kom der nogen og passede mig, jeg blev rigtig glad da de kom hjem igen. De er jo søde ved mig, altså jeg tror de elsker mig, det siger de i hvert fald til mig.

Vi var også ude og fiske i går, det gik fint siger de gamle. Jeg gøede kun lidt et par gange af de andre, skal jo lige finde ud af hvem der er farlige. Der er rigtig hyggeligt der hvor vi fisker, jeg fandt 3 fisk der lå tæt på far. Vidste ikke hvorfor de lugtede så grimt, mor sagde jeg ikke måtte tisse på dem. Så vi gik et andet sted hen, hvor jeg kunne tisse.

Alt i alt, så har jeg det godt, min mave er fint i orden, jeg har tabt mig en lille smule, men det skal jeg nok tage på igen, nu jeg er begyndt at spise noget mere. Der er i hvert fald mad og godbidder nok i det her hus ss.

Glæder mig meget til I kommer, skal vi sige torsdag omkring kl. 13.00. Så kan vi se og I også vil blive her lige som mig.

Hils vennerne

Knus og kram Hansa”

Så vi fejrede min fødselsdag, med en tur til Vissenbjerg, hvor Hansa havde forberedt en rigtig dejlig fødselsdagsgave til os begge to (Annelise har 3 dage efter mig). Det var så tydeligt at Hansa trivedes i sit nye hjem, og for første gang siden hvalpetiden har vi set Hansa virkelig lege. Det var en af de bedste fødselsdagsgaver vi nogensinde har modtaget – mange tak Hansa, vi elsker dig .

Combitur

Jeg skulle til Kolding og bytte et par sko, så vi valgte at kombinere det nødvendige med det behagelige. Vi inviterede Venus og Bibi med på turen. Vi startede med det dejlige en skovtur omkring Marielundsøen, hvorefter vi vovede os ind i byens gågader. Det var torvedag og tæt med mennesker, men begge tøser tog alt i strakt pote.

Ringkøbing

Nu har storebror – Niels Jørgen – i flere år forsøgt at lokke os til Ringkøbing (uden hunde), men i år lykkedes det ham endelig.

Det startede faktisk ret uskyldigt, med et forslag om en lille fælles fejring af vores fødselsdage – bare os 3. Men så begyndte Niels Jørgen at fortælle resten at vores søskende om det. Og én bror ville da også gerne være med sammen med sin kone og ældste søn. En anden bror var såret over ikke at være inviteret.

Så sum a summarum. Alle 6 søskende, én svigerinde (Bodil), en nevø (Jonas) og en niece med mand (Rachel og Klaus), mødtes til en dejlig dag i familiens skød.

Vi startede ud med en lille rundtur i Ringkøbings gader, efterfulgt af frokost hos Niels Jørgen. Om eftermiddagen var vi en tur til Thorsminde Strandingsmuseum og så sluttede vi af med aftensmad på den kinesiske.

Men det bedste var nu at være sammen, og bare snakke, snakke, snakke.

Træningen skærpes

Som tidligere omtalt skal Afra have sin ringdebut i juni, og da såvel han som mor godt kunne trænge til at omfordele grammene lidt, er Annelise begyndt at gå ud med de to hver dag – og så må jeg sørge for at resten af flokken også kommer ud mindst én gang om ugen.

Men det er temmelig kedeligt at gå den samme tur dag efter dag. Heldigvis kan søster – på trods at planlagte pligter derhjemme – godt lokkes til at køre ud med nogle hunde en gang i mellem.

Det var dog lige den dag hvor jeg vist overdrev lidt. Jeg startede ud med at gå 3 km med nogle kolleger om morgenen. Da jeg kom hjem fra arbejde tog jeg de daglige 3 km med dagens udvalgte 2. I mit lille pusterum, før søster skulle hentes fra arbejde, fik jeg trang til lidt afveksling, så jeg ringede til Annelise og spurgte forsigtigt om det var ok, hvis jeg havde nogle hunde med i bilen. Det var ok med hende, så der røg der lige 3 km mere på benene. Nu skulle man da tro jeg endelig havde fået nok, men nej. Jeg fik lidt at spise men kunne ligesom ikke slappe af, så jeg kunne da lige tage en times tid med plæneklipperen – så ville der da kun være 2 timers arbejde tilbage med den næste dag. Men SÅ var jeg også træt!!!

Juni

Tur til Hjørring

I maj fik vi en mail fra Bodil, om en af hendes gode veninder, der snart skulle til at sige farvel til en af sine elskede hunde, og da hun kender Rachels Ayla og Shiana, kunne hun godt tænke sig en tibber – om det måske var noget for Bibi eller Vesta.

Så i går pakkede vi Bibi og Vesta til langtur, og kørte til Hjørring. Bodil og Peters hund Tinke, elsker at få besøg, og gjorde sit ypperste for at gæsterne skulle føle sig velkomne.

Efter en dejlig dag i godt selskab – både to- og firebenet – kørte vi hjem med en hund mindre i bilen.

Bibi skal nu leve min gamle drøm ud om et hus på landet, med nogle forskellige dyr – og så skal hun til at lære at gø på nordjysk. Det nordjyske skal Anni nok hjælpe hende med, det gøende vil Tika, Trunte og Buster klare. Men accenten kan blive interessant, når både kattene, hestene, hønsene, chinchillaerne og kaninerne begynder at blande sig.

Jeg elsker vores tibbere, men hende Tika, ville jeg godt nok gerne have haft med hjem. Hun er lige den hund jeg drømte om, FØR Ragnhilds gamle Lha-Lho ændrede mine drømme.

Søndag den 7. april 2013

November 2012

Strejke

Da jeg 2 gange i træk – efter møjsommeligt at have taget mig sammen til at skrive en opdatering til vores dagbog – oplevede at søster ikke satte det ind på vores hjemmeside, ja så gik jeg altså i strejke.

Indrømmet der stod ikke ret meget, og det var ikke særlig godt, men helt ærligt! Der havde jeg siddet i mit ansigts sved og så blev det bare kasseret…

Det viste sig desværre bare at være ris til egen røv. Nu sidder jeg godt 5 måneder senere og må prøve at rekonstruere hvad der er sket i de forløbne måneder, for søster har selvfølgelig ikke skrevet dagbog. ”Jeg har altså nok at gøre med at holde forsiden og hvalpe til salg opdateret”! Og hun er ellers god til at skrive.

Hun ved også lige så godt som mig, at mindst 2 af vores niecer, godt vil følge lidt med i livets gang i hundehuset. Så nu har jeg givet op og har sat mig til tastaturet – suk! Så må lopperne bare finde sig i varme tæer, medens det står på!

Harlequin

Vi var rimeligt sikre på at vores dejlige lille tricolor dreng ikke havde fuld hørelse, hvilket vi selvfølgelig måtte orientere hans nye familie om, men de ville heldigvis bare have ham. Og det ville de også, da det viste sig at han er helt døv.

Så længe han var i flokken hos os, kunne han aflæse de andre hundes reaktioner og reagere i overensstemmelse med dem - selv dyrlægen lykkedes det ham at snøre – men da han først blev ene hund blev ”skuespillet” afsløret.

Da husets yngste havde problemer med at udtale hans navn, ”lyder” han nu navnet Vax.

Luna

Søsters kæledægge den blide Luna er flyttet op til et sted, hvor hun ikke skal konkurrere med andre tibbere om opmærksomhed.

Tia

Min kæledægge, den frække og bestemte Tia er flyttet op til Solvej, hvor hun skal dele opmærksomheden med 2 andre tibbere, men jeg er helt sikker på at hun nok skal kræve sin del af alle kælerier.

December 2012

Rana

Den sidste af Frejas tøser – den lyse Rana - flyttede også ret hurtigt hjemmefra, og tog navneforandring til Sille.

Afra

Da den sidste af Frejas tøser, først var flyttet og vi stadig ikke havde fået en eneste henvendelse på drengen i kuldet, ja så faldt vi altså for fristelsen. HAM beholder vi selv.

Vi er bare så forelskede i den dreng, selv mig, der ellers af princip ikke bryder mig om hanner – altså bortset fra Afra og Jonathan og, og, og!

Under kniven igen

Arme Kenan, han måtte under kniven igen. Der var stadig en mærkelig bule tilbage, så dyrlægen valgte at operere ham igen – uden bekostning.

Nu var han ellers lige slubbet ud enestuen og ind til de andre igen. Men heldigvis ville Kechara gerne holde ham med selskab, så hun flyttede ind til ham i stuen, indtil han var frisk igen.

Jul

Vanen tro fejrede vi jul sammen med 2 af vores brødre, Børge og Niels Jørgen.

År efter år foreslår Niels Jørgen, at vi afskaffer julegaverne, da økonomien var en smule stram, valgte vi for en gangs skyld at tage ham på ordet. Samtidig var Annelise bange for hvad alle de hvalpe ville gøre ved et juletræ, så det ville hun heller ikke have.

Men…

Mundtlige aftaler bliver som bekendt ikke altid overholdt, og selv skriftlige kan brydes.

Så drenge kom med julegaver, de var jo begyndt at købe ind, FØR aftalen blev indgået.

Og jeg havde jo smuglet det der grantræ hjem.

Jeg havde da fuld forståelse for søsters bekymring for hvalpenes sikkerhed – den juletræskæde der blev gnavet over for 2 år siden – så jeg havde da også planlagt hvilket bord træet kunne stå på.

Så atter en gang blev der jul i hundehuset. Og hvalpene elskede alt det papir, der lå og flød på gulvet bagefter.

Januar 2013

Kechara og Juno

Langt oppe i Sveriges land havde Irene og Kristina forelsket sig i Venus’s tøser. Valget faldt på Kechara til Irene og Juno til Kristina. Da Irene aldrig har prøvet at flyve, og heller ikke har nogen planer om at prøve det, så ville de køre ned og hente tøserne, men kunne vi ikke evt møde dem i enten København eller Frederikshavn? Og selvfølgelig kunne vi da det.

En lørdag i januar mødte vi og 2 skønjomfruer derfor op hos vores bror Peter, hans kone Bodil og deres firbenede hjerteven Tinke i Hjørring til morgenkaffe.

Da de skulle i by om eftermiddagen, var det temmelig perfekt at vi skulle nå til færgen i Frederikshavn omkring middagstid.

Men to ”rigtige” sønderjyder og 4 svenskere – langt oppe fra nord – taler nu ikke rigtig samme sprog. Det er én ting at pusle sig igennem en tekst på svensk, men at forstå det talte sprog!

Men alle sproglige vanskeligheder til trods, fik vi de 2 tøser godt afleveret til deres nye oppassere.

Ringtræning

Da vi stadig har temmelig mange hvalpe til salg, har Annelise besluttet at udstille dem, i håb om at nogen skulle få øje på dem og falde i.

Men udstilling medfører et behov for ringtræning. Valget er faldet på et sted i Skodborg – kun ½ times kørsel borte – hvor man kan træne indendørs.

De første på skolebænken blev Bibi og Balthazar. Bibi lagde stærkt ud, første gang gik bare så godt, men anden gang! Pludselig hang hun med hovedet: Var det fordi hun savnede sine søstre?

Balthazar lagde mere roligt ud, til gengæld er han bare støt blevet bedre.

Februar 2013

Løbetid

5 tæver i løbetid, behøver jeg at skrive mere? Det mest interessante er faktisk om Naya og Venus også smøler sig med, eller om de springer over. På den anden side, så ved vi, at Donna kommer på ferie igen i år, og da hun plejer at komme i løbetid, når hun er her, så kan de jo også nå det til den tid.

Hvalpene udviser heldigvis ikke den store interesse, på nær Balthazar, der tilbringer en stor del af sin tid oppe på øverste trin af trappen – når farmand da lige giver ham lov. Pax synes nemlig han stadig er alt for ung til at løbe efter damer.

Skue i Årslev

Lige i begyndelsen af måneden skulle Bibi og Balthazars ringdebut så være. Vi kom anstigende med alle 7 hvalpe.

Vi vandt ikke noget, Bibi fik lovende og Balthazar meget lovende, men begge med ok kritikker.

Det var da noget af en opgave at have så mange hvalpe med, og det gentager vi nok heller ikke igen. Der var adskillige børn, som nød samværet med alle vores hvalpe, som dermed fik en god gang miljøtræning, hvilket selvfølgelig var en af hovedårsagerne til at de var med.

DKK Udstilling i Fredericia

Senere på måneden var Bibi og Balthazar i ringen igen, denne gang i Fredericia, denne gang havde vi dog kun taget Afra og Kenan med som gæster.

Bibi fik igen lovende og Baltazar meget lovende.

Vi var placeret mindre centralt denne gang, så der kom ikke rigtig nogen børn for at hilse på hvalpene, til gengæld havde Afras søster Tia sin ringdebut.

Ved samme lejlighed fik vi også mulighed for at hilse på Solvejs 2 andre tibbere, der også deltog i udstillingen.

Randbøl Hede

Vi elsker Randbøl Hede, men det er langt at køre og vi er også utrygge ved tanken om hvis en hugorm skulle bide en af hundene, så det er desværre langt mellem besøgene – efter vi flyttede på landet.

Men da vejene først blev rimeligt passable, inviterede vi Naya, Gaia, Pax og Zanpa på udflugt deroppe.

Jels

Jels oversø ligger da kun ca 20 minutters kørsel borte, men til gengæld møder man ret mange mennesker og cykler der. Og for at være helt ærlig, når vi vil ud og gå med hundene, så er andre mennesker ikke det mest velkomne syn - flexliner der skal trækkes ind hver gang, i ved.

Men hvalpene har jo kun godt af mest mulig miljøtræning, så vi overvandt os selv og inviterede Ketu, Vesta og Bibi med på tur. Bibi startede ud med at synes det var skideskægt, men så kom der et stykke, meget tæt på hovedvejen, og så var tøsen pludselig ikke helt så interesseret mere. Hun fik dog det meste af humøret tilbage før turen var slut.

Stursbøl Plantage

I kraft af at det primært er granbevoksninger er Stursbøl plantage rimelig kedelig, men igen kun 15-20 min kørsel, og masser af plads og muligheder for at variere ruten.

Denne gang var det Nuser, Pax og Dominick der var de heldige.

Revsø Skov

Lige på den anden side af Sommersted ligger Revsø skov. På trods af at der er en kørevej gennem skoven, så er det temmelig uforstyrret at gå der, så den besøgte vi faktisk 2 gange.

Først med Freja, Jonathan og Balthazar,

og næste dag sammen med Venus, Zanpa, Bibi og Kenan.

Marts 2013

King Nuser

Vi kender alle de her mennesker, der bare ikke VIL lade sig slå ud af livet og dets tilskikkelser. En af disse ukuelige sjæle har valgt at dele såvel sit kongerige som sit hjerte med King Nuser.

Han kan holde audiens og lade sig tilbede, af udvalgte hoffolk, hver eneste dag. Godt nok skal kongeriget deles med en kat, men da katten er lidt guddommelig (Odin), så går det også.

Han har sin helt egen kongelige karet, med samt kusk i skikkelse af mor Victoria, til at køre sig rundt på inspektion af de kongelige hestestalde.

 

KSS udstilling i Fredericia

Sikken en dag, ikke én hvalp opnåede mere end lovende, og kritikkerne var mere end strenge. Rygterne svirrede om at dommeren havde bestemt på forhånd, at han ikke ville give mere end lovende til nogen hvalp. Men var de kritikker så udtryk for hans ærlige mening om de enkelte, eller hans forsøg på at retfærdiggøre sin beslutning – hvis det er tilfældet, hvor er troværdigheden så henne?

Vi betaler trods alt for at deltage, så forventer vi også en ærlig og ikke forudindtaget holdning til vores hunde.

Men dagen var trods det ikke totalt spildt. Denne gang deltog både Tia og Luna nemlig

Et andet rygte vil vide, at Tias fosterfar åbenbart nyder at deltage i udstillingerne, og bare ”drikker” hele atmosfæren ind – åbenbart ikke nogen modvillig kenneldreng der. Så hvis madmor vil, kan Tia vist se frem til en udstillingskarriere.

Balthazar

Vi var måske nok ikke så imponerede af vores resultatet ved den sidste udstilling i Fredericia, men den førte også noget godt med sig.

Kattemor Karin, så nemlig Balthazar og forelskede sig uhjælpeligt, så knap en uge senere troppede hun op i hundehuset sammen med sin mand og da de drog hjem igen fulgte Balthazar nu Balther med.

Ifølge den sidste melding fra Vissenbjerg, har Balther allerede udset sig en af kattenes (Maine Coone) liggepladser samt vindueskarmen, som gode og yndede hvilesteder.

Ka’ Venus Karate?

Sidste år gav søster og jeg, os selv et lille digitalt camera i fødselsdagsgave. Tanken var at Annelise skulle i gang med også at tage billeder, og med et camera der kunne være i lommer, så ville jeg måske komme i gang med at tage billeder på vores traveture igen. Men… vi var blevet forvænte med kvaliteten af de billeder mit det store camera tager, som efter en kort testperiode fik det nye lov til at ligge og samle støv.

Så juleaften, tog jeg for sjov nogle billeder med det, og tænk engang, de billeder der ikke blev totalt slørede, havde en tendens til at være bedre end hvad jeg ville have fået med det store.

Mit det store kamera har aldrig været specielt godt til indendørs billeder, da det kræver temmelig meget lys. Da Annelise på trods af den nye udvikling stadig ikke begyndte at fotografere, fik jeg lov til at overtage det lille ovenpå.

Så nu ligger det næsten altid inden for rækkevidde eller i min lomme derhjemme.

Det er absolut ikke verdens bedste kamera:

·         Folks ansigtsfarve, bliver næsten altid forkert

·         Udenfor bliver alle tanfarver på hundene mere eller mindre rød

·         Hundenes øjne bliver utroligt lysende

·         Der er kun 4 gange optisk zoom

Men pludselig går jeg ikke glip af nær så mange af de ubetalelige øjebliksbilleder – som dette her af Venus, hvor man bagefter bare kunne ærgre sig over, man ikke havde et kamera for hånden.

Kenan

Skærtorsdag fandt Kenan sin nye familie. Familien skal dog lige have nogle konfirmationer overstået, så Kenan flytter først i slutningen af april

Langfredag

Rachel og Klaus har købt nyt hus, og lige før påsken spurgte Rachel om hvornår vi ville komme og se det. Vi greb omgående hele armen og spurgte om det ville passe i påsken. Rachel gav os valget, fredag sammen med hendes forældre, brødre og mormor – der ville blive til søndag – eller lørdag hvor nogle venner af familien også ville komme. Vi ville helst komme fredag, hvis det var ok at Børge også kom med – han ville blive hos til fredag, og vi havde godt nok ikke aftalt noget med ham, men vi var temmelig sikre på han ikke ville sige nej tak til at være sammen med mere af familien. Rachel sagde fint, og skrev så til Niels Jørgen og inviterede ham også. Så vi tilbragte en dejlig dag i familiens tegn – det var kun én af os søskende der ikke var tilstede – men Svend Aage og Jeanettes ældste datter Christina ville blive 30 dagen efter, så de var vist travlt optaget alligevel.

Det er et rigtig dejligt hus de 2 unge har købt, med flere gode ekstra værelser, overdækket udekøkken, altan ud for såvel stue som soveværelse, toilet og bad på begge etager, samt et vidunderligt køkken/alrum, og så ikke at forglemme direkte adgang til haven for Ayla, Shiana og katten Fiona.

Hende Fiona er en rigtig kat! Hvilket blev understreget da der pludselig begyndte at regne påskeliljer ned i hovedet på Klaus.

Ifølge forlydende, er det vist nok Klaus der står for det meste af madlavningen i den familie, men den dag overtog Rachel køkkenet sammen med sin bror Jonas. De lavede lasagne og hyggede sig vist rigtig sammen under processen. I mens skiftedes vi andre til at dele etagens eneste sofa, så da vi langt om længe kørte hjem, havde vi vist nået at få snakket med de fleste tilstedeværende. Skøn, skøn dag –

mange tak Rachel og Klaus fordi I ville se os, håber det ikke bliver sidste gang!

Mandag den 24. september 2012

Terror-puppies on the loose mm

Julias drenge er nu 4 uger gamle, og helt parate til at begynde at socialisere med resten af flokken. Samtidig skal Freja og Venus til at vænne sig til at, resten af flokken kan begynde at se nærmere på deres afkom. Så lørdag tilbragte jeg med at fabrikere en stooor kravlegår, som Julias drenge er flyttet ud i, og så har Freja og Venus slået pjalterne sammen om den anden store kravlegård.

Heldigvis er Freja og Venus ikke nær så pjattede mht barselsvisitter som Julia var, for – suk – Tibbie, Naya og sandsynlingvis ogå Vesta har startet løbetid.

Hele første-salen er derfor afspærret for de 2 store drenge. Om dagen er Julia og hendes hvalpe samt de løbske tæver i stuen, medens Freja og Venus med afkom deler biblioteket og mit soveværelse. Om natten er de løbske samt Gaia og Zanpa på mit soveværelse, og de 3 med hvalpe deler stuen og biblioteket – men døren til soveværelse er kun skubbet til så de kan vælge at gøre os selskab i soveværelset. I dagtimerne når jeg er hjemme står det dog åbent i hele 1. Sal, så hundene kan fordele sig som de vil.

Drengene nyder nu hver gang de kommer ud af kravlegården, men Julia er lidt træt af at de ikke ser hende som andet end fri mælk – når hun bare gerne vil kunne holde lidt øje med dem – som enhver anden hønemor.

Kuld forvirring

Freja og Venus ved endnu hvor deres afkom er hele tiden – sådan da!.

For en konsekvens af 2 kuld i samme kravlegård, er selvfølgelig at hvalpene går på besøg hos hinanden, så der er aldrig helt sikkert hvilke hvalpe mødrene hver især fodrer på i en given fodring.

Så indtil de spiser selv, er vi nødt til at være ekstra påpasselige med at veje dem, så vi kan gribe ind, før nogen af dem får problemer.

Vi forundres til stadighed over hvor stor forskel én uge kan gøre, men ”babyerne” er begyndt at går, og enkelte er også begyndt at kigge langt efter de store drenge, når de er ude på deres terrortogter. Nogen glæder sig til selv at slutte sig til korpset af ”terror-puppies”.

Søndag den 16. september 2012

Pas på hunden!

Nyfødte er bare så spændende og de fleste af tæverne, er fuldstændig syge efter at komme på ”hvalpe visit”. Såvel Freja som Venus har tilladt deres respektive mødre et lille forsigtigt besøg hos deres ”hvalpehvalpe”, men ellers er det bare no see indtil hvalpene er større.

Men Julia tillader ingen – heller ikke flokkens førertæve!

Den inderste låge i biblioteket er sikret med et bredt bræt i bunden. Gaia og Zanpa sover jo hos mig, men ingen af dem er særlig tilbøjelige til at forcere en forhindring der skal springes over. Så det bræt gør at lågen kan stå åben også om natten, så Julia har adgang til soveværelset, uden at skulle bekymre sig om Gaia og Zanpa.

Nu er Julia jo – ud over at være en vidunderlig charmerende og kærlig lille klovn - en særdeles skønsom blanding af bøllefrø, hustyran og verdens største kryster. Især hustyrannen kommer rigtig frem, når Julia har hvalpe.

Både Gaia og Zanpa måtte i et par uger leve med en særdeles tæt tipperopdækning på vejen mellem stuen og soveværelset.

En aften forsøgte vi om Naya kunne styre sig, hvis hun fik lov til at sove oppe hos mig. Men nej, det kunne hun absolut ikke! 1-2-3 var hun over brættet og på vej hen til kravlegården og…! Den strækning hun tilbagelagde på ca. 1 sekund, tog det hen i nærheden af 10 minutter at tilbagelægge i modsat retning. Nu har Naya heldigvis særdeles god styr på de dæmpende signaler, så Julia havde ikke engang brug for at knurre – stive ben og tæt opdækning var nok, til at Naya noget så langsomt og forsigtigt sneg sig tilbage og over brættet igen.

Så gik det unægtelig meget værre for Gaia, da hun en af de første aftener lod sig lokke af madlugten og kom for tæt på. Gaia er ikke så stærk i de dæmpende signaler, så hun blev overfaldet. Der måtte jeg sætte en redningsaktion i værk – men Gaia har ikke ladet sig lokke siden.

KisPus

Vi har igennem længere tid været plaget af et svingende antal uønskede husfæller, så da en daværende kollega en dag spurgte om vi ville have 7 kattekillinger, lagde vi billet ind på 2. Nu håber vi at den røde (Kis) og den sorte (Pus) dreng vil lege kispus i hele huset i mange år fremover.

Vi hentede killingerne sidste lørdag. Da de var mere vilde end vi havde regnet med, har især Annelise brugt den forløbne uge, til at vænne dem til os. Og på trods af et besøg hos dyrlægen til vaccination og chipmærkning i fredags, er de nu begge to meget kærlige og kontaktsøgende – men også meget forsigtige i udforskning af nye territorier.

Vi håber at kunne sluse dem ind til hundene sammen med hvalpene – så ønsk os held!

Vuggestuen genindføres

Julias drenge blev 3 uger i fredags og det fejrede vi med at flytte dem ud i den forreste del af biblioteket, så mo-ah kan begynde at vænne sig til at andre kan se hendes børn. Ved samme lejlighed blev Freja og Venus så flyttet ind i den bagerste del, så de kan holde hinanden med selskab.

I lighed med sidste gang vi etablerede vuggestue – for 2 år siden – så hænger en stor del af hvalpesitningen på den yngste tæve. Både Julia og Freja vælger at tilbringe en stor del af deres tid på springtur sammen med resten af flokken medens Venus trofast bliver oppe hos hvalpene – vi skal ind i mellem tippernappe hende, til de obligatoriske tisseture.

Jeg har dog mistanke om at Venus ikke er fri for at føle sig udnyttet. Her til formiddag er hun begyndt at lægge sig i vejen for Freja, og knurre og gø af hende når hun smutter forbi, for lige at se til og evt. fodre sine børn.

Julia har til gengæld ingen problemer, hun kan lægge Venus ned til hver en tid – hustyrannen I ved!

Julias drenge

Julias drenge er nu blevet introduceret til anden mad end mors mælkebar. Det er endnu ikke det store hit, men det er normalt mindst én af dem, der slikker lidt i sig når vi forsøger os.

Drengene er på nuværende tidspunkt meget mere på benene, end vi er vant til. Vi gætter på at det skyldes at de kom så tidligt ud af fødekassen og i en kravlegård. Bevares der er stadig meget slinger i valsen, men benene kan bære dem, normalt ser vi ikke det før ca. en uge senere.

Frejas og Venus’s kuld

Den mindste af Frejas tøser – hende der kom til sidst – klarede ikke skærene. Hun ville ikke tage på, på trods af såvel sukkervand som mælkeerstatning, så hun døde efter 2 døgn. Vi valgte så at lægge den største af Venus’s drenge ind til Freja, så de begge nu ligger med 5 hvalpe.

Venus havde problemer med mælkeproduktionen, hvilket selvfølgelig resulterede i et besøg hos dyrlægen. Hun fik væskebehandling og penicillin. Derudover anbefalede dyrlægen os et gammelt husgeråd som hun selv havde haft succes med. En blanding af tykmælk og fløde, skulle stimulere mælkeproduktionen. Om det var den blanding, eller om det var resten af behandlingen som slog igennem, ved jeg ikke. Men efterfølgende begyndte Venus’s hvalpe at tage på som de skulle, så et eller andet virkede i hvert tilfælde.

Efter etableringen af vuggestuen, har jeg endelig fået svar på hvorfor Frejas kuld (incl fostersøn) tager op til dobbelt så meget på hvert døgn som Venus’s kuld.

·          Når Venus skønner at nu er det fodringstid, så lægger hun sig op til hvalpene, og så er det op til den enkelte at opdage at nu er mælkebaren åben, hun gør sig ingen speciel udmage for at gøre sine dievorter lettere tilgængelige og hun ligger der kun så længe hun gider.

·           Freja tager en runde rundt til de enkelte hvalpe og nusser dem vågne før hun lægger sig. Hun ruller delvis rundt, så der er god adgang til begge rækker dievorter, og så bliver hun liggende indtil ingen af hvalpene kan få bare én dråbe mere ned.

Freja giver ikke die, lige så tit som Venus, men i kraft af hendes ”overlegne” tilgang til opgaven, så vinder hendes metode på den lange linje. Kvalitet frem for kvantitet.

Søndag den 2. september 2012

2. september 2012

Julias hvalpe

Det går rigtig godt med Julias 4 drenge, der alle har fordoblet deres fødselsvægt godt og vel.

I fredags flyttede vi den lille familie op i det inderste hjørne af mit bibliotek, så fødestuen kunne være klar til den næste klient. Og nej det er ikke noget, vi plejer at gøre så tidligt, men når vi har 3 tæver med termin inden for 2 uger, er vi nødt til at være kreative.

Heldigvis ser flytningen ud til at være foregået uden de store problemer, og drengene har fortsat med støt at tage på. Julia er dog nok ikke helt tilfreds med flytningen, hun benytter enhver mulighed for at kradse på døren til fødestuen, men på den anden side, så nyder hun enormt nu at have plads til at ligge bekvemt, når der er spisetid.

Vi har temmelig godt styr på ”rum opdelingen”, så ingen af de andre kan komme i nærheden af hvalpen: de kan ikke engang se dem. Først er der en låge mellem stuen og biblioteket, og inde på biblioteket er der så en anden låge Imellem den første række bogreoler og væggen. Biblioteket ligger nemlig mellem stuen og mit soveværelse, så vi har brug for den ekstra låge for at sikre, at ingen kan komme tæt på hvalpene, da flere af hundene jo sover fast hos mig. Så ved sengetid og ”stå op” tid ligger Julia vagt ved den anden låge, medens mine nattegæster bliver gelejdet imellem soveværelse og stue. Resten at tiden står den anden låge og døren til mit soveværelse åben, så Julia har rent pladsmæssigt betydeligt bedre forhold end i fødestuen.

Sikken nat!

I løbet af lørdag eftermiddag begyndte Freja at søge bort fra flokken. Annelise tog hende på fersk gerning i færd med at grave sig en hule, hun kunne gemme sig i og føde, så march ind i fødestuen. I sit inderste hjerte er Freja åbenbart noget af en huleboer: hulen var det vigtigste, selv om hun også gerne ville have kontakt med os, men hvis hun skulle vælge, ja så vandt hulen altså Men da jeg på et tidspunkt frøs lidt og trak en dyne ned, var tøsen der pludselig. Ind under dynen over mig og ind og ligge i mine knæhaser. Men… det var lige varmt nok – så hun måtte da lige have lidt at drikke, men desværre kom det op igen næsten omgående. Nu måtte Freja og jeg til at være kreative, hvis vi ville opfylde begge krav, hun lagde sig på dynen, med en flig over hoved og skuldre og hagen hvilende på min fod, så var den hjemme.

Freja er tilsyneladende en af dem, der ikke vil forhaste sig med de vigtige ting i livet – bortset fra gåture og mad, så vandet gik ikke før hen ad 00.30. Hun lå med gode stærke veer, men mere skete der tilsyneladende ikke. Kl. 02.15 turde vi ikke vente mere og ringede til dyrlægevagten – tanken om prisen på et potentielt kejsersnit på den tid af natten, brrrrrrrr – men hunden og hvalpene er trods alt vigtigere.

Ca. ½ km før byskilteti Vejen lød der pludselig et hyl omme fra bagsædet, hvor Freja og Annelise opholdt sig. Det var Freja, som annoncerede fødslen af sin første hvalp. Vi var kun 1,5 km fra dyrlægen, og havde allerede hevet ham op af sengen, så vi valgte at fortsætte og lige få hende tjekket – det er trods alt meget billigere end et kejsersnit!

Da Annelise havde haft en finger lidt inde for at skubbe til den hvalp, som blokerede, valgte dyrlægen at give Freja er skud antibiotika, og så fik hun ellers både sprøjtet kalk direkte i blodet, som noget lagret under huden (stimulerer fødslen), og vi fik en sprøjte med til selv at gentage behandlingen 4 timer senere.

10-15 minutter efter fødslen af den første smuttede tøsen den næste hvalp ud. Nummer 3 fødte hun på vejen hjem. Nummer 4 gemte hun til vi var godt hjemme igen. Godt 04.00 lå Freja med en han og 3 tæver og vi regnede med at hun var færdig, hun var nu så træt at da hun ville drikke noget vand, så lagde hun sig ned foran vandskålen. Annelise sendte mig op i seng – efter at have været vågen i 24 timer trængte jeg godt nok også til søvn.  Men Freja var altså ikke færdig endnu, da Annelise senere kiggede ind til hende, lå hun med en lille tæve mere, men så kunne hun altså heller ikke mere.

Dramatikken var dog ikke ovre endnu. Ca 06.45 ringede min mobil og vækkede mig, det var Annelise: Inge du må hjælpe! Venus’ vand gik for 15 minutter siden, jeg har hende inde på mit soveværelse, men de andre hunde er urolig,e så du må tage dig af dem og Freja samt Julia.

Så jeg krøb i tøjet igen, fik hele flokken af voksne hunde - incl en meget modstræbende Freja - ud og tisse, lavede morgenmad til Julia og Freja, morgenvejede hvalpe, fik startet vaskemaskine med hvad jeg kunne finde af liggeunderlag og fik startet opvaskemaskine med alle ledige hundeskåle, der kunne opdrives i huset, incl dem hos katten – hun må klare sig med nogle andre skåle indtil videre - selvfølgelig afbrudt af diverse smutture ind til Venus og Annelise.

Efter fødslen af den første hvalp var vi temmelig bekymrede, Venus ville slet ikke vide af ham. I første omgang blev han flyttet ind til Freja, så han ikke ville blive kold. Da næste hvalp var komme,t gav Annelise mig besked om at hente den første igen, for nu var Venus begyndt at tage sig af sit afkom. Jeg hentede drengen - det passede lige, så Venus fik ham præsenteret sammen med nummer 3,  og nu havde hun heldigvis ingen problemer med ham. Venus ligger nu og hygger med sine 4 tæver og 2 drenge.

Da Venus var færdig med fødslen, ville Annelise egentlig have noget søvn, men hun opgav – Venus nussede og slikkede sine hvalpe så meget, at de protesterede højlydt, og så træt var Annelise alligevel ikke, at hun kunne sove med den larm lige ind i øret.

Fredag den 24. august 2012

Maj

Tibbie

Arme Tibbie. Det er gået rigtig godt fremad med helingen af hendes øje, men hun slap ikke af med sin halskrave før hen omkring den 20. maj.

Sådan en krave er virkelig i vejen, når ørerne kløer, det er bare så besværligt at skulle råbe de tobenede op, hver gang det klør – og deres poter er altså ikke lige så gode som ens egne.

Juni

“Feriebørn”

Sophus, Ingolf og Donna tilbragte hele juni måned hos os, da deres familie skulle til USA for at hende datteren Cirkeline hjem.

Og så gjorde Donna det igen. De kom her og 2 dage senere startede hun løbetid. Resultatet var selvfølgeli,g at hun trak alle vores tæver med på nær Naya.  Denne gang skulle vi dog ikke frygte for, at Aslan skulle hoppe over hegnet og parre sig med en dame eller tre – uden at få lov først.

Bortset fra løbetiden, nød vi som sædvanligt samværet med vores feriebørn enormt.

Julia

Denne gang havde vi besluttet at Julia skulle parres med Pax. Vi havde faktisk aftalt med Elisabeth at låne Pax, indtil denne parring var overstået.

Pax kan bare det der med parring – ikke nogen inseminering her!

Den 23. juni parrede de første gang, så nu kunne vi håbe på hvalpe hen omkring den 23. August.

Freja

Freja ville vi have parret med Norbu. Men da Pax ikke er særlig begejstret for ”fremmede” hanner i huset, ville vi ikke have ham her længere end nødvendigt, så vi valgte at få taget blodprøver på Freja.

Det vil vi fremover kun gøre, når det virkelig er vigtigt, for det er dyrt.

Vi hentede Norbu den 28. juni, men til trods for utallige forsøg, så kom der ikke nogen fuldført parring ud af det. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at Norbu ikke vil lade os komme for tæt på, når han forsøger.

Så for en sikkerheds skyld blev Freja insemineret den 29. og igen den 30. juni Samme aften kørte vi Norbu hjem til Kolding igen.

Han er en dejlig dreng, men det hjælper ikke så meget, når Pax ikke er enig med os om det.

Juli

Venus

Godt nok havde vi allerede 2 færdigparrede tæver men… Venus var nu godt 2 år gammel og det her var hendes allerførste løbetid.

Så vi besluttede at løbe risikoen.

Hun fik lov til at lege med Hansa. Han kunne få lov at øve sig og hvis det ikke lykkedes, så gjorde det ikke noget.

Men Hansa er sin fars ægtefødte søn. Venus var meget utilfreds med tingenes tilstand, men de kom op på at hænge sammen i en hel halv klokketime.

170 års fødselsdag

Den første weekend i august havde vi trommet alle vores søskende sammen med ægtefæller, niecer og nevøer og en enkelt ægtefælle der også.

Vi fejrede 170 års fødselsdag. Storebror Sjørn skyldte for sin 60-års i 2008, Annelise for sin 60-års sidste år, og jeg tog forskud på min 50- års om 2 år – så vi slog det sammen til en hel weekend i familiens tegn.

Vi startede ud fredag med indkvartering i Gram Fritidscenterr efterfulgt af spisning i Valhalla og fortsatte så med premiereforestillingen på årets vikingespil i Jels. Lørdag tog vi i samlet trop til Ribe Vikingecenter. Lørdag aften indtog vi ”fest”-middagen i Gram fritidscenter. Efter en i nogle tilfælde alvorlig forspisning delte vi os op, så nogle gik en lille tur i Gram slotspark og resten tog en gang bowling i fritidscenteret.

Søndag efter morgenmaden deltes vi atter engang for alle vinde – men nu med en dejlig weekend i hukommeren.

Pax forever

Fødselsdagsweekenden havde en uventet følgevirkning. Elisabeth boede hos os, for så kunne hun også være lidt sammen med Pax. Men tænk engang – da hun så, hvor glad Pax var som alfahan i vores flok, så besluttede hun sig for at give os vores nok største fødselsdagsgave nogensinde. Tænk engang – hun besluttede at Pax skulle blive hos os permanent, for ikke tale om hun ville tage ham hjem til at være enehund igen, når han tydeligvis trivedes så meget i en stor flok.

Mange, mange, mange tak Elisabeth – du ved lige så godt som os, hvilken stor gave du har givet os.

Vi ved, hvor meget du vil savne ham, og vi vil gøre vores bedste (og værste) for at lokke dig på besøg så tit som muligt, så du stadig kan være en del af hans og vores liv.

Norbu og Chili – take two

Jeg skrev under december måned om Norbu og Chi-Li. Desværre kom der ingen hvalpe ud af mødet, men der blev håbet på bedre held i næste løbetid.

Nu gik det hverken værre eller bedre, end at Chi-Li startede løbetid, medens hende madmor Camilla var på ferie. Ragnhild hjemsøgte de udenlandske udstillinger, så da hun helst skulle parres med Norbu igen, kontaktede Ragnhild os, om vi kunne hjælpe?

Hvor langt henne var Chi-Li i løbetiden? - det var det store usikkerhedsmoment. Så søndag eftermiddag kom Camilla, Chi-Li og Norbu på besøg. Umiddelbart kunne/ville Norbu ikke bedække hende, så for en sikkerheds skyld valgte vi at tage til dyrlægen omgående og få tøsen insemineret. Ved samme lejlighed tog Gunnar (vi var heldige,  at det var vores dyrlæge, der havde weekendvagten) en blodprøve, som han ville få undersøgt straks mandag morgen.

Mandag ringede Gunnar for at fortælle, at ideelt parringstidspunkt var nu. Men vi slap for en inseminering mere, da Norbu endelig tog sig sammen og bedækkede tøsen ved naturmetoden.

Onsdag hentede Camilla så begge hunde igen, og nu er det bare tilbage at vente – men mon ikke det lykkedes denne gang!?

August

Fødselsdag

Den 4. var vi til Klaus’s fødselsdag i Malling. En dejlig dag sammen med dejlige mennesker.

Lidt men tit

Vores 3 drægtige tøse er blevet tiltagende runde i figuren, og især Julia er også efterhånden også temmelig besværet. Så vi besluttede at den lange luftetur ca. hver 3. dag, nok var ved at være for meget for dem. Men noget motion skulle de da have, så vi har indført en ”delikatesse-tur”, hvor de drægtige tøser får en daglig tur ned af indkørslen og tilbage igen – i alt ca 800 m.

Nogen ren ”delikatesse-tu”r er det dog ikke, da Zanpa har meldt sig frivilligt til at deltage hver gang – også selv om han allerede har været på stroppetur ½ time forinden – nogen skal jo passe på alle de tøser.

Tempoet er absolut ikke noget at skrive hjem om, men tøserne nyder deres tur – og det er da det vigtigste!

Julia har født

I dag den 24. August, har Julia så født 4 drenge – 3 zobler og en tricolor. Vi havde ellers håbet på en lille tricolor tøs til os selv, men sådan skulle det altså ikke gå. (Så nu bliver det måske en tricilor han i stedet – måske til udstationering?)

Vi vidste, at det var ved at være lige over, så Annelise har haft nattevagt hos tøsen mens jeg tog enormt tidligt på arbejde og kørte tidligt hjem. Jeg nåede det kun lige! Jeg var hjemme lidt i 10 og ca. 15 min. senere kom den første hvalp – ca en time efter kom den sidste.

Så godt 11 gik Annelise i seng medens jeg overtog vagten. Men da der ikke se ud til at ske mere, valgte jeg at lægge Julia med små ”i seng” i fødekassen og rydde op efter fødslen.

Så nu ligger mor og små og hygger sig sammen, og vi kigger bare ind til dem med mellemrum.

Fredag den 4. maj 2012

December

Bryllup

Lørdag den 17. December blev Rachel gift med sin Klaus.

Vi havde arrangeret med Elisabet,h at hun skulle være hundesitter, og så kunne hun samtidig få lidt kvalitetstid sammen med sin Pax. Hun ville dog først komme lige før, vi skulle af sted. Vi var godt nok spændte på, om hun ville nå frem i tide. For ser I: Godt nok holder Elisabeth’s familie til på Sjælland – men hendes ældste søster, Christina, tilbragte såvel sin ungdomsskoletid som tog sin uddannelse til lærerinde her i Sønderjylland, så Christina ville benytte lejligheden til at være sammen med vennerne herovre. Men selvsamme Christina har lidt af et rygte i familien: Som teenager havde hun utrolig svært ved passe tiden, så... var hun blevet bedre til det? Tilsyneladende ja – så vidt jeg husker, havde vi en hel halv time sammen med Elisabeth, før vi kørte.

Vi nåede til Malling i god tid, så vi havde god tid til at finde frem til Malling kro – hvor festen skulle foregå – og stille bryllupsgaverne ind, før vi gik hen til kirken.

Som det sig hør og bør, så bruden aldeles pragtfuld ud, men gommen – må forvente utallige drillerier i årene der kommer, over sit valg af sokker – men det er ok, jeg tror absolut, at Klaus kan klare mosten.

Da bryllupskagen var fortæret, blev alle gæsterne så ellers kaldt ind parvis for at blive fotograferet sammen med brudeparret – efter min mening, en brandgod ide.

Herefter flyttede vi alle ind i salen, hvor resten af festen skulle foregå. Der var stillet 4 borde op, et til Rachels famile, et til Klaus’s familien et til Rachels venner og et til Klaus’s venner – og ved hvert bord var der 2 ekstra pladser. De var til brudeparret, der på den måde kunne rotere rundt mellem alle gæsterne og indtage en ret ved hvert bord.

I mange af talerne dukkede der også en lille interessant bivirkning op vedr. valget af bryllupsdato: – det var nemlig også Rachels fødselsdag. Så vi sang fødselsdagssang, og bruden måtte pakke nogle fødselsdagsgaver op undervejs.
 
- Nåh Klaus – der røg enhver undskyldning, du i fremtiden måtte have, for at glemme jeres bryllupsdag!

Det var en aldeles dejlig dag – atter en gang: Tak til Rachel og Klaus, fordi vi måtte komme med!!!

Derhjemme ventede Elisabeth, og vi tilbragte en hyggelig søndag sammen med hende, før hun igen vendte næsen østpå. Forinden nåede vi at træffe en foreløbig aftale med hende vedrørende muligheden for, at Vesta kan flytte sammen med hende og Pax, når han skal hjem igen.

Pax havde været meget glad for at se Elisabeth, var vist ikke helt tilfreds med at hun kørte uden ham – han stod ved døren og lyttede temmelig urolig til bilen, der forsvandt. Efterfølgende havde vi indtryk af, at han resignerede og indstillede sig på, at det åbenbart var meningen, han skulle blive her.

Men slap bare af Pax, vi tror ikke at Elisabeth tillader os at beholde dig i al fremtid .

Julegæster

Som tidligere nævnt havde Norbu en aftale af de mere delikate med en yndig ung dame, men… Aftalen trak lidt i langdrag, og da ”fest-arrangørerne” Ragnhild og Harald skulle afsted på juleferie, så overtog vi den sidste del af arrangementet i julen. Den udkårne – Chi-Li – er en aldeles dejlig ung dame, med et utroligt indtagende væsen, men der var ikke meget ved den løbetid mere, og det lykkedes ikke for os at få dem parret.

Hvalpene flytter hjemmefra

Den 28. Kom Ragnhild og Harald forbi for at afhente julegæsterne, og så kunne de jo ved sammen lejlighed få Julias hvalpe med. Men…, hvalpene manglede jo stadig 2 dage i at være 8 uger, så” kunne vi ikke låne Julia et par dage, så får vi jo også mulighed for at lære hende at kende?”

Den var jeg godt nok ikke glad ved. Hvordan ville min nervøse og usikre Julia klare den? Men på den anden side så havde hun jo sine hvalpe at gå op i, og det ville absolut være det bedste for hvalpene, så ok.

Varmepanik – igen!?

Efter jul fik problemer med fyret igen, men undskyld! Jeg ORKER bare ikke at skrive om det f……… fyr igen! Lad det være nok at sige at den var gal igen.

Januar

Hjemme igen!

Den 2. Januar var jeg tilbage på arbejde igen. Jeg arbejde som bekendt i Vejle, og Ragnhild og Harald valgte at afleverede Julia til mig der, kort tid før fyraften.

Jeg har virkelig savnet tøsen, men hun har måske ikke savnet mig lige så meget. Det tog hende i hvert tilfælde lidt tid at opfatte, at det var MIG som kom ilende hen ad gangen for at tage imod hende. Hun blev afleveret en ½ time før fyraften, så vi kunne ikke køre med det samme. I begyndelsen vendte Julia med jævne mellemrum tilbage fra sin udforskning for lige at tjekke, at jeg stadig var der, men da vi skulle hjem: – hvor var Julia? Jeg kaldte, men lige meget hjalp det.

Hun havde alt for travlt med at hygge sig hos min kollega Henriette i den anden ende af kontoret.

Det var dog en meget lykkelig lille hund, der kom hjem igen. Og vi så ikke et eneste tegn på, at hun savnede sine hvalpe.

Zanpa vs Pax

Aldrig har vi set noget lignende.
 
Men i Pax, har Zanpa fået en legekammerat, der tilsyneladende har en vis forståelse for hans handicap.

De leger tik og Zanpa er den. Pax løber rundt i bløde buer med Zanpa i hælene. Og hver gang Zanpa mister orienteringen, så venter Pax tålmodigt på, at han igen får kontakt.

Det er utroligt betagende og underholdende at se på – men desværre – så er det indtil videre ikke lykkedes at få hentet kameraet i tide til at få foreviget synet.

Februar

En gæv dame

Det var efterhånden gået temmelig længe, siden vi hørte nyt fra Ninna og hendes menageri, men det havde en særdeles god forklaring. Den fik vi den 22. Marts.

Den 7. Februar faldt Ninna nemlig i det glatte føre - på den sene hundeluftetur – og brækkede sin højre underarm 2 steder. Hun skrev: ” Rex og Trixie kom og slikkede mig i hovedet, ”hvad ligger du der og roder efter?”, inden jeg kom rundt på albuer og knæ og fik mig stablet op at stå igen. Jeg kom hjem med hundene og fik min søn til at køre mig på Kolding Sygehus og fik armen i gips.”

Efterfølgende voksede bruddet skævt sammen, så hun måtte under kniven igen. Hun har gået til genoptræning 2 gange om ugen. Hun har måttet gå med Trixie og Rex én ad gangen, da man ikke kan styre 2  x 8 m flexliner med én hånd;
 
– betyder det mon, at hun får dobbelt så meget motion som normalt?

Marts

Tøselunds starlet

Her i begyndelsen af maj fik vi en længe ventet opringning fra en venlig journalist hos TV SYD:
 
Den 11. Maj kl. ca 19:45 – så sker det! Da vil vores Julia få sin TV-debut.

Det hele begyndte i marts da vi opdagede, at Julia havde blod i urinen. Vi troede de første par dage, at hun bare var startet løbetid lidt tidligt. Men hvorfor var tissesøerne så små, og hun tog da utroligt lang tid om at lave dem? Da jeg så tog hende og Gaia med ud på en lille luftetur, satte Julia trumf på: hun satte sig for at tisse hver 10-15 m og tog 20-30 sekunder om det hver eneste gang – der var altså noget galt.

Mandag tog vi til dyrlæge med Julia. Som så mange gange før, tilbragte jeg ventetiden med at se, om der stod noget interessant på opslagstavlen. Bedst som jeg var blevet færdig med at læse en artikel om en journalist, der var i gang med at lave en serie til TV Syd fra dyrehospitalet, kom Gunnar og spurgt,e om vi ville have noget imod, at hun filmede Julias konsultation – og selvfølgelig havde vi ikke det. Julia er allerede en stjerne i vores univers – og vi deler gerne lyset med andre – men at få de mikrofoner til at være diskrete og blive siddende, er en PEST.

Annelise og jeg havde på forhånd, hver vores teori om, hvad der var galt med tøsen, og desværre for hende havde vi begge 2 ret. Hun havde en  kæmpe urinsten (Annelises) og blærebetændelse (min). Så vi måtte køre hjem uden Julia, der skulle under kniven dagen efter.

Tirsdag tog jeg lidt tidligere fri fra arbejde for at hente tøsen. Operationen var heldigvis gået godt og de viste mig en urinsten på ca 1,5x0,5x1 cm – og nej jeg har den ikke liggende som souvenir. Den er blevet sendt til USA for at blive analyseret, så vi kan få besked om, hvad vi evt kan gøre for at forhindre en ny sten.

Jeg havde arrangeret med arbejdet at tage et par fridage, til at passe Julia – Annelise havde tilbudt at hjælpe, men hun fik altså kun fredagen. Jeg vil bare helst selv være der, når det er en af mine specielle kæledægger, der skal komme sig.

Fredag var Julia til kontrol, og alt så rigtig fint ud.

Og journalisten var med i hele processen, så den 11. Maj, vil Julia få sin TV-debut i TV Syds serie om Dyrlægerne.

April

Timet weekend

Så var det lige den fredag morgen, hvor Annelise kom og hev mig ud af min sødeste søvn godt 3 om morgenen, ”Der er noget galt med Tibbies ene øje, du skal altså se på det”. Øjet drev af grøn materie ogTibbie havde tydelige smerter, så medens jeg vaklede op og fik noget tøj på, ringede Annelise til dyrlægevagten.

Det blev til Brørup denne gang, så gudskelov for GPS’en - i mørke, øsende regnvejr og ad ukendte veje midt om natten, var den til uvurderlig hjælp.

Dyrlægen kunne ikke gøre særlig meget andet end skylle øjet med saltvand. Så vi kunne se, der var en flænge i øjet inde under alt materien. Hun gav Tibbie antibiotika og en smertestillende sprøjte og sendte os hjem igen med nogen smørende øjendråber, der skulle gives hver time, indtil vi kunne få Tibbie ind til en øjenekspert om morgenen – som tilfældigvis også er vores faste dyrlæge, Gunnar Gram.

Vi var heldige at få lov til at komme med Tibbie allerede 08:15. Gunnar kunne konstatere, at hun havde en flænge i hornhinden. Han kunne ikke operere på det, før betændelsen var kommet under kontrol, så han syede det 3. øjenlåg hen over øjet og sendte os hjem for weekenden med et batteri af penicillin, øjenlindrende tabletter, øjendråber og serum (lavet af Tibbies eget blod).

Så weekenden  gik med at passe Tibbies behandling: Penicillin 2 gange om dagen, øjenlindrende tabletter 1 gang om dagen, øjendråber 3 gange om dagen og serum 6-7 gange om dagen – og dertil kom, at det skulle gå min ½ time mellem øjendråber og serum.

Mandag blev Tibbie opereret , og Gunnar var rimelig optimistisk mht at kunne redde hendes øje. Vi fik en ordentlig mængde serum med hjem til at fortsætte hendes behandling, men nu skulle hun kun have serum i øjet 5-6 gange om dagen. Penicillin og de andre piller blev hun færdige med i løbet af ugen, og efter kontrolbesøget hos dyrlægen fredag, var vi nede på kun at dryppe hende 3 gange med serum og 2 gange med øjendråber om dagen.

Nu venter vi spændt på, hvad mandag (7. Maj) bringer. Da skal Tibbie til sit forhåbentlig sidste besøg hos Gunnar i denne omgang. Vi håber hun kan få stingene fjernet og komme af halskraven, så hun selv kan klare klø sine ører igen.

Maj

Bededagsferie

I går Store Bededag, ringede Rachel og Klaus for at høre, om vi kunne tænke os at få besøg af dem idag. Selvfølgelig kunne vi det – selvom det betød grrrrrrr rengøring! Der røg alle planer om havearbejde i hele weekenden, og helt ærligt: Jeg er så øm og radbrækket i dag, at enhver undskyldning for ikke at pukle i haven er velkommen – og det her er i aller højeste grad en af de bedste!

Vi kom vist til at nævne overfor Rachel, at vi næsten kun fik gjort rent, når vi ventede gæster.

Rachels svar var egentlig forudsigeligt: "Nå men så må vores næste besøg vist være næste weekend"

Vi slog nu til - selvfølgelig: "Alle tiders! Så kommer I jo til vores fødselsdag - men - så forventer vi selvfølgelig også gaver"

Sjovt nok, så kunne de sagtens vente indtil primo juli, hvor vi jo fejrer 170-års rund fødselsdag, sammen med vores fælles storebror Sjørn

Søndag, den 4. december 2011

Det var katten

Jeg har ikke noget imod mus – sådan da, hvis de bliver, hvor de hører hjemme. Men inde i huset! Og når de også begynder at lege tagfat tværs over gulvet i mit soveværelse, selv om både jeg og hundene er der – så er grænsen ikke bare nået, den er mere end overskredet!

Jeg tømte soveværelset for alle mulige gemmesteder, troede jeg, men hvor var de forbistrede mus? Der var tilsyneladende ingen adgangshuller, men musene var ikke til at se. Jeg kunne selvfølgelig stille alt på plads igen og satse på, at gnaverne var løbet ud i stuen, men det havde jeg prøvet før uden held. Nej denne gang besluttede jeg mig for at indhente ekspertbistand.

Hundene blev hældt nedenunder i stuen, og så hentede jeg katten Lotte ind. I løbet af sådan cirka 5 sekunder havde hun lokaliseret den første mus, som gemte sig under mit fjernsyn. Den sidste mus tog længere tid – men det var min skyld!!! Jeg kunne altså bare ikke se den lille bagdel, der lå og rystede i krogen, hvor bjælken gik ind i muren. Men til sidst trængte den ind selv hos mig, og Lotte kunne få næste ret.

Hundene syntes vist, at det var lige dyrt nok, hvad sådan en ekspert koster. Tænk jer bare: Lotte krævede en hyggestund. Nogle enkelte af hundene fik faktisk lov til at bevidne betalingen, men de var temmelig skeptiske, om hun ville stille sig tilfreds med det – og med god grund!!!

Tænk jer bare, i flere dage efter prøvede hun at afpresse os for renter, men efterhånden fik hundene da hende til at opgive den tanke.

Privatchauffør

Sidste fredag fik jeg fornøjelsen af at lege privatchauffør for en ung gentleman af god familie. Norbu har fået en forespørgsel om at gøre tjeneste i delikate omstændigheder. og i den anledning havde han brug for at besøge sin livlæge. Det glæder mig at kunne fortælle. at såvel øjne som bentøj er helt i orden, uden en eneste anmærkning.

Jeg benyttede selvfølgelig lejligheden til at få nogle nye billeder at herren. Og ja, Norbu er stadig lige så kærlig og imødekommende, som han altid har været.

Rex og Trixie

I tirsdags fik vi en lang dejlig mail fra Ninna. Alle parter har nu fundet sammen i skøn samdrægtighed, så nu skal vi bare have tid i kalenderen til at få papirarbejdet overstået.

Nina fortæller: Når jeg arbejder, ligger Trixie og Rex under skrivebordet på et lammeskinds-tæppe, og ligger tæt op ad mine ben eller hen over mine fødder, så der er kontakt af 3. Grad. Og lille Mille ligger igen på sin pude på skrivebordet eller på mit skød, mens arbejder, og det har de hundehoveder helt accepteret. Hundene snorker, katten spinder og jeg arbejder, mens jeg hører P4-Trekanten.

Og første gang i nat lå både Trixie og Rex samt Mille i min seng. Fifi er ude om natten, undtagen når det er meget koldt. Så vil han også gerne ligge i sengen.

Når det trækker op til sengetid, så smutter Rex ind i sengen og lægger sig på min hovedpude med ejermine og vil meget nødig flytte sig, så han har nu fået sin egen hovedpude ved siden af min. Så ligger vi der som et andet ”ægtepar” og det er han tilsyneladende vældig tilfreds med, mens Trixie ligger ovenpå dynen i fodenden og Mille ligger nedenunder dynen i min knæbøjning, som hun plejer.”

En sjov ting mere: Rex ved udmærket præcist, hvornår Fifi dukker op om aftenen – ca. kl. 18 for at få sin mad. Så holder Rex øje med, hvornår der lyder et miau udenfor døren, det kan være terrassedøren, for- eller bryggersdøren, så Rex har lidt travlt på det tidspunkt – og så meddeler han mig højlydt, at ”nu er Fifi der”. Når jeg så lukker døren op, kommer Fifi ind under højlydt miauen – han snakker meget – og giner sig på kattemaner op ad Trixie, Rex, Mille og mine ben og bliver derefter vasket i hele hovedet af Rex. Så følger et sjovt ritual: Når Fifi så har fået sin paté i sin skål, så vil Rex være førstespiser, og Fifi bliver på et tidspunkt træt af det og skubber Rex til side, så står de to ved siden af hinanden og spiser af samme skål.

Fifi bliver inde hele aftenen til den sene godnat-tissetur, så går hele banden luftetur sammen; 2 hunde – 2 katte + mig. Fifi følger hele vejen hjem igen, men vil ikke med ind.”

Jeg elsker bare Ninas beskrivelse af forholdene i ”banden” og syntes at I også skulle have lov til nyde den. Nu må vi bare håbe, at Nina ikke lægger sag and mod mig for at krænke hendes copyright.

piv, hvin og skrål

Hylehovederne har fortsat den gode udvikling. De er efterhånden blevet temmelig sikre på benene og er begyndt at spise andet end modermælk. De er begyndt af afholde audienser for resten af flokken, men endnu er det kun nøje udvalgte hunde, som har fået lov til at komme tæt på – bl.a. insisterer Julia eftertrykkeligt på, at Pax skal holde afstand. Men jeg tror, hvalpene så småt er ved at tage sagen i egne poter. Kando har nemlig fundet ud af, at han kan komme gennem lågen, så det er kun et spørgsmål om tid, før tøserne følger efter.

Julia foretrækker stadig at tilbringe det meste at tiden sammen med hvalpene, men hun er ikke så fanatisk mere, og når bare ikke vi overdriver længden, vil hun hellere end gerne med ud på luftetur.

Onsdag den 16. november 2011

Babysnak

Tirsdag den 2. november fødte Julia 3 dejlige hvalpe – 2 tæver og en han. Det var nogle store basser på mellem 150 og 200g. Vi havde alle 3 arrangeret os på en madras på gulvet med Julia i midten; så Annelise tog imod hvalpene i den ene ende, og jeg sad i den anden og nussede med lillemor, når jeg ikke lige skulle veje hvalpe.

Julia tog sig rigtig god tid med at blive klar til fødslen. Allerede om morgenen fortalte hun Annelise, at i dag skulle det altså være – så Annelise kom slet ikke på arbejde, og jeg kom meget tidligt hjem. Men klokken blev faktisk over 6 før den første tøs var klar til at komme til verden.  Men så kom de 2 næste også indenfor 1½ time.

Julia er en virkelig omsorgsfuld mor, der da godt nok er ved at være lidt træt af bare babysnak, men… det går altså ikke an at lade de små være alene særlig mange minutter af gangen.

Alle 3 hvalpe har taget støt og godt på, så allerede i weekenden var fødekassen ved at være for lille ved spisetid til, at Julia kunne ligge ned, så vi måtte til at finde baby-kravlegården frem. Vi valgte først at ligge aviser i bunden dækket med liggeunderlag, men det syntes Julia var alt alt for varmt – så vi måtte bytte om på lagene.

Men hende Julia er en rigtig redebygger, hun går omhyggeligt og kradser op i aviserne og river dem lidt i stykker, så de kommer til at ligge lige efter hende hoved. Og alderen til trods er hvalpene absolut ikke tabt bag af nogen vogn – de søger sikkert hen i det hjørne af kravlegården, hvor mor har blotlagt liggeunderlaget.

De har alle åbnet øjnene i løbet af de sidste par dage, så nu begynder de så småt at blive rigtig sjove.

Vi tør selvfølgelig ikke bruge blitz på dem lige nu, så farven er helt forkert. Red.

Av for måsen

Lørdagen efter Julias fødsel kom Gaia ikke ind om morgenen. Jeg gik ud for at kigge efter hende og hun lå i en stol på terrassen og rystede. Da hun pludselig temmelig hektisk slikkede sig i måsen, fik jeg en ubehagelig mistanke, som desværre let lod sig bekræfte.

Hun har før haft problemer med en tilstoppet analkirtel, og den havde desværre slået til igen i nattens løb. De andre gange har vi altid set det, før den tømte ud og taget hende til dyrlæge til behandling med smertestillende og penicilin.

Men kirtlen var tømt ud; et weekendbesøg hos dyrlægen er meget dyrt, og vores dyrlæge har betroet mig at have smertestillende medicin til hundene i huset, så hvor vigtig var penicilinen?. Jeg ringede til Rachel – der som bekendt er dyrlæge – og spurgte. Aftalen blev, at jeg skulle sørge for at holde såret rent og holde godt øje med, om der kom tegn på betændelse, samt selvfølgelig give hende smertestillende.

Men jeg var nu ikke så tryg ved situationen, så mandag drog Gaia og jeg til dyrlægen – bare for en sikkerheds skyld. Godt vi gjorde det, der var lidt begyndende betændelse, så nu får Gaia penicilin 2 gange dagligt i 14 dage.

Pax

Flokken har nu vænnet sig helt til at have Pax her. Om det så er Hansa, så er det efterhånden gået op for ham, at ham Pax kan man godt lege med.

Vores evige hvalp Zanpa – der jo blev kastreret da han var ½ år gammel – er virkelig begejstret for Pax. Det er ikke usædvanligt at se Zanpa vente på Pax, så han kan ”overfalde” ham. Men Zanpa kan være lige lovlig ”hård-potet” til tider, og når Pax synes, at nu kommer han altså for godt i gang, tjah så stiller man sig da bare på fusentasten, indtil budskabet trænger ind.

Tøserne er tilsyneladende ret godt tilfredse med Pax’s lederegenskaber, men hans ambitioner om at forbedre sine rideegenskaber, kan han til gengæld godt gemme indtil næste løbetid – grrrrrr-

Vesta

I fredags kom Hansa’s halvsøster Vesta tilbage til os, og hun må siges at være sin mors ægtefødte datter, hvad stemmepragt angår.

Hun er godt nok lige rigelig stor, hun er temmelig liberal mht, hvordan hun sætter sine ben, og pelsen er ret kort endnu,  men… hendes far er nyt blod, hun er kun 17 måneder gammel, og der er flere gode ting i hendes bygning. Så da hun nu er kommet tilbage, så har vi besluttet at lade hende blive voksen og se, hvordan hun udvikler sig, før vi tager nogen beslutning om. hvad der skal ske med hende.

Det kunne jo tænkes, at hun i lighed med bror Hansa er temmelig sen i udviklingen; og Hansa opnåede CK begge dagene i Herning - her i begyndelsen af måneden - hvilket vi ikke havde troet muligt.

Elektronisk delight

En ny kollega har introduceret mig til en lille elektronisk dims som jeg bare selv måtte eje. Så efter 36 års ubarmhjertigt slaveri* slukkede jeg endelig min sidste cigaret søndag morgen, og har ikke et eneste sekund savnet dem.

Min nye dims er nemlig en elektronisk cigaret – den giver mig såvel nikotin, smagen at tobak og følelsen af at inhalere, men uden kræftfremkaldende stoffer. Den er også betragtelig billigere i brug, når man altså lige er kommet over anskaffelsen.

Da den samtidig ikke giver nogen lugtgener, udsætter andre for passiv rygning eller er omfattet af rygeloven, kan jeg nu ligefrem sidder og pulse løs ved mit skrivebord på arbejdet, hver gang jeg har lyst, i stedet for at skele til uret, om der nu er gået lang nok tid,til, at jeg kan forsvare at liste udenfor igen.

På nær nikotin-trangen skal jeg da stadig igennem alle rygestops symptomerne, men det er i mine øjne en minimal pris at betale for endelig at have fundet et produkt, der kunne hjælpe mig til at lægge de dumme cigaretter bort.

Jeg er da stadig hooked på nikotinen, men har også mulighed for gradvis at nedsætte koncentrationen af nikotin i den væske,,jeg putter i pinden, såfremt jeg ønsker det.

Alle produkterne kan desværre ikke købes i Danmark, men hvis du går ind på siten www.esug.dk – der på trods af navnet er engelsk ,- men på dansk - kan du finde og købe alt det nødvendige online.

* Hun tyvstartede nu allerede på faders skød. Red.

Søndag den 30. oktober 2011

Ny i jobbet

Hansa har mødt forhindringer I tøseflokken i forbindelse med sin nye status som alfa-han.

Især Naya synes absolut ikke, at den unge opkomling har pondus nok til at være leder. Så medens Hansa blomstrer, så bliver Naya tiltagende mavesur – hun er blevet forkælet af Aslan, der gerne og fro tog sig af alle disciplinære problemer i flokken, så hun slap.

Det er dog rigtig godt for Zanpa med det fornyede skørteregime. Af en eller anden årsag, så trænger det meget bedre ind hos ham, når de ”gamle” tøser slår sig sammen og sætter ham på plads, end når Aslan gjorde det.

Jeg ved ikke om det skyldes, at Zanpa er vokset op uden hanner i huset, men når tøserne sætter ham på plads, så tager han det til efterretning - i et stykke tid i hvert fald. Når Aslan gjorde så, begyndte Zanpa at skælde ud og give ondt af sig – og få dage efter måtte Aslan efter det igen.

På den anden side kan vi da også godt forstå Nayas synspunkt om, at Hansa altså er alt for ung endnu; s Så vi har fedtet lidt for vores niece Elisabeth, om hun godt ville låne Pax ud i en periode, bare indtil Hansa forhåbentligt får lidt mere nosser.

Heldigvis var Elisabeth samarbejdsvillig. Hun står mellem boliger i øjeblikket og ville gerne have Pax i mere stabile omgivelser, indtil hun har fundet det rigtige.

Afløsning

I går, da vi sad nok så fredeligt og så fjernsyn, begyndte hundene pludselig at larme helt afsindigt – det var Elisabeth og Pax, der stille og roligt var gået ind af bagdøren. Heldigvis er Pax utrolig rolig og flegmatisk af sind, for det tog unægtelig sin tid, før flokken blev færdig med at snakke. Især Freja, Venus og Hansa var meget længe om at falde til ro.

Nej, det var ikke larmen, der frustrerede Pax men: ”Er der da ikke nogen, der gider at lege med mig?” Han ville så gerne lege med alle sine nye legekammerater, men enten snerrede de eller også flygtede de, hver gang han nærmede sig: ” Bare vent Pax, det skal nok hjælpe når de lige vænner sig til dig.”

Pax er blevet fuldvoksen nu, og helt ærligt, så er det absolut ikke utænkeligt, at vi benytter lejligheden til at vise ham frem på en udstilling eller to, medens han er her.

Det er trættende at få en ny han ind i flokken, konstaterede jeg her til morgen. Jeg vågnede først kl. 10.30 (sommertid), og mine 4 faste sovekammerater havde slet ikke travlt med at komme op. Normalt har de vækket mig før 09.00, hvis jeg da ikke er vågnet af mig selv.

Freja have et lille tilbagefald af sin snakkedille, da hun opdagede at det hele ikke var noget, hun havde drømt, men før formiddagen var ovre, havde vi da haft fornøjelsen af at se Pax og Zanpa lege tik i stuen.

Farvegenetik

Jeg arbejder stadig med farvegenetikken, men jo mere jeg arbejdede med den, jo flere spørgsmål fik jeg. Det endte med, at jeg gik på nettet for at søge yderligere oplysninger. Det viste sig, at næsten al litteratur og kurser om emnet bygger på de studier, som Clarence C Little udførte i 1950’erne. Hans resultater er alene baseret på avlsresultater, da DNA-forskningen endnu ikke var langt nok fremme, så alle hans resultater er i sidste ende teorier uden (efter min mening) tilstrækkelige videnskabelige beviser.

Det lykkedes mig at finde en Canadisk hjemmeside, hvor de af DNA-forskningen beviste 8 og formodede 4 gener, som har betydning for pelsfarven i hunde, er beskrevet. Nogle af DNA forskningens resultater er enige med Little, nogle er uenige, men en ting har de begge til fælles – ingen af dem har beskæftiget sig med tibetansk spaniel.

Den side gav mig svar på alle mine spørgsmål, selv om jeg for et af de formodede gener havde brug for at skele til Littles forskning.

Genetikken er dog stadig noget af en mundfuld. Selv efter jeg på forhånd udelukkede 4 gener, som ikke værende af betydning for tibberne eller værende rimeligt ligegyldige (i mine øjne), så står jeg stadig med næsten 22.000 mulige kombinationer af de 8 gener, jeg har tilbage.

Bare for at tage et eksempel: Julia og Aslans kuld

Hvis Aslan har partigenet og Julia har black tan genet, og hvis begge er bærere af den mutation, der slår det mørke pigment i pelsen fra:

·         Julia har parti genet, hvis Aslan også har det, så er der 33% chance for en parti- eller tricolor

·         Aslan har black tan genet, hvis Julia også har det, så er der 20% chance for en black tan

·         Dertil kommer 30% chance for en Zobel. 5% Dybrød, 5% rød, 5% mørk rødgylden, 5% silver

·         16% for en helfarvet, lige fra creme til dybrød

Men hvis Aslan ikke har parti genet, og Julia ikke har black tan genet, og hvis begge er bærere af den mutation, der slår det mørke pigment i pelsen fra:

·         75% for en zobel: 12,5% for både  dybrød, rød og mørk rødgylden. Men kun 8,3% for en silver Og 9,7% for både rødgylden, gylden eller creme

·         25% for en helfarvet lige fra creme til dybrød

Hvis ingen af dem, eller kun den ene er bærer at den mutation der slår det mørke pigment fra, så er der 0% chance for helfarvede hvalpe.

Så ligegyldigt, hvor meget vi kender til de enkelte hundes gener, så spiller der så mange faktorer ind, at vi på forhånd kun kan lave en meget løselig statistik baseret  resultatet af fremtidige hvalpekuld. Med andre ord, vi må stadig se, hvad de enkelte kuld bringer.

Torsdag den 13. oktober 2011

Freja

Så er Freja kommet hjem igen. Hun har haft en virkelig super udstillings-turne. Det blev til 3 Certer, 3 CACIB’er og 3 gange BIM fra 2 forskellige lande. Det er selvfølgelig også lettere at opnå CERT i Rumænien og Slovenien, da de giver et Cert i hver klasse, ikke som i Danmark hvor der kun uddeles et pr køn.

Efter alle sms’erne at dømme har vores lille Silver Lady charmeret Ragnhild og Harald temmelig meget; tænk engang, hun fik lov til at komme imellem dem – hun sov oppe i sengen mellem deres hoveder hver nat.

Vi havde arrangeret med Harald og Ragnhild, at de tog en lillebitte afstikker på hjemvejen, så vi kunne få hende ved motorvejsafkørsel 67. Det var bare så dejligt at få hende i favnen igen.

Vi havde da været temmelig spændte på, hvor lang tid det ville tage flokken at falde til ro igen, når vi kom hjem. Men det gik meget hurtigt;  5-10 minutter med at sniffe Freja af, en lille tur ud og tisse og så ville Freja ellers bare i seng.

Rigtig mange tak til Ragnhild og Harald for at give os og Freja denne mulighed, men ikke mindst tak for at I bragte hende godt hjem igen.

Julia

Julia er blevet scannet og officielt erklæret drægtig. Hun begynder så småt at blive rundere om maven. Hun er begyndt at blive mere territorial, men er i det store og hele stadig min usikre og kærlige lille tøs.

Hun er begyndt på - hvis hun opdager, jeg er vågnet i løbet af natten – så kommer hun lige og beder om en kæletur, for når jeg nu alligevel er vågen, så kunne hun altså godt trænge til lidt kærlighed.

Farvegenetik

Jeg er begyndt at lege med hundenes farvegenetik. Det er noget af en mundfuld. Mit udgangspunkt er det, Ragnhild har skrevet på sin hjemmeside, men jeg beklager at sige det: det er vist blevet lige rigeligt forenklet hist og her, specielt i tabellerne.

I alle tilfælde har det genereret en hel masse hjernegymnastik for mig, og jeg har draget en hel masse konklusioner ud fra, hvordan jeg tror,materialet skal tolkes. Jeg er endt ud med en database i regneark – som jeg stadig pudser af på - der hjælper mig til at bestemme de enkelte hundes genetiske farve.

Der skal et eller flere hvalpekuld til at bestemme den enkelte hunds gener, så jeg har stadig mange usikkerheder vedrørende Julias kuld.

Jeg er virkelig spændt på om hun har black tan genet – men da jeg ved at Aslan har det, burde det blive afsløret i kuldet, hvis hun har.

Hvis hun ikke har black tan genet, så viser mine konklusioner, at der burde være 25% chance for silver zobel, 25% for rød zobel og 50% for zobel.

Det skal blive virkelig interessant i fremtiden at se, hvor mange af mine konklusioner, der holder vand.

Søndag den 2. oktober 2011

30. septemter 2011

Aslan er rejst

Så er Aslan rejst, og vi har fået besked om, at han blev modtaget med begejstring I Schwieiz.

Vores flok virkede lidt trykkede den første aften, men der var tydeligvis mindre spændinger. Pludselig kunne vi samles på førstesalen foran fjernsynet igen, uden andre problemer end Ketu’s løbende kommentarer om alt, hvad der sker udenfor vinduet.

Hansa bliver mere og mere fri i sin opførsel, han nyder helt tydeligt, at farmand ikke er her til at holde justits, og han fejer næsten ikke gulv med bagdelen mere.

Hansa er tilsyneladende bevidst om, at han nu er eneste hane i kurven, idet han til Nayas store skepsis er begyndt at gøre sit ypperste for at indsmigre sig hos hende.

Trixie og Rex

Ninna er stadig ikke blevet træt at de to hundehoveder.

·          De sover i sengen hos hende om natten.

·          Der arbejdes ihærdigt på at etablere en aftale om, hvornår det er ok at gø, og hvornår man skal holde mund.

·          Der gås lange ture hver dag.

·          De leger med Misna næsten dagligt

·          De har begge etableret faste udkigsposter, hvor de kan holde øje med alt, hvad der foregår.

Men:

·          Ninnas katte kan ikke lide dem, og kommer stort set ikke hjem.

·          Tilsyneladende larmer de temmelig meget, når Ninna ikke er hjemme

Så det er endnu ikke afklaret, om det bliver en permanent løsning.

Misna

Tidligere på måneden var denne unge tibetanske gentleman på besøg hos Ragnhild sammen med sin faste oppasser Egon. Ragnhild blev temmelig begejstret for ham, og er begyndt forhandlinger om en eventuel udstillingskarriere – med mulighed for eventuel fremtidig avl. Hun sendte også adskillige billeder til os.

Vi er naturligvis særdeles interesserede i Misna, han er nemlig ingen anden end Trixies søn Durnik, der har udviklet sig til en særdeles spændende ung herre. Så det heller ikke utænkeligt, at vi gerne vil bruge ham i fremtidig avl.

Julia

Julia skal scannes på mandag, og så ved vi helt sikkert, om der er hvalpe i hende. Vi er dog ret sikre, da hendes opførsel har ændret sig temmelig meget de sidste uger.

·          Julia har altid foretrukket at sove i en af kurvene under min seng, på sin egen hovedpude ved siden af min, eller hvis det er koldt - mellem mine to hovedpuder. Her den sidste uge er hun begyndt at konkurrere med Gaia om at sove på min dyne; så tit og ofte har jeg dem begge to trykket ind til mig ovenpå dynen og Zanpa ligeledes trykket ind til mig - nedenunder dynen.

·          Hun virker tøvende og forvirret – som om der foregår noget, hun ikke helt forstår.

·          Hun er blevet meget mere kontaktsøgende. Hun bliver stadig ikke så længe hver gang, men hun kommer tiere for lige at blive bekræftet.

·          Hvor hun før arbejdede ihærdigt for at lokke mig med sig hen til er passende sted at kæle, som kommer hun nu direkte hen og stiller sig op ad mig for at få sine kæl på stedet.

Helt ærligt, jeg elsker den måde Julia stiller sig op ad mig og nærmest kryber ind i favnen på mig - når jeg knæler ned til hende. Men jeg savner hendes ”sirenegang”, hvor hun lokkede mig med sig og til tider næsten slog knude på sig selv, når hun skulle holde øje med, om jeg nu også fulgte med – jeg håber virkelig,at hun genoptager den igen.

Freja

Elsket og savnet; eneste trøst er at hun kommer hjem igen.

Ragnhild er dog god til at sende daglige opdateringer om, hvordan hun har det. Hun bliver rost for at være sød og rar, og fredag blev hun fotograferet i 2500 meters højde – de billeder glæder vi os til at se.

2. oktober 2011

Terrasseudvidelse

Jeg har i den forløbne uge arbejdet på en lille udvidelse af terrassen. Atter engang har det vist sig, hvor godt Annelise og jeg supplerer hinanden – da jeg i bedste Hr. Godtnok stil meldte udvidelsen færdig, så var det Annelise, der gik bagefter og rettede lidt op på nogle af de mest åbenlyse ”eye-sores”.

Hundene er lidt skeptiske overfor udvidelsen – de er ikke særlig begejstrede for at gå i grus, og det var deres ”sandkasse”, der blev dækket til, så nu må jeg virkelig til at tage mig sammen og få etableret en officiel sandkasse til dem.

Freja

Så har Freja haft sine første udstillinger i det store udland, og vi er rigtig stolte af hende.

Lørdag erhvervede hun karrierens første CK. Og søndag - da fik hun: Cert, CACIB og BIM. Annelise var helt rundt på gulvet da jeg fortalte hende det. Hun hvinede og gentag resultatet gang på gang, medens alle hundene samledes om og på hende for at undersøge, hvad i alverden der dog gik af hende.

Søndag den 18. september 2011

Trixie steriliseret

Mandag kørte jeg til dyrlægen med Trixie og afleverede hende, for så at hente hende igen tirsdag efter arbejde.

Trixie var naturligt nok lidt mat i sokkerne resten af dagen, men er nu kommet sig helt efter sin operation. Annelise havde taget fri de første to dage, så hun kunne være under opsyn.

Det er første gang en nyopereret hund – som ikke har hvalpe at se efter – har sorteret under Annelise, og hun havde da vist nok lidt ondt af sig selv, da Trixie ville have menneskeligt selskab, men absolut ikke hunde-selskab, så Annelise tilbragte en del tid lukket inde i sit soveværelset sammen med Trixie.

Ringtræning

Torsdag var Freja til ringtræning igen. Denne gang havde vi også Venus med. Hun skulle ikke træne, men bare være med og vænne sig til atmosfæren.

Men Venus syntes absolut ikke om at komme i skole, så fremover kommer hun og jeg til at lave vores helt egen miljø-træning med tilhørende trænerguffer, sådan at hun forhåbentligt er mere tryg ved situationen når det bliver alvor for hende.

Udstilling

Lørdag blev Aslan udstillet Kjellerup, men det gik ikke særlig godt. Dommeren ville ikke engang give ham et CK, så vi er unægtelig lidt skuffede.

Vi havde kørt Aslan op til Tina om morgenen, så medens hun tog sig af drengen, tilbragte Annelise og jeg et par dejlige timer i Skandinavisk Dyrepark.

Vi forsøger igen

I dag søndag kom Nina så for at besøge Trixie. Det var egentlig meningen at Trixie først skulle flytte op til Nina på ferie i næste weekend, men hun tog med allerede i dag, og så tog hun morbror Rex med, så hun har en at lege med.

Nu håber vi bare at det går bedre denne gang, så ferien kan blive til noget mere permanent – men det kan kun tiden vise. Feriehjemmet har nemlig to fastboende katte, som de to feriebørn skal kunne komme ud af det med.

Aslan

Der er i den forløbne uge blevet besluttet, at Aslan skal ned til nye udfordringen i Schweiz, hvor han kan blive ene han sammen med en smuk spansk senorita af ubestemmelig herkomst. Familien, han skal bo hos, går fem daglige ture i bjergene med hundene, så han har virkelig noget at glæde sig til

Han har desuden fået stillet såvel en udstillingskarriere som parringer i udsigt.

Vi siger tak til Ragnhild for hjælpen - samt fordi hun vil sørge for at få ham afleveret til sin nye ejer, når hun og Harald alligevel skal den vej nu på deres årlige udstillingsrejse sydpå.

Og så får han ovenikøbet følgeskab af sin henrivende datter Freja, som er med på udstillingsturen denne gang Vi er SÅ lykkelige over, at hun fik tilbuddet - og er utrolig spændte på, hvordan hun klarer sig - men vi ved jo, at hun er i gode hænder hos Ragnhild.



Mandag den 12. september 2011

Julia

Så er Julia blevet færdigparret. Hun blev ifølge planen insemineret for 2. og sidste gang i mandags. Dagen efter lykkedes det også fra Aslan at gennemføre en parring med hende, de hang ikke sammen så særligt længe, men endelig langt om længe lykkedes det for drengen – næste dag gad han hende dog ikke mere. Nu er det bare tilbage af afvente om der er hvalpe i hende.

Ringtræning

Ragnhild har ærtet Annelise lidt. Når nu han tager Freja med på udstillingsrejse, ja så kunne Annelise vel nok overkomme lidt formel ringtræning af tøsen, udenfor hjemmebanen.

Vi har ikke været helt tilfredse med de sidste 2 steder vi har gået, så i torsdags prøvede vi et nyt sted nede omkring Løgumkloster.

Det foregår ude på en gård, hvor hundene kommer i nærheden af såvel heste som køer og en ged.

Det er samtidigt meget tiltalende at de små hunde og hvalpe ikke træner samtidig med de store hunde.

Vi syntes rigtig godt om forholdene og regner med at det indtil videre bliver vores faste ringtræningssted.

Udbryderkongen vender tilbage

Efter næsten 3 måneders ro har udbryderkongen slået til igen. Børge kom med Trixie og Venus i fredags. Holdet med de løbske tøser var ude på terrassesiden, for at ønske dem velkommen hjem (Venus), hvad nu dig igen (Trixie). Al den leben blev for meget for Aslan og pludselig havde vi også ham om benene. Jeg greb drengen og verfede ham tilbage på den anden side af hegnet og så stillede vi os ellers på lur, for at finde ud af hvor han nu havde fundet en svaghed i hegnet.

Grunden skrånet ned mod den låge, der står nærmest huset, og der var hegnet altså lige lavt nok at Aslan kunne hoppe op og få en pote på et hjørne af havelågen og den anden op over hegnet, hvorefter han kunne klatre over.

Så lørdag brugte Børge og jeg til at få hævet hegnet i det udsatte område. Da vi nu alligevel var i gang så blev der da også lige klaret et par andre projekter, der trængte til en kompetent hånd.

Det er mærkeligt med Børges besøg, jeg ender altid med at blive så, at jeg knap nok kan hænge sammen bagefter, men alligevel så synes jeg han besøger os alt for sjældent.

Mandag den 5. september 2011

Løbetid

Tjah, når først en tæve går i løbetid, så trækker hun sædvanligvis hurtigt flere med, så det kan vel ikke overraske at også Tibbie og Naya hurtigt fulgte med. Men… jeg synes unægtelig at det er lige lovligt hårdt med 8 hunde med i sengen hver nat, og Hansa og Aslan er heller ikke helt tilfredse med at det kun er de to.

Jeg har selvfølgelig også 2 kastrerede hanner og Gaia oppe hos mig, og men skulle vel tro at de kunne komme ned til de to aktive drengen, men:

·          Rex har et lidt anstrengt forhold til Aslan. Han har aldrig helt accepteret at det nu er Aslan som bestemmer.

·          Hansa afholder pt ride-træning på Rex hele tiden, når de er sammen, og det kan Rex slet ikke lide.

·          Zanpa kan ikke lade være med at chikanere Hansa, så de er ikke sammen uden opsyn

·          Gaia vil jeg absolut ikke undvære

Så sum a summarum, jeg har 8 hunde i sengen hver nat.

Men løbetider er unægtelig hård ved sengetøjet. Hundehår er selvfølgelig altid et problem, men det er let løst ved at skifte sengelinned lidt oftere end jeg ellers ville gøre. Men løbetider medfører blod, store røde dråber også på mit sengetøj. Men undskyld – jeg er bare alt for blød af mig – jeg kan ikke få mig selv til at hælde hundene ud af sengen og soveværelset heller ikke af den grund. Så jeg har resigneret mig til at leve med lejlighedsvis gamle pletter på lagner mm. Jeg trøster mig med at det trods alt kun er mig selv der skal se på det.

Men vi er enige om, at vi skal til at have nogle af de tæver, der er taget ud af avl steriliseret, efterhånden som vi får råd, så det bliver lidt mere plads oppe i min seng i løbetider.

Julia

Julia er højløbsk nu. Bare for en sikkerheds skyld, så valgte vi at få hende insemineret med Aslan i fredags og aftale en ny tid til i dag. Julia er og bliver en stor kryster, så vi var ikke sikre på om hun ville blive stående når først det begyndte at blive alvor.

Hende og Aslan har været sammen hver dag i weekenden. Hun stiller sig op og Aslan går virkelig til makronerne, men lige som han er ved at ramme plet, så hviner tøsen og vrider sig væk.

Så vi er virkelig glade for vi valgte at bruge både livrem som seler,

Onsdag den 31. august 2011

Trixie og Venus

Den 13. kørte vi så til Sjælland med Trixie og Venus. Bror Børge havde fået indhegnet en god portion have, så tøserne kunne få lov til at løbe ud med det samme.

De benyttede lejligheden til at råbe efter nabohunden, så Børge blev smidt lige ud i hunde diplomatiens kunst.

Men desværre, diplomati til trods, så skal tøserne ikke blive hos Børge. De tog meget mere tid en han var forberedt på. Han har et gammelt hus, som kræver rigtig meget arbejde, og det får han ikke gjort noget ved med 2 så store distraktioner i huset, så de kommer tilbage til os igen i løbet af september.

Vi har besluttet alligevel at prøve Venus i avlen, hvis ellers øjnene er helt i orden og hun kan opnå tilstrækkelige gode udstillingsresultater til at blive avlsgodkendt.

Trixie bliver steriliseret lige så snart hun kommer hjem, og så ligger vi ellers vandrette i forsøget på at finde et nyt hjem til hende. Hun er en sød og kærlig hund overfor mennesker, men lige siden løbetiderne i december har hun haft et horn i siden på Freja, de to kan ikke sammen, og vi ikke risikere at få en af dem ødelagt.

Freja

Den efterfølgende uge dumpede der en bombe ind i mailen. Tager I Freja med til tippertræf, for hvis ellers hun er i god pels og udstillingstrim – ja så ville Ragnhild gerne låne hende til årets udstillingsrejse.

Heldigvis er tøsen i fin form, så hun får lov at vise farverne i Rumænien og Slovenien i oktober. Vi håber da at hun vil klare sig godt, men hvis vores negle ser lidt flossede ud til den tid, ja så kender I årsagen

Tibbertræf

Endelig langt om længe kom også vi til et tibbertræf. En rigtig dejlig dag med masser af hundesnak. Jeg er ellers ikke god til selskabelig småsnak, men når jeg er sammen med andre tibber-slaver, så er det slet ikke svært at finde noget at tale om.

Vi havde Freja og Julia med. Freja nød at snuse rundt og møde alle de andre hunde – hun snakkede ikke engang nær så meget, som vi havde forventet. Julia ville hellere være blevet hjemme. Hun var ellers endelig langt om længe holdt op med sin nervøse savlen lige så snart kun kom i bilen, men nu er hun altså begyndt igen.

Julia

Ja Julia nød måske ikke at komme til tibbertræf, men forhåbentlig vil hun nyde følgerne af det træf mere.

Julia blev jo oprindeligt udstationeret hos os af Ragnhild. Men da hendes morfar havde lavet en PSP-hvalp, blev det besluttet ikke at bruge Julia til avl. Nu er der jo unægtelig gået en rum tid siden, og da vi på trods af Ragnhilds tilladelse, endnu ikke har fået Julia steriliseret, så er det endnu ikke for sent at bruge hende.

Ragnhild beundrede hende til træffet og da Annelise gjorde opmærksom på at hun endnu ikke var steriliseret, ja så blev de to enige om at undersøge hos Ann (hendes svenske opdrætter), om der havde været yderligere problemer i blodlinjen, eller om vi måske alligevel kunne prøve at bruge hende.

Tirsdag kom der så en lang mail fra Ann, der ikke har kendskab til yderligere problemer i blodlinjen. Så vi besluttede at prøve et kuld på Julia (med Aslan), næste gang hun kom i løbetid.

Om aftenen så jeg Julia begynde at flørte med Hansa, jeg gik ned til Annelise, hun gik ud efter en vatpind og jeg greb tøsen – der var blod! Tøsen er i løbetid (torsdag kom Ketu til og fredag fulgte Freja efter).

Så nu er Julia nede og besøge Aslan – bare de to – hver dag. Hun er meget frimodig og udfordrende overfor Rex og Zanpa, men Aslan er hun mere forsigtig overfor. I begyndelsen gemte hun måsen godt nede i gulvet i et pasende hjørne, men nu bliver hun efterhånden stående på sine ben. Aslan der jo er en særdeles erfaren herre udi elskovskunsten, mener endnu ikke hun er parat, men det går den rigtige vej – han er begyndt at beskytte sin dame mod andre hanners nærvær – til Hansas pibende ubehag, men det er jo naturens gang.

Lørdag den 23. juli 2011
 

Suk – efter at Annelise lancerede “Dagligliv I billeder” på hjemmesiden, troede jeg helt bestemt, at vi kunne skrotte dagbogen. Men så i fredags var vores niece Rachel efter os. Hun savnede dagbogen, så her sidder jeg nu og prøver på at rekonstruere hovedpunkterne fra det sidste halve år.

Men jeg må se på lyspunkterne – Annelise har allerede kommenteret, at mange af de her ting havde hun allerede glemt, og det havde jeg såmænd også, indtil jeg kom i gang med skriveriet, og den ene erindring efter den anden førte flere med sig.

Januar

Løbetid

Som skrevet tidligere kom 6 af vores tæver i løbetid i løbet af december måned. Ketu fik som den eneste hele halløjet overstået før årsskiftet, mens resten først fik sig  snøvlet færdig i løbet af januar.

Behøver jeg at skrive hvilken lettelse det var, hver gang en ny tæve kunne sluses ned til resten af flokken.

 

Februar

CACIB

Hvornår var det nu det var, vi fik beskeden? – jeg kan ikke huske det; men det er vel mindre vigtigt. Aslan havde fået reserve CACIB, da han blev udstillet i Herning i efteråret 2010. En dag dumpede der så et brev ned i postkassen med besked om, at Aslans reserve CACIB var blevet ændret til et CACIB – hans første!

Sæsonstart i haven

I år besluttede Annelise, at nu skulle der altså nås noget i haven. Så hun startede tidligt ud med havearbejdet. Jorden var måske nok stadig frossen, så hun kunne ikke grave rødder op, men der var da meget over jorden, hun kunne kaste sig over – gamle brombærgrene o.lign.

Var det alt!

Annelise var stadig flittig i haven hver weekend og nu var hun også begyndt at rydde rigtig ud i den skovagtige bevoksning imellem selve den gamle have og frugthaven. Heldigvis fortalte hun mig ikke noget om de planer på forhånd; hun stillede mig bare overfor en fastslået kendsgerning. Jeg ville sandsynligvis have protesteret vildt og inderligt. Jeg siger heldigvis – i dette tilfælde – jeg elsker nemlig det udsyn, der er kommet i haven.

Min begejstring for resultatet var så stor at jeg faktisk fik samlet mod til at indvie vores bajonetsav og give en hånd med i at få fældet nogle af de tykkere stammer, som ellers ville have taget Annelise en evighed at fælde med håndkraft.

Jeg vil stadig insistere på ”hunde ingen adgang”, men fremover tror jeg nok, at et 8 dages varsel er tilstrækkeligt til at jeg kan mande mig op til at fatte omtalte sav og gå i gang, hvilket er enorme fremskridt – jeg tror, vi fik den til jul i 2009.

Gaia-forskrækkelse

Vi havde gennem et stykke tid gået og holdt øje med en hævelse, Gaia havde i vævet under den ene dievorte. Ikke fordi vi kunne se nogen videre ændring, men vi blev til sidst enige om at få det tjekket hos dyrlægen.

Han tog en celleprøve, der kun viste hvide blodlegemer, så det var nok bare en infektion. Jeg fik antibiotika til 10 dage med hjem, med ordene: ”så kan vi snakke videre til den tid, hvis hun stadig er hævet”.

Den lettelse skulle fejres, så Gaia og jeg drog ind på grillbaren i Jels og fejrede det med en hel pølse til hende og burgere med hjem til Annelise og mig.

Men de 10 dage gik, Gaias hævelse svandt ikke. Så jeg måtte af sted til dyrlægen med hende igen – denne gang drog Annelise dog med for at yde moralsk opbakning.

Vores dyrlæge havde lige været på kursus og lært, at sådanne infektionen kunne udvikle sig til noget ondartet, så… ”det er bedst at operere og se efter, hvad det er, jeg har tid  til hende i morgen”.

Så vi kørte hjem uden Gaia. Næste dag fik jeg så travlt med at arrangere med min arbejdsplads, at jeg kunne holde fri resten af ugen - heldigvis blev hun opereret om onsdagen, for Annelise tilbød godt nok at hjælpe, men jeg vil nu helst selv være hos hende i sådanne situationer.

Operationen gik godt. Det viste sig, da de fik hende åbnet op, at det var arvæv fra en gammel navlebrok, som lå og pressede ind under hendes dievorte.

Da jeg tidligere har oplevet med Gaia, at hun skal have forholdsvis mere smertestillende, end hendes vægt angiver, sikrede jeg mig – før vi kørte hjem – om og hvor meget jeg måtte give hende ekstra af smertestillende, hvis den ordinerede dosis ikke kunne holde hende smertefri.

I løbet af torsdagen fandt jeg så ud af, at hun i effekt skulle have den ordinerede dosis 2 gange dagligt i stedet for 1, så om fredagen var jeg et smut hos dyrlægen for at hente nogle flere smertestillende tabletter, men ellers gik alt, som det skulle.

Jeg er temmelig begejstret for den nye dragt, Gaia kom hjem med, som skulle beskytte hendes operationssår. Den kunne åbnes og foldes lidt til side, så hun kunne sendes ud og tisse uden risiko for, at hun kom til at ”tisse i bukserne”.

Børge på besøg

Den sidste weekend i marts kom Børge på besøg (jeg skal nok skåne jer for den stående diskussion om han er lille- eller store bror, vi holder begge stædigt på vores synspunkt og har begge ret, da han er henholdsvis 5 år yngre end Annelise og 8 år ældre end mig). Betænksom som han er, havde han på forhånd forhørt sig om, hvad han skulle have med – så han kom anstigende med såvel motorsav som buskrydder – to nyttige redskaber som vi endnu ikke har ønsket os af drengene til jul, da jeg ikke tør bruge dem og Annelise af princip ikke kan finde ud af at bruge sådanne apparater.

Så Børge fik barberet ned på nogle af de ”træstubbe”, som jeg ikke kunne klare med bajonet saven. Ved samme lejlighed fik han demonstreret over for mig, hvordan jeg kan bruge den ”skralle”, vi fik til jul et år, til at trække en gammel delvis rådden stamme op af jorden.

Han havde også tid til at undervise mig i, hvordan den lille ”pudsemus” - vi også har fået i julegave et år - skal bruges.

Så ud over at vi fik gjort – uf – rent, og  havde nogle hyggelige dage sammen med brormand, så lærte jeg noget nyt, hvilket jeg af princip altid sætter pris på.

April

Udbryderkongen

Man får da heller aldrig tid til at hvile på laurbærrene. Hundene havde aldrig brudt ud af haven, efter at vi fik det nye hegn udvidet og gjort færdigt sidste år, så vi troede, at hegnet var sikkert, men vi havde vist glemt at tage Aslan i ed.

En morgen hvor jeg skulle have hundene ind, kom en af naboerne hen til mig og fortalte at en hundene var ude, han havde set den hos sine køer – og ganske rigtigt: der løb Aslan velfornøjet rundt på marken. Jeg fik ham ind i haven og tog en runde langs hegnet, for hvor var han kommet ud? Venus var hjælpsom og viste mig stolt, at hun kunne da også komme ud – de havde gravet hul under hegnet. Hullet blev blokeret – så nu var hegnet sikkert igen!

Men… Aslan havde fået blod på tanden. En lørdag hvor jeg sad og dovnede foran fjernsynet så jeg ham pludselig løbe forbi nede på marken. Jeg råbte ud af vinduet til Annelise, det igen arbejdede i haven. Vi kunne ikke finde noget hul - hvor søren var han kommet ud?

Aslan kan også være særdeles hjælpsom, så han viste Annelise, at det bræt der sikrede en af havelågerne ind mod huset, var faldet af. Så jeg måtte ud med hammer og en sektion metalnet. Og det blev ikke sidste gang, jeg måtte ud og sikre.

Nogle få dage efter var den gal igen. Aslan kom løbende ud til Annelise på gårdspladsen. Han kunne hoppe op på soklen ved siden af havelågen og derfra over nettet ved siden af lågen. Jeg forhøjede nettet.

Men han kunne stadig komme ud. Igen demonstrerede han hjælpsomt: Han hoppede op af lågen, indtil han kunne få ”albuerne” op på overkanten, hvorefter han kunne klatre resten af vejen. Frem med hammer og net igen.

Godt nok var det en anden model låge, men lige for en sikkerheds skyld, så sikrede vi også lige de 2 lågen imellem afdelingerne i haven – vi er ligesom trætte af uplanlagte parringer.

Nu måtte det hegn da være sikkert! Men… nej ikke endnu!

Vi har en kat – sådan da – Lotte adopterede os da vi flyttede ind. Hun er ude kat, men meget kælen og venlig. Hun holder sig normalt på lang afstand af hundene, med kommer gerne hen og hilser på dem, når hun skønner dem mindre besværlige – små hundehvalpe o.lign. En formiddag besluttede Lotte – som katten hedder – sig for at drille hundene lidt. Hun satte sig op en hegnspæl, mjavede indtil hun havde flokkens opmærksomhed. Så sprang hun ned i haven og fór tværs ned igennem og over hegnet ned mod vores mark. Det var så, hvad det var, flokken fik rørt benene og stemmebåndene, men… der er altså også en låge nede i det hegn – så suk… Aslan blev hentet omme på gårdspladsen og jeg fattede – forhåbentligt for sidste gang af den årsag – hammer og net.

Død over brændenælderne

Jeg er led og ked af alle de store skovbrændenælder, vi har i haven. Så jeg besluttede, at nu skulle det altså være slut. De skulle udryddes. Jeg fattede kultivatoren, det var jo den rene barneleg, de kunne trækkes af i store måtter.

Jeg glemte bare at tage resten af vegetationen i ed først. Forår, behøver jeg at sige mere. Græs, skvalderkål, mælkebøtter – you name it – eksploderede i vokselyst.

Så hvad var vigtigst? Død over brændenælderne i vores have, eller forhindre resten i at gro totalt efter? Brændenælderne vandt og jeg tabte. Og vores 1 årige græstrimmer (den tredje siden 2007) afgik ved døden under kampen for at følge med.

Påskegæster

I påsken fik vi atter engang Sophus og Ingolf (fra Tibbies første kuld) og deres dejlige veninde Donna på ferie. De 3 er en fornøjelse at have. De glider bare ind i flokken.

De sidste dage af ferien var dog lidt mere anstrengende end de første. Donna blev forelsket – både Aslan og Hansa var bare sååå søde! Hun gik i løbetid, med hvad deraf følger.

Maj

Løbetid

Donnas løbetid fik helt uventet Tibbie og Trixie sig til at gå i løbetid igen. Vi håbede lidt på, at Venus så også ville få det overstået, men nej – hun valgte at stå over denne gang.

De to eunukker havde atter en gang fået til opgave at vogte haremmet. Ja det vil sige Zanpa pjækkede til tider op til flere timer af gangen, men Rex stod tappert prøvelserne igennem.

Især Tibbie trak store veksler på de to drenges tålmodighed og udholdenhed – hun var helt utrættelig og Zanpa var mere end træt af hendes uendelige krav.

Fødselsdag

Den 12. Maj blev Annelise 60 år. Det skulle ikke fejres med fest før til næste år, hvor vi har slået os sammen med bror Niels Jørgen om et weekend arrangement (Niels Jørgen 60 i 2008, Annelise 60 i 2011 og mig 50 i 2014.

Men selv om festen er udskudt, så skulle der da foregå et eller andet på dagen. Annelise havde på forhånd udtrykt ønske om at køre ud i fædrelandet den dag sammen med et par hunde. Jeg forslog derfor, at vi benyttede lejligheden til at tage den tur til Hjerl Hede, vi har fablet om de sidste 9 år.

Desværre var det lidt for tidligt på sæsonen til, at der var levendegørelse, men såvel os som Gaia og Naya nød udflugten. Vi var helt enige om, at der skal vi op igen engang, når der er levendegørelse, men uden hundene – for de gider ikke stå stille, medens vi kigger.

Da vi nu alligevel var i nærheden, og der stadig var god tid til lukketid, tog vi lige et smut omkring Mønsted Kalkgruber. Vi var ikke så begejstrede for stedet politik med ikke at oplyse, hvor lang turen i gruberne var, ”når vi nu igennem før lukketid”?, men man bør absolut unde sig selv den rundtur i gruberne. Det er en af de ting, som ikke kan forklares: det skal opleves.

Dagen efter skulle Annelise på arbejde, men jeg havde fri – jeg skulle nemlig bruge en dag til at komme mig ovenpå anstrengelserne efter al den kørsel!

Og så var det jo lige Annelises fødselsdagsgave, der skulle klares. Annelise troede, at hun havde fået sin fødselsdagsgave. Jeg var et stykke tid forinden faldet over det længe ventede sidste bind i Jean Auel’s istidssaga og have selvfølgelig omgående købt 2 eksemplarer, hvorefter jeg gav Annelise den ene med besked om, at det var hendes fødselsdagsgave – hvad jeg ikke fortalte hende var, at det var den gave, vi ligesom glemte sidste år.

Vi har før haft en hængesofa, og Annelise har flere gange snakket om at anskaffe en igen, så sådan en skulle hun have til fødselsdag. Så jeg fik spændt anhængeren på bilen og købt en. Dernæst skulle den samles, jeg var unægtelig spændt på, om det gik ene mand. Men det var heldigvis en model, som ikke krævede 2 mand. Jeg nåede kun lige færdig med projektet, inden jeg skulle ind og hente Annelise.

I bilen hjem fortalte jeg hende så lidt tilfældigt, at jeg havde været lidt emsig. Hendes stol ned i haven var blevet væltet af vinden, og jeg havde altså tilladt mig og omarrangere lidt på møblerne, og ville hun lige give mig en tilbagemelding på, hvad hun syntes?

Da vi kom hjem, gik jeg spændt ovenpå og satte mig til at vente på reaktionen – havde hun fået mistanke? Jeg hørte skridt på trappen og et temmelig tungt åndedrag, men hun sagde ikke noget – havde hun ikke været udenfor endnu? Så kom hun op og kommanderede mig temmelig bøst på benene, hvorefter jeg fik et kæmpeknus. Hurra, overraskelsen var lykkedes, hun havde slet ingen mistanke haft!!!

Det var ikke særlig varmt og det blæste også rimelig meget, men hængesofaen blev alligevel tilbørligt indviet af såvel Annelise som hundene.

Bededagsferie

I bededagsferien kom Rachel på besøg med Ayla og Shiana.

Så torsdagen op til blev selvfølgelig brugt til – æv – rengøring. Men vi er ærlige om sagen. Vi lægger aldrig skjul på, at annoncerede besøg bruges som en motivation til at få gjort – uf – rent i hytten. Men hvis folk på den anden side dukker uventede op, ja så… må de bare tage skidtet med.

I bedste os-stil lokkede vi selvfølgelig Rachel med ud og gå med hundene en af dagene, men vi er måske ved at blive lidt klogere. Denne gang lykkedes det os rent faktisk at levere en forholdsvis korrekt angivelse af hvor lang tid turen ville tage. Det kan selvfølgelig godt have noget at gøre med at vi valgte Bevtoft Plantage, hvor vi jævnligt kommer, i stedet for at forlokke pigebarnet til en tur, som vi ikke på forhånd havde prøvet af.

Da Rachel jo er dyrlæge, så fik vi hende da også lige til at tjekke bentøjet på de hunde, som vi gerne vil bruge i avlen – bare sådan uofficielt selvfølgelig. Og suk vi skal nok vænne os til tanken, at Venus sandsynligvis ikke kommer i avl. Vi har lovet hinanden ikke at bruge hunde med patella – heller ikke en grad 1 – og det fandt Rachel altså på Venus. Hun er selvfølgelig ikke 1 år gammel endnu, men det er jo nok ikke særlig sandsynligt, at diagnosen ændrer sig.

Juni

Luftetur

Annelise har startet på sin aktion hundeluftning. Den går i al sin enkelhed ud på, at hun tager 2 udvalgte hunde med ud at gå en frisk morgentur på ca. 5 km. hver dag. Alle hundene, på nær Gaia og Zanpa, har deres faste luftedage. Gaia og Zanpa er mine hunde, så det er mit ansvar at de får minimum 1 tur hver uge.

Da gode initiativer skal støttes, gør jeg mit bedste for at opmuntre hende til at forsætte aktionen. Der går næsten ikke en uge, uden at hun bliver lokket væk fra weekendens havearbejde og ud på vandretur i fædrelandet.

Jobskifte

Jeg har skiftet arbejde; jeg er stadig ansat i det samme firma, men ikke i økonomi-afdelingen mere. Jeg har gennem længere tid brokket mig over manglende arbejde. Siden årsskiftet er det blevet løst ved delvist at udlåne min arbejdskraft til at løse forskellige ad hoc opgaver for vores optimeringsafdeling.

Men nu var en af kollegerne i økonomi også begyndt at klage over for meget tid, og da OPTI meget gerne ville overtage mig på fuld tid, ja så fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til.

Børge på besøg

Børge har været på besøg igen. Han har lige fra starten været temmelig forelsket i vores vovser, men har ikke været helt klar til selv at få hund. Men… nu er tiden vist ved at være kommet! For hende Trixie er jo en dejlig tøs, vi vil ikke bruge hende til avl igen, og hvis vi vil forsætte med at avle, så skal vi altså have gjort plads til nogle nye tæver.

Vi vil ikke sende Trixie hjemmefra til at være alene-hund, det skal være en pakkeløsning, så hvem skulle hun sættes sammen med.

Julie var en mulighed, men hun er lige lovlig bossy overfor Trixie, og jeg vil utroligt nødig undvære hende – det bliver svært nok endda

Så den mest sandsynlige makker bliver jo nok Venus, men vi har forbeholdt os den endelige beslutning indtil den officielle patella-undersøgelse er foretaget.

Børge ville jo også gerne lige have tid til at få alt på plads i huset: Indhegning af haven, opsamling af løse søm og skruer mm.

Derudover har Børge og jeg været ude og bruge penge. Han hjalp mig med at købe en elektrisk plæneklipper, så Græstrimmer den 4., kan tage det lidt med ro. Tænk jer bare, nu kan jeg slå næsten hele haven på 3-4 timer, hvor det før tog mig 12-14 timer. Nu mangler jeg bare at få jævnet lidt mere ud visse steder, samt få fjernet sten, men det har jeg jo masser af tid til.

Udbryderkongen er tilbage!

Så slog Aslan til igen, men denne gang var det ikke os det gik ud over. Ragnhild skulle låne Aslan nogle dage til en parring, ville ved samme lejlighed få ham patelle-undersøgt (0/0) – vi har jo udsat det, til de 2 små var gamle nok, så vi kunne få dem alle klaret på en gang. Aslan er som bekendt et kæmpe springtalent, men denne gang var det altså Harald der, måtte ud og sikre havelågen.

Pyramiden

Jeg har gennem flere år gået og fantaseret om det klatre-/ udsigtstårn til hundene jeg gerne ville lave af noget af alt det genbrugstræ, jeg har liggende . Designet har ændret sig rigtig mange gange, men nu skulle det altså være.

Jeg var på dette tidspunkt indstillet på en løsning med en form for kort løbebro (monteret på en nedgravet stolpe) med ramper op fra begge ender. Jeg fandt også den her helt perfekte stolpe, men den var kun ca. 120 cm lang. Så ville min løbebro jo blive alt for lav. Men lige et øjeblik! Hvis jeg nu lavede en platform på 50*50 cm på toppen og så lavede en rampe op fra alle 4 sider, så burde det da slet ikke være nødvendigt at grave midterstolpen ned.

Det var godt nok mange brædder fra den demonterede sauna, der skulle saves til til ramperne, men det overlevede jeg vel også. Lige som jeg stod og savede bræt nr 4 ud, indså jeg pludselig, at hundene garanteret ville være ligeglade med, om de enkelte brædder var lige lange. Jeg er ingen ørn til at save med elektrisk stiksav, men den nedsatte savetiden fra uoverskuelig til nogle få timer – så da første dag var gået, havde jeg alle materialerne parate til montering – god udnyttelse af en regnvejrsdag hvis jeg selv skal sige det.

Dagen efter var det rimeligt koldt og blæsende, men det regnede ikke mere, så jeg fik min nydøbte pyramide monteret.

Nu kan kun tiden vise hvor meget hundene vil bruge den, men både Freja og Venus er da begyndt at bruge den som udkigspunkt.

Patella undersøgelse

Venus og Hansa var nu blevet 1 år begge to, så vi fik os endelig smølet til dyrlæge med alle de planlagte avlshunde – Ragnhild havde jo allerede fået Aslan undersøgt, så det drejede sig kun om 3.

Hansa og Freja fik begge 0/0, men Venus fik desværre det forventede 0/1.

Vi kontaktede Børge med besked om, at hvis han stadig var interesseret, ja så måtte han få Trixie og Venus. Vi har aftalt at kommer til Holbæk med den en lørdag i august, så kan vi ved samme lejlighed få hans hus at se.

Juli

Soppedam

Jeg har også endelig efter mange opmuntrende puf og en hjælpende hånd fra storesøster, fået min længe ønskede soppedam etableret.

Tibbie har demonstreret at der kan soppes i den, Zanpa elsker også her at lege med vandslangen, når der skal fyldes vand på, og fuglene synes, at det er et ganske acceptabelt badekar. Nu mangler jeg bare at finde ud af om frøerne også kan lide den.

Ferie hunde

Vi har igen fået feriehunde på besøg. Atter engang er det nogle af Tibbies afkom, nemlig Ay-La og Shiana. Madmor Rachel skal først på camping en uge og så inviterede hendes kæreste hende med en uge til Harzen.

Nu er Ayla og Shiana jo i forvejen skattede gæster i huset, men de første par nætter uden ”mor” var alligevel lidt hårde for de to tøser.

Annelise har også haft en lille samtale med Ayla især om fælleseje til madskålen, men ellers går det uden problemer.

Tirsdag den. 4. januar 2011

Godt nytår

Tjah, så er 2010 rundet ud,og som sædvanlig er vi langt bagud med ”dagbogen”, så jeg må vel hellere finde tastaturet og komme i gang.

Jeg synes dog det er meget passende at ønske jer alle et godt nytår og udtrykke håb om, at I også har haft en god jul.

Løbetid

Hos os kom december måned til at stå i løbetidernes tegn: Den 1. Ketu, den 7. Naya, den 9. Tibbie, den 12. Julia, den 19. Trixie og endelig til sidst den 26. Freja. Og som sædvanlig har det medført sine helt egne problemer, hensyn og latterudbrud.

Julia versus Freja

I takt med at hormonerne begyndte at race rundt i kroppen på hende, fik Julia en klo i siden på Freja. Freja bliver bange og begynder at hyle som en stukket gris. Det aktiverer Trixie – HVER gang – så hun slutter sig til angrebet. Så hviner Freja endnu mere – og prøver at flygte, hvorefter Tibbie, Ketu og Gaia slutter sig til angrebet. I første omgang løste vi problemet ved at Julia og Freja ikke var i samme flok, men så begyndte Freja også løbetid – så nu har vi flokken delt op i 3.

Heldigvis ser det ud til,at i takt med at hormonerne begynder at aftage, så stiger Julias tolerance også over for Freja igen, så må vi se, hvor længe det vil tage Freja at tilgive Julia – for mærkeligt nok er det kun Julia, hun er blevet bange for og ikke Trixie, som faktisk har været hårdest ved hende hver gang.

Tjah, livet er ikke altid let for alfatævens og alfahannens forkælede datter, især ikke når hun først i en forholdsvis moden alder, skal til at lære at underkaste sig de yngre medlemmer af flokken, som indtil nu har været mere legekammerater end overordnede i flokhierarkiet.

Gymnastikholdet

På trods af at Rex er kastreret, så valgte v,i at han skulle være solidarisk med Aslan og Hansa, da den første løbetid meldte sig. Det kom vi til at ændre på, for Rex foretrak at ligge for oven på trappen, så han kunne holde øje med alle dejlighederne, og han var så absolut ikke indstillet på at lade Aslan kigge med. Da vi blev trætte af deres skænderier, og Rex begyndte at halte, så flyttede den ”gamle” Casanova op til gymnastikholdet.

Det var en overflytning, som alle de vilde tøser var lykkelige for. Zanpa kan da godt udkommanderes til en ridetur eller to, men så gider han ikke mere (han vil meget hellere ride på sin tøjhund) – så de arme tøser havde primært måttet klare sig med hinanden, men så kom Rex!

Godt nok er potensen ikke hvad den har været, men man er vel en gentlehund! Så Rex er godt i gang med at finde den slanke linje igen.

Hvid jul!

Vi hørte til de heldige, som ikke fik så særlig meget sne, altså indtil ugen op til jul. Den 22. var der ikke de store problemer, men den 23…

Jeg havde ferie i den uge, men kørte Annelise til og fra arbejde hver dag. Men torsdag kom Annelise ikke på arbejde. Vi kørte fast i snemasserne undervejs ind. Det tog ca. en time, før der kom en sneplov og ryddede så meget, at vi kunne grave os fri.

Men nu var der lige det, at vi skulle til Toftlund i løbet af dagen for at hente julemiddagen, så vi blev enige om ikke at risikere at køre helt hjem, for så kom vi da ikke ud igen.

Vi kørte bilen ind i gårdspladen hos den nærmeste nabo, hvortil vejen bliver ryddet af kommunen. Vi spurgte lige Mathies, om det var ok, at bilen holdt her. ”Jamen, jeg kan da lige rydde vejen hen til jer!” Og som sagt så gjort, så vi fik alligevel bilen med hjem. Ved samme lejlighed fik jeg lige Mathies’ mobilnummer, for ”I skal bare ringe, hvis I har brug for hjælp til at komme frem” – godenaboer er nu bare GULD værd.

Så efter at have fået de våde bukser af, så tog jeg lige en lille time under dynen, til at få lidt varme i kroppen igen, men så kørte vi til Toftlund, for ellers har vi da ingen chance for at komme igennem hjem igen, og det ville nu være en kedelig juleaften hvis kalkunen manglede. Med passende hensyn til vejrliget havde vi da heller ingen problemer før en lille ½ km efter Mathies’ hus på hjemvejen. Så Mathies måtte ud og rydde vejen hjem til os atter engang.

For at det ikke skal være løgn, så medførte de store frostgrader, at mange af vores vandrør frøs, så 1. Juledag måtte vore 2 brødre bruge mange timer ude i kulden på staldloftet, for at få samme rør tøet op igen, og ved samme lejlighed få dem isoleret med hvad de kunne finde. Og det efter at Børge havde brugt en god del af torsdagen på at få vores fyr til at sende varme ud i huset, i stedet for hele tiden at prøve på at varme vand. OK vi har været heldige, det var ingen af rørene som blev sprængt, men alligevel!

Så vi har så absolut haft en hvid jul, men selv jeg må vist indrømme at hvid jul ikke altid er at foretrække.

Torsdag den 25. november 2010

Vi er tit blevet spurgt: 

jamen gør det ikke ondt, når hvalpen flytter.....?

eller

savner I den ikke meget.....?

Og svaret er:

Nej faktisk ikke - vi er bare lykkelige på dens vegne. Vi er da glade for vore hvalpe og prøver at give dem gode oplevelser også - men de er en af mange hunde hos os.

Når vi så f.eks. kigger på billedet af Boric her med sin nye madmor Helle og tænker på alle de gode oplevelser, der nu venter ham sammen med sin helt private familie, så glæder vi os over de nye medlemmer i "Tøselund-familien", som helt sikkert bliver lige så "skøre" med racen, som vi allerede er.

KAN MAN ØNSKE ET BEDRE LIV FOR SINE HVALPE?

Fredag den 18. november 2010
Tilfældigheder - eller?

Det startede egentlig i slutningen af august, da Lisbeth "bortførte" sin Mille til Lemvig.

Som det søde og hjælpsomme mennesker hun er, så kunne vi senere sende hende et opslag om hvalpe til salg, som hun ville slå op i det lokale center.

Da vi så midt i november fik en henvendelse fra et par, der havde set opslaget i Rema i Lemvig, kunne vi jo godt regne ud, hvordan det var gået til.
Vi korresponderede så frem og tilbage nogle dage og aftalte til slut, at de skulle komme på besøg søndag den 14., da vi havde anden aftale dagen før.

Imidlertid blev den aftale lavet om, så vi skrev da pænt til Nis og Anette, som de hedder, for at tilbyde, at de godt måtte komme lørdag alligevel.

Der kom intet svar - og Inge lokkede med en tur til Randbøl Hede - så

for en sikkerheds skyld ville jeg lige ringe først - men kunne ikke finde dem i KRAK (og såmænd heller ikke den gade i Thyborøn) ????

Nå men ihvertfald så havde vi en skøn tur - og Zanpa demonstrerede endnu en gang, at man sagtens kan have et rige hundeliv og opleve en masse, selv om man er født blind.
Søndag middag kom Nis og Annette så - og første prøve HUNDEPRØVEN bestod de med glans.

Det viste sig, at Nis var en gæv sønderjyde, der havde flyttet sin familie til Thyborøn for bare tre uger siden.

Han kendte godt til tibbere, fordi hans søsters veninde havde et par stykker.

Vi kunne lide dem og de faldt bare pladask for Amor, så jeg gik nedenunder for at samle hans "flyttepose" sammen.

Jeg så lige i forbifarten, at der var en mail fra Solvej, som købte hvalp hos os sidste år og Indrømmet: jeg blev nysgerrig - og TÆNK - Solvej havde skrevet, fordi HUN var nysgerrig:

Jeg har lige set, at ”Dagbogen” er blevet opdateret, og nu er jeg jo lidt nysgerrig, især når det drejer sig om hunde. Da jeg var barn, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle spørge så meget, men så var der en nabo, som sagde, at hvis man ikke spurgte, fik man ikke noget at vide. ;o)
 
I skriver, at Amor formentlig flytter til Thyborøn. Dem som skal have ham hedder ikke tilfældigvis Anette og Nis ?
 
Grunden til at jeg spørger er, at min bedste venindes bror og svigerinde er flyttet til Thyborøn og havde forhørt sig om, hvilken race mine ”to små hunde” var, så det kunne jo være, at det var dem, som havde kig på Amor. :o)
Det siger vist sig selv, at Nis og Annette fik en lidt betuttet Amor med hjem til Thyborøn lidt senere.

De hjembragte også Lisbeth's telefonnummer (efter forslag fra selvsamme hjælpsomme dame)

Jeg har en sjov fornemmelse af, at Amor og Mille måske vil få mulighed for at lege rigtig meget sammen på sigt.

Annelise
Lørdag den 13. november 2010

Hedninger

Ja det er lige hvad vi er, men denne gang var det nu samvittigheden som meldte sig og ikke en forarget hvalpekøber – men selv jeg indrømmer at det er på høje tid vi får skrevet noget nyt i vores såkaldte ”Dagbog”.

Man skulle da tro, at det var mere overkommeligt at skrive lidt hver uge i stedet for at skulle til at skrive en hel roman hver gang. Men af en eller anden grund, så har vi altså problemer med at tage det alvorligt, med mindre der er masser af stof at skrive om.

Så sku’ da også!

Først blev Trixie bedækket ved et uheld, så havde vi problemer med at få afsat alle de hvalpe, og så kom det næste – kirsebærøje.

Indtil nu har såvel Noma som Amor og Boric fra hendes kuld udviklet kirsebærøje. Noma er opereret for det, men ved Amor og Boric har Annelise indtil videre masseret tårekirtlen på plads hver gang den har taget på springtur. Det er håbet: at hvis ellers der går længere og længere tid mellem hvert fremfald, så kan drengene måske vokse sig fra det. Men indrømmet, det er lidt af et forsøg – vores dyrlæge har ingen erfaring med om det er muligt – nu må vi se, indtil videre er der ikke noget der tyder på at drengene har noget imod behandlingen.

Så fik vi besked om at en bror til hvalpenes far, har fået konstateret Patella grad 2 i begge bagben og derfor er taget ud af avl. Så vi skyndte os at få Pax undersøgt, og han fik da heldigvis en ren patella-attest.

Men en af Trixies og hans hvalpe er også blevet undersøgt, og har på nuværende tidspunkt fået konstateret en grad 2 på det ene bagben og en grad 1 på det andet, vi må bare håbe at han vokser fra det, da det er rigeligt tidligt til at stille en sikker diagnose, men vi bævrer.

Vi har længe vidst at Trixie havde en patella grad 1 på det ene bagben, og det var faktisk vores plan at få det undersøgt igen - når hun var helt voksen - og snakket igennem med vores dyrlæge, før vi tog stilling til om hun skulle i avl, men så kom Pax jo i vejen. Nu har vi så fået foretaget den forsinkede undersøgelse hos dyrlægen og han kunne konstatere grad 1 på begge bagben. Så nu falder hammeren altså – ikke flere hvalpe til Trixie!

Indtil videre bliver Trixie boende hos os, men hvis der på et tidspunkt dukker det helt rigtige op, er det da ikke udelukket at hun endelig langt om længe får lov til at flytte hjemmefra.

Damon

Da vi i forsøget på at få afsat de sidste af hvalpene begyndte at sætte priserne ned, var der en sindig jyde, som ikke kunne modstå fristelsen til at prutte lidt om prisen. Familien havde allerede en black tan dreng – Kaiser – som de har købt hos os tidligere på året – og var temmelig forelskede i ideen om at komme med 2 sådanne drenge. Rent faktisk havde moren i familien og den yngste datter, Line, tidligere prøvet at overtale farmand til at købe Damon, men han var ikke til at stikke i – altså før der kom en fristelse i vejen.

Kaiser kan ikke leve helt op til Lines forventninger, tænk bare! Han går pænt nok med Line i seng, men lige så snart hun er faldet i søvn, så lister Kaiser ind til mor, for der vil han altså helst sove. Så da Ulla og en døtrene kom for at hente Damon, fortalte hun at Line slet ikke havde fået noget at vide – det skulle være en overraskelse.

Kaiser var selvfølgelig også med for at besøge søster Freja, men hun var slet ikke glad for at se ham igen, hun stod bare og ævlede løs i stedet for at sige ordentlig goddag – og så er det altså godt med et trygt skød at trøste sig på.

Ulla skrev senere og fortalte os hvordan hjemkomsten var gået. Hun sendte Line en besked om at komme og hjælpe med at tømme bilen. Og som nok de fleste større børn, var Line slet ikke særlig begejstret over den besked. Jeg tror dog at hun var til stor hjælp med at tømme bilen. Altså…… da hun var færdig med at stå betaget og sige nåh.

Givskud Zoo

Weekenden efter Damon rejste tog vi de resterende 5 hvalpe og Freja med til Givskud Zoo. Freja havde lige fået et nyt seletøj – af en anden model, end den vi normal bruger, som vi absolut ikke vil købe mere. For… Freja demonstrerede at den model seletøj ikke var særlig egnet til at holde hende, med mindre hun altså selv vil, så hun tog på springtur på den store parkeringsplads i nærheden af løveindhegningen, brrrrrrr.

Det blev en særdeles minderig zoo-tur for os. Ikke fordi vi så særlig meget, men fordi det vist nok er noget at et særsyn at nogen kommer med 5 hvalpe på én gang. Allerede på vejen ind kom en af de ansatte og skulle lige hilse på hvalpene, og sådan fortsatte det.

Vi nåede kun at gå fra indgangen til den store parkeringsplads for Frejas springtur og til parkeringspladsen ved gorillaerne og tilbage igen – og det tog hele 3 stive klokketimer. For sådan cirka hver 50-100 meter kom der især børn og skulle hilse på hvalpene.

Vi planlagde jo faktisk hele turen som en god miljø-træning for hvalpene, og så går man da ikke bare videre når der kommer nogen og vil hjælpe med den træning. Så der blev snakket og kælet til den helt store guldmedalje den dag, men så var alle hvalpene også rigtig godt trætte, da de endelig kom i bilen.

Sovesteder

Næsten helt fra begyndelsen af har vi haft hver vores hunde med i seng – jeg havde Gaia, Zanpa og Julia og resten sov hos Annelise. Ja, ja jeg slap let, men til gengæld så kom tæverne altid op til mig og sove, når de var i løbetid. Men engang sidste år blev det for mange i sengen for Annelise så hun introducerede ideen om at alle hundene skulle sove i stuen. Jeg skyndte mig at sætte foden fast ned. Julia suk - ok, men Gaia og Zanpa ville jeg absolut ikke undvære i sengen om natten. Annelise kunne dog ikke helt undvære hundene om natten, så stue-holdet fik lov til at skiftes lidt til at sove hos hende – de 2-3 stykker der kom først fik lov til at sove hos hende og resten måtte blive i stuen.

Den første der faldt fra ordningen var Julia. Det skete oftere og oftere ved sengetid, at jeg blev udsat for et par bedende øjne fra hende, om hun da ikke nok måtte komme med mig i seng, og selvfølgelig måtte hun da det, jeg savnede hende jo. Til sidste bøjede Annelise sig for overmagten så Julia fik lov til at flytte fast op i min seng igen om natten.

Den næste udbryder var Rex. Der kom stigende spændinger mellem ham og Aslan, og han fik derfor stigende behov for at kunne slappe lidt af. Og så flyttede han også op til os på loftet.

Freja og Naya har indimellem ønsket en enkelt rekreationsnat oppe hos mig men ellers har det kørt på denne måde helt indtil nu. Men da der først var 5 temmelig store hvalpe i flokken blev der stigende uro og spændinger i flokken, hvor flere at de voksne – især mødrene – havde stigende behov for ferie fra ungerne. Med 15 hunde i huset og fuldtidsarbejde, havde vi også stigende problemer med at give alle hundene den kontakt de har behov for – så nu er sovearrangementet blevet ændret igen.

Hver nat deler vi banden op i 2 faste flokke – der har selvfølgelig været lidt omrokeringer i starten, men nu ser det ud til at fungere.

Jeg startede ud med en tilføjelse af Ketu, Venus og Durnik. Men….. de holdt altså ikke så længe. Hverken Gaia, Julia eller Zanpa var særlig begejstrede over at skulle til at dele. Ketu havde status nok i flokken til ikke at have de store problemer, men hun ville til gengæld så nødigt sove ovenpå. Venus og Durnik havde det til gengæld ikke så nemt. De var vant til at have lidt lys om natten, og nu skulle de pludselig til at sove i helt mørke. Og en Zanpa som pludselig for i hovedet på én når man kom for tæt på, var heller ikke så sjovt, Julia og Gaia brummede da bare, men Zanpas lunte var betydeligt kortere – skulle han nu til også at trækkes med det småskidt om natten. Kombinationen af mørke og Zanpa var for meget for de 2 små, jeg kunne se hvordan de flyttede sig i forhold til Zanpa, hoppede han op i sengen hoppede de ned og omvendt. Så vi byttede om. Ketu fik også lov til at komme ned igen, når hun nu så nødigt ville. I stedet for de tre fik jeg så Freja, Trixie og Hansa – og det går helt fint. Hansa er mere tykhudet end Durnik og Venus var, og så bevæger han sig ikke så meget omkring i nattens løb. Zanpa og jeg har selvfølgelig også haft nogle lange samtaler vedrørende at dele. Trixie var blevet tiltagende mavesur, og synes at nyde at få lidt fred for afkommet. Og Freja, ja hun har jo arbejdet hele året på at få vænnet Julia og Gaia til sit nærvær.

Durnik

Her i slutningen af oktober rejste Durnik hjemmefra. Så vidt vi kan bedømme, er han flyttet ind i noget så nær hundehimlen man kan komme. Han er flyttet ind hos en ældre herre i Egeskov ved Fredericia, som har haft to tibbere før, der begge er døde i en meget høj alder - den sidste for ca. 1 år siden. Egon prøvede at klare sig uden hund, men det blev altså alt for ensomt, så han henvendte sig til os.

Egon er et af de mennesker, hvor man bare ved at han elsker hundene. Han satte sig ned på det kolde gulv og så kunne hundene ellers bare komme an, og det lyste ud af ham, hvor han nød det. Undrer det jer, at vi slet ikke var nervøse ved at lade Durnik komme med ham hjem!?

Den første nat ville Durnik ikke sove i sengen, men så lagde Egon da bare sin madras ned på gulvet ved siden af Durniks tæppe og sov der, så næste nat ville Durnik gerne op i sengen.

Men selvfølgelig 5 lufteture om dagen, og efter sigende vidste hele Egeskov i løbet af en dag eller to at nu havde Egon fået en tibber igen, så vi er temmelig sikre på at de to nok skal finde ud af det sammen

Udstilling i Herning

Vi deltog med Freja og Aslan, men kun om lørdagen.

Freja var tilmeldt i junior-klassen, fik very good og blev 3. bedste juniortæve.

Aslan var tilmeldt åben klasse, men ikke med Annelise som handler. Hun havde allieret sig med Ragnhild, der så igen havde hvervet Tina til at fremføre ham i ringen – og de to var bare suveræne sammen. Aslan vandt sin klasse, og blev den 4. bedste han. Han var den bedst placerede ikke-champion han, så han fik også CERT samt RESERVE CACIB – så spørg lige om vi var stolte.

Rigtig mange tak Tina, for superb handling!!!

Boric

Boric vil blive boende her i små 2 uger endnu, så flytter han til sin nye residens. Den ældste datter til den der sindige jyde, jeg skrev om lidt tidligere i ”romanen”, har nemlig også forelsket sig i tibberne. Hun har valgt Boric til at blive sin nye hjerteven, men hun har altså ikke bil selv, så hun må lige bide tiden an, indtil mor har tid til at køre sydpå igen.

Amor

Så nu er der kun Amor tilbage – af dem vi ikke selv vil beholde - men han venter besøg i morgen. Så nu er det spændende om de kører af sted igen med eller uden hund.

Vi pjækker

Rent faktisk burde vi ligge vandret i dag med rengøring. Men vi pjækkede altså! Vi havde inviteret 4 hunde – Freja, Venus, Gaia og Zanpa – med på tur på Randbøl Hede, og så må rengøringen bare passe sig selv.

Som sædvanligt var Randbøl Hede en stor succes for såvel 2- som 4-benede. Vi havde en rigtig dejlig tur hvor især Gaia og Freja var helt overstadige af lykke. Venus var lidt forsigtig i starten, men efterhånden som turen skred frem blev hun mere og mere fremad søgende, selvom hun da lige stoppede op med mellemrum og tjekkede at vi nu også var med. Og så lykkedes det mig endelig langt om længe, at få taget nogle gode billeder af Venus.

Da vi kom hjem igen, blev der da også lige tid til en foto session i haven, så jeg kunne forsøge at gentage succesen med såvel Amor som Boric og Hansa.

Bagefter måtte jeg selvfølgelig til at bruge 2-3 timer på at få dette her skrevet færdig – og bagefter skal Annelise til at publicere det på hjemmesiden med passende billeder osv., så der er ikke meget tilbage af dagen mere, men sådan kan det jo gå, når man sylter sin dagbog i flere måneder.

Lørdag den 29. august 2010

SUK

En andenhånds skideballe, har nu ikke helt den samme smag som en førstehånds, men på den anden side så har Karin altså ikke helt ret i, at vi burde omdøbe vores dagbog til kvartalsbogen, det er ikke engang 2 måneder siden vi sidst opdaterede den, så vi er stadig meget langt fra rekorden.

Men vi skal nok, Karin!!!

Hvalpemærkning

Hvordan får man mærket 12 hvalpe, så de kan kendes fra hinanden.

Min første ide, gik ud på at mærke hvalpene med neglelak i nakken. Men det havde jeg nu ikke den store succes med. Neglelak er ikke designet til den opgave, og især ikke som pelsen blev længere. Mærkerne kunne ikke ses.

Min anden ide gik ud på at hækle mærker. Én farve pr kuld og så lave forskelligt antal hæklede dotter til hver hvalp. De blev så bundet rundt om maven på hvalpene. Det fungerede da også men:

·         Enden med dotterne endte hele tiden under maven på hvalpene, så vi skulle til at dreje på dem for at finde ud af hvem vi have med at gøre.

·         Der var også problemet med hvornår begyndte snorene at stramme om maven, så de skulle skiftes ud.

·         Ville snorene genere hvalpenes hud

·         Og så var det de hvalpe, der bare ikke ville have dem på, og som på en eller anden måde smøg snoren af sig.

·         Til sidst men ikke mindst, hvor meget mishandling kunne de tåle. Hvalpene trak jo rimeligt meget i dem.

Så jeg var slet ikke tilfreds med den løsning, men hvad kunne jeg ellers finde på

Til sidst krøb jeg til korset og besøgte dyrehandlen, hvor jeg købte katte-/killinge- og hundehalsbånd i forskellige farver, så vi ud fra sammenhængen mellem halsbåndets type og farve samt hvalpens farve kunne kende småtterierne fra hinanden.

I løbet af denne proces var hvalpene avanceret fra vuggestuen oppe i mit bibliotek til børnehaven nede i gæsteværelset. Den var da også udmærket, faktisk så udmærket at den stadig er i brug når vi ikke er hjemme samt om natten, eller når hvalpene skal spise, men under stærk protest forståes. For når hvalpene først når 4 ugers alderen, så er de aldeles ikke tilfredse med at blive holdt afsondret fra resten af hundene, lige meget hvad deres mødre end siger.

Nu siger deres mødre ikke så meget mere, bortset fra vrrrrrrrr når en lille hvalp kommer for tæt på, for ikke tale om at de vil fodre på de store skrubberter mere.

Gentesten

Og så var der jo den der gentest.

Vi mødte op hos dyrlægen den 26/7 med 16 hunde til tapning af blodprøver og så Julia, der skulle revaccineres, dvs 17 i alt  – sikke et cirkus. Først tog vi de 5 store hunde, så kun hvalpene var tilbage. Men i samme øjeblik hvalpene begyndte at beklage sig og proceduren begyndte de store at deltage i koret, så vi alle var i alvorlig fare for permanente høreskader.

Så Annelise tog de 5 store med ud at gå, og overlod alt det blodige til dyrlægen og mig. Det er slet ikke nogen let sag at finde blodårer på små hvalpeforben, så til flere af hvalpene måtte vi være 3 om arbejdet. Jeg holdt dem, veterinærsygeplejesken trykkede og gned på blodåren, for at få blodet til at løbe og dyrlægen stak og tappede. Men vi kom da igennem det, og ved fælles hjælp lykkedes det os så godt, at det kun var en hvalp hvor det var nødvendigt at tappe i halsen- puhha.

Den 6/8 kom det ventede brev fra dyrlægehøjskolen så med resultatet. Men…

Aslan er far til Karal og Hansa, han kan udelukkes som far til alle andre.

Til 4 af Trixies hvalpe kan hverken Ketu eller Tibbie udelukkes som mor.

Hvad i alverden var det for noget. Hvorfor havde de ikke medtaget Pax og Lucas’s blodprøver, der var blevet sendt over på forhånd. Og selvfølgelig kunne Ketu og Tibbie ikke udelukkes på så spinkelt et materiale, de er jo henholdsvis mor og farmor til Trixie.

OK vi kunne da let regne ud hvem der var far til hvalpene nu, ud fra udelukkelsesmetoden, men det ville Dansk Kennelklub i hvert tilfælde ikke godtage.

Vi ringede til dyrlægen og aftalte at tage brevet med så han kunne se det når vi alligevel skulle dertil den 9/8 for at få alle hvalpene tjekket og vaccineres.

Dyrlægen var for at sige det mildt rigtig godt gammeldags irriteret. Han havde omhyggeligt aftalt det hele med dyrlægehøjskolen, før han gik på ferie, incl at blodprøverne fra Lucas og Pax var sendt ind på forhånd, og så klokkede de alligevel i det.

Han ringede til dyrlægehøjskolen dagen efter, og en lille uge efter fik vi så endelig resultatet.

·         Aslan far til Karal og Hansa – mor Ketu

·         Lucas far til Vesta – mor Ketu

·         Og Pax fax far til såvel Tibbies som Trixies kuld.

Så endelig kunne vi få sendt de sidste oplysninger ind til Dansk Kennelklub. Nu går vi bare og venter på at stamtavlerne skal komme, så vi kan få dem sendt videre til de hvalpe som allerede er rejst hjemmefra.

For ja, 5 af hvalpene er allerede rejst hjemmefra og 1 mere rejser ca. den 5/9. Dvs vi mangler stadig af få 5 drenge afsat.

Mille

 Mille var den eneste af vore hvalpe, der var bestilt på forhånd.

Lisbeth var nemlig ude efter en legekammerat til sin Max, som hun samtidig kunne få hvalpe fra, og hun var faldet for Trixie på vores hjemmeside og håbede så da, at Aslan var faderen.

Imidlertid har hun tilgivet Trixie, at hun foretrak Pax i stedet (hvilket Aslan absolut IKKE har), så hun bortførte skønjomfruen til Lemvig, da hun var ni uger gammel.

Lisbeth var godt nok lidt nervøs på forhånd, om Max ville være for bisset - men vi har kun hørt, at han beskytter og tilbeder hende. Så - alt er, som det bør være - også der.

Garion

Garions nye hjem er noget af en historie. Karin – ikke sandt Karin – forelskede sig nemlig lidt i ham. Så han er blevet solgt til kennel Askim. Men han skal skam ikke bo hos Karin. Næh nej, Karin har nemlig Pia i baghånden – Pia ville godt nok kun have tæver i huset, men havde et godt hjem i nærheden, hvor han kunne bo. Det vil sige….

Lige så snart Karin udtrykte interesse i Garion, så sendte Annelise selvfølgelig en hel masse billeder af sted. Karin sendte billederne videre til Pia, der forelskede sig – nu var hun slet ikke så sikker på at der ikke alligevel kunne blive plads til en køn dreng i huset.

Garion er ikke bare en køn dreng, så da Pia og familie troppede op her for at hente ham, udnyttede han skruppelløst Pias forelskelse. Så ja Garion – eller Qato som han nu hedder – skal ikke andre steder hen end hjem til Pia.

Astra

Det startede egentlig med en forespørgsel fra en sød dame i Sverige - på Venus forstås. Men hun var jo en "beholder", og så ville damen "nøjes" med Astra i stedet.

Imidlertid udviklede hun, hvad der lignede en lille lyskebrok, og så turde jeg jo ikke sælge hende til udlandet.

Så Karin, der manglede en legekammerat til sin tibbertøs Nellie blev den lykkelige udvalgte, der fik lov til at bortføre Astra - nu Noma -  til Slagelse, hvor hun efter alle rapporter at dømme er kommet i himmerige, og for længst har både to- og firbenede under sin pote, hvor de jo absolut hører hjemme - nå ja - bortset fra slangen i paradiset altså (en gammel kat, der ikke finder sig i noget som helst)

Kasimir

Kasimir sikrede sig allerede få uger gammel en kærlig tilbeder, som også var villig til at ofre noget på kærlighedens alter.

Godt nok måtte mor skrive under på kontrakten for Laura, men ingen skal være i tvivl om at Kasimir er Lauras hund. Laura har selv skaffet en god del af pengene for ham ved at sælge ud af sine ting, så mor og far har kun hjulpet til med det hun manglede.

Mor fortalte at Kasimir skal bo på Lauras værelse og ikke må komme op i møblerne. Vi HAR gjort hende opmærksom på at den plan nok ikke er videre realistisk, vores gæt er at mor spår og Kasimir råder, med mindre selvfølgelig hun er betydeligt mere hård i filten end Kasimir og Laura.

.

Vesta

Vi skyldte Ragnhild en hvalp fra Ketu. Og Ragnhild havde da også arrangeret en udstationering til en tævehvalp, men vel at mærke kun hvis hun var efter Lucas. Og det var Vesta jo.

Så før Ragnhild, drog af sted sin store sydlige udenlandsrejse, havde hun forsynet os med navn, adresse og telefonnummeret
til Elly, samt givet sin velsignelse til at vi udleverede skønjomfruen til hende og så kan vi ordne papirarbejdet med Ragnhild når hun engang får sig snøvlet hjem til Langelund igen.

Vi fik arrangeret med Elly, at hun og datteren ville komme til udstillingen i Vejen, hvor vi skulle udstille et par af vores hunde. Og så kunne hun bagefter følge med os hjem og hente skønheden


Vi kan ikke i ærlighed påstå, at vi bagefter blev overraskede over at høre at Vesta har brokket sig rigtig meget over de nye forhold. For da Annelise havde hende i bad dagen før, så klappede hun først i da hun var blevet tør igen. Hun er en dejlig hund, men det er ikke helt umuligt at hun har arvet en god del af sin mors mundtøj.



Karal

Karal har også fundet sit kommende hjem, som han flytter ind i næste weekend, hvis ellers ikke der kommer høstvejr i vejen.

Karal skal på en måde bo sammen med Pax. For Pax og Elisabeth bor nemlig sammen med hendes kæreste hjemme hos hans forældre. Og selvsamme forældre er bare noget så forelskede i Pax, og deltager ivrigt i hans liv. De har besluttet at Pax trænger til en legekammerat, og det blev altså Karal, der blev den udvalgte

Venus

Venus bliver som bekendt her i huset. Endnu leger hun mest med de andre hvalpe i huset, men mødregruppen er begyndt at lege mere og mere med hvalpene. Vi har da også set de lidt større tøser – især Freja, lege med dem.

Herhjemme er Venus en dejlig lille legende humørbombe, hun er stadig ikke overbevist om at det der med seletøj og snor er helt i orden, med mindre der er en foran hende som skal indhentes, men det skal hun nu nok få lært.

Og så er der selvfølgelig de fem drenge, som endnu ikke har møvret sig til at flytte hjemmefra

Damon

Damon havde jo ellers fået et tilbud fra Rachel, Ayla og Shiana, men han havde absolut ikke lyst til at være kælegris. Misforstå mig nu ikke, det er ikke fordi Damon ikke gider kæle, han vil bare selv have indflydelse på hvornår det skal ske.

Damon er nok lidt reserveret, og han kræver og du gør en indsats, hvis du vil have kontakt med ham. Men hvis du gør den indsats så vil du også opleve at han kommer glad springende for at sige goddag om morgenen eller når du kommer hjem fra arbejde, han kommer også jævnligt ligesom tilfældigt hen i nærheden af dig, og ”OK hvis det betyder så meget, så kan du da godt nusse mig lidt i pelsen, men jeg gider altså ikke op på skødet”.

Og hvis nu Inge bliver rigtig nervøs og utryg, når vi er ude og går tur, så er Damon altså også klar til at komme op på armen, og lade hende nusse løs, indtil hun er klar til at gå lidt igen

Hansa

Sammen med bror Karal, er Hansa den største kælegris af samtlige hvalpe. Hver eneste gang man kommer i nærheden af ham, og bare det mindste virker som man måske kunne fristes, ja så ruller Hansa om på ryggen, den dreng elsker bare at få maven nusset.

Han er en flittig gæst på husets 1. Sal, og hvis nu døren ind til Inges soveværelse skulle stå åben, ja så er der meget stor chance for at finde Hansa liggende og sove derinde.

Der er ingen tvivl om at Hansa, vil blive meget forbløffet hvis ikke han i fremtiden er velkommen i soveværelset.

Amor

Amor er Annelise helt forelsket i. Vi skønner at han er særdeles lovende. Han har et vidunderligt trav og bygningen ser også rigtig god ud.

Han er også en lille kærlig og venlig dreng, som fro og gerne traver i hælene på dig selv om du bare skal ud i fyrrummet og hente noget.

Annelise snakker tiltagende om selv at beholde ham - nu må vi se! Hun har jo lovet mig højt og helligt ikke flere end én aktiv hanhund i huset af gangen.

Boric

Boric er på mange måder en lille buldrebasse.

Han har tilsyneladende arvet noget af sin mors tilbøjelighed til at sige av på forhånd, for hvis det nu skulle gøre ondt.

Han elsker en rigtig god kæle-/nussetur og drikker opmærksomheden ind.

Pt har han meget ringe tålmodighed med at få snor på og slår de flotteste saltomortaler når snoren viser sig stærkere end ham, selv med tilløb.

Durnik

Durnik, synes Annelise er meget reserveret. Hvor jeg oplever ham som en meget kærlig hund, der måske nok ikke kan lide at komme op på skødet, men meget gerne vil sidde lige ved siden af mig og blive nusset.

Rent faktisk er Durnik et rigtig godt eksempel på en af forskellene på os to søstre. For hvor Annelise så absolut foretrække kælegrisene, der fro og gerne kommer op på skødet af hende, og gerne tilbringer hele timer der, ja så er jeg tilbøjelig til at foretrække dem der lige kommer for at tanke op eller som bare gerne vil ligge tæt.

Den forskel har hundene her i huset også regnet ud. Altså lige bortset fra Naya, der som alfa-tæve holder på sin ret til særbehandling – og får den.

Så når hundene bare vil have en kort kæletur eller ligge tæt, så kommer de ligeså gerne til Annelise som til mig, selvom flere af dem har udtalte præferancer for hvem de kommer til. Men hvis de vil hygge på skødet i længere tid, ja så er det Annelise de opsøger, altså lige bortset fra Naya, der har et eller andet kørende med mig. Hende kan jeg godt lege madras for i længere tid af gangen. - Nåh ja, ingen regel uden undtagelser.

Hvalpene er nu 11 uger gamle, og vi mangler jo stadig at få de sidste fem hanner solgt.

De er først kommet på DKK's hvalpeliste i mandags og er på vej på KKS's

Vi har annonceret i Den Blå Avis i tre uger nu, men der har kun været forespørgsler på tøser

Vi har delt opslag ud og jeg har drevet mine omgivelser til ved vanvid ved at spørge næsten hver eneste, jeg har mødt - også kunder inde på kontoret:
"Du mangler vel ikke en hundehvalp"

Der er byfest i Vojens i disse dage, og vi er lige kommet hjem fra en tur med fire hvalpe, hvor vi dels har miljøtrænet dem og dels delt brochurer ud.

Vi kunne godt bruge nogle gode råd:


Hvad kan vi mere gøre for at finde gode hundehjem til dem?
Mandag den 12. juli 2010
Ja - ja
Jeg skal nok få opdateret..........

Ragnhild ringede i formiddags for nu SKULLE hun bare høre nyt.

Jeg skammer mig lidt - men vi har haft så travlt med at flytte hvalpe rundt og holde dem i live, at der ikke rigtig har været tid  og overskud til andet


Inge er lige begyndt på arbejde igen mens jeg har overtaget babyvagten de næste tre uger.

Alle hvalpene blev flyttet sammen i gæsteværelset i lørdags og de ligger i øjeblikket og bobler alle sammen med en mama på vagt indenfor og en udenfor gitteret, mens Ketu holder fri. Det er bare utroligt, hvordan de tre tøser samarbejder om "pligterne"

Nå - jeg må hellere begynde fra en ende af:
Første uge

Vi ville nu have kæmpet for ham, selv om Damon ikke var Black/Tan

Han gav os noget af en forskrækkelse de første par dage, hvor han bare tabte i vægt - fra en fødselsvægt på 135 ned på 12o gram. Så vi måtte overvinde vores frygt for at bruge sutteflaske, hvis han skulle reddes. Det kostede nogle ekstra fridage - og en masse nattesøvn, MEN DET LYKKEDES!


Anden uge

Damon fik en lille tur igen, hvor han skulle have hjælp med sutteflasken et par dage.

Men den store bekymring den uge var Trixies kuld, der efter tur havde en dag eller to, hvor de bare tabte i vægt.  Og Trixie blev mere og mere spændt, skønt vi behandlede hende med varme omslag og massage flere gange dagligt.

Om torsdagen var Inge til dyrlæge med Ketu for at få hendes sting taget. Hun var da blevet så nervøs, at hun tog Trixie og hele kuldet med for at få dem checket (altså de fire, der stadig lå hos Trixie).

Dyrlægen kunne ikke konstate noget galt - men Trixie var nu så spændt, at hun trængte hårdt til at blive malket ud. Og hendes hvalpe kunne selvfølgelig ikke klare det i den tilstand, som de var i nu.

Den dag havde tre af hvalpene tabt i vægt, så vi syntes ikke, at vi havde noget at tabe - følte os faktisk ret desperate............
Hvorfor ikke bruge den effektive malkemaskine, som vi havde i huset?

Så jeg tog Trixie med ovenpå for at blive malket ud af Ke-tu's monsterbasser, mens Ke-tu blev overtalt til at give Trixies små et tiltrængt måltid eller to.

Der skulle tre udmalkninger til, så var det problem klaret - og Trixie og hendes små har klaret sig fint lige siden.
Tredie uge

I løbet af ugen fik vi etableret kravlegårde til hvalpene, så de så småt kunne begunde at træne deres ben.

De to kuld ovenpå og i gæsteværelset havde fine forhold, men det bedste, vi kunne rigge til forTrixie, var i brusekabinen, og det syntes vi ikke, var helt OK. Vi havde også det indtryk af, at Trixie blev rigeligt stresset, fordi der foregik så meget omkring hende.

Sidst på ugen prøvede jeg derfor at flytte dem ind til Tibbie, der jo havde god plads i gæsteværelset. Jeg sov faktisk inde hos dem den nat og syntes selv, at det var gået rigtig godt.

Inge havde selvfølgelig en anden mening - eller måske var det hendes magelighed?

Da jeg kom hjem fra arbejde næste dag havde hun indrettet fine kravlegårde til alle tre kuld i forskellige dele af sit bibliotek ovenpå.

Så kunne tøserne hygge sig sammen og hun kunne lettere holde tilsyn med hele flokken.

Vi fulgte jo alles vægt tæt, og Inge brugte ret megen tid den uge med at holde de små til patterne - især dem, der ikke havde taget tilfredsstillende på indenfor det sidste døgn.

Rent faktisk så hyggede tøserne sig sammen - fandt hurtigt ud af, at de kunne skiftes til en "springtur", mens resten holdt vagt hos hvalpene.
 
Der var rigelig varmt i den weekend, der fulgte, og da havde vi en lidt sjov oplevelse. Vi skabte jo gennemtræk, hvor vi kunne, og det var måske ikke så godt for Tibbies små.

Ke-tu lå meget mere beskyttet med sine monsterbasser, og havde det alt for varmt, så vi besluttede at skifte de to kuld om, mens alle mødrene var ude. Da de kom ind igen, gik Tibbie og Ke-tu derhen, hvor de plejede, og gav hvalpene der et solidt måltid. Først bagefter gik de på jagt efter deres egne hvalpe.

Det var da vist kærlighed ved første blik?

Om lørdagen havde vi besøg det meste af dagen af vores dejlige dyrlæge-niece Rachel sammen med hendes forældre og fire hunde (Rachels egne to, Ragnhilds dejlige Re-sa, som Rachel passer for tiden samt forældrenes tre måneders hvalp Tinke).

Rachel skulle selvfølgelig hilse på hvalpene også - og det kom faktisk ikke bag på os, da hun nogle dage senere bad os skrive reserveret på Damon.

Fjerde uge

Det der fylder mest denne uge fer, at vi endelig "slap af" med Bror Åges to uhyrer, som vi letsindigt havde lovet at passe et par uger - og få steriliseret, mens de var her.
De er da et par søde hunde hver for sig, men i temperament passer de slet ikke sammen med tibbere, så de lærte vort bageste værksted særdeles godt at kende, mens de var her.
Så har vi mere glæde af vore andre feriegæster: Sophus og Ingolf fra Tibbies første kuld, der var så heldige et få et fælles hjem
Sommen med deres veninde Donna, holder de ferie her i tre uger, og selv om Donna holder dem i ørerne, at de skal opføre sig pænt, synes de at nyde opholdet her.

Og jeg indrømmer blankt: Jeg vil savne dem meget, når de rejser hjem sidst på ugen.
Sidst på ugen fik jeg endelig Inge overbevist om, at vi altså var nødt til at flytte hvalpene nedenunder inden weekenden, fordi det ville blive alt for varmt ovenpå nu. Hun fik så travlt med at få dem mærket, så vi kunne kende forskel på dem, når de nu alle blev blandet sammen.

Og nu er de blevet en stor familie, der går på jagt efter den nærmeste patte eller foderskål, når de er sultne. De har også fundet ud af at gå imellem tremmerne i lågen, der adskiller entre og hall, så........

jeg kan vist se frem til en livlig sommerferie
Onsdag den 16. juni 2010
Babyboom

Og så kom tiden, da de skulle føde.

Da Tibbies temperatur faldt til 37,2 lørdag morgen vidste vi, at hun var tæt på, så vi fik travlt med de sidste forberedelser.

Og ganske rigtigt: Vandet gik sidst på formiddagen og hun startede fint med veer. Et par timer senere var der stadig ikke født den første hvalp, og Tibbie blev mere og mere træt.

Ragnhild HAVDE advaret mig, hvad overvægtige tæver og fødsel angår - og det er endelig trængt ind, at det skal tages alvorligt - men det var jo lidt sent.

Ihvertfald indså vi her, at vi nok hellere måtte ringe til dyrlægevagten. Så det blev en tur til Haderslev med Tibbie, og en hjælpsom dyrlæge måtte forlade sin mands 40-års fødselsdagsfest, men ved hjælp af kalktilskud og indsprøjtninger fik Tibbie hjælp nok til, at hun kunne føde naturligt. Den sidste hvalp var nu svær at få helt ud - heldigt at hovedet kom først, så til slut kappede dyrlægen navlestrengen, og så var det bare ærgerligt med efterbyrden, som ikke ville ud.

Tibbie blev røntgenfotograferet for at sikre, at der ikke var flere - og dyrlægen kommenterede tørt, at hun altså ikke foretog kejsersnit for at fjerne en efterbyrd. Så Tibbie fik en sprøjte med antibiotika, og så måtte vi se tiden an.

Men vi kom da hjem med tre fine hvalpe
Søndag morgen var Trixies morgentemperatur på 36,7 - så vi måtte til det igen

Behøver jeg at fortælle, at Inge havde inderligt ondt af sig selv.
 
Vi fik rigget til på gæstetoilettet i en vis fart og så var det bare at vente.

Trixie gav sig god tid, men hen på eftermiddagen var hun klar, og første hvalp var født bare en halv time efter, at vandet var gået.

Og så kom de bare drattende næsten helt af sig selv.

Vi vidste jo, at hun ventede tre, men kiggede da lige ind et par gange ekstra - og HVAD var det, hun slikkede så ihærdigt på? Så havde hun sandelig fået en hvalp til - og havde gjort ham fin og ren helt uden hjælp.

Godt gået Trixie! Og den lille pivskid, havde håndteret det hele som en sand professionel.

Jeg gav hende en god skålfuld mad og så fik hun fred og ro sammen med sin lille familie..................................

Vi havde nemlig fået andet at tænke på:

Tibbies hvalpe tabte stadig vægt, skønt jeg havde givet dem sukkervand  - og Tibbie både spiste og drak normalt

og Ke-tu's aftentemperatur var nede på 37,0

Nu begyndte jeg også at have ondt af mig selv.

Men vi fik rigget til til Ke-tu i Inges bibliotek ovenpå, og så måtte vi til at overbevise den dame om, at hun sagtens kunne føde der.

I sidste ende tog jeg en madras op, så jeg kunne holde øje med hende, mens Inge gik i seng med en dundrende hovedpine. Jeg tror, de fødsler tager hårdere på hende end de gør på hundene.

Ved firetiden kiggede jeg ned til de to andre kuld:

Tibbies hvalpe tabte stadig i vægt og var nu imellem 5 og 15 gram under fødselsvægt

og Trixie lå med SEKS hvalpe, og virkede særdeles stolt af sig selv

Vi diskuterede situationen, da Inge kom op - og sagen var klar: Ingen af os kom på arbejde den dag (heldigt med forstående chefer)

Inge måtte en tur til dyrlægen med Tibbie og hendes kuld, mens jeg holdt vagt over Ke-tu der blev mere og mere urolig og havde mere end normalt ondt af sig selv - men stadig ikke gik i fødsel.

Inge kom hjem igen, og dyrlægen havde ikke fundet noget galt - men hun havde noget flydende mælkeerstatning med hjem, og så måtte jeg bare forsøge at nuldre de små igennem, indtil Tibbie fik styr på sin mælkeproduktion.

Jeg nåede at give flaske en enkelt gang - men så var Ketu endelig klar (troede vi)

Vandet gik fint og hun startede snart på kæmpeveer - der skete bare ikke mere. Vi kunne spore et svagt fremstød et par gange, men det gik hurtigt i sig selv.

Altså dagens anden tur til dyrlæge hvor diagnosen var klar: Kejsersnit.

Der var faktisk ikke rigtig noget galt - hvalpene var bare FOR store - alle fire. Den sidste, som dyrlægen fiskede frem, var vist den største, men da den havde dobbelt læbespalte, tog vi den ikke med hjem
og så kunne jeg vende tilbage til problemet med Tibbies hvalpe

og ved flittig brug af sutteflasken - og en hel del frustration fra Tibbies side - fik jeg i løbet af dagen vendt udviklingen, så hvalpene begyndte at tage på igen.....................

og fortsatte med det næste dag (hvor jeg heldigvis stadig kunne få fri)

Da havde jeg fundet ud af, at jeg skulle sætte mig lige foran fødekassen, så Tibbie kunne nå "patienten", og så gik det meget nemmere - sidst på dagen faktisk så godt, at jeg indstillede fodringen og blot observerede.

Da alle tre havde taget flere gram på af sig selv, da jeg kiggede ind lidt før midnat, tillod jeg mig selv den første fornuftige nattesøvn, som jeg havde fået i flere dage

altså bortset fra et par barske tilkald fra Tibbie, der havde det alt for varmt.

Så jeg vaklede på søvndrukne fødder ud i køkkenet og fandt en saks, og da Tibbie var blevet lettet forn nogle tons hår (kun siderne altså), fik jeg lov til at sove uforstyrret resten af natten.

Her til morgen kunne jeg konstatere, at alle tre havde taget 7-9 gram på i nattens løb, så krisen var overstået.
I mellemtiden var jeg begyndt at blive lidt bekymret for Trixie

Hendes hvalpe tog da støt på - også de to mindste, der ved fødslen kun vejede 91 og 98 gram.

Men allerede to dage efter fødslen fandt jeg hende det meste af tiden ude på gulvet, selv om hvalpene var urolige - og det var tydeligt en kamp for hende at få sig arrangeret, så alle seks kunne komme til.
Så da Ke-tu havde vist sig som en sand Nora Malkeko

og Tibbie nu havde styr på sin mælkeproduktion

Så tænkte jeg: Hvorfor ikke

Du kan da altid spørge..............

så jeg fiskede Trixies to mindste og besøgte de to andre mødre, og spurgte dem pænt, om de havde plads til en hvalp mere

og begge snusede interesseret - og Ketu slikkede hendes i ansigtet - og jeg kunne lægge dem direkte til en patte.........

og de har begge taget flere gram på siden, mens de bliver serviceret i begge ender på lige pote med resten af kuldet.

Og Trixie har ligget hos sine resterende hvalpe lige siden - og hver gang, jeg har besøgt hende, har hun rullet om på ryggen og strakt sig velbehageligt.


Jeg ved, mine kollegaer vil drille mig sønder og sammen, når jeg kommer på arbejde igen, at det skulle være så svært at barsle de små størrelser?

MEN DET ER ALTSÅ HÅRDT ARBEJDE MED ET SÅDANT BABYBOOM
Onsdag den 12. maj 2010
Når uheldet er ude

Vi havde en lidt urolig påske i år, da både Julia, Ketu, Tibbie og Trixie gik i løbetid i løbet af ugen.

Vi trøstede os med, at nu da Rex var blevet kastreret, så ville det heldigvis blive meget nemmere at komme igennem løbetiden – men… vi blev klogere.

For godt nok gider Aslan ikke beskæftige sig med løbske tøser, før de er helt parate, men når de så er det!!!

Vi havde for længst truffet aftale med Ragnhild fra kennel Sommerlyst om at få Ketu parret med Lucas. Men Aslan fik forceret hegnet og gennemførte en parring, før vi opdagede ham. Hvad nu, vi snakkede med Ragnhild og Dansk Kennelklub, og besluttede at gennemføre den planlagte parring med Lucas og så få gentestet hvalpene.

Tibbie skulle parres med Pax, men da han havde problemer med teknikken fik han hjælp af dyrlægen.

Julia og Trixie skulle ikke parres i denne omgang, da 2 kuld på én gang er nok.

Men når uheldet er ude.

Det næste uheld opstod medens vi var på arbejde. 3 løbske tæver, 2 særdeles aktive hanner, en 3-4 måneders hvalp og hendes mor og så resten, gjorde at vi havde splittet flokken op i 3 når vi ikke var hjemme. Sådan at Aslan, Pax og Rex var i stuen nedenunder – Naya, Freja, Tibbie og Trixie var i Annelises soveværelse og så var resten i stuen på 1. sal. Men da vi kom hjem fra arbejde en dag, så blev vi modtaget i døren af Aslan, Pax, Rex, Naya, Freja OG Tibbie og Trixie! De 2 sidstnævnte var begge højløbske,

·         HVORDAN var de kommet sammen? Vores bedste gæt er at tøserne var brudt ud af soveværelset og så har de skubbet på døren ind til stuen samtidig med at hannerne var kravlet op på den store gulvpude/sækkestol (som var stillet op ad døren, for at forhindre dem i at kradse på/ødelægge døren) og havde trykket dørhåndtaget ned.

·         HVOR LÆNGE havde de været sammen? Det kan kun guderne vide.

·         VAR de blevet bedækket begge 2? Hvis der har været tid nok, så sandsynligvis ja.

·         HVEM havde eventuelt bedækket dem? Aslan helt sikker, Pax har jo nok ikke fået lov af Aslan, men det kan vi ikke være sikre på

Dyrlægen var ved at flække af grin, da vi klagede vores nød til ham. Men vi fik da en tid til såvel at få lavet øjenattest på Trixie, samt få lavet blodprøve på Pax, som skulle hjem weekenden efter.

Og så var det ellers bare at vente indtil den 12. maj hvor vi kunne få alle 3 tøser scannet.

Resultat:

 

         Ketu:
drægtig med Aslan og/eller Lucas
min. 2 hvalpe

     Tibbie:
drægtig med Pax og/eller Aslan
min. 4 hvalpe

      Trixie:
 drægtig med Aslan og/eller Pax
 min. 3 hvalpe





Så i midten af juni kan vi forvente at få 3 kuld hvalpe, med 2 potentielle fædre til hvert kuld.

Sikkert et rod, men………………………

 når uheldet er ude.

Lørdag den 6. marts 2010

I sidste øjeblik – næsten da!

I torsdag blev der så endelig leveret træpiller til os. Godt nok var vejen endnu ikke tøet nok til at lastbilen kunne køre helt op ad den. Men da naboens mark var fint frosset, så kørte han bare ned igen og kørte ad marken op til huset. Vi havde jo gravet en gennemkørsel fra marken ind til gårdspladsen, hvor trucken fint kunne komme igennem, så alle 1800 kg træpiller blev leveret lige uden for døren – skønt.

Sne igen!

Nu var hovedparten af den gamle sne endelig smeltet bort, og så kommer der selvfølgelig sne igen. Men så havde vi jo mulighed for at få afprøvet vores ide med gummibåden.

Godt nok ville Rex og Aslan hellere slås end lege slædehunde, men billederne er hjemme, og det er min nye genbrugs-lænestol også.

 

Hvalpene i sne

Da hvalpene nu er godt 7 uger gamle, så skulle de have lov til at nyde sneen – denne gang. Freja forelskede sig omgående, godt nok kan man ikke blive ude særlig længe af gangen, uden at komme til at fryse, men hvor er det sjovt medens man er ude.

Og når man så til en forandring for lov til at jorde brormand, i stedet for, at det altid er ham som jorder en selv, ja så er lykken hjemme.

Kaiser var lidt mere forsigtig. Første gang syntes han det var alt for skræmmende, og det var slet ikke sjovt at blive overfaldet af Freja, når man ikke er så glad ved situationen. Men da han kom ud igen lidt senere på dagen – så var det ikke så nyt mere og nu kunne Kaiser også nyde sneens lyksaligheder
Mandag den 1. marts 2010

Hvalpenyt

Både Freja og Kaiser har indtaget stuen, når vi er hjemme. På nuværende tidspunkt er Kaiser lidt forsigtig, medens Freja udforsker mere frit. Til tider får hun også ørerne i maskinen, når et ’Skrub af!’ ikke bliver respekteret. Begge hvalpene har særdeles veludviklede lunger og ve os, hvis de ikke er tilfredse med tingenes tilstand. Naya er i fuld gang med at afvænne dem og det går ikke altid stille af.

Opvarmning

For et par uger siden, løb vi tør for træpiller til fyret. Vi bestilte forsyninger og vores hjælpsomme nabo brugte en god del af sin fridag på at rydde vejen op til huset. Men… det var i den uge hvor der skulle komme mere sne i vores område med snefygning. Vi gav pille-leverandøren besked om at endnu torsdag formiddag skulle de kunne komme igennem, men de kom altså først fredag, og da kunne de ikke mere komme igennem. Det lykkedes os at komme igennem weekenden, men siden har jeg 2 gange ugentligt måttet ind om Vamdrup på vejen hjem, for at købe forsyninger – for vi kan bare ikke få os selv til at bede vores nabo om at rydde igen, bare fordi leverandøren ikke kunne være mere smidig, under vanskelige vejrforhold. Men som tidligere fortalt så kan vi jo heller ikke få bilen helt hjem til huset, så vi har måttet være kreative i hvordan vi fik sækkene op til huset. Vi har især brugt en gammel vasketøjskurv, men så begyndte det at tø, og SÅ blev det ærlig talt tungt at trække. I fredag blev jeg fræk og kørte bilen over naboens mark op til huset, så skulle vi bare grave et hul igennem snedyngerne over til vores vej. Men i går var marken blevet så blød at bilen efterlod dybe hjulspor på marken, så for at få bilen ned til vejen igen, måtte vi ud med skovlene igen, og grave os igennem de værste 20 meter, hvorpå vi med et næsten mirakuløst held fik bilen ned til vejen igen.

Nu håber vi bare på at det har tøet nok før fredag, at vores leverandør kan komme op med træpillerne, ellers bliver de leveret ved en nabo, og så vil vi have 1800 kg træpiller, der på en eller anden måde skal flyttes op til huset.

Men næste trin i pilletransporten er allerede planlagt – hvis det værste skulle ske: Hvis pillerne bliver leveret til naboen, så prøver vi med en gummibåd. Den burde helt anderledes kunne glide over dyngerne, hvis altså… den stadig kan holde luft, og hvis ikke den punkterer på et eller andet. Og tænk så lige de billeder jeg kan få af den situation. Hvis jeg altså husker det – så vi ikke ligesom denne gang skal ud og rekonstruere situationen, for at få lidt liv ind i teksten.

Fotorier!

Her på det sidste har jeg brugt rigtig mange timer på en begyndende gennemgang af alle vores hundebilleder. Tanken er at jeg vil til at lave mine egne Wallpapers til komputerskærmen. Jeg fik begyndt at sammensætte billeder til en annonce i Tippermagasinet og fik blod på tanden, da det ikke var nær så vanskeligt som jeg frygtede.

Men Annelise regner vist ikke med at de bliver tilgængelige her på hjemmesiden, da der er visse begrænsninger på hvor meget plads vi kan råde over. Men det var da ikke umuligt med at de med tiden kan rekvireres via mail, men nu skal jeg først have dem lavet og så tager vi den derfra.

Groft tillidssvigt

Hvis altså I spørger Zanpa. Søndag aften overgik der ham den tort at komme i bad. Han var ikke ene om at lide. Naya trængte også alvorligt til at blive vasket, men hun nøjedes med at krybe ned til Annelise under dynen, hvor hun i fred og ro kunne svælge i en sund omgang selvmedlidenhed. (Og nej, jeg fik ikke nogle billeder af situationen, men jeg sikker på at Annelise finder billederne frem fra sidste gang Julia var i bad. De billeder viser nemlig meget godt, hvordan jeg forventede at Naya ville skabe sig – hun var vist ikke helt sig selv i søndags, eller også prøver hun på at være et godt forbillede for hvalpene.)

Men Zanpa…

Han blev eddikesur. Jeg måtte holde ham inde på mit soveværelse for at forhindre at han frøs, for Zanpa ville skam ikke ind under nogen dyne. Den første halve time måtte jeg faktisk slet ikke røre ham. Efterhånden faldt han da lidt til ro, og rullede sig sammen på et passende lammeskind ved siden af min seng. Nu kunne jeg faktisk godt kæle lidt for ham, han ville bare ikke reagere på kærtegnene, så jeg var stadig ude i kulden.

Først efter yderligere en times tid, hvor han havde været ude og tisse af for natten, havde han tilgivet mig tilstrækkeligt til at ville op under min dyne.


Mon der er nogen, der savner de billeder?

Annelise

Fredag den 5. februar 2010

Hvalpenyt

 

Hvalpene er nu begge blevet officielt navngivet som Tøselunds Elegante Freja og Eminente Kaiser. Kaisers fremtidige slaver er allerede begyndt at klage over hans arrogante væsen, men hvad kan man ellers forvente med sådant et navn.

3-ugers fødselsdagen blev fejret med en flytning til større lokaliteter. Fødekassen kom ud og i stedet blev en kravlegård sat op, hvor de kan begynde at træne benene. Allerede morgenen efter var Kaiser kommer over den 5 cm høje kant og ud af kravlegården. Freja er begyndt at stemme sig op på forbenene, så hun kan rejse hovedet imponerende højt op.

 

Nu får de lov til at træne her i en uge, før de bliver flyttet ind i den store kravlegård i stuen, når vi vel at mærke er hjemme. Naya skal jo også lige vænne sig til, at have mindre styr over hvor afkommet befinder sig.

Sne, sne og sne

 

Utroligt mange klager over sneen. Og vel var det irriterende, den dag det tog 3 timer at komme hjem fra arbejde. Jeg elsker da heller ikke hver morgen kl. 05.15 at gå 400 m ned til bilen, og de samme 400 m hjem igen om eftermiddagen. For slet ikke at tale om at skulle slæbe alle varer fra bilen og op til huset. Eller når bilen kører fast i en snedrive, men…

 

Jeg elsker årstidernes skiften, og at de enkelte årstider træder i karakter. Og så er der hundene…

 

Det er ikke så lidt tid mit kamera og jeg har tilbragt i sneen sammen med hundene. Knips, knips, knips, ind og få liv i fingrene igen, ud og knipse videre, ind og tø op, og sådan kan vi godt bruge 1 time eller 2. Og så kommer fornøjelsen af at beskue resultaterne bagefter.

 

Det er ikke altid de samme hunde som stiller op i sneen, når kameraet og jeg går i selvsving. Rent faktisk er der et par stykker eller 3, der for det meste udebliver totalt, men Julia, Trixie, Aslan og Pax er næsten altid med. De følger mig mere eller mindre rundt i haven, så jeg hele tiden at masser af motiver at vælge imellem.

Pax - elsker især at posere med den orange stofbold, som slet ikke har noget at gøre udenfor – men som alligevel altid ender der, når vi tager den ind. Han er notorisk i at komme hen til mig, lige som jeg bedst sidder på hug, for at få et særligt godt billede. Stod det til Pax, så var man altså ude hele tiden.

 

Aslan - vil gerne brydes, men stiller også gerne op som den efterhånden professionelle fotomodel han er

 

Trixie - futter rundt her og der og skal have det hele med, men tager også gerne en rask brydekamp.

 

Julia - vil helst tilbringe hovedparten af tiden med at lege.

 

Naya - dukker stort set kun op på små franske visitter, men hun er jo også mest optaget af sine hvalpe i øjeblikket

Zanpa – vender om i døren, han trænger aldeles ikke til at komme ud. Men… hvis du insisterer, så følger han tæt i hælene på mig, og er derfor næsten umulig at få gode billeder af

Tibbie – har et problem. Hun vil gerne lege med de 4 små (Julia, Trixie, Aslan, Pax), men hele tiden! Engang imellem vil man altså have ro til bare at trisse rundt i sit eget tempo.

Gaia – håber altid på at en eller anden starter en bryderkamp, som involverer en masse løben om kap, for det elsker hun. Mellem kapløbene går hun stille og fredeligt rundt og snuser til alle duftene.

 

Ketu – synes måske nok det er lige rigeligt koldt, men hun vil da ikke være usolidarisk, så hun følger med og fryser med anstand. Men hvor gør det altså godt at komme ind i varmen igen.

Rex – holder øje med om alt går rigtigt til. Han går heller ikke af vejen for en lille rask brydekamp eller diskussion, men vil hellere sive med rundt i haven, og tjekke alle yndlingsstederne.

Fredag den 22. januar 2010

Gode naboer er guld værd

Vinteren er kommet til Sønderjylland og hundene nyder al sneen. Jeg tilbringer megen tid hver weekend ude i sneen sammen med hundene og mit kamera.

Den 13. kørte bilen fast på vejen hjem – lige som sidst ca. 2/3 oppe af vores vej, men denne gang var det Annelise, som troede vi kunne komme igennem. Så vi måtte vade i strid blæst gennem snedyngerne hjem, hvor……. Naya insisterede på, at hun altså gerne ville af med de hvalpe. Der havde ingen tegn været om morgenen, men nu var hun altså klar, og bilen sad fast; så hvad nu hvis vi skulle til dyrlæge med hende i en fart? Og jeg skulle jo også begynde på den nye arbejdsplads i morgen!

Så Gaia og jeg måtte på jagt efter en hjælpsom nabo, der kunne hjælpe os, mens Annelise blev hos Naya. Vi var heldige, for godt nok kørte Leif af sted, lige som vi var på vej op ad indkørslen, men den store søn var hjemme, og var hurtig til at få traktoren startet. Så da bilen var trukket fri, brugte han skovlen til at rydde hele indkørslen.

Nayas vand gik godt kl. 18.00, men hun havde problem med selve fødslen. Hun kunne bare ikke få den første hvalp ud. Vi prøvede at hjælpe hende, men hovedet sad bare fast. Så vi greb knoglen; heldigvis var det vores egen dyrlæge, som havde vagten. Naya kom faktisk af med en desværre død han, før vi nåede ud af døren, men vi kørte alligevel af sted, for hvad nu hvis……!

Dyrlægen valgte at give hende ve-stimulerende indsprøjtninger i første omgang, men da hendes veer ikke rigtig ville samarbejde, valgte han efter ca. 20 minutter at ringe efter sin kollega, til at foretage kejsersnit.

Så ud over den dødfødte han fik hun en han mere og en tæve. Tæven regner vi at beholde selv, og hannen har vi allerede fået en forespørgsel på.

Men tænk hvis ikke vi havde haft så gode naboer!

Sidste nyt

I denne uge er det så sket 2 gange, at vi valgte at lade bilen stå nede ved vejen og så hente den, når Henrik havde ryddet vejen. For det er faktisk normalt Henrik, der hjælpe os med snerydningen. Men…., de er ved at bygge et nyt stuehus, så de bor et andet sted i øjeblikket. Henrik kommer 2 gange om dagen for at fodre deres kvæg. Han var endnu ikke kommet den onsdag i sidste uge, og hvornår ville han komme? Derfor gik Gaia og jeg over til Lis og Leif efter hjælp.

Weekendindkøbet i dag blev ikke til noget – både Annelise og jeg tog os en feriedag i dag, og så ville vi lige have weekendindkøbet overstået men…. tjah nu står bilen altså ca 50 meter nede, for længere nåede vi ikke.

OK I gider nok ikke læse mere om vores bil, så videre til det vigtigste:  Begge hvalpe trives og bliver større og tungere for hver dag. Vi diskuterer stadig deres farve – jeg har bøjet mig nok til at indrømme af Freja nok er zobel, men drengen har vi endnu ikke indgået forlig over.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget!

Efter at Tibbie gennem nogen tid har haft stigende problemer med nogle af de andre tæver i flokken, valgte vi til sidst at finde et nyt hjem til hende. Vi var dog meget usikre på, om ikke vi havde været for hurtige på aftrækkeren - om ikke der havde været andre mindre drastiske måder at hjælpe hende på.

Heldigvis valgte den nye ejer at returnere hende efter en uge.

Tibbie var dybt forvirret den første aften og ville slet ikke snakke med os; vi blev totalt ignoreret. Men allerede dagen efter var hun sig selv igen, og blev taget på fersk gerning i at lege med Pax.

Men et eller andet har ændret sig. Spændingerne mellem tæverne, som startede det her, har vi ingen tegn set på, siden Tibbie kom hjem igen. Rent faktisk ser det ud, som om Tibbies position i flokken er blevet styrket. Men dertil kommer, at Tibbie nu selv siger til, hvis hun synes, hun trænger til opmærksomhed.

Hun havde en tilbøjelighed til at finde sig i for meget, men det gør hun ikke mere, og det klæder hende. Og Annelise og mig: vi gør alt, vi kan, for støtte hendes nye selvtillid.

Søndag den 20. december 2009

Hvalpene

Den 6. flyttede begge hvalpe hjemmefra. Og ifølge alle bulletiner er de begge 2 faldet rigtig godt til i deres nye hjem. Forinden havde de været begge været under kniven, hvorfra de kom hjem med de nydeligste body-suits på. Zilcans blev dog ret hurtigt taget af, da den irriterede hans sår. Hans nye madmor har haft ham til dyrlæge flere gange, da hans rekonvalescens ikke er gået helt efter ønske, idet han har døjet med infektioner i såret, som den oprindelige antibiotika ikke helt kunne modvirke. Men nu skulle det gå den rigtige vej også på dette punkt.

Rex

Rex har fået stingene taget og dyrlægen var rigtig godt tilfreds med ham. Han virkede heller ikke særlig overrasket over Rex’s holdning til hele genoptræningsproceduren.

Set i bak-spejlet kan vi se at Rex har været betydeligt mere generet af det ben, end vi var klar over. Han er blevet meget mere legelysten. Før operationen tydede alt på at Aslan var ved at overtage lederrollen, men nu ser det ud til at bøtten har vendt sig, og Aslan har underkastet sig Rex’s førerskab – så får vi se om det stadig holder stik når først Rex har alle hormonerne ude af systemet. Det er i hvert tilfælde helt sikkert at det er Rex som er fredsmægler mellem Aslan og Pax.

Pax

Pax startede godt ud med at være forsigtig og tilbageholdende, så han ikke fik problemer med resten af flokken – men det har ændret sig. Han føler sig nu sikker nok til at begynde og udfordre Aslan. Alt det Aslan udsatte Rex for, får han nu selv tilbage fra Pax – og han kan slet ikke lide det. Men som sagt er Rex rigtig god til at gå imellem når de kommer for godt i gang, men støjniveauet er til tider rigeligt, selv for vores ellers hærdede ører.

Pax har også fået sig adskillige rigtig gode legekammerater. Han leger især gerne med Trixie og Tibbie, men også Gaia deltager ofte i legene. Men hvor Trixie og Tibbie gerne deltager i brydekampene også så vil Gaia helst deltage når der skal løbes om kap.

Naya

Naya havde os bekymrede i en tid efter hendes parring. Hun blev ved med at bløde, og tilsyneladende mere end normalt for en løbetid. Dyrlægen gav os noget medicin til at stoppe blødningerne og heldigvis er de nu hørt op. Men vi begynder seriøst at håbe på der virkelig er hvalpe i hende, for brystkassen har ligesom fået mere fylde og hun begynder at blive mere gumpetung. Så……..!

Vintervejr

Endelig blev det rigtig vinter, og hvor hundene elsker det. Det gør jeg faktisk også det meste af tiden. Jeg elskede det ikke i torsdags, da vi måtte efterlade bilen 100 meter nede af vores markvej, fordi den var kørt fast i sneen. Og godt nok prøvede vi på gammeldags maner med skovle og ”rå muskelkraft” at få den fri, men det blev ikke før en hjælpsom nabo kom med sin traktor og snerydder at bilen kom hjem i carporten – da elskede jeg ikke sneen, men ellers…!

Synet af de sne-smykkede træer og buske, af hundene der tumler og snuser og bare ikke kan få nok. De kommer lige ind for at få lidt varme ind  mellem og så udenfor igen. De er meget mere livlige og vitale end normalt. Er det noget at sige til at mit kamera og jeg bare ikke kan holde os indenfor, når motiverne sådan vrimler rundt udenfor.

Arbejde

Jeg har endelig også fået lidt afklaring på min (Inges) arbejdssituation. Siden slutningen af september har der været tale om at nogle af mit firmas arbejdsopgaver – deriblandt mine – skulle overdrages til et andet firma. Det er nu endeligt blevet besluttet, og jeg samt flere af mine kolleger har fået ny arbejdsplads fra årsskiftet. Jeg skal stadig varetage mange af de samme opgaver, men får samtidig mulighed for at være med til at præge hvordan de skal håndteres i fremtiden. Det kan blive rigtig spændende og udfordrende, selv om det måske på sigt kan komme til at betyde at jeg skal til at køre til Vejle hver dag.

Selvfølgelig er jeg stadig usikker og nervøs for fremtiden, for hvad er det nye firmas planer. Er det kun indtil alt kører og er på plads at jeg har et arbejde? Men jeg har valgt at være åben overfor det nye. Jeg tror på at jeg selv har en indflydelse på hvordan det skal gå – og en negativ forhåndsindstilling kan aldrig være en fordel.

Tirsdag den 17. november 2009

Hvalpene

Kira og Zil-Can er nu begge to blevet vaccineret første gang samt blevet chipmærket. Desværre har Kira en navlebrok og Zil-Can en lyskebrok, så de komme begge to under kniven, før de flytter hjemmefra.

Men bortset herfra stortrives de og er virkelig begyndt at udforske deres omgivelser. I den forgangne weekend blev de introduceret til hvalpeseler for første gang – de kløede sig rigtig meget men havde også tid til at udforske undervejs.

Nayas løbetid

Ganske som forventet var Naya først parringsparat omkring 18-dagen, så hun blev parret i weekenden. Hun elskede flørten, men selve parringen var ikke lige hendes nummer hyyyyyyyyyyyyyyyyyl, så er det godt med et velplaceret knæ at hvile hovedet mod.

Nu håber vi så på hvalpe medio januar.

Om Rex vil

Rex er kommet godt igennem sin operation, han kom hjem i går med en længere instruktion i hvordan hans rekonvalescens skal foregå – om Rex vil. For der er jo lige det problem, at vi har at gøre med den hund som kan lære æsler et og andet om stædighed!

·          Hold ham i ro for sig selv i 5-6 dage. Rex er bare glad det ikke er ham som står for reparationerne her i huset, for hans tipper-ære kræver, at han omgående demonstrerer hvordan man brækker en dør op. Hvordan i alverden skal han kunne følge med i hvad der foregår, hvis han ikke er sammen med flokken.

·          Lad ham ikke hoppe op i eller ned af møblerne de første uger. ”Pjat, man er vel en tipper!” Andre er villige til at lide for skønheden, Rex foretrækker at lide for mageligheden.

·          Penicilin 2 gange daglig i 8 dage. Fuldt samarbejde, leverpostej!!!

·          Bøj og stræk øvelser med benet 2-3 gange daglig. ”To mod én, det er unfair! Så jeg må vel hellere samarbejde”.

·          Nedkøling af leddet med ispose 15-20 min efter øvelser. ”Kan I så se at blive færdige, jeg GIDER ikke det her”.

·          Gå tur langsomt i 5 minutter 2-3 gange daglig. Det vil han meget hellere selv klare, så behøver man ikke nøjes med 2-3 gange. ”Man skal jo træde af på naturens vegne, og ingen lægger vel mærke til hvis man lige snuser lidt til seværdighederne til og fra døren”

Så med andre ord, vi gør vores bedste for at følge instruktionerne, og Rex vælger hvilke der er mening i og hvilke som bare er skrevet for at irritere ham.

Pensionær

Pax, den unge han vi har udstationeret hos vores niece Elisabeth, er flyttet ind for de næste 2-3 måneder. Elisabeth og Pax bor hos far og mor – vores bror Svend Aage og hans Jeanette – i øjeblikket. Men der bor også to tæver der i huset, og en af dem er altså kommet i løbetid. Så efter en hel weekend med diverse hundske lydeffekter, blev vi ringet op om ikke Pax kunne komme lidt på ferie. Og selvfølgelig kunne han det. Samtidig blev det så aftalt at vi benytter muligheden til at forsøge at få ham avlsgodkendt, derfor 2-3 måneder. Men til gengæld forventer niece-skabet skam også jævnlige – mindst én gang om ugen – bulletiner og billeder om og med hendes kælegris.

Pax er mors dreng, og tilsyneladende rigtig godt og gammeldags forkælet – på den rigtige tippermåde. Tidligere på dagen da jeg sad og hyggede med computeren, kan Pax pludselig og ville op. Han lagde sig nok så selvfølgeligt til at sove foran skærmen, så nu funderer jeg på om det er hans faste plads hos Elisabeth???

Halen er oppe, men Pax synes tydeligvis at det er svært sådan pludselig at blive smidt ind i sådan en stor flok, uden mor til at trøste. Heldigvis er Zanpa solidarisk med Naya ovenpå det meste af dagen, for så længe Pax ikke siger fra, så vil Zanpa prøve på at provokere ham, med diverse udfald.

Hvalpene tager Pax i strakt pote. Han snuser lidt forsigtigt til dem, når de kommer hen til ham, men ignorerer dem ellers.

Mandag den 9. november 2009

Løbetid


Nu er det ved at være 2 uger siden Naya gik i løbetid, men den dame har ifølge vores erfaring en sen ægløsning. Sidste gang blev hun insemineret indtil 18-dagen, og da udtalte dyrlægen, at næste gang tager vi altså blodprøve. Denne gang skal hun parres med Aslan, og da han har vist at han godt selv kan, har vi besluttet helt at overlade ”insemineringen” til ham.

Naya, er helt vild og blodig. Hun hopper og springer rundt om Aslan, hver gang de sættes sammen. Puffer til ham med måsen og tigger ham om at gå igang. Men…… Aslan, er ikke helt tilfreds med lugten og smagen, ”beklager putte, men du er ikke parat endnu”. Arme Naya, hun er bare så utålmodig, mens Aslan har masser af tid.

Der viser erfaringen sig tydeligt, Rex er blevet mere og mere utålelig og overvågende – på den anden side af lågen – næsten lige siden løbetiden begyndte. Og hvis han fik lov, ville han gøre sit allerbedste på at bestige damen. Men vi ved også at han endnu ikke har fundet ud af det der med blomsterne og bierne.

Og så er der også lige det at da vi i sidste uge havde 7 hunde fra flokken til dyrlæge til den årlige vaccination, så blev der konstateret at Rex har udviklet en operationskrævende patella (grad 2). Han skal under kniven på mandag. Og da vi på grund af det ikke mere kan bruge ham i avlen, ja så bliver han kastreret ved samme lejlighed. Så må vi hen ad vejen se om han bliver boende hos os, eller om der dukker en op som bare ikke kan leve uden ham i sit liv.

Hvalpene


Kira og Zil-Can forsætter med at udvikle sig lige som de skal. De er de rene mestre i støjforurening nå de er vågne og vil være sammen med flokken, og vi er lidt for langsomme i optrækket. De har tilsyneladende også begge to poterne godt placerede på deres fremtidige fosterfamilier. Som det ser ud i øjeblikket, flytter begge hjemmefra i weekenden lige før de er 11 uger.

Søndag den 1. november 2009

Hvalpenyt

Både Kira og Zil-Can trives så det er en lyst. De er virkelig begyndt at gå på opdagelse i deres omgivelser, og er vi lidt for langsomme til at lukke dem ud af kravlegården, skal de nok gøre os opmærksomme på forsømmelsen, og det både højlydt og langvarigt.

I går kom de for første gang med ud i haven. Efter en god tår i Ketus mælkebar, havde de såvel mod som energi til at begynde en lille smule udforskning. Men de kom nu ikke så langt omkrig, dels var der bare så mange spændende lugte og smage, og dels var det lige koldt nok, så de kom ret hurtigt indenfor i varmen igen.

I dag kom er par af småtøserne i nabolaget på besøg, for at lege og kæle med småtterierne. Der begge to er ved at udvikle sig til nogle rigtige kælegrise.

I

Løbetid

Endelig langt om længe har Naya bestemt sig til at få det der med løbetid overstået. Det kan nok ikke udelukkes at det er de små som har inspireret hende. I hvert tilfælde begyndte hun ret kort tid efter at Ketu endelig var klar til at lade flokken hilse rigtigt på de små.

Så det er nu at vores adskillelse i haven skal stå sin prøve. Rex har allerede påvist de første 3 svage steder i hegnet, så vi prøver at følge med og lukke smuthullerne, lige så hurtigt, som han finder dem.

Vi har godt nok tænkt os, at Naya skal have lov til at få hvalpe denne gang, men.... vi har nu ikke planlagt at lade Rex være far til dem; ham brugte vi til hendes sidste kuld

Nej denne gang vil vi bruge Aslan og se, hvordan deres gener går i hak.

Søndag den 18. oktober 2009

Arme Rex

Fredag aften opdagede Annelise pludselig et blodspor på gulvet, og da hun fulgte sporet til dets ophavshund, kunne hun se at Rex havde brækket en klo.  Den har han jo nok erhvervet sig i et af sine brydekampe med Aslan. Men han måtte selvfølgelig en tur til dyrlæge, for at få den klo fjernet. Så Nu går han rundt i huset med en flot blå forbinding på poten - heldigvis er han en af dem, der kan lade sin forbinding i fred. Det er vist meget godt det er et bagben han har skadet, for han insisterer på primært at bevæge sig rundt på tre ben, men kan alligevel klare såvel trapper som møbler.

Hvalpe-nyt

Både Kira og Zil-Can vokser rigtig godt til, og er i fuld gang med at udforske deres kravlegård, samt at slås med hinanden. Meeen det der lys som en gang i mellem går af i hovedet på dem, har de nu ikke så meget fidus til, selv om de er ved at vænne sig til det. Zil-Can havde besøg i sidste weekend af sin potentielle madmor, og i dag var det så Kiras tur til at få besøg.

Haven

Ikke fordi der er sket noget videre nyt i haven, vi gik begge to hen og blev syge i den forløbne uge, så vi var ligesom mere optagne af vores dyner. Men i hvert tilfælde fik vi slået den værste vegetation ned i sidste weekend, så hundene også kan færdes mere frit i den del af haven. Og hundene bare eeelsker den have. Det kræver til tider sin tålmodighed at få de sidste med ind, for hvis ikke det er Zanpa som snuser i en fjern del af haven og lige skal have navigeret diverse forhindringen på vej til døren, så er det en af de andre som liiiiige skal. Jo jo haven er et hit!

Mandag den 28. september 2009

Hvalpenyt


Så er den første uge gået og tvillingerne eller Bassen og Tøsen, som jeg ofte kalder dem, er kommet rigtig godt igennem. De har begge 2 næsten fordoblet deres fødselsvægt, så vi er meget tilfredse med dem.

 

Hvis ellers ikke der kommer noget i vejen, så har Bassen allerede besluttet sig for sit fremtidige domicil, hvor der bliver lokket med muligheden for en fremtidig udstillingskarriere, samt 2 andre hunde af lege med.

 

Ketu er begyndt at kede sig omgivet af ren ”baby-snak”, det hjælper da en lille smule at lade radioen køre hos hende, meeeeen. Nej Ketu vil have lidt mere selskab end det, så hun tager flere gange om dagen en rask omgang rundt i haven sammen med resten af flokken. Om natten holder Annelise hende med selskab, indtil ud på morgenstunden når sengen bliver for hård og hun lister ind i sin egen seng.

 

Havenyt


Endelig langt om længe blev jeg så færdig med indhegning og opdeling af resten af haven,

og hvor hundene elsker det. Især efter de 4 smertefulde timer i lørdags hvor jeg ved hjælp af en græstrimmer – så nær en kratrydder jeg kan magte – fik det meste af ukrudtet (i mit ansvarsområde) skåret ned i en mere acceptabel højde. Arme frøer, dem der ikke flygtede for livet foran græstrimmeren søgte tilflugt inde i et skur – mens jeg smadrede deres paradis, forhåbentlig betyder det ikke at de forsvinder helt fra haven!