SUK

En andenhånds skideballe, har nu ikke helt den samme smag som en førstehånds, men på den anden side så har Karin altså ikke helt ret i, at vi burde omdøbe vores dagbog til kvartalsbogen, det er ikke engang 2 måneder siden vi sidst opdaterede den, så vi er stadig meget langt fra rekorden.

Men vi skal nok, Karin!!!

Hvalpemærkning

Hvordan får man mærket 12 hvalpe, så de kan kendes fra hinanden.

Min første ide, gik ud på at mærke hvalpene med neglelak i nakken. Men det havde jeg nu ikke den store succes med. Neglelak er ikke designet til den opgave, og især ikke som pelsen blev længere. Mærkerne kunne ikke ses.

Min anden ide gik ud på at hækle mærker. Én farve pr kuld og så lave forskelligt antal hæklede dotter til hver hvalp. De blev så bundet rundt om maven på hvalpene. Det fungerede da også men:

·         Enden med dotterne endte hele tiden under maven på hvalpene, så vi skulle til at dreje på dem for at finde ud af hvem vi have med at gøre.

·         Der var også problemet med hvornår begyndte snorene at stramme om maven, så de skulle skiftes ud.

·         Ville snorene genere hvalpenes hud

·         Og så var det de hvalpe, der bare ikke ville have dem på, og som på en eller anden måde smøg snoren af sig.

·         Til sidst men ikke mindst, hvor meget mishandling kunne de tåle. Hvalpene trak jo rimeligt meget i dem.

Til sidst krøb jeg til korset og besøgte dyrehandlen, hvor jeg købte katte-/killinge- og hundehalsbånd i forskellige farver, så vi ud fra sammenhængen mellem halsbåndets type og farve samt hvalpens farve kunne kende småtterierne fra hinanden.

I løbet af denne proces var hvalpene avanceret fra vuggestuen oppe i mit bibliotek til børnehaven nede i gæsteværelset. Den var da også udmærket, faktisk så udmærket at den stadig er i brug når vi ikke er hjemme samt om natten, eller når hvalpene skal spise, men under stærk protest forståes. For når hvalpene først når 4 ugers alderen, så er de aldeles ikke tilfredse med at blive holdt afsondret fra resten af hundene, lige meget hvad deres mødre end siger.

Nu siger deres mødre ikke så meget mere, bortset fra vrrrrrrrr når en lille hvalp kommer for tæt på, for ikke tale om at de vil fodre på de store skrubberter mere.

Gentesten

Og så var der jo den der gentest.

Vi mødte op hos dyrlægen den 26/7 med 16 hunde til tapning af blodprøver og så Julia, der skulle revaccineres, dvs 17 i alt  – sikke et cirkus. Først tog vi de 5 store hunde, så kun hvalpene var tilbage. Men i samme øjeblik hvalpene begyndte at beklage sig og proceduren begyndte de store at deltage i koret, så vi alle var i alvorlig fare for permanente høreskader.

Så Annelise tog de 5 store med ud at gå, og overlod alt det blodige til dyrlægen og mig. Det er slet ikke nogen let sag at finde blodårer på små hvalpeforben, så til flere af hvalpene måtte vi være 3 om arbejdet. Jeg holdt dem, veterinærsygeplejesken trykkede og gned på blodåren, for at få blodet til at løbe og dyrlægen stak og tappede. Men vi kom da igennem det, og ved fælles hjælp lykkedes det os så godt, at det kun var en hvalp hvor det var nødvendigt at tappe i halsen- puhha.

Den 6/8 kom det ventede brev fra dyrlægehøjskolen så med resultatet. Men…

Aslan er far til Karal og Hansa, han kan udelukkes som far til alle andre.

Til 4 af Trixies hvalpe kan hverken Ketu eller Tibbie udelukkes som mor.

Hvad i alverden var det for noget. Hvorfor havde de ikke medtaget Pax og Lucas’s blodprøver, der var blevet sendt over på forhånd. Og selvfølgelig kunne Ketu og Tibbie ikke udelukkes på så spinkelt et materiale, de er jo henholdsvis mor og farmor til Trixie.

OK vi kunne da let regne ud hvem der var far til hvalpene nu, ud fra udelukkelsesmetoden, men det ville Dansk Kennelklub i hvert tilfælde ikke godtage.

Vi ringede til dyrlægen og aftalte at tage brevet med så han kunne se det når vi alligevel skulle dertil den 9/8 for at få alle hvalpene tjekket og vaccineres.

Dyrlægen var for at sige det mildt rigtig godt gammeldags irriteret. Han havde omhyggeligt aftalt det hele med dyrlægehøjskolen, før han gik på ferie, incl at blodprøverne fra Lucas og Pax var sendt ind på forhånd, og så klokkede de alligevel i det.

Han ringede til dyrlægehøjskolen dagen efter, og en lille uge efter fik vi så endelig resultatet.

·         Aslan far til Karal og Hansa – mor Ketu

·         Lucas far til Vesta – mor Ketu

·         Og Pax fax far til såvel Tibbies som Trixies kuld.

Så endelig kunne vi få sendt de sidste oplysninger ind til Dansk Kennelklub. Nu går vi bare og venter på at stamtavlerne skal komme, så vi kan få dem sendt videre til de hvalpe som allerede er rejst hjemmefra.

For ja, 5 af hvalpene er allerede rejst hjemmefra og 1 mere rejser ca. den 5/9. Dvs vi mangler stadig af få 5 drenge afsat.

Mille

 Mille var den eneste af vore hvalpe, der var bestilt på forhånd.

Lisbeth var nemlig ude efter en legekammerat til sin Max, som hun samtidig kunne få hvalpe fra, og hun var faldet for Trixie på vores hjemmeside og håbede så da, at Aslan var faderen.

Imidlertid har hun tilgivet Trixie, at hun foretrak Pax i stedet (hvilket Aslan absolut IKKE har), så hun bortførte skønjomfruen til Lemvig, da hun var ni uger gammel.

Lisbeth var godt nok lidt nervøs på forhånd, om Max ville være for bisset - men vi har kun hørt, at han beskytter og tilbeder hende. Så - alt er, som det bør være - også der.

Garion

Garions nye hjem er noget af en historie. Karin – ikke sandt Karin – forelskede sig nemlig lidt i ham. Så han er blevet solgt til kennel Askim. Men han skal skam ikke bo hos Karin. Næh nej, Karin har nemlig Pia i baghånden – Pia ville godt nok kun have tæver i huset, men havde et godt hjem i nærheden, hvor han kunne bo. Det vil sige….

Lige så snart Karin udtrykte interesse i Garion, så sendte Annelise selvfølgelig en hel masse billeder af sted. Karin sendte billederne videre til Pia, der forelskede sig – nu var hun slet ikke så sikker på at der ikke alligevel kunne blive plads til en køn dreng i huset.

Garion er ikke bare en køn dreng, så da Pia og familie troppede op her for at hente ham, udnyttede han skruppelløst Pias forelskelse. Så ja Garion – eller Qato som han nu hedder – skal ikke andre steder hen end hjem til Pia.

Astra

Det startede egentlig med en forespørgsel fra en sød dame i Sverige - på Venus forstås. Men hun var jo en "beholder", og så ville damen "nøjes" med Astra i stedet.

Imidlertid udviklede hun, hvad der lignede en lille lyskebrok, og så turde jeg jo ikke sælge hende til udlandet.

Så Karin, der manglede en legekammerat til sin tibbertøs Nellie blev den lykkelige udvalgte, der fik lov til at bortføre Astra - nu Noma -  til Slagelse, hvor hun efter alle rapporter at dømme er kommet i himmerige, og for længst har både to- og firbenede under sin pote, hvor de jo absolut hører hjemme - nå ja - bortset fra slangen i paradiset altså (en gammel kat, der ikke finder sig i noget som helst)

Kasimir

Kasimir sikrede sig allerede få uger gammel en kærlig tilbeder, som også var villig til at ofre noget på kærlighedens alter.

Godt nok måtte mor skrive under på kontrakten for Laura, men ingen skal være i tvivl om at Kasimir er Lauras hund. Laura har selv skaffet en god del af pengene for ham ved at sælge ud af sine ting, så mor og far har kun hjulpet til med det hun manglede.

Mor fortalte at Kasimir skal bo på Lauras værelse og ikke må komme op i møblerne. Vi HAR gjort hende opmærksom på at den plan nok ikke er videre realistisk, vores gæt er at mor spår og Kasimir råder, med mindre selvfølgelig hun er betydeligt mere hård i filten end Kasimir og Laura.

.

Vesta

Vi skyldte Ragnhild en hvalp fra Ketu. Og Ragnhild havde da også arrangeret en udstationering til en tævehvalp, men vel at mærke kun hvis hun var efter Lucas. Og det var Vesta jo.

Så før Ragnhild, drog af sted sin store sydlige udenlandsrejse, havde hun forsynet os med navn, adresse og telefonnummeret
til Elly, samt givet sin velsignelse til at vi udleverede skønjomfruen til hende og så kan vi ordne papirarbejdet med Ragnhild når hun engang får sig snøvlet hjem til Langelund igen.

Karal

Karal har også fundet sit kommende hjem, som han flytter ind i næste weekend, hvis ellers ikke der kommer høstvejr i vejen.

Venus

Venus bliver som bekendt her i huset. Endnu leger hun mest med de andre hvalpe i huset, men mødregruppen er begyndt at lege mere og mere med hvalpene. Vi har da også set de lidt større tøser – især Freja, lege med dem.

Herhjemme er Venus en dejlig lille legende humørbombe, hun er stadig ikke overbevist om at det der med seletøj og snor er helt i orden, med mindre der er en foran hende som skal indhentes, men det skal hun nu nok få lært.

Damon

Damon havde jo ellers fået et tilbud fra Rachel, Ayla og Shiana, men han havde absolut ikke lyst til at være kælegris. Misforstå mig nu ikke, det er ikke fordi Damon ikke gider kæle, han vil bare selv have indflydelse på hvornår det skal ske.

Damon er nok lidt reserveret, og han kræver og du gør en indsats, hvis du vil have kontakt med ham. Men hvis du gør den indsats så vil du også opleve at han kommer glad springende for at sige goddag om morgenen eller når du kommer hjem fra arbejde, han kommer også jævnligt ligesom tilfældigt hen i nærheden af dig, og ”OK hvis det betyder så meget, så kan du da godt nusse mig lidt i pelsen, men jeg gider altså ikke op på skødet”.

Hansa

Sammen med bror Karal, er Hansa den største kælegris af samtlige hvalpe. Hver eneste gang man kommer i nærheden af ham, og bare det mindste virker som man måske kunne fristes, ja så ruller Hansa om på ryggen, den dreng elsker bare at få maven nusset.

Han er en flittig gæst på husets 1. Sal, og hvis nu døren ind til Inges soveværelse skulle stå åben, ja så er der meget stor chance for at finde Hansa liggende og sove derinde.

Der er ingen tvivl om at Hansa, vil blive meget forbløffet hvis ikke han i fremtiden er velkommen i soveværelset.

Amor

Amor er Annelise helt forelsket i. Vi skønner at han er særdeles lovende. Han har et vidunderligt trav og bygningen ser også rigtig god ud.

Han er også en lille kærlig og venlig dreng, som fro og gerne traver i hælene på dig selv om du bare skal ud i fyrrummet og hente noget.

Annelise snakker tiltagende om selv at beholde ham - nu må vi se! Hun har jo lovet mig højt og helligt ikke flere end én aktiv hanhund i huset af gangen.

Boric

Boric er på mange måder en lille buldrebasse.

Han har tilsyneladende arvet noget af sin mors tilbøjelighed til at sige av på forhånd, for hvis det nu skulle gøre ondt.

Han elsker en rigtig god kæle-/nussetur og drikker opmærksomheden ind.

Pt har han meget ringe tålmodighed med at få snor på og slår de flotteste saltomortaler når snoren viser sig stærkere end ham, selv med tilløb.

Durnik

Durnik, synes Annelise er meget reserveret. Hvor jeg oplever ham som en meget kærlig hund, der måske nok ikke kan lide at komme op på skødet, men meget gerne vil sidde lige ved siden af mig og blive nusset.

Rent faktisk er Durnik et rigtig godt eksempel på en af forskellene på os to søstre. For hvor Annelise så absolut foretrække kælegrisene, der fro og gerne kommer op på skødet af hende, og gerne tilbringer hele timer der, ja så er jeg tilbøjelig til at foretrække dem der lige kommer for at tanke op eller som bare gerne vil ligge tæt.

Den forskel har hundene her i huset også regnet ud. Altså lige bortset fra Naya, der som alfa-tæve holder på sin ret til særbehandling – og får den.

Så når hundene bare vil have en kort kæletur eller ligge tæt, så kommer de ligeså gerne til Annelise som til mig, selvom flere af dem har udtalte præferancer for hvem de kommer til. Men hvis de vil hygge på skødet i længere tid, ja så er det Annelise de opsøger, altså lige bortset fra Naya, der har et eller andet kørende med mig. Hende kan jeg godt lege madras for i længere tid af gangen. - Nåh ja, ingen regel uden undtagelser.

Det var da vist kærlighed ved første blik?

Om lørdagen havde vi besøg det meste af dagen af vores dejlige dyrlæge-niece Rachel sammen med hendes forældre og fire hunde (Rachels egne to, Ragnhilds dejlige Re-sa, som Rachel passer for tiden samt forældrenes tre måneders hvalp Tinke).

Rachel skulle selvfølgelig hilse på hvalpene også - og det kom faktisk ikke bag på os, da hun nogle dage senere bad os skrive reserveret på Damon.

For godt nok gider Aslan ikke beskæftige sig med løbske tøser, før de er helt parate, men når de så er det!!!

Vi havde for længst truffet aftale med Ragnhild fra kennel Sommerlyst om at få Ketu parret med Lucas. Men Aslan fik forceret hegnet og gennemførte en parring, før vi opdagede ham. Hvad nu, vi snakkede med Ragnhild og Dansk Kennelklub, og besluttede at gennemføre den planlagte parring med Lucas og så få gentestet hvalpene.

Tibbie skulle parres med Pax, men da han havde problemer med teknikken fik han hjælp af dyrlægen.

Julia og Trixie skulle ikke parres i denne omgang, da 2 kuld på én gang er nok.

Men når uheldet er ude.

Det næste uheld opstod medens vi var på arbejde. 3 løbske tæver, 2 særdeles aktive hanner, en 3-4 måneders hvalp og hendes mor og så resten, gjorde at vi havde splittet flokken op i 3 når vi ikke var hjemme. Sådan at Aslan, Pax og Rex var i stuen nedenunder – Naya, Freja, Tibbie og Trixie var i Annelises soveværelse og så var resten i stuen på 1. sal. Men da vi kom hjem fra arbejde en dag, så blev vi modtaget i døren af Aslan, Pax, Rex, Naya, Freja OG Tibbie og Trixie! De 2 sidstnævnte var begge højløbske,

·         HVORDAN var de kommet sammen? Vores bedste gæt er at tøserne var brudt ud af soveværelset og så har de skubbet på døren ind til stuen samtidig med at hannerne var kravlet op på den store gulvpude/sækkestol (som var stillet op ad døren, for at forhindre dem i at kradse på/ødelægge døren) og havde trykket dørhåndtaget ned.

·         HVOR LÆNGE havde de været sammen? Det kan kun guderne vide.

·         VAR de blevet bedækket begge 2? Hvis der har været tid nok, så sandsynligvis ja.

·         HVEM havde eventuelt bedækket dem? Aslan helt sikker, Pax har jo nok ikke fået lov af Aslan, men det kan vi ikke være sikre på

Dyrlægen var ved at flække af grin, da vi klagede vores nød til ham. Men vi fik da en tid til såvel at få lavet øjenattest på Trixie, samt få lavet blodprøve på Pax, som skulle hjem weekenden efter.

Og så var det ellers bare at vente indtil den 12. maj hvor vi kunne få alle 3 tøser scannet.

Resultat:

         Ketu:
drægtig med Aslan og/eller Lucas
min. 2 hvalpe

     Tibbie:
drægtig med Pax og/eller Aslan
min. 4 hvalpe

      Trixie:
 drægtig med Aslan og/eller Pax
 min. 3 hvalpe

Så i midten af juni kan vi forvente at få 3 kuld hvalpe, med 2 potentielle fædre til hvert kuld.

Sikkert et rod, men………………………

 når uheldet er ude.

I sidste øjeblik – næsten da!

I torsdag blev der så endelig leveret træpiller til os. Godt nok var vejen endnu ikke tøet nok til at lastbilen kunne køre helt op ad den. Men da naboens mark var fint frosset, så kørte han bare ned igen og kørte ad marken op til huset. Vi havde jo gravet en gennemkørsel fra marken ind til gårdspladsen, hvor trucken fint kunne komme igennem, så alle 1800 kg træpiller blev leveret lige uden for døren – skønt.

Sne igen!

Godt nok ville Rex og Aslan hellere slås end lege slædehunde, men billederne er hjemme, og det er min nye genbrugs-lænestol også.

Hvalpene i sne

Da hvalpene nu er godt 7 uger gamle, så skulle de have lov til at nyde sneen – denne gang. Freja forelskede sig omgående, godt nok kan man ikke blive ude særlig længe af gangen, uden at komme til at fryse, men hvor er det sjovt medens man er ude.

Og når man så til en forandring for lov til at jorde brormand, i stedet for, at det altid er ham som jorder en selv, ja så er lykken hjemme.

Hvalpenyt

Både Freja og Kaiser har indtaget stuen, når vi er hjemme. På nuværende tidspunkt er Kaiser lidt forsigtig, medens Freja udforsker mere frit. Til tider får hun også ørerne i maskinen, når et ’Skrub af!’ ikke bliver respekteret. Begge hvalpene har særdeles veludviklede lunger og ve os, hvis de ikke er tilfredse med tingenes tilstand. Naya er i fuld gang med at afvænne dem og det går ikke altid stille af.

Opvarmning

For et par uger siden, løb vi tør for træpiller til fyret. Vi bestilte forsyninger og vores hjælpsomme nabo brugte en god del af sin fridag på at rydde vejen op til huset. Men… det var i den uge hvor der skulle komme mere sne i vores område med snefygning. Vi gav pille-leverandøren besked om at endnu torsdag formiddag skulle de kunne komme igennem, men de kom altså først fredag, og da kunne de ikke mere komme igennem. Det lykkedes os at komme igennem weekenden, men siden har jeg 2 gange ugentligt måttet ind om Vamdrup på vejen hjem, for at købe forsyninger – for vi kan bare ikke få os selv til at bede vores nabo om at rydde igen, bare fordi leverandøren ikke kunne være mere smidig, under vanskelige vejrforhold. Men som tidligere fortalt så kan vi jo heller ikke få bilen helt hjem til huset, så vi har måttet være kreative i hvordan vi fik sækkene op til huset. Vi har især brugt en gammel vasketøjskurv, men så begyndte det at tø, og SÅ blev det ærlig talt tungt at trække. I fredag blev jeg fræk og kørte bilen over naboens mark op til huset, så skulle vi bare grave et hul igennem snedyngerne over til vores vej. Men i går var marken blevet så blød at bilen efterlod dybe hjulspor på marken, så for at få bilen ned til vejen igen, måtte vi ud med skovlene igen, og grave os igennem de værste 20 meter, hvorpå vi med et næsten mirakuløst held fik bilen ned til vejen igen.

Nu håber vi bare på at det har tøet nok før fredag, at vores leverandør kan komme op med træpillerne, ellers bliver de leveret ved en nabo, og så vil vi have 1800 kg træpiller, der på en eller anden måde skal flyttes op til huset.

Men næste trin i pilletransporten er allerede planlagt – hvis det værste skulle ske: Hvis pillerne bliver leveret til naboen, så prøver vi med en gummibåd. Den burde helt anderledes kunne glide over dyngerne, hvis altså… den stadig kan holde luft, og hvis ikke den punkterer på et eller andet. Og tænk så lige de billeder jeg kan få af den situation. Hvis jeg altså husker det – så vi ikke ligesom denne gang skal ud og rekonstruere situationen, for at få lidt liv ind i teksten.

Fotorier!

Her på det sidste har jeg brugt rigtig mange timer på en begyndende gennemgang af alle vores hundebilleder. Tanken er at jeg vil til at lave mine egne Wallpapers til komputerskærmen. Jeg fik begyndt at sammensætte billeder til en annonce i Tippermagasinet og fik blod på tanden, da det ikke var nær så vanskeligt som jeg frygtede.

Men Annelise regner vist ikke med at de bliver tilgængelige her på hjemmesiden, da der er visse begrænsninger på hvor meget plads vi kan råde over. Men det var da ikke umuligt med at de med tiden kan rekvireres via mail, men nu skal jeg først have dem lavet og så tager vi den derfra.

Groft tillidssvigt

Hvis altså I spørger Zanpa. Søndag aften overgik der ham den tort at komme i bad. Han var ikke ene om at lide. Naya trængte også alvorligt til at blive vasket, men hun nøjedes med at krybe ned til Annelise under dynen, hvor hun i fred og ro kunne svælge i en sund omgang selvmedlidenhed. (Og nej, jeg fik ikke nogle billeder af situationen, men jeg sikker på at Annelise finder billederne frem fra sidste gang Julia var i bad. De billeder viser nemlig meget godt, hvordan jeg forventede at Naya ville skabe sig – hun var vist ikke helt sig selv i søndags, eller også prøver hun på at være et godt forbillede for hvalpene.)

Men Zanpa…

Han blev eddikesur. Jeg måtte holde ham inde på mit soveværelse for at forhindre at han frøs, for Zanpa ville skam ikke ind under nogen dyne. Den første halve time måtte jeg faktisk slet ikke røre ham. Efterhånden faldt han da lidt til ro, og rullede sig sammen på et passende lammeskind ved siden af min seng. Nu kunne jeg faktisk godt kæle lidt for ham, han ville bare ikke reagere på kærtegnene, så jeg var stadig ude i kulden.

Først efter yderligere en times tid, hvor han havde været ude og tisse af for natten, havde han tilgivet mig tilstrækkeligt til at ville op under min dyne.


Mon der er nogen, der savner de billeder?

Annelise

Hvalpenyt

Hvalpene er nu begge blevet officielt navngivet som Tøselunds Elegante Freja og Eminente Kaiser. Kaisers fremtidige slaver er allerede begyndt at klage over hans arrogante væsen, men hvad kan man ellers forvente med sådant et navn.

3-ugers fødselsdagen blev fejret med en flytning til større lokaliteter. Fødekassen kom ud og i stedet blev en kravlegård sat op, hvor de kan begynde at træne benene. Allerede morgenen efter var Kaiser kommer over den 5 cm høje kant og ud af kravlegården. Freja er begyndt at stemme sig op på forbenene, så hun kan rejse hovedet imponerende højt op.

Nu får de lov til at træne her i en uge, før de bliver flyttet ind i den store kravlegård i stuen, når vi vel at mærke er hjemme. Naya skal jo også lige vænne sig til, at have mindre styr over hvor afkommet befinder sig.

Sne, sne og sne

Utroligt mange klager over sneen. Og vel var det irriterende, den dag det tog 3 timer at komme hjem fra arbejde. Jeg elsker da heller ikke hver morgen kl. 05.15 at gå 400 m ned til bilen, og de samme 400 m hjem igen om eftermiddagen. For slet ikke at tale om at skulle slæbe alle varer fra bilen og op til huset. Eller når bilen kører fast i en snedrive, men…

Jeg elsker årstidernes skiften, og at de enkelte årstider træder i karakter. Og så er der hundene…

Det er ikke så lidt tid mit kamera og jeg har tilbragt i sneen sammen med hundene. Knips, knips, knips, ind og få liv i fingrene igen, ud og knipse videre, ind og tø op, og sådan kan vi godt bruge 1 time eller 2. Og så kommer fornøjelsen af at beskue resultaterne bagefter.

Det er ikke altid de samme hunde som stiller op i sneen, når kameraet og jeg går i selvsving. Rent faktisk er der et par stykker eller 3, der for det meste udebliver totalt, men Julia, Trixie, Aslan og Pax er næsten altid med. De følger mig mere eller mindre rundt i haven, så jeg hele tiden at masser af motiver at vælge imellem.

Pax - elsker især at posere med den orange stofbold, som slet ikke har noget at gøre udenfor – men som alligevel altid ender der, når vi tager den ind. Han er notorisk i at komme hen til mig, lige som jeg bedst sidder på hug, for at få et særligt godt billede. Stod det til Pax, så var man altså ude hele tiden.

Aslan - vil gerne brydes, men stiller også gerne op som den efterhånden professionelle fotomodel han er

Trixie - futter rundt her og der og skal have det hele med, men tager også gerne en rask brydekamp.

Julia - vil helst tilbringe hovedparten af tiden med at lege.

Naya - dukker stort set kun op på små franske visitter, men hun er jo også mest optaget af sine hvalpe i øjeblikket

Zanpa – vender om i døren, han trænger aldeles ikke til at komme ud. Men… hvis du insisterer, så følger han tæt i hælene på mig, og er derfor næsten umulig at få gode billeder af

Tibbie – har et problem. Hun vil gerne lege med de 4 små (Julia, Trixie, Aslan, Pax), men hele tiden! Engang imellem vil man altså have ro til bare at trisse rundt i sit eget tempo.

Gaia – håber altid på at en eller anden starter en bryderkamp, som involverer en masse løben om kap, for det elsker hun. Mellem kapløbene går hun stille og fredeligt rundt og snuser til alle duftene.

Ketu – synes måske nok det er lige rigeligt koldt, men hun vil da ikke være usolidarisk, så hun følger med og fryser med anstand. Men hvor gør det altså godt at komme ind i varmen igen.

Rex – holder øje med om alt går rigtigt til. Han går heller ikke af vejen for en lille rask brydekamp eller diskussion, men vil hellere sive med rundt i haven, og tjekke alle yndlingsstederne.

Gode naboer er guld værd

Vinteren er kommet til Sønderjylland og hundene nyder al sneen. Jeg tilbringer megen tid hver weekend ude i sneen sammen med hundene og mit kamera.

Den 13. kørte bilen fast på vejen hjem – lige som sidst ca. 2/3 oppe af vores vej, men denne gang var det Annelise, som troede vi kunne komme igennem. Så vi måtte vade i strid blæst gennem snedyngerne hjem, hvor……. Naya insisterede på, at hun altså gerne ville af med de hvalpe. Der havde ingen tegn været om morgenen, men nu var hun altså klar, og bilen sad fast; så hvad nu hvis vi skulle til dyrlæge med hende i en fart? Og jeg skulle jo også begynde på den nye arbejdsplads i morgen!

Så Gaia og jeg måtte på jagt efter en hjælpsom nabo, der kunne hjælpe os, mens Annelise blev hos Naya. Vi var heldige, for godt nok kørte Leif af sted, lige som vi var på vej op ad indkørslen, men den store søn var hjemme, og var hurtig til at få traktoren startet. Så da bilen var trukket fri, brugte han skovlen til at rydde hele indkørslen.

Nayas vand gik godt kl. 18.00, men hun havde problem med selve fødslen. Hun kunne bare ikke få den første hvalp ud. Vi prøvede at hjælpe hende, men hovedet sad bare fast. Så vi greb knoglen; heldigvis var det vores egen dyrlæge, som havde vagten. Naya kom faktisk af med en desværre død han, før vi nåede ud af døren, men vi kørte alligevel af sted, for hvad nu hvis……!

Dyrlægen valgte at give hende ve-stimulerende indsprøjtninger i første omgang, men da hendes veer ikke rigtig ville samarbejde, valgte han efter ca. 20 minutter at ringe efter sin kollega, til at foretage kejsersnit.

Så ud over den dødfødte han fik hun en han mere og en tæve. Tæven regner vi at beholde selv, og hannen har vi allerede fået en forespørgsel på.

Men tænk hvis ikke vi havde haft så gode naboer!

Sidste nyt

I denne uge er det så sket 2 gange, at vi valgte at lade bilen stå nede ved vejen og så hente den, når Henrik havde ryddet vejen. For det er faktisk normalt Henrik, der hjælpe os med snerydningen. Men…., de er ved at bygge et nyt stuehus, så de bor et andet sted i øjeblikket. Henrik kommer 2 gange om dagen for at fodre deres kvæg. Han var endnu ikke kommet den onsdag i sidste uge, og hvornår ville han komme? Derfor gik Gaia og jeg over til Lis og Leif efter hjælp.

Weekendindkøbet i dag blev ikke til noget – både Annelise og jeg tog os en feriedag i dag, og så ville vi lige have weekendindkøbet overstået men…. tjah nu står bilen altså ca 50 meter nede, for længere nåede vi ikke.

OK I gider nok ikke læse mere om vores bil, så videre til det vigtigste:  Begge hvalpe trives og bliver større og tungere for hver dag. Vi diskuterer stadig deres farve – jeg har bøjet mig nok til at indrømme af Freja nok er zobel, men drengen har vi endnu ikke indgået forlig over.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget!

Efter at Tibbie gennem nogen tid har haft stigende problemer med nogle af de andre tæver i flokken, valgte vi til sidst at finde et nyt hjem til hende. Vi var dog meget usikre på, om ikke vi havde været for hurtige på aftrækkeren - om ikke der havde været andre mindre drastiske måder at hjælpe hende på.

Tibbie var dybt forvirret den første aften og ville slet ikke snakke med os; vi blev totalt ignoreret. Men allerede dagen efter var hun sig selv igen, og blev taget på fersk gerning i at lege med Pax.

Men et eller andet har ændret sig. Spændingerne mellem tæverne, som startede det her, har vi ingen tegn set på, siden Tibbie kom hjem igen. Rent faktisk ser det ud, som om Tibbies position i flokken er blevet styrket. Men dertil kommer, at Tibbie nu selv siger til, hvis hun synes, hun trænger til opmærksomhed.

Hun havde en tilbøjelighed til at finde sig i for meget, men det gør hun ikke mere, og det klæder hende. Og Annelise og mig: vi gør alt, vi kan, for støtte hendes nye selvtillid.

Hvalpene

Den 6. flyttede begge hvalpe hjemmefra. Og ifølge alle bulletiner er de begge 2 faldet rigtig godt til i deres nye hjem. Forinden havde de været begge været under kniven, hvorfra de kom hjem med de nydeligste body-suits på. Zilcans blev dog ret hurtigt taget af, da den irriterede hans sår. Hans nye madmor har haft ham til dyrlæge flere gange, da hans rekonvalescens ikke er gået helt efter ønske, idet han har døjet med infektioner i såret, som den oprindelige antibiotika ikke helt kunne modvirke. Men nu skulle det gå den rigtige vej også på dette punkt.

Rex

Rex har fået stingene taget og dyrlægen var rigtig godt tilfreds med ham. Han virkede heller ikke særlig overrasket over Rex’s holdning til hele genoptræningsproceduren.

Set i bak-spejlet kan vi se at Rex har været betydeligt mere generet af det ben, end vi var klar over. Han er blevet meget mere legelysten. Før operationen tydede alt på at Aslan var ved at overtage lederrollen, men nu ser det ud til at bøtten har vendt sig, og Aslan har underkastet sig Rex’s førerskab – så får vi se om det stadig holder stik når først Rex har alle hormonerne ude af systemet. Det er i hvert tilfælde helt sikkert at det er Rex som er fredsmægler mellem Aslan og Pax.

Pax

Pax startede godt ud med at være forsigtig og tilbageholdende, så han ikke fik problemer med resten af flokken – men det har ændret sig. Han føler sig nu sikker nok til at begynde og udfordre Aslan. Alt det Aslan udsatte Rex for, får han nu selv tilbage fra Pax – og han kan slet ikke lide det. Men som sagt er Rex rigtig god til at gå imellem når de kommer for godt i gang, men støjniveauet er til tider rigeligt, selv for vores ellers hærdede ører.

Pax har også fået sig adskillige rigtig gode legekammerater. Han leger især gerne med Trixie og Tibbie, men også Gaia deltager ofte i legene. Men hvor Trixie og Tibbie gerne deltager i brydekampene også så vil Gaia helst deltage når der skal løbes om kap.

Naya

Naya havde os bekymrede i en tid efter hendes parring. Hun blev ved med at bløde, og tilsyneladende mere end normalt for en løbetid. Dyrlægen gav os noget medicin til at stoppe blødningerne og heldigvis er de nu hørt op. Men vi begynder seriøst at håbe på der virkelig er hvalpe i hende, for brystkassen har ligesom fået mere fylde og hun begynder at blive mere gumpetung. Så……..!

Vintervejr

Endelig blev det rigtig vinter, og hvor hundene elsker det. Det gør jeg faktisk også det meste af tiden. Jeg elskede det ikke i torsdags, da vi måtte efterlade bilen 100 meter nede af vores markvej, fordi den var kørt fast i sneen. Og godt nok prøvede vi på gammeldags maner med skovle og ”rå muskelkraft” at få den fri, men det blev ikke før en hjælpsom nabo kom med sin traktor og snerydder at bilen kom hjem i carporten – da elskede jeg ikke sneen, men ellers…!

Synet af de sne-smykkede træer og buske, af hundene der tumler og snuser og bare ikke kan få nok. De kommer lige ind for at få lidt varme ind  mellem og så udenfor igen. De er meget mere livlige og vitale end normalt. Er det noget at sige til at mit kamera og jeg bare ikke kan holde os indenfor, når motiverne sådan vrimler rundt udenfor.

Arbejde

Jeg har endelig også fået lidt afklaring på min (Inges) arbejdssituation. Siden slutningen af september har der været tale om at nogle af mit firmas arbejdsopgaver – deriblandt mine – skulle overdrages til et andet firma. Det er nu endeligt blevet besluttet, og jeg samt flere af mine kolleger har fået ny arbejdsplads fra årsskiftet. Jeg skal stadig varetage mange af de samme opgaver, men får samtidig mulighed for at være med til at præge hvordan de skal håndteres i fremtiden. Det kan blive rigtig spændende og udfordrende, selv om det måske på sigt kan komme til at betyde at jeg skal til at køre til Vejle hver dag.

Selvfølgelig er jeg stadig usikker og nervøs for fremtiden, for hvad er det nye firmas planer. Er det kun indtil alt kører og er på plads at jeg har et arbejde? Men jeg har valgt at være åben overfor det nye. Jeg tror på at jeg selv har en indflydelse på hvordan det skal gå – og en negativ forhåndsindstilling kan aldrig være en fordel.

Hvalpene

Kira og Zil-Can er nu begge to blevet vaccineret første gang samt blevet chipmærket. Desværre har Kira en navlebrok og Zil-Can en lyskebrok, så de komme begge to under kniven, før de flytter hjemmefra.

Men bortset herfra stortrives de og er virkelig begyndt at udforske deres omgivelser. I den forgangne weekend blev de introduceret til hvalpeseler for første gang – de kløede sig rigtig meget men havde også tid til at udforske undervejs.

Nayas løbetid

Ganske som forventet var Naya først parringsparat omkring 18-dagen, så hun blev parret i weekenden. Hun elskede flørten, men selve parringen var ikke lige hendes nummer hyyyyyyyyyyyyyyyyyl, så er det godt med et velplaceret knæ at hvile hovedet mod.

Nu håber vi så på hvalpe medio januar.

Om Rex vil

Rex er kommet godt igennem sin operation, han kom hjem i går med en længere instruktion i hvordan hans rekonvalescens skal foregå – om Rex vil. For der er jo lige det problem, at vi har at gøre med den hund som kan lære æsler et og andet om stædighed!

·          Hold ham i ro for sig selv i 5-6 dage. Rex er bare glad det ikke er ham som står for reparationerne her i huset, for hans tipper-ære kræver, at han omgående demonstrerer hvordan man brækker en dør op. Hvordan i alverden skal han kunne følge med i hvad der foregår, hvis han ikke er sammen med flokken.

·          Lad ham ikke hoppe op i eller ned af møblerne de første uger. ”Pjat, man er vel en tipper!” Andre er villige til at lide for skønheden, Rex foretrækker at lide for mageligheden.

·          Penicilin 2 gange daglig i 8 dage. Fuldt samarbejde, leverpostej!!!

·          Bøj og stræk øvelser med benet 2-3 gange daglig. ”To mod én, det er unfair! Så jeg må vel hellere samarbejde”.

·          Nedkøling af leddet med ispose 15-20 min efter øvelser. ”Kan I så se at blive færdige, jeg GIDER ikke det her”.

·          Gå tur langsomt i 5 minutter 2-3 gange daglig. Det vil han meget hellere selv klare, så behøver man ikke nøjes med 2-3 gange. ”Man skal jo træde af på naturens vegne, og ingen lægger vel mærke til hvis man lige snuser lidt til seværdighederne til og fra døren”

Så med andre ord, vi gør vores bedste for at følge instruktionerne, og Rex vælger hvilke der er mening i og hvilke som bare er skrevet for at irritere ham.

Pensionær

Pax, den unge han vi har udstationeret hos vores niece Elisabeth, er flyttet ind for de næste 2-3 måneder. Elisabeth og Pax bor hos far og mor – vores bror Svend Aage og hans Jeanette – i øjeblikket. Men der bor også to tæver der i huset, og en af dem er altså kommet i løbetid. Så efter en hel weekend med diverse hundske lydeffekter, blev vi ringet op om ikke Pax kunne komme lidt på ferie. Og selvfølgelig kunne han det. Samtidig blev det så aftalt at vi benytter muligheden til at forsøge at få ham avlsgodkendt, derfor 2-3 måneder. Men til gengæld forventer niece-skabet skam også jævnlige – mindst én gang om ugen – bulletiner og billeder om og med hendes kælegris.

Pax er mors dreng, og tilsyneladende rigtig godt og gammeldags forkælet – på den rigtige tippermåde. Tidligere på dagen da jeg sad og hyggede med computeren, kan Pax pludselig og ville op. Han lagde sig nok så selvfølgeligt til at sove foran skærmen, så nu funderer jeg på om det er hans faste plads hos Elisabeth???

Halen er oppe, men Pax synes tydeligvis at det er svært sådan pludselig at blive smidt ind i sådan en stor flok, uden mor til at trøste. Heldigvis er Zanpa solidarisk med Naya ovenpå det meste af dagen, for så længe Pax ikke siger fra, så vil Zanpa prøve på at provokere ham, med diverse udfald.

Hvalpene tager Pax i strakt pote. Han snuser lidt forsigtigt til dem, når de kommer hen til ham, men ignorerer dem ellers.

Løbetid

Nu er det ved at være 2 uger siden Naya gik i løbetid, men den dame har ifølge vores erfaring en sen ægløsning. Sidste gang blev hun insemineret indtil 18-dagen, og da udtalte dyrlægen, at næste gang tager vi altså blodprøve. Denne gang skal hun parres med Aslan, og da han har vist at han godt selv kan, har vi besluttet helt at overlade ”insemineringen” til ham.

Naya, er helt vild og blodig. Hun hopper og springer rundt om Aslan, hver gang de sættes sammen. Puffer til ham med måsen og tigger ham om at gå igang. Men…… Aslan, er ikke helt tilfreds med lugten og smagen, ”beklager putte, men du er ikke parat endnu”. Arme Naya, hun er bare så utålmodig, mens Aslan har masser af tid.

Der viser erfaringen sig tydeligt, Rex er blevet mere og mere utålelig og overvågende – på den anden side af lågen – næsten lige siden løbetiden begyndte. Og hvis han fik lov, ville han gøre sit allerbedste på at bestige damen. Men vi ved også at han endnu ikke har fundet ud af det der med blomsterne og bierne.

Og så er der også lige det at da vi i sidste uge havde 7 hunde fra flokken til dyrlæge til den årlige vaccination, så blev der konstateret at Rex har udviklet en operationskrævende patella (grad 2). Han skal under kniven på mandag. Og da vi på grund af det ikke mere kan bruge ham i avlen, ja så bliver han kastreret ved samme lejlighed. Så må vi hen ad vejen se om han bliver boende hos os, eller om der dukker en op som bare ikke kan leve uden ham i sit liv.

Hvalpene

Kira og Zil-Can forsætter med at udvikle sig lige som de skal. De er de rene mestre i støjforurening nå de er vågne og vil være sammen med flokken, og vi er lidt for langsomme i optrækket. De har tilsyneladende også begge to poterne godt placerede på deres fremtidige fosterfamilier. Som det ser ud i øjeblikket, flytter begge hjemmefra i weekenden lige før de er 11 uger.

Hvalpenyt

Både Kira og Zil-Can trives så det er en lyst. De er virkelig begyndt at gå på opdagelse i deres omgivelser, og er vi lidt for langsomme til at lukke dem ud af kravlegården, skal de nok gøre os opmærksomme på forsømmelsen, og det både højlydt og langvarigt.

I går kom de for første gang med ud i haven. Efter en god tår i Ketus mælkebar, havde de såvel mod som energi til at begynde en lille smule udforskning. Men de kom nu ikke så langt omkrig, dels var der bare så mange spændende lugte og smage, og dels var det lige koldt nok, så de kom ret hurtigt indenfor i varmen igen.

Løbetid

Endelig langt om længe har Naya bestemt sig til at få det der med løbetid overstået. Det kan nok ikke udelukkes at det er de små som har inspireret hende. I hvert tilfælde begyndte hun ret kort tid efter at Ketu endelig var klar til at lade flokken hilse rigtigt på de små.

Nej denne gang vil vi bruge Aslan og se, hvordan deres gener går i hak.

Arme Rex

Fredag aften opdagede Annelise pludselig et blodspor på gulvet, og da hun fulgte sporet til dets ophavshund, kunne hun se at Rex havde brækket en klo.  Den har han jo nok erhvervet sig i et af sine brydekampe med Aslan. Men han måtte selvfølgelig en tur til dyrlæge, for at få den klo fjernet. Så Nu går han rundt i huset med en flot blå forbinding på poten - heldigvis er han en af dem, der kan lade sin forbinding i fred. Det er vist meget godt det er et bagben han har skadet, for han insisterer på primært at bevæge sig rundt på tre ben, men kan alligevel klare såvel trapper som møbler.

Hvalpe-nyt

Både Kira og Zil-Can vokser rigtig godt til, og er i fuld gang med at udforske deres kravlegård, samt at slås med hinanden. Meeen det der lys som en gang i mellem går af i hovedet på dem, har de nu ikke så meget fidus til, selv om de er ved at vænne sig til det. Zil-Can havde besøg i sidste weekend af sin potentielle madmor, og i dag var det så Kiras tur til at få besøg.

Haven

Ikke fordi der er sket noget videre nyt i haven, vi gik begge to hen og blev syge i den forløbne uge, så vi var ligesom mere optagne af vores dyner. Men i hvert tilfælde fik vi slået den værste vegetation ned i sidste weekend, så hundene også kan færdes mere frit i den del af haven. Og hundene bare eeelsker den have. Det kræver til tider sin tålmodighed at få de sidste med ind, for hvis ikke det er Zanpa som snuser i en fjern del af haven og lige skal have navigeret diverse forhindringen på vej til døren, så er det en af de andre som liiiiige skal. Jo jo haven er et hit!

Hvalpenyt

Så er den første uge gået og tvillingerne eller Bassen og Tøsen, som jeg ofte kalder dem, er kommet rigtig godt igennem. De har begge 2 næsten fordoblet deres fødselsvægt, så vi er meget tilfredse med dem.

Hvis ellers ikke der kommer noget i vejen, så har Bassen allerede besluttet sig for sit fremtidige domicil, hvor der bliver lokket med muligheden for en fremtidig udstillingskarriere, samt 2 andre hunde af lege med.

Ketu er begyndt at kede sig omgivet af ren ”baby-snak”, det hjælper da en lille smule at lade radioen køre hos hende, meeeeen. Nej Ketu vil have lidt mere selskab end det, så hun tager flere gange om dagen en rask omgang rundt i haven sammen med resten af flokken. Om natten holder Annelise hende med selskab, indtil ud på morgenstunden når sengen bliver for hård og hun lister ind i sin egen seng.

Havenyt

Endelig langt om længe blev jeg så færdig med indhegning og opdeling af resten af haven,

og hvor hundene elsker det. Især efter de 4 smertefulde timer i lørdags hvor jeg ved hjælp af en græstrimmer – så nær en kratrydder jeg kan magte – fik det meste af ukrudtet (i mit ansvarsområde) skåret ned i en mere acceptabel højde. Arme frøer, dem der ikke flygtede for livet foran græstrimmeren søgte tilflugt inde i et skur – mens jeg smadrede deres paradis, forhåbentlig betyder det ikke at de forsvinder helt fra haven!

Men det allerbedste er nogle balancebaner til hundene – dem glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Det interessante bliver hvor meget af det jeg kan nå i år?

Så har Ketu født.

Hun begyndte at søge ensomhed i løbet af formiddagen i går, og godt 8 om aftenen kom den første hvalp – en stor mørk tæve på 230 g, godt en time senere kom en mørk han på hele 243 g – han var så stor at vi måtte udøve aktiv fødselshjælp for at få ham ud. Og så skete der bare ikke mere.

Vi havde faktisk forventet at der ville være flere hvalpe i hende, hun fik henholdsvis 5 og 6 hvalpe i sine første kuld. Så for en sikkerheds skyld valgte vi at tage hende til dyrlæge i dag til et efter fødsels tjek. Heldigvis kunne han give hende en ren helbredsattest, så hun har åbenbart gået efter kvalitet i stedet for kvantitet denne gang.

Haven

Som jeg skrev tidligere på året, så havde vi store planer for haven i år, men som sædvanlig har vi ikke nået nær som meget, som vi drømte om. Men vi arbejder stadig på det. I skrivende stund mangler jeg bare at sætte en enkelt hegnspæl og montere en havelåge, og så er vi parate til at sætte det sidste hegn op i haven, så vil hundene have én kæmpestor indhegning, som kan deles op i 2 separate meget store indhegninger under løbetid o.lign. Jeg regner med at vi får det sidste lavet i løbet af i dag eller i morgen.

Det bliver heller ikke det sidste vi når i år – 7 9 13 – for efteråret leverer som bekendt meget mere behagelige arbejdstemperaturer end sommeren gør, hvis bare det ikke regner hele tiden!!!

”Feriebørn”

Også i år har vi haft det store privilegium at agere feriehjem for 2 af Ragnhilds (Kennel Sommerlyst) skønne tippere, mens hun og Harald turede rundt i Europa. Det var Resa – som også besøgte os sidste sommer – og Zilpa. 2 aldeles dejlige hunde, Annelise er vist nok faldet godt og grundigt for Zilpa, mens jeg er mere forelsket i Resa.

De gled begge to stille og roligt ind i flokken, som om de altid havde hørt til. Så nu har vi også prøvet at have 11 hunde at holde styr på, og det er slet ikke noget problem. Så på det punkt ved vi at der ikke vil opstå problemer, næste gang vi falder fristelsen til udvide.

Pax

Som trofaste læsere af vores dagbog vil vide, så udstationere vi en ung han hos vores niece Elisabeth tidligere på året. Den 4. September kom Elisabeth og Pax så på besøg hos os, så vi ved selvsyn kunne se hvordan han udvikler sig. Desværre kunne Mads ikke komme med, men vi havde en dejlig eftermiddag med de 2 som kom, og så kom Elisabeths far og mor og fik aftensmad sammen med os også, før hele flokken kørte af mod Sjælland igen.

Præ-menstruel

Weekenden efter udstillingen i Vejen var vi optaget af 2 efterkonfirmationer. Men de blev spoleret for mig, rigtig godt og grundigt, begge to. Om søndagen overtalte jeg Annelise til at tage tidligt hjem – der var ellers planlagt program for både formiddagen og det meste af eftermiddagen – men jeg kunne bare ikke mere, skulle bare hjem og ligge ned. Jeg er inde i en periode hvor de sidste 2-3 dage før menstruation, næsten er værre end selve menstruationen og det siger ellers noget. Så jeg blev i min seng de næste dage.

Udstillingsfølger

Om tirsdagen begyndte jeg alvorligt at overveje om ikke det var på tide at komme på benene igen, men så kom Julia og ville enormt gerne dele dynen med mig. Den undskyldning var jeg ikke sen til at godtage som grund nok til at tage en dag mere på langs.

Men hende Julia, var da vist ikke helt i orden! Hun vil normalt aldrig ind under dynen, men denne dag ville hun. Hun startede trykket ind mod mig inde under dynen, for så langsomt at trække længere og længere ud. Når hun i løbet at 30-45 min havde frigjort sig helt af min dyne, begyndte hun forfra på turen, og sådan fortsatte hun hele dagen. Hun begyndte også at hoste og blive snottet.

2 dage senere begyndte Trixie at have ”ondt” af sin selv, hoste og snotte. Diagnosen var meget enkel – kennelhoste, sandsynligvis samlet op på udstillingen i Vejen.

Så vi har bare kunne afvente udviklingen efterhånden som den ene hund efter den anden begyndte med symptomer. Efter aftale med dyrlægen, ser vi tiden an om alt går uden komplikationer.

Kong Rex

Efter Aslan er kommet ind i flokken er Rex endelig trådt helt i karakter som alfa-han. Om det så er Zanpa, så er han blevet flyttet fra tøserne over til at være hannernes ansvar. Det er nu Rex eller Aslan, som ”sætter sig på ham”, når han er ved at hidse sig for meget op.

Soppebassin

Og så var der jo hedebølge – og vi var selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis færdige med de planlagte soppebassiner til hundene. Annelise foreslog et midlertidigt bassin – og vi havde jo den gode bassindug liggende, så jeg gik i gang med skovlen og fik lavet et meget midlertidigt bassin. For midlertidigt til Annelises smag, så resten af aftenen brugte hun til at gøre det lidt mere udholdeligt at se på.

Og hundene, de fleste at dem foretrækker kun at bruge det som drikkeskål. Et par enkelte dypper også poterne når de trænger til at køle lidt af, men ellers er der ikke den store interesse. Altså bortset fra når der skal hældes mere vand i – både Julia og Zanpa har vist sig at elske at lege med vandstrålen.

Mere sygdom

Aslan har virkelig været hårdt ramt i denne omgang, første blev han selvfølgelig også ramt af kennelhosten, men dertil kommer en lige lovlig tynd mave. Hverken Zoolac eller foderris hjalp på problemerne så han måtte en tur til dyrlægen. Det viste sig at være en omgang tyktarmskatar, så nu kan han mæske sig i en klat leverpostej 2 gange daglig i 11 dage.

Kr. Himmelfartsdag

Kl. 05.30

Mit vækkeur ringede, men i stedet for en hyggelig morgentur med nogle hunde skulle vi gøre rent, for vores bror Niels Jørgen havde aftenen forinden ringet og aftalt at komme på besøg i dag. Når man har huset fuldt af hunde, som meget af tiden kan gå frit ud og ind, og det samtidig er store fældetid, er rengøring et konstant ømt punkt her i huset – vi absolut HADER at gøre rent, men sorte poter og løse hår tvinger os til konstant tackling af vores antipati – hvis huset skal se rimeligt ud så skal der fejes og vaskes gulv den selv samme dag som gæster kommer og allerhelst lige før de kommer, ellers når det at se beskidt ud igen.

Bedst som vi var i gang med øv – rengøringen – opstod der problemer. Jeg havde vaskemaskinen i gang med nogle småtæpper og så viste det sig, af afløbet var stoppet. Resultat! Hele gulvet sejlede i beskidt vand, så vi måtte til at bruge tid på at ”skovle” og moppe vand op. Så nu kan jeg se frem til at skulle til at bøvle med det,  før vi kan vaske tøj igen.

Kl. 09.00

Kørte vi så hjemmefra. Storebror er en ivrig amatør botaniker, og Annelise og jeg har jo huset fuldt af hunde, som hellere end gerne vil ud og trave i fædrelandet – så sum a summarum havde vi aftalt at mødes på Randbøl hede og trave en god tur sammen, hvorefter vi ville køre hjem til os og spise frokost sammen. Godt 20 minutter senere ringede mobilen: Sjørn var først lige kørt nu, så han ville altså blive ca. en halv time forsinket.

 Da vi efter nogle kilometer havde fået rimeligt luft for vores irritation, besluttede vi at finde et sted og bruge lidt tid på at spise is – for er det én ting mere Ketu ikke forstår, så er det at skulle sidde og vente i bilen, når vi har lovet hende en travetur. Men vi var alligevel mindst 20 minutter for tidligt på den, da vi kom til Randbøl Hede.

Som sagt så hader Ketu at skulle vente på sin travetur, og hun går absolut ikke stille med dørene i sit mishag, så i ren og skær selvforsvar besluttede vi at fordrive ventetiden i hundeskoven, hvor såvel Ketu som Gaia – dagens udvalgte – fik mulighed for rigtig at strække ud.

Men endelig kom storebror da – kun i alt 40 minutter forsinket – og vi fik en rigtig dejlig tur rundt på heden og ind om de 7 søer. 

Kl. 13.00

Nu er Sjørn som sagt en ivrig amatør botaniker og han havde altså hørt om en sjælden plante, som der skulle gro et enkelt eksemplar af på Randbøl Hede og den ville han selvfølgelig enormt gerne se og fotografere. Han havde også fået fat i en beskrivelse af hvor den skulle vokse. OK vi ville få en meget sen frokost, men selvfølgelig skulle Sjørn have chancen for at søge efter den plante. Så vi kørte så tæt på lokaliteten som vi kunne og gik på jagt. Men 1 eksemplar, fundet for et år siden er ikke meget at gå efter, efter en time begyndte Annelise og jeg at fryse, så vi gik sammen med vore efterhånden meget trætte hunde tilbage til bilerne. Sjørn var mere udholdende, men omkring kl. 15.00 kom han da også tilbage, uden at have fundet den plante han ledte efter.

Kl. 16.00

Endelig hjemme igen, men det var unægtelig alt alt for sent at spise frokost, så Sjørn fik en kop lunken kaffe og gik ud for skifte dæk på bilen – undskyldninger for at komme på besøg – og vi gik i gang med at stable en tidlig aftensmad på bordet. Hvor gjorde det altså godt endelig at få noget at spise, men jeg var efterhånden også godt mat i sokkerne, og havde ikke meget andet i hovedet end at lægge mig ned og endelig slappe af, men så kalde Annelise på mig, at jeg skulle altså ligge komme og se på Gaias bagdel. Der blev min slappen af så udsat i yderlige en times tid, for den ene af Gaias anal-kirtler var stoppet til og var selvfølgelig både meget hævet og øm. Så efter en hurtig opringning til dyrlægevagten måtte hun og jeg af sted igen. Heldigvis var det vores faste dyrlæge, der havde vagten, så jeg skulle i det mindste ikke til at bøvle med kort.

Det her er tredje gang den kirtel er stoppet til og altid uden for normal åbningstid, men i modsætning til de andre gange var den ikke enten lige ved at sprænges eller lige sprunget, da vi nåede frem til dyrlægen. Gunnar valgte at punktere den med det samme frem for at lade naturen gå sin gang, medens Gaia brokkede sig virkelig højlydt lige ind i mit øre. Så nu er Gaia sikret leverpostej 2 gange daglig i de næste 8 dage, men tænk om hun er taknemmelig, næh nej, da vi kom hjem igen lige godt 20.00 var hun rigtig godt sur og uomgængelig, INGEN hund skulle komme i nærheden af hende GRRRRRRR – jeg var heller ikke i kridthuset, men hun plejer ikke at lade mig lide på den måde alt for længe af gangen, så dagen efter var alt ved det gamle igen mellem os to. Hvor jeg da bare elsker den hund!!!

Denne weekend har stået i udstillingens tegn. Vi havde jo tilmeldt både Julia og Trixie til hundeudstilling i Vejen hhv. lørdag og søndag.

De var blevet trænet - mere eller mindre flittigt den sidste månedstid - og sandt at sige forventede jeg ikke det helt store fra nogen af dem.

Julia havde ikke klaret sig særlig godt under ringtræning - havde svært ved at få halen op - og HADER bare at køre i bil, så jeg havde resigneret mig til, at hun formentlig ikke ville nå højere end en andenpræmie.
For Trixie håbede jeg lidt mere - men hun er lidt af en udfordring - så man ved aldrig.........................

I fredags fandt jeg så ud af, at vi kunne forvente regn om lørdagen - og måske også søndag, og udstillingen var udendørs - så jeg sendte et nødråb til min altid hjælpsomme "opdrætter" Ragnhild. Hun måtte da vide, hvor man kunne få fat i galoscher og regntøj til vovserne - med så kort varsel.

Og da Inge havde taget en halv fridag, kunne hun jo passende få indkøbt et telt, så vi også kunne komme i tørvejr.

I bedste Inge-stil var der så indkøbt et strandtelt (eller noget i den retning) - for tænk: "Det kostede kun 50 kr"  Men kunne det så holde tæt? "Du kan jo prøve at hælde vand på det!"

Så vi måtte ud at købe et andet telt - til kun 299 kr. Det så stort nok ud derhjemme, da jeg fik det samlet i stuen - men på udstillingspladsen næste dag kom det helt til kort: Det kunne ikke holde tæt, lynlåsen gik og der var så lavt "til loftet", at man næsten måtte kravle indenfor.

Jeg begravede mig derfor i regntøj og besøgte diverse rigtige udstillingstelte, mens Inge og Julia krøb miserable sammen i en sovepose i vores "udstillings-palads" Af samme grund fik Inge ikke taget billeder den dag. Hun havde alt for travlt med at ynke sig selv.

Det er vist efterhånden på høje tid at få opdateret vores hjemmeside. Det er ups, øhhhhhh . . . . . . . .

Men for at skrive om noget helt andet:

Livet er FEDT

Lidt for fedt, for Annelise, Gaia og mig, vi døjer alle med uønsket vægt på sidebenene, så nu må vi altså til at tage os sammen!

Annelise er begyndt at gå på arbejde, en lille net tur som kan klares - uden sved på panden - på 2 timer. Den model kan jeg dog ikke bruge – 45 km – og Gaia heller ikke, så vi 2 er begyndt at gå hver dag når jeg kommer hjem fra arbejde. Mærkværdigvis nok er alle de andre hunde mere end villige til at være solidariske med os, så de dyrker deres solidaritet på tur.

Havens tegn

Hjemme hos os står foråret og sommeren i havens tegn. Vi har stadig store planer, der baaaare lige skal føres ud i livet – og allerhelst i år.

Annelise er i fuld gang med at grave græsplænen op. Græstørvene skal blive til en stor ringvold, og alle hundene fører nøje tilsyn med at den bliver helt rigtig – ingen byggesjusk tak. Ketu vrøvler dog et eller andet om sikkerhed på arbejdspladsen, det har hun sikkert god grund til, for der var et eller andet med en trillebør, som væltede!

Der hvor græsplænen var skal der graves en soppedam til hundene, som bliver omgivet at sand, sand, sand og lidt sten.

Så er der lige den gamle badebassin på ca 25000 liter, som skal fyldes op og forvandles til et soppebassin, skovbrændenælderne i frugthaven der skal aflives osv osv som jeg skal lave.

Til sidst men ikke mindst skal hundenes indhegning lige udvides for sidste gang. Nu har vi fordoblet den 2 gange, man siger jo alle gode gange 3, så den tredje og sidste fordobling bliver nærmere en tredobling, men så vil de også have hele haven at boltre sig i – når da ikke lige løbetider kræver at hele molevitten deles op i 2 dele.

Heldigvis behøver vi ikke at tænke på marken i år. Den er lånt ud til naboen, som afleverer den betydeligt mere jævn og med græs, når vi engang bliver parate til at gå i gang med den.

Træning

Julia og Trixie er gået i skarp træning til sommerens udstillinger i Vejen.

Trixie synes det er ”skideskægt” men noget begrænsende. Hun er meget utilfreds med det stykke snor, der alt for ofte forhindrer hende i at komme hen til de andre hunde.

Julia er til gengæld ikke så vild med at ”gå i skole”. Maden smager ikke lige så godt som den derhjemme, og det er altså ikke sjovt med de mærkelige tibbere der hele tiden kommer for tæt på. Hun er meget gladere for at blive undervist derhjemme.

Apropos træning

Da vi syntes at småtøserne – Julia og Trixie – godt kunne trænge til lidt mere miljøtræning, er det også blevet til en tur til Givskud Zoo med dem, hvor de rigtig fik lov til at trave rundt alle de steder hvor hunde er velkomne. Og se, det er en form for ”skolegang” som Julia også kan lide. Hun havde debut i Givskud sidste år, og er stadig lige begejstret for stedet.

Da vi nu var i nærheden, så tiggede vi da lige eftermiddagskaffe i Langelund, hos kennel Sommerlyst. Men så blev Julia altså lidt skoletræt, for huset var fuldt af både store og små tibbere, så hun måtte altså bare ha’ en lille lur i sofaen. Og Trixie – nåh ja hun er jo Trixie, så hun havde travlt med at stikke sin næse i alt hvad den kunne stikkes i.

Slægtsforvirring

Og så er jeg begyndt at sniffe lidt forsigtigt til slægtsforskning. For tænk engang, Wiwe-navnet opstod først for omkring 150-200 år siden, og jeg har faktisk billeder af de første 2 generationer, som bar navnet. Og tænk hvis jeg kunne få lavet en komplet fortegnelse over alle medlemmer i slægten, med billede forstås! Faktisk ved jeg knap nok hvordan mange af mine fætre og kusiner ser ud, oplagt lejlighed.  Rigtig mange af de yngre generationer, er at finde på Facebook, hvor vi har vores helt egen gruppe, og på et eller andet tidspunkt begynder jeg at skrive til dem, for at finde ud af hvorhenne i stamtræet, de passer ind. Men det er lige det med min computer-albue! Lise mener det er mere vigtigt at slide i haven, end at skrive om familien, men når den hellige ild brænder, så er det altså bare om at nære den, mens den er der for hvornår kommer der ild i gløderne igen!

Tøselund lever livet farligt

Nogle dage er bare ikke helt almindelige, bedst som jeg sad og hyggede mig med et spil på min næsten nye computer, begyndte alle hundene at optræde foran vinduet. Jeg var vist lidt for optaget af et herligt slagsmål, til at reagere ”lige med det samme”, så Annelise tabte tålmodigheden med mig og kom op for at tjekke hvad alt det postyr skulle betyde.

Og så blev jeg ellers trukket væk fra mit spil, for ”der sad en rovfugl på hækken, den er lige hoppet ned og noget ser forkert ud, vi er nødt til at gå ud og tjekke om den er kommet til skade!” Heldigvis nappede jeg lige min jakke på vejen ud for den rovfugl var helt sikkert ikke i orden. Den tillod mig at komme ind på afstand af 4-5 meter, men så heller ikke nærmere. Den slog godt nok vingerne ud og hoppede, men den kunne ikke komme i luften. Annelise fór i telefonen og lovede den vagthavende hos Falck at vi ville holde øje med fuglen indtil en redder kunne komme ud.

Så vi måtte belave os på at vente sammen vores uventede patient, tæt tåge og til sidst også helt mørkt, godt 45 min ventede vi, og jeg stod på en våd græsmark i tynde sokker og clogs, heldigvis ville min forstående storesøster godt hente et par forede vinterstøvler til mig, før tæerne frøs helt af.

Til sidst begyndte det dog at blive os lidt for meget, så medens søsterskabet holdt fuglen paralyseret med lommelampen gik jeg ind for at finde et godt tykt tæppe og en papkasse, for nu gad vi altså ikke vente længere – ”og tror du ikke den er så rolig nu at vi godt kan fange den selv”. Jeg har trods alt lært - i tidernes morgen - at håndtere rovfugle og det var stor hornugle, den her var jo kun en falk eller lignende. Bedst som jeg var vej ud på marken med tæppe og papkasse kom Falck – Kranbilen!!! Og han var altså vant til at hente forulykkede biler og den slagt, HAN turde skam ikke fange SÅ stor en fugl, så det var da vist meget godt at vi allerede havde bestemt os til at gøre forsøge selvt. Ja det var skam lige før at Annelise og jeg kom op og slås om hvem der skulle have lov til at risikere fingrene, men det var mig som havde tæppet og jeg ville ikke give slip. Og så kom det store antiklimaks! Da jeg gik lige hen mod den forfra så stod den stort set bare og ventede på at få lagt tæppet over sig, hvorefter den kunne tages op og lægges ned i kassen. Hvorefter falckmanden omhyggeligt tapede kassen til efter at have forsynet den tilbørligt med lufthuller, for hvad nu hvis den kan slippe ud af kassen?

Dejlig weekend, travl men god. Det startede i fredags med et besøg hos dyrlægen hvor både Lykke og Sorba fik fjernet deres sting. De var begge to helet helt uden problemer.

Lørdag kom det første frokostrykind. Elisabeth og Mads kom for at hente deres Pax og den gamle scooter, vi havde stående. Sammen med dem kom Steffen, som sammen med sin kæreste Sascha, skal stå på pinde for Sorba i fremtiden. Desværre kunne Sascha ikke få fri til også at komme, men Annelise planlægger en Sjællandstur om 14 dage, og så kan hun bl.a. komme til at møde Sascha. Kennel Sommerlyst i Ragnhilds og Haralds skikkelser rundede selskabet af sammen med lille Pax. Pudsigt nok holdt gæsterne mere til på gulvet end i møblerne, men på den anden side… 3 hvalpe, 3 unghunde, 6 voksne hunde, 4 tippergale slaver og 3 ivrige slaver in spe, så kan det nok ikke være anderledes. Men hvor var det mærkeligt tomt da alle var draget af igen og vi skulle til at vænne os til at Sorba ikke længere var del af vores daglige liv.

Søndag var det Bastians tur til at få frokostgæster. Et dejligt ungt par sammen med hendes forældre, som lagde bil til. Hendes forældre er Colliegale, så hun kender alt til det med løse hundehår i hele huset. En rigtig god konstellation for udveksling af hundehistorier, og så er et hyggeligt selskab altid garanteret.  Så som tingene ser ud i øjeblikket, vil både Bastian (Ozzy) og Lykke begge flytte hjemmefra om 14 dage.

Mandag blev så hvalpene – Lykke og Bastian – vaccineret og chipmærket. Dyrlægen var af den mening af Lykkes navlebrok var stor nok til at det ville være bedst at få den syet, så hun fik lov til at blive på dyrehospitalet.

Heldigvis for Lykke skulle hun ikke være helt selv, for Sorba skulle også overnatte, da hun havde en aftale om sterilisation til tirsdag. Og da de 2 er særdeles gode venner, fik de oven i købet lov til at dele ”værelse”.

Tirsdag, på vejen hjem fra arbejde, hentede jeg så de 2 unge damer. Ingen af dem var nær så ”omtågede”, som jeg faktisk havde forventet. Godt hjemme igen gik Lykke omgående i gang med at genindtage sit kongerige. Selvfølgelig skulle Bastian lige tjekke hende af, men Lykke gav bare igen. Sorba var også særdeles glad for at være hjemme igen, men virkede mere ”træt”. Hun tilbragte det meste af aftenen med at sove på yndlingspuden, ofte i selskab af Lykke, som også var mere påvirket end hun egentlig ville være ved.

Annelise tager en feriedag i morgen, og jeg har taget en i dag, sådan at vi kan holde øje med vores rekonvalescenter i de første dage. Lykke er der intet at mærke på i dag. Og Sorba dansede næsten ud af døren for at tisse i morges. Begges sår ser fine og tørre ud, ingen tegn på infektioner eller ”anstrengte” sting.

Men Sorba vil altså have selskab i dag. Efter at have tilbragt en god til på mit bryst, har hun endelig besluttet sig for et andet hvilested, så jeg har kunnet snige mig hen i den anden ende af stuen for at skrive dette. Når hun ikke lige sover, har hun simpelt hen fulgt mig i hælene hele formiddagen. Men jeg klager ikke! I sammenligning med hvordan Gaia kommanderede rundt med mig sidste år, da hun blev steriliseret, er Sorba ikke specielt krævende.

Inge

Dejlig weekend

Fredag.

Elisabeth og Mads kom på besøg lige tidsnok til at vi kunne pakke dem i bilen og køre til Langelund, for at besøge Harald og Ragnhild og ikke mindst lille Pax, som jo skal bo hos dem når han bliver gammel nok. Godt nok sagde Elisabeth i bilen derop: ”at hundene var de vigtigste, menneskerne betyder ikke så meget”, hun forventede vist at Annelise og jeg ville tage os af al snak med toben, så hende og Mads kunne koncentrere sig om hundene, men hun blev klogere.

Lørdag

Lørdag startede vi med at sove længe. Efter morgenmaden skulle vi på indkøb, men hvor var Elisabeth henne? ”Hun er vist nok gået i bad”, sagde Mads og så måtte vi jo vente. Bagefter skulle vi lige hen til en nabo efter æg, os fire med 8 hunde – Ketu kunne ikke deltage, da hun er på en lille elskovsferie.

Søndag

Meeeget sen morgenmad, rent faktisk kom Elisabeths far og mor (bror Svend Åge og Jeanette) næsten og tog os på sengen, så de tog en høflig ekstra morgenmad sammen med os sovetryner, før de tog vores kære weekendgæster med hjem til Sjælland.

Tiden går og går

Hvor bliver tiden dog af? Det føltes da nærmere som i går eller i hvert tilfælde ikke senere end i forgårs at jeg sidst skrev i vores dagbog, i stedet er der gået næsten en måned. Man siger godt nok at ”jo ældre du bliver desto hurtigere går tiden”, men man siger også ”at du ikke er ældre end du føler dig” – hvorfor kan tiden ikke også følge med det sidste udsagn!

Flyttedag

Fredag før jul gik Annelise på juleferie og så flyttede Naya med familie ind i den store kravlegård i stuen i dagtimerne. Det var noget af et tilløbsstykke for hele flokken, såvel store som små. Trixie demonstrerede at det ikke er spor mere besværligt at klatre ind i kravlegården end det er at klatre ud af den. Hun var helt overbevist om at hun havde mindst lige så meget ret til at være i den som Lykke og Bastian. Naya var nu ikke helt enig heri, så hun begyndte at undervise den unge dame i kravlegårdens takt og tone for viderekomne.

Jul og nytår

Traditionen tro kom 2 af vore brødre – Niels Jørgen og Børge – for at vi ”Ungkarle” kunne fejre jul sammen. Da drengene begge ville komme i løbet af den 24., besluttede jeg mig for at lufte flokken om formiddagen – ja det vil sige hele flokken på nær Naya, som endnu ikke havde vist tegn på at ville forlade sine hvalpe for andet end tisseture i haven. Men én person om at lufte 8 hunde, det kræver lidt logistik:

• på 1. tur havde jeg Trixie og Julia, der begge altid er meget vilde og løber i store buer omkring mig, samt Sorba og Zanpa som løsgængere
• på 2. tur havde jeg så Gaia og Ketu, der samarbejdede nysseligt om at agere motor for mig. Zanpa besluttede sig for at tage en tur mere, så han var atter med som løsgænger
• på 3. tur havde jeg så planlagt at tage Tibbie og Rex. Men bedst som jeg var i gang med at isolere de 2 kom Naya spørgende hen og ligesom spurgte om hun ikke også skulle med ud på tur? Selvfølgelig skulle hun da det, så jeg måtte jonglere med 3 flexliner på den sidste tur, og jeg behøver vist ikke at skrive at Naya nød sin travetur!

I det hele taget blev den 24., den dag hvor Naya begyndte at tilbringe mere tid uden for kravlegården. Hun har altid haft en udpræget svaghed for Børge, så hun kunne da ikke forbigå chancen for at komme op i favnen på ham og kæle. De 2 gik så vidt at da vi hen ad 9-tiden skulle til at gå rundt om juletræer, kom Børge med Naya i favnen. Men hvis han kunne ha’ en hund med rundt om juletræet, så kunne vi andre også, så Annelise stak Sorba til Niels Jørgen og tog selv Trixie, medens jeg tog Gaia. Ketu gik selv med rundt sådan cirka hver tredje omgang. Det her var første jul uden mor, hun var vores mesterforsanger der også kunne huske rækkefølgen af versene. Vi sang godt nok til, men rækkefølgen på versene - kan vist nok diskuteres. Jeg gad vide om de andre køber min ide med en CD til at synge for næste jul, for jeg kan altså ikke huske den rækkefølge – ellers er det én af dem der må til at terpe julesange.

Første juledag havde vi atter traditionen tro besøg af vores morbror Laurids og tilbragte en dejlig eftermiddag sammen med ham. Anden juledag lokkede vi brødrene med hen til en nabo efter æg sammen med hele flokken af hunde om formiddagen. Om eftermiddagen besøgte vi først mors grav for derefter at få kaffe hos morbror Martin og tante Lis, der havde den ældste datter, Karin med familie på besøg, også en rigtig dejlig dag. Efter aftensmaden drog vore julegæster af. Så vi havde weekenden til at slappe af i, før den gik i gang igen.

Den 29. skulle jeg på arbejde, men Annelise havde stadig ferie. Om eftermiddagen kom Lykkes fremtidige oppassere på besøg. De var desværre kørt før jeg kom hjem, men Annelises referat tyder på at de er et par dejlige mennesker, som Lykke nok skal få rigtigt opdraget efter bedste tipperstil.

Den 30. skulle jeg også på arbejde, men heldigvis kunne jeg køre tidligt, for da kom vores bror Peter sammen med Bodil og deres store datter Rachel samt hendes to tippere – Ay-La og Chana, der jo begge er af Tøselund-avl. Det besøg blev imødeset med spænding, for rygterne gik om, at Chana havde tilbragt hele julen med at gå fra arm til arm, så ville hun nu helt have glemt at bruge sine ben? Nej, så galt var det heldigvis ikke gået og hun kunne også stadig huske sin tipper-standard med kys og kæl, hvor hun tager sig af kysseriet og vi leverer kæleriet. Jeg kan for øvrigt hilse og sige at vi ikke kun snakkede tipper den dag, vi snakkede også en hel del Coco, for godt nok er vi glade for vores tippere, men alle andre hunde er også dejlige og snakkeværdier.

Nytårsaften kom Niels Jørgen så igen. Ikke fordi der skete det helt store, men vi havde en fredelig og hyggelig aften foran flimmerkassen med nogle gode film på DVD. Heldigvis var der blevet fyret nok krudt af i omegnen i løbet af december måned, så hundene efterhånden var kommet over deres forurettelse over den slags larm, så vi så ingen tegn på trykkede hunde den aften.

Sidste nyt

Den 4. januar var selv Annelises laaange juleferie ovre. Naya var nu blevet så rolig ved de andre hunde i nærheden af hendes hvalpe, at vi kan lade lågen til kravlegården stå åben når vi er på arbejde. Hvalpene kan endnu ikke selv komme ud af den låge, men Naya kan komme og gå hos dem som hun ønsker. Det betyder selvfølgelig også at vi ikke kan stille hvalpefoder derind uden at hele flokken spiser af det, men endnu spiser Lykke og Bastian helst mors mad, så det er ikke noget problem at fodre dem særskilt på passende tidspunkter, hvor vi er hjemme.

Endnu er verden uden for kravlegården stor og usikker, men Lykke og Bastian bliver mere og mere modige for hver dag der går. Tænderne er godt på vej, og du er ikke mere i tvivl om hvornår de faktisk bider dig i fingrene. Kusine Sorba er meget fascineret af dem og tilbringer utrolig meget tid sammen med dem i kravlegården.

Inge

Så blev Tipper Tips endelig en realitet – det har kun taget mig et halvt år. Men her i fredags var jeg atter engang løbet tør for arbejde. Og jeg tager ikke på arbejde for at sidde og kigge ud i luften. Og så var det jeg endelig langt om længe kom i gang med Tipper Tips.

Annelise og jeg har efterhånden levet sammen med vore tippere i godt 4 år, og er - om muligt - endnu mere betagede af racen end vi startede ud med.

De første år skrev vi dagbog om vore hundes meritter og legede her meget med tanken om ”prinsesseskolen”. For de hunde kunne bare et eller andet, så det måtte de jo ha’ lært i ”prinsesseskolen”. Det er denne ”prinsesseskole” som så nu er kommet på print.

Verden er urimelig!!!

Onsdag aften kom det rigtig til udtryk i vores ”lille” flok. For – én af hundene havde fundet en rigtig lækkerbisken under lufteturen. Men lækkerbidden kunne ikke rigtig enes med maven og kom op igen. Men hvem var det? Grovæderen var meget diskret med de delikate sager; det skete hver gang i et af de rum vi ikke var i. Hele tre ”velduftende” uheld blev det til, uden at vi blev klogere. Vi har vores mistanke baseret på hvem der havde haft held til at gnide sig ind i ”velduftende” sager, men det giver 3 hunde at vælge imellem, så bevisernes stilling hviler på indicier.

Men det urimelige kom først rigtig frem da Gaia tillidsfuldt krøb op på skødet af Inge for at få en kæletur. For Inge udbrød: ”Ufff, du skal i BAD”. Nu havde Gaia endelig fundet en parfume, der fandt nåde for hendes næse, og så hældte Inge den i udløbet.

Men Gaia ved nok hvordan sådan en uhyrlig opførsel skal straffes: Hun insisterer altid på at fryse lige så længe hun er våd ind til skindet, og når hun fryser så bliver hun sur. Zanpa har for længst erklæret føntørrere for ”Apparatus non grata” her i huset, så den eneste mulighed Inge havde for at holde Gaia i acceptabelt humør var at tage en dyne ind på sofaen. Det er her Gaias poetiske retfærdighed kommer frem – for når Gaia bliver placeret godt og varmt mellem Inge og dynen, så er det Inges tur til at blive våd ind til skindet, og HUN kan ikke gøre noget som helst ved det før Gaia er helt tør igen.