Jeg har ikke noget imod mus – sådan da, hvis de bliver, hvor de hører hjemme. Men inde i huset! Og når de også begynder at lege tagfat tværs over gulvet i mit soveværelse, selv om både jeg og hundene er der – så er grænsen ikke bare nået, den er mere end overskredet!

Jeg tømte soveværelset for alle mulige gemmesteder, troede jeg, men hvor var de forbistrede mus? Der var tilsyneladende ingen adgangshuller, men musene var ikke til at se. Jeg kunne selvfølgelig stille alt på plads igen og satse på, at gnaverne var løbet ud i stuen, men det havde jeg prøvet før uden held. Nej denne gang besluttede jeg mig for at indhente ekspertbistand.

Hundene blev hældt nedenunder i stuen, og så hentede jeg katten Lotte ind. I løbet af sådan cirka 5 sekunder havde hun lokaliseret den første mus, som gemte sig under mit fjernsyn. Den sidste mus tog længere tid – men det var min skyld!!! Jeg kunne altså bare ikke se den lille bagdel, der lå og rystede i krogen, hvor bjælken gik ind i muren. Men til sidst trængte den ind selv hos mig, og Lotte kunne få næste ret.

Hundene syntes vist, at det var lige dyrt nok, hvad sådan en ekspert koster. Tænk jer bare: Lotte krævede en hyggestund. Nogle enkelte af hundene fik faktisk lov til at bevidne betalingen, men de var temmelig skeptiske, om hun ville stille sig tilfreds med det – og med god grund!!!

Tænk jer bare, i flere dage efter prøvede hun at afpresse os for renter, men efterhånden fik hundene da hende til at opgive den tanke.

Sidste fredag fik jeg fornøjelsen af at lege privatchauffør for en ung gentleman af god familie. Norbu har fået en forespørgsel om at gøre tjeneste i delikate omstændigheder. og i den anledning havde han brug for at besøge sin livlæge. Det glæder mig at kunne fortælle. at såvel øjne som bentøj er helt i orden, uden en eneste anmærkning.

Jeg benyttede selvfølgelig lejligheden til at få nogle nye billeder at herren. Og ja, Norbu er stadig lige så kærlig og imødekommende, som han altid har været.

I tirsdags fik vi en lang dejlig mail fra Ninna. Alle parter har nu fundet sammen i skøn samdrægtighed, så nu skal vi bare have tid i kalenderen til at få papirarbejdet overstået.

Nina fortæller: ”Når jeg arbejder, ligger Trixie og Rex under skrivebordet på et lammeskinds-tæppe, og ligger tæt op ad mine ben eller hen over mine fødder, så der er kontakt af 3. Grad. Og lille Mille ligger igen på sin pude på skrivebordet eller på mit skød, mens arbejder, og det har de hundehoveder helt accepteret. Hundene snorker, katten spinder og jeg arbejder, mens jeg hører P4-Trekanten.

Og første gang i nat lå både Trixie og Rex samt Mille i min seng. Fifi er ude om natten, undtagen når det er meget koldt. Så vil han også gerne ligge i sengen.

Når det trækker op til sengetid, så smutter Rex ind i sengen og lægger sig på min hovedpude med ejermine og vil meget nødig flytte sig, så han har nu fået sin egen hovedpude ved siden af min. Så ligger vi der som et andet ”ægtepar” og det er han tilsyneladende vældig tilfreds med, mens Trixie ligger ovenpå dynen i fodenden og Mille ligger nedenunder dynen i min knæbøjning, som hun plejer.”

”En sjov ting mere: Rex ved udmærket præcist, hvornår Fifi dukker op om aftenen – ca. kl. 18 for at få sin mad. Så holder Rex øje med, hvornår der lyder et miau udenfor døren, det kan være terrassedøren, for- eller bryggersdøren, så Rex har lidt travlt på det tidspunkt – og så meddeler han mig højlydt, at ”nu er Fifi der”. Når jeg så lukker døren op, kommer Fifi ind under højlydt miauen – han snakker meget – og giner sig på kattemaner op ad Trixie, Rex, Mille og mine ben og bliver derefter vasket i hele hovedet af Rex. Så følger et sjovt ritual: Når Fifi så har fået sin paté i sin skål, så vil Rex være førstespiser, og Fifi bliver på et tidspunkt træt af det og skubber Rex til side, så står de to ved siden af hinanden og spiser af samme skål.

Fifi bliver inde hele aftenen til den sene godnat-tissetur, så går hele banden luftetur sammen; 2 hunde – 2 katte + mig. Fifi følger hele vejen hjem igen, men vil ikke med ind.”

Jeg elsker bare Ninas beskrivelse af forholdene i ”banden” og syntes at I også skulle have lov til nyde den. Nu må vi bare håbe, at Nina ikke lægger sag and mod mig for at krænke hendes copyright.

Hylehovederne har fortsat den gode udvikling. De er efterhånden blevet temmelig sikre på benene og er begyndt at spise andet end modermælk. De er begyndt af afholde audienser for resten af flokken, men endnu er det kun nøje udvalgte hunde, som har fået lov til at komme tæt på – bl.a. insisterer Julia eftertrykkeligt på, at Pax skal holde afstand. Men jeg tror, hvalpene så småt er ved at tage sagen i egne poter. Kando har nemlig fundet ud af, at han kan komme gennem lågen, så det er kun et spørgsmål om tid, før tøserne følger efter.

Julia foretrækker stadig at tilbringe det meste at tiden sammen med hvalpene, men hun er ikke så fanatisk mere, og når bare ikke vi overdriver længden, vil hun hellere end gerne med ud på luftetur.

Tirsdag den 2. november fødte Julia 3 dejlige hvalpe – 2 tæver og en han. Det var nogle store basser på mellem 150 og 200g. Vi havde alle 3 arrangeret os på en madras på gulvet med Julia i midten; så Annelise tog imod hvalpene i den ene ende, og jeg sad i den anden og nussede med lillemor, når jeg ikke lige skulle veje hvalpe.

Julia tog sig rigtig god tid med at blive klar til fødslen. Allerede om morgenen fortalte hun Annelise, at i dag skulle det altså være – så Annelise kom slet ikke på arbejde, og jeg kom meget tidligt hjem. Men klokken blev faktisk over 6 før den første tøs var klar til at komme til verden.  Men så kom de 2 næste også indenfor 1½ time.

Julia er en virkelig omsorgsfuld mor, der da godt nok er ved at være lidt træt af bare babysnak, men… det går altså ikke an at lade de små være alene særlig mange minutter af gangen.

Alle 3 hvalpe har taget støt og godt på, så allerede i weekenden var fødekassen ved at være for lille ved spisetid til, at Julia kunne ligge ned, så vi måtte til at finde baby-kravlegården frem. Vi valgte først at ligge aviser i bunden dækket med liggeunderlag, men det syntes Julia var alt alt for varmt – så vi måtte bytte om på lagene.

Men hende Julia er en rigtig redebygger, hun går omhyggeligt og kradser op i aviserne og river dem lidt i stykker, så de kommer til at ligge lige efter hende hoved. Og alderen til trods er hvalpene absolut ikke tabt bag af nogen vogn – de søger sikkert hen i det hjørne af kravlegården, hvor mor har blotlagt liggeunderlaget.

De har alle åbnet øjnene i løbet af de sidste par dage, så nu begynder de så småt at blive rigtig sjove.

Vi tør selvfølgelig ikke bruge blitz på dem lige nu, så farven er helt forkert. Red.

Lørdagen efter Julias fødsel kom Gaia ikke ind om morgenen. Jeg gik ud for at kigge efter hende og hun lå i en stol på terrassen og rystede. Da hun pludselig temmelig hektisk slikkede sig i måsen, fik jeg en ubehagelig mistanke, som desværre let lod sig bekræfte.

Hun har før haft problemer med en tilstoppet analkirtel, og den havde desværre slået til igen i nattens løb. De andre gange har vi altid set det, før den tømte ud og taget hende til dyrlæge til behandling med smertestillende og penicilin.

Men kirtlen var tømt ud; et weekendbesøg hos dyrlægen er meget dyrt, og vores dyrlæge har betroet mig at have smertestillende medicin til hundene i huset, så hvor vigtig var penicilinen?. Jeg ringede til Rachel – der som bekendt er dyrlæge – og spurgte. Aftalen blev, at jeg skulle sørge for at holde såret rent og holde godt øje med, om der kom tegn på betændelse, samt selvfølgelig give hende smertestillende.

Men jeg var nu ikke så tryg ved situationen, så mandag drog Gaia og jeg til dyrlægen – bare for en sikkerheds skyld. Godt vi gjorde det, der var lidt begyndende betændelse, så nu får Gaia penicilin 2 gange dagligt i 14 dage.

Flokken har nu vænnet sig helt til at have Pax her. Om det så er Hansa, så er det efterhånden gået op for ham, at ham Pax kan man godt lege med.

Vores evige hvalp Zanpa – der jo blev kastreret da han var ½ år gammel – er virkelig begejstret for Pax. Det er ikke usædvanligt at se Zanpa vente på Pax, så han kan ”overfalde” ham. Men Zanpa kan være lige lovlig ”hård-potet” til tider, og når Pax synes, at nu kommer han altså for godt i gang, tjah så stiller man sig da bare på fusentasten, indtil budskabet trænger ind.

Tøserne er tilsyneladende ret godt tilfredse med Pax’s lederegenskaber, men hans ambitioner om at forbedre sine rideegenskaber, kan han til gengæld godt gemme indtil næste løbetid – grrrrrr-

I fredags kom Hansa’s halvsøster Vesta tilbage til os, og hun må siges at være sin mors ægtefødte datter, hvad stemmepragt angår.

Hun er godt nok lige rigelig stor, hun er temmelig liberal mht, hvordan hun sætter sine ben, og pelsen er ret kort endnu,  men… hendes far er nyt blod, hun er kun 17 måneder gammel, og der er flere gode ting i hendes bygning. Så da hun nu er kommet tilbage, så har vi besluttet at lade hende blive voksen og se, hvordan hun udvikler sig, før vi tager nogen beslutning om. hvad der skal ske med hende.

Det kunne jo tænkes, at hun i lighed med bror Hansa er temmelig sen i udviklingen; og Hansa opnåede CK begge dagene i Herning - her i begyndelsen af måneden - hvilket vi ikke havde troet muligt.

En ny kollega har introduceret mig til en lille elektronisk dims som jeg bare selv måtte eje. Så efter 36 års ubarmhjertigt slaveri* slukkede jeg endelig min sidste cigaret søndag morgen, og har ikke et eneste sekund savnet dem.

Min nye dims er nemlig en elektronisk cigaret – den giver mig såvel nikotin, smagen at tobak og følelsen af at inhalere, men uden kræftfremkaldende stoffer. Den er også betragtelig billigere i brug, når man altså lige er kommet over anskaffelsen.

Da den samtidig ikke giver nogen lugtgener, udsætter andre for passiv rygning eller er omfattet af rygeloven, kan jeg nu ligefrem sidder og pulse løs ved mit skrivebord på arbejdet, hver gang jeg har lyst, i stedet for at skele til uret, om der nu er gået lang nok tid,til, at jeg kan forsvare at liste udenfor igen.

På nær nikotin-trangen skal jeg da stadig igennem alle rygestops symptomerne, men det er i mine øjne en minimal pris at betale for endelig at have fundet et produkt, der kunne hjælpe mig til at lægge de dumme cigaretter bort.

Jeg er da stadig hooked på nikotinen, men har også mulighed for gradvis at nedsætte koncentrationen af nikotin i den væske,,jeg putter i pinden, såfremt jeg ønsker det.

Alle produkterne kan desværre ikke købes i Danmark, men hvis du går ind på siten www.esug.dk – der på trods af navnet er engelsk ,- men på dansk - kan du finde og købe alt det nødvendige online.

* Hun tyvstartede nu allerede på faders skød. Red.

Hansa har mødt forhindringer I tøseflokken i forbindelse med sin nye status som alfa-han.

Især Naya synes absolut ikke, at den unge opkomling har pondus nok til at være leder. Så medens Hansa blomstrer, så bliver Naya tiltagende mavesur – hun er blevet forkælet af Aslan, der gerne og fro tog sig af alle disciplinære problemer i flokken, så hun slap.

Det er dog rigtig godt for Zanpa med det fornyede skørteregime. Af en eller anden årsag, så trænger det meget bedre ind hos ham, når de ”gamle” tøser slår sig sammen og sætter ham på plads, end når Aslan gjorde det.

Jeg ved ikke om det skyldes, at Zanpa er vokset op uden hanner i huset, men når tøserne sætter ham på plads, så tager han det til efterretning - i et stykke tid i hvert fald. Når Aslan gjorde så, begyndte Zanpa at skælde ud og give ondt af sig – og få dage efter måtte Aslan efter det igen.

På den anden side kan vi da også godt forstå Nayas synspunkt om, at Hansa altså er alt for ung endnu; s Så vi har fedtet lidt for vores niece Elisabeth, om hun godt ville låne Pax ud i en periode, bare indtil Hansa forhåbentligt får lidt mere nosser.

Heldigvis var Elisabeth samarbejdsvillig. Hun står mellem boliger i øjeblikket og ville gerne have Pax i mere stabile omgivelser, indtil hun har fundet det rigtige.

I går, da vi sad nok så fredeligt og så fjernsyn, begyndte hundene pludselig at larme helt afsindigt – det var Elisabeth og Pax, der stille og roligt var gået ind af bagdøren. Heldigvis er Pax utrolig rolig og flegmatisk af sind, for det tog unægtelig sin tid, før flokken blev færdig med at snakke. Især Freja, Venus og Hansa var meget længe om at falde til ro.

Nej, det var ikke larmen, der frustrerede Pax men: ”Er der da ikke nogen, der gider at lege med mig?” Han ville så gerne lege med alle sine nye legekammerater, men enten snerrede de eller også flygtede de, hver gang han nærmede sig: ” Bare vent Pax, det skal nok hjælpe når de lige vænner sig til dig.”

Pax er blevet fuldvoksen nu, og helt ærligt, så er det absolut ikke utænkeligt, at vi benytter lejligheden til at vise ham frem på en udstilling eller to, medens han er her.

Det er trættende at få en ny han ind i flokken, konstaterede jeg her til morgen. Jeg vågnede først kl. 10.30 (sommertid), og mine 4 faste sovekammerater havde slet ikke travlt med at komme op. Normalt har de vækket mig før 09.00, hvis jeg da ikke er vågnet af mig selv.

Freja have et lille tilbagefald af sin snakkedille, da hun opdagede at det hele ikke var noget, hun havde drømt, men før formiddagen var ovre, havde vi da haft fornøjelsen af at se Pax og Zanpa lege tik i stuen.

Jeg arbejder stadig med farvegenetikken, men jo mere jeg arbejdede med den, jo flere spørgsmål fik jeg. Det endte med, at jeg gik på nettet for at søge yderligere oplysninger. Det viste sig, at næsten al litteratur og kurser om emnet bygger på de studier, som Clarence C Little udførte i 1950’erne. Hans resultater er alene baseret på avlsresultater, da DNA-forskningen endnu ikke var langt nok fremme, så alle hans resultater er i sidste ende teorier uden (efter min mening) tilstrækkelige videnskabelige beviser.

Det lykkedes mig at finde en Canadisk hjemmeside, hvor de af DNA-forskningen beviste 8 og formodede 4 gener, som har betydning for pelsfarven i hunde, er beskrevet. Nogle af DNA forskningens resultater er enige med Little, nogle er uenige, men en ting har de begge til fælles – ingen af dem har beskæftiget sig med tibetansk spaniel.

Den side gav mig svar på alle mine spørgsmål, selv om jeg for et af de formodede gener havde brug for at skele til Littles forskning.

Genetikken er dog stadig noget af en mundfuld. Selv efter jeg på forhånd udelukkede 4 gener, som ikke værende af betydning for tibberne eller værende rimeligt ligegyldige (i mine øjne), så står jeg stadig med næsten 22.000 mulige kombinationer af de 8 gener, jeg har tilbage.

Bare for at tage et eksempel: Julia og Aslans kuld

Hvis Aslan har partigenet og Julia har black tan genet, og hvis begge er bærere af den mutation, der slår det mørke pigment i pelsen fra:

·         Julia har parti genet, hvis Aslan også har det, så er der 33% chance for en parti- eller tricolor

·         Aslan har black tan genet, hvis Julia også har det, så er der 20% chance for en black tan

·         Dertil kommer 30% chance for en Zobel. 5% Dybrød, 5% rød, 5% mørk rødgylden, 5% silver

·         16% for en helfarvet, lige fra creme til dybrød

Men hvis Aslan ikke har parti genet, og Julia ikke har black tan genet, og hvis begge er bærere af den mutation, der slår det mørke pigment i pelsen fra:

·         75% for en zobel: 12,5% for både  dybrød, rød og mørk rødgylden. Men kun 8,3% for en silver Og 9,7% for både rødgylden, gylden eller creme

·         25% for en helfarvet lige fra creme til dybrød

Hvis ingen af dem, eller kun den ene er bærer at den mutation der slår det mørke pigment fra, så er der 0% chance for helfarvede hvalpe.

Så ligegyldigt, hvor meget vi kender til de enkelte hundes gener, så spiller der så mange faktorer ind, at vi på forhånd kun kan lave en meget løselig statistik baseret  resultatet af fremtidige hvalpekuld. Med andre ord, vi må stadig se, hvad de enkelte kuld bringer.

Så er Freja kommet hjem igen. Hun har haft en virkelig super udstillings-turne. Det blev til 3 Certer, 3 CACIB’er og 3 gange BIM fra 2 forskellige lande. Det er selvfølgelig også lettere at opnå CERT i Rumænien og Slovenien, da de giver et Cert i hver klasse, ikke som i Danmark hvor der kun uddeles et pr køn.

Efter alle sms’erne at dømme har vores lille Silver Lady charmeret Ragnhild og Harald temmelig meget; tænk engang, hun fik lov til at komme imellem dem – hun sov oppe i sengen mellem deres hoveder hver nat.

Vi havde arrangeret med Harald og Ragnhild, at de tog en lillebitte afstikker på hjemvejen, så vi kunne få hende ved motorvejsafkørsel 67. Det var bare så dejligt at få hende i favnen igen.

Vi havde da været temmelig spændte på, hvor lang tid det ville tage flokken at falde til ro igen, når vi kom hjem. Men det gik meget hurtigt;  5-10 minutter med at sniffe Freja af, en lille tur ud og tisse og så ville Freja ellers bare i seng.

Rigtig mange tak til Ragnhild og Harald for at give os og Freja denne mulighed, men ikke mindst tak for at I bragte hende godt hjem igen.

Julia er blevet scannet og officielt erklæret drægtig. Hun begynder så småt at blive rundere om maven. Hun er begyndt at blive mere territorial, men er i det store og hele stadig min usikre og kærlige lille tøs.

Hun er begyndt på - hvis hun opdager, jeg er vågnet i løbet af natten – så kommer hun lige og beder om en kæletur, for når jeg nu alligevel er vågen, så kunne hun altså godt trænge til lidt kærlighed.

Jeg er begyndt at lege med hundenes farvegenetik. Det er noget af en mundfuld. Mit udgangspunkt er det, Ragnhild har skrevet på sin hjemmeside, men jeg beklager at sige det: det er vist blevet lige rigeligt forenklet hist og her, specielt i tabellerne.

I alle tilfælde har det genereret en hel masse hjernegymnastik for mig, og jeg har draget en hel masse konklusioner ud fra, hvordan jeg tror,materialet skal tolkes. Jeg er endt ud med en database i regneark – som jeg stadig pudser af på - der hjælper mig til at bestemme de enkelte hundes genetiske farve.

Der skal et eller flere hvalpekuld til at bestemme den enkelte hunds gener, så jeg har stadig mange usikkerheder vedrørende Julias kuld.

Jeg er virkelig spændt på om hun har black tan genet – men da jeg ved at Aslan har det, burde det blive afsløret i kuldet, hvis hun har.

Hvis hun ikke har black tan genet, så viser mine konklusioner, at der burde være 25% chance for silver zobel, 25% for rød zobel og 50% for zobel.

Det skal blive virkelig interessant i fremtiden at se, hvor mange af mine konklusioner, der holder vand.

Så er Aslan rejst, og vi har fået besked om, at han blev modtaget med begejstring I Schwieiz.

Vores flok virkede lidt trykkede den første aften, men der var tydeligvis mindre spændinger. Pludselig kunne vi samles på førstesalen foran fjernsynet igen, uden andre problemer end Ketu’s løbende kommentarer om alt, hvad der sker udenfor vinduet.

Hansa bliver mere og mere fri i sin opførsel, han nyder helt tydeligt, at farmand ikke er her til at holde justits, og han fejer næsten ikke gulv med bagdelen mere.

Hansa er tilsyneladende bevidst om, at han nu er eneste hane i kurven, idet han til Nayas store skepsis er begyndt at gøre sit ypperste for at indsmigre sig hos hende.

Ninna er stadig ikke blevet træt at de to hundehoveder.

·          De sover i sengen hos hende om natten.

·          Der arbejdes ihærdigt på at etablere en aftale om, hvornår det er ok at gø, og hvornår man skal holde mund.

·          Der gås lange ture hver dag.

·          De leger med Misna næsten dagligt

·          De har begge etableret faste udkigsposter, hvor de kan holde øje med alt, hvad der foregår.

Men:

·          Ninnas katte kan ikke lide dem, og kommer stort set ikke hjem.

·          Tilsyneladende larmer de temmelig meget, når Ninna ikke er hjemme

Så det er endnu ikke afklaret, om det bliver en permanent løsning.

Tidligere på måneden var denne unge tibetanske gentleman på besøg hos Ragnhild sammen med sin faste oppasser Egon. Ragnhild blev temmelig begejstret for ham, og er begyndt forhandlinger om en eventuel udstillingskarriere – med mulighed for eventuel fremtidig avl. Hun sendte også adskillige billeder til os.

Vi er naturligvis særdeles interesserede i Misna, han er nemlig ingen anden end Trixies søn Durnik, der har udviklet sig til en særdeles spændende ung herre. Så det heller ikke utænkeligt, at vi gerne vil bruge ham i fremtidig avl.

Julia skal scannes på mandag, og så ved vi helt sikkert, om der er hvalpe i hende. Vi er dog ret sikre, da hendes opførsel har ændret sig temmelig meget de sidste uger.

·          Julia har altid foretrukket at sove i en af kurvene under min seng, på sin egen hovedpude ved siden af min, eller hvis det er koldt - mellem mine to hovedpuder. Her den sidste uge er hun begyndt at konkurrere med Gaia om at sove på min dyne; så tit og ofte har jeg dem begge to trykket ind til mig ovenpå dynen og Zanpa ligeledes trykket ind til mig - nedenunder dynen.

·          Hun virker tøvende og forvirret – som om der foregår noget, hun ikke helt forstår.

·          Hun er blevet meget mere kontaktsøgende. Hun bliver stadig ikke så længe hver gang, men hun kommer tiere for lige at blive bekræftet.

·          Hvor hun før arbejdede ihærdigt for at lokke mig med sig hen til er passende sted at kæle, som kommer hun nu direkte hen og stiller sig op ad mig for at få sine kæl på stedet.

Helt ærligt, jeg elsker den måde Julia stiller sig op ad mig og nærmest kryber ind i favnen på mig - når jeg knæler ned til hende. Men jeg savner hendes ”sirenegang”, hvor hun lokkede mig med sig og til tider næsten slog knude på sig selv, når hun skulle holde øje med, om jeg nu også fulgte med – jeg håber virkelig,at hun genoptager den igen.

Elsket og savnet; eneste trøst er at hun kommer hjem igen.

Ragnhild er dog god til at sende daglige opdateringer om, hvordan hun har det. Hun bliver rost for at være sød og rar, og fredag blev hun fotograferet i 2500 meters højde – de billeder glæder vi os til at se.

Jeg har i den forløbne uge arbejdet på en lille udvidelse af terrassen. Atter engang har det vist sig, hvor godt Annelise og jeg supplerer hinanden – da jeg i bedste Hr. Godtnok stil meldte udvidelsen færdig, så var det Annelise, der gik bagefter og rettede lidt op på nogle af de mest åbenlyse ”eye-sores”.

Hundene er lidt skeptiske overfor udvidelsen – de er ikke særlig begejstrede for at gå i grus, og det var deres ”sandkasse”, der blev dækket til, så nu må jeg virkelig til at tage mig sammen og få etableret en officiel sandkasse til dem.

Så har Freja haft sine første udstillinger i det store udland, og vi er rigtig stolte af hende.

Lørdag erhvervede hun karrierens første CK. Og søndag - da fik hun: Cert, CACIB og BIM. Annelise var helt rundt på gulvet da jeg fortalte hende det. Hun hvinede og gentag resultatet gang på gang, medens alle hundene samledes om og på hende for at undersøge, hvad i alverden der dog gik af hende.

Mandag kørte jeg til dyrlægen med Trixie og afleverede hende, for så at hente hende igen tirsdag efter arbejde.

Trixie var naturligt nok lidt mat i sokkerne resten af dagen, men er nu kommet sig helt efter sin operation. Annelise havde taget fri de første to dage, så hun kunne være under opsyn.

Det er første gang en nyopereret hund – som ikke har hvalpe at se efter – har sorteret under Annelise, og hun havde da vist nok lidt ondt af sig selv, da Trixie ville have menneskeligt selskab, men absolut ikke hunde-selskab, så Annelise tilbragte en del tid lukket inde i sit soveværelset sammen med Trixie.

Torsdag var Freja til ringtræning igen. Denne gang havde vi også Venus med. Hun skulle ikke træne, men bare være med og vænne sig til atmosfæren.

Men Venus syntes absolut ikke om at komme i skole, så fremover kommer hun og jeg til at lave vores helt egen miljø-træning med tilhørende trænerguffer, sådan at hun forhåbentligt er mere tryg ved situationen når det bliver alvor for hende.

Lørdag blev Aslan udstillet Kjellerup, men det gik ikke særlig godt. Dommeren ville ikke engang give ham et CK, så vi er unægtelig lidt skuffede.

Vi havde kørt Aslan op til Tina om morgenen, så medens hun tog sig af drengen, tilbragte Annelise og jeg et par dejlige timer i Skandinavisk Dyrepark.

I dag søndag kom Nina så for at besøge Trixie. Det var egentlig meningen at Trixie først skulle flytte op til Nina på ferie i næste weekend, men hun tog med allerede i dag, og så tog hun morbror Rex med, så hun har en at lege med.

Nu håber vi bare at det går bedre denne gang, så ferien kan blive til noget mere permanent – men det kan kun tiden vise. Feriehjemmet har nemlig to fastboende katte, som de to feriebørn skal kunne komme ud af det med.

Der er i den forløbne uge blevet besluttet, at Aslan skal ned til nye udfordringen i Schweiz, hvor han kan blive ene han sammen med en smuk spansk senorita af ubestemmelig herkomst. Familien, han skal bo hos, går fem daglige ture i bjergene med hundene, så han har virkelig noget at glæde sig til

Han har desuden fået stillet såvel en udstillingskarriere som parringer i udsigt.

Vi siger tak til Ragnhild for hjælpen - samt fordi hun vil sørge for at få ham afleveret til sin nye ejer, når hun og Harald alligevel skal den vej nu på deres årlige udstillingsrejse sydpå.

Og så får han ovenikøbet følgeskab af sin henrivende datter Freja, som er med på udstillingsturen denne gang Vi er SÅ lykkelige over, at hun fik tilbuddet - og er utrolig spændte på, hvordan hun klarer sig - men vi ved jo, at hun er i gode hænder hos Ragnhild.

Så er Julia blevet færdigparret. Hun blev ifølge planen insemineret for 2. og sidste gang i mandags. Dagen efter lykkedes det også fra Aslan at gennemføre en parring med hende, de hang ikke sammen så særligt længe, men endelig langt om længe lykkedes det for drengen – næste dag gad han hende dog ikke mere. Nu er det bare tilbage af afvente om der er hvalpe i hende.

Ragnhild har ærtet Annelise lidt. Når nu han tager Freja med på udstillingsrejse, ja så kunne Annelise vel nok overkomme lidt formel ringtræning af tøsen, udenfor hjemmebanen.

Vi har ikke været helt tilfredse med de sidste 2 steder vi har gået, så i torsdags prøvede vi et nyt sted nede omkring Løgumkloster.

Det foregår ude på en gård, hvor hundene kommer i nærheden af såvel heste som køer og en ged.

Det er samtidigt meget tiltalende at de små hunde og hvalpe ikke træner samtidig med de store hunde.

Vi syntes rigtig godt om forholdene og regner med at det indtil videre bliver vores faste ringtræningssted.

Efter næsten 3 måneders ro har udbryderkongen slået til igen. Børge kom med Trixie og Venus i fredags. Holdet med de løbske tøser var ude på terrassesiden, for at ønske dem velkommen hjem (Venus), hvad nu dig igen (Trixie). Al den leben blev for meget for Aslan og pludselig havde vi også ham om benene. Jeg greb drengen og verfede ham tilbage på den anden side af hegnet og så stillede vi os ellers på lur, for at finde ud af hvor han nu havde fundet en svaghed i hegnet.

Grunden skrånet ned mod den låge, der står nærmest huset, og der var hegnet altså lige lavt nok at Aslan kunne hoppe op og få en pote på et hjørne af havelågen og den anden op over hegnet, hvorefter han kunne klatre over.

Så lørdag brugte Børge og jeg til at få hævet hegnet i det udsatte område. Da vi nu alligevel var i gang så blev der da også lige klaret et par andre projekter, der trængte til en kompetent hånd.

Det er mærkeligt med Børges besøg, jeg ender altid med at blive så, at jeg knap nok kan hænge sammen bagefter, men alligevel så synes jeg han besøger os alt for sjældent.

Tjah, når først en tæve går i løbetid, så trækker hun sædvanligvis hurtigt flere med, så det kan vel ikke overraske at også Tibbie og Naya hurtigt fulgte med. Men… jeg synes unægtelig at det er lige lovligt hårdt med 8 hunde med i sengen hver nat, og Hansa og Aslan er heller ikke helt tilfredse med at det kun er de to.

Jeg har selvfølgelig også 2 kastrerede hanner og Gaia oppe hos mig, og men skulle vel tro at de kunne komme ned til de to aktive drengen, men:

·          Rex har et lidt anstrengt forhold til Aslan. Han har aldrig helt accepteret at det nu er Aslan som bestemmer.

·          Hansa afholder pt ride-træning på Rex hele tiden, når de er sammen, og det kan Rex slet ikke lide.

·          Zanpa kan ikke lade være med at chikanere Hansa, så de er ikke sammen uden opsyn

·          Gaia vil jeg absolut ikke undvære

Så sum a summarum, jeg har 8 hunde i sengen hver nat.

Men løbetider er unægtelig hård ved sengetøjet. Hundehår er selvfølgelig altid et problem, men det er let løst ved at skifte sengelinned lidt oftere end jeg ellers ville gøre. Men løbetider medfører blod, store røde dråber også på mit sengetøj. Men undskyld – jeg er bare alt for blød af mig – jeg kan ikke få mig selv til at hælde hundene ud af sengen og soveværelset heller ikke af den grund. Så jeg har resigneret mig til at leve med lejlighedsvis gamle pletter på lagner mm. Jeg trøster mig med at det trods alt kun er mig selv der skal se på det.

Men vi er enige om, at vi skal til at have nogle af de tæver, der er taget ud af avl steriliseret, efterhånden som vi får råd, så det bliver lidt mere plads oppe i min seng i løbetider.

Julia er højløbsk nu. Bare for en sikkerheds skyld, så valgte vi at få hende insemineret med Aslan i fredags og aftale en ny tid til i dag. Julia er og bliver en stor kryster, så vi var ikke sikre på om hun ville blive stående når først det begyndte at blive alvor.

Hende og Aslan har været sammen hver dag i weekenden. Hun stiller sig op og Aslan går virkelig til makronerne, men lige som han er ved at ramme plet, så hviner tøsen og vrider sig væk.

Så vi er virkelig glade for vi valgte at bruge både livrem som seler,

Den 13. kørte vi så til Sjælland med Trixie og Venus. Bror Børge havde fået indhegnet en god portion have, så tøserne kunne få lov til at løbe ud med det samme.

De benyttede lejligheden til at råbe efter nabohunden, så Børge blev smidt lige ud i hunde diplomatiens kunst.

Men desværre, diplomati til trods, så skal tøserne ikke blive hos Børge. De tog meget mere tid en han var forberedt på. Han har et gammelt hus, som kræver rigtig meget arbejde, og det får han ikke gjort noget ved med 2 så store distraktioner i huset, så de kommer tilbage til os igen i løbet af september.

Vi har besluttet alligevel at prøve Venus i avlen, hvis ellers øjnene er helt i orden og hun kan opnå tilstrækkelige gode udstillingsresultater til at blive avlsgodkendt.

Trixie bliver steriliseret lige så snart hun kommer hjem, og så ligger vi ellers vandrette i forsøget på at finde et nyt hjem til hende. Hun er en sød og kærlig hund overfor mennesker, men lige siden løbetiderne i december har hun haft et horn i siden på Freja, de to kan ikke sammen, og vi ikke risikere at få en af dem ødelagt.

Den efterfølgende uge dumpede der en bombe ind i mailen. Tager I Freja med til tippertræf, for hvis ellers hun er i god pels og udstillingstrim – ja så ville Ragnhild gerne låne hende til årets udstillingsrejse.

Endelig langt om længe kom også vi til et tibbertræf. En rigtig dejlig dag med masser af hundesnak. Jeg er ellers ikke god til selskabelig småsnak, men når jeg er sammen med andre tibber-slaver, så er det slet ikke svært at finde noget at tale om.

Vi havde Freja og Julia med. Freja nød at snuse rundt og møde alle de andre hunde – hun snakkede ikke engang nær så meget, som vi havde forventet. Julia ville hellere være blevet hjemme. Hun var ellers endelig langt om længe holdt op med sin nervøse savlen lige så snart kun kom i bilen, men nu er hun altså begyndt igen.

Ja Julia nød måske ikke at komme til tibbertræf, men forhåbentlig vil hun nyde følgerne af det træf mere.

Julia blev jo oprindeligt udstationeret hos os af Ragnhild. Men da hendes morfar havde lavet en PSP-hvalp, blev det besluttet ikke at bruge Julia til avl. Nu er der jo unægtelig gået en rum tid siden, og da vi på trods af Ragnhilds tilladelse, endnu ikke har fået Julia steriliseret, så er det endnu ikke for sent at bruge hende.

Ragnhild beundrede hende til træffet og da Annelise gjorde opmærksom på at hun endnu ikke var steriliseret, ja så blev de to enige om at undersøge hos Ann (hendes svenske opdrætter), om der havde været yderligere problemer i blodlinjen, eller om vi måske alligevel kunne prøve at bruge hende.

Tirsdag kom der så en lang mail fra Ann, der ikke har kendskab til yderligere problemer i blodlinjen. Så vi besluttede at prøve et kuld på Julia (med Aslan), næste gang hun kom i løbetid.

Om aftenen så jeg Julia begynde at flørte med Hansa, jeg gik ned til Annelise, hun gik ud efter en vatpind og jeg greb tøsen – der var blod! Tøsen er i løbetid (torsdag kom Ketu til og fredag fulgte Freja efter).

Så nu er Julia nede og besøge Aslan – bare de to – hver dag. Hun er meget frimodig og udfordrende overfor Rex og Zanpa, men Aslan er hun mere forsigtig overfor. I begyndelsen gemte hun måsen godt nede i gulvet i et pasende hjørne, men nu bliver hun efterhånden stående på sine ben. Aslan der jo er en særdeles erfaren herre udi elskovskunsten, mener endnu ikke hun er parat, men det går den rigtige vej – han er begyndt at beskytte sin dame mod andre hanners nærvær – til Hansas pibende ubehag, men det er jo naturens gang.

Suk – efter at Annelise lancerede “Dagligliv I billeder” på hjemmesiden, troede jeg helt bestemt, at vi kunne skrotte dagbogen. Men så i fredags var vores niece Rachel efter os. Hun savnede dagbogen, så her sidder jeg nu og prøver på at rekonstruere hovedpunkterne fra det sidste halve år.

Men jeg må se på lyspunkterne – Annelise har allerede kommenteret, at mange af de her ting havde hun allerede glemt, og det havde jeg såmænd også, indtil jeg kom i gang med skriveriet, og den ene erindring efter den anden førte flere med sig.

Som skrevet tidligere kom 6 af vores tæver i løbetid i løbet af december måned. Ketu fik som den eneste hele halløjet overstået før årsskiftet, mens resten først fik sig  snøvlet færdig i løbet af januar.

Behøver jeg at skrive hvilken lettelse det var, hver gang en ny tæve kunne sluses ned til resten af flokken.

Hvornår var det nu det var, vi fik beskeden? – jeg kan ikke huske det; men det er vel mindre vigtigt. Aslan havde fået reserve CACIB, da han blev udstillet i Herning i efteråret 2010. En dag dumpede der så et brev ned i postkassen med besked om, at Aslans reserve CACIB var blevet ændret til et CACIB – hans første!

I år besluttede Annelise, at nu skulle der altså nås noget i haven. Så hun startede tidligt ud med havearbejdet. Jorden var måske nok stadig frossen, så hun kunne ikke grave rødder op, men der var da meget over jorden, hun kunne kaste sig over – gamle brombærgrene o.lign.

Annelise var stadig flittig i haven hver weekend og nu var hun også begyndt at rydde rigtig ud i den skovagtige bevoksning imellem selve den gamle have og frugthaven. Heldigvis fortalte hun mig ikke noget om de planer på forhånd; hun stillede mig bare overfor en fastslået kendsgerning. Jeg ville sandsynligvis have protesteret vildt og inderligt. Jeg siger heldigvis – i dette tilfælde – jeg elsker nemlig det udsyn, der er kommet i haven.

Min begejstring for resultatet var så stor at jeg faktisk fik samlet mod til at indvie vores bajonetsav og give en hånd med i at få fældet nogle af de tykkere stammer, som ellers ville have taget Annelise en evighed at fælde med håndkraft.

Jeg vil stadig insistere på ”hunde ingen adgang”, men fremover tror jeg nok, at et 8 dages varsel er tilstrækkeligt til at jeg kan mande mig op til at fatte omtalte sav og gå i gang, hvilket er enorme fremskridt – jeg tror, vi fik den til jul i 2009.

Vi havde gennem et stykke tid gået og holdt øje med en hævelse, Gaia havde i vævet under den ene dievorte. Ikke fordi vi kunne se nogen videre ændring, men vi blev til sidst enige om at få det tjekket hos dyrlægen.

Han tog en celleprøve, der kun viste hvide blodlegemer, så det var nok bare en infektion. Jeg fik antibiotika til 10 dage med hjem, med ordene: ”så kan vi snakke videre til den tid, hvis hun stadig er hævet”.

Den lettelse skulle fejres, så Gaia og jeg drog ind på grillbaren i Jels og fejrede det med en hel pølse til hende og burgere med hjem til Annelise og mig.

Men de 10 dage gik, Gaias hævelse svandt ikke. Så jeg måtte af sted til dyrlægen med hende igen – denne gang drog Annelise dog med for at yde moralsk opbakning.

Vores dyrlæge havde lige været på kursus og lært, at sådanne infektionen kunne udvikle sig til noget ondartet, så… ”det er bedst at operere og se efter, hvad det er, jeg har tid  til hende i morgen”.

Så vi kørte hjem uden Gaia. Næste dag fik jeg så travlt med at arrangere med min arbejdsplads, at jeg kunne holde fri resten af ugen - heldigvis blev hun opereret om onsdagen, for Annelise tilbød godt nok at hjælpe, men jeg vil nu helst selv være hos hende i sådanne situationer.

Operationen gik godt. Det viste sig, da de fik hende åbnet op, at det var arvæv fra en gammel navlebrok, som lå og pressede ind under hendes dievorte.

Da jeg tidligere har oplevet med Gaia, at hun skal have forholdsvis mere smertestillende, end hendes vægt angiver, sikrede jeg mig – før vi kørte hjem – om og hvor meget jeg måtte give hende ekstra af smertestillende, hvis den ordinerede dosis ikke kunne holde hende smertefri.

I løbet af torsdagen fandt jeg så ud af, at hun i effekt skulle have den ordinerede dosis 2 gange dagligt i stedet for 1, så om fredagen var jeg et smut hos dyrlægen for at hente nogle flere smertestillende tabletter, men ellers gik alt, som det skulle.

Jeg er temmelig begejstret for den nye dragt, Gaia kom hjem med, som skulle beskytte hendes operationssår. Den kunne åbnes og foldes lidt til side, så hun kunne sendes ud og tisse uden risiko for, at hun kom til at ”tisse i bukserne”.

Den sidste weekend i marts kom Børge på besøg (jeg skal nok skåne jer for den stående diskussion om han er lille- eller store bror, vi holder begge stædigt på vores synspunkt og har begge ret, da han er henholdsvis 5 år yngre end Annelise og 8 år ældre end mig). Betænksom som han er, havde han på forhånd forhørt sig om, hvad han skulle have med – så han kom anstigende med såvel motorsav som buskrydder – to nyttige redskaber som vi endnu ikke har ønsket os af drengene til jul, da jeg ikke tør bruge dem og Annelise af princip ikke kan finde ud af at bruge sådanne apparater.

Så Børge fik barberet ned på nogle af de ”træstubbe”, som jeg ikke kunne klare med bajonet saven. Ved samme lejlighed fik han demonstreret over for mig, hvordan jeg kan bruge den ”skralle”, vi fik til jul et år, til at trække en gammel delvis rådden stamme op af jorden.

Han havde også tid til at undervise mig i, hvordan den lille ”pudsemus” - vi også har fået i julegave et år - skal bruges.

Så ud over at vi fik gjort – uf – rent, og  havde nogle hyggelige dage sammen med brormand, så lærte jeg noget nyt, hvilket jeg af princip altid sætter pris på.

Man får da heller aldrig tid til at hvile på laurbærrene. Hundene havde aldrig brudt ud af haven, efter at vi fik det nye hegn udvidet og gjort færdigt sidste år, så vi troede, at hegnet var sikkert, men vi havde vist glemt at tage Aslan i ed.

En morgen hvor jeg skulle have hundene ind, kom en af naboerne hen til mig og fortalte at en hundene var ude, han havde set den hos sine køer – og ganske rigtigt: der løb Aslan velfornøjet rundt på marken. Jeg fik ham ind i haven og tog en runde langs hegnet, for hvor var han kommet ud? Venus var hjælpsom og viste mig stolt, at hun kunne da også komme ud – de havde gravet hul under hegnet. Hullet blev blokeret – så nu var hegnet sikkert igen!

Men… Aslan havde fået blod på tanden. En lørdag hvor jeg sad og dovnede foran fjernsynet så jeg ham pludselig løbe forbi nede på marken. Jeg råbte ud af vinduet til Annelise, det igen arbejdede i haven. Vi kunne ikke finde noget hul - hvor søren var han kommet ud?

Aslan kan også være særdeles hjælpsom, så han viste Annelise, at det bræt der sikrede en af havelågerne ind mod huset, var faldet af. Så jeg måtte ud med hammer og en sektion metalnet. Og det blev ikke sidste gang, jeg måtte ud og sikre.

Nogle få dage efter var den gal igen. Aslan kom løbende ud til Annelise på gårdspladsen. Han kunne hoppe op på soklen ved siden af havelågen og derfra over nettet ved siden af lågen. Jeg forhøjede nettet.

Men han kunne stadig komme ud. Igen demonstrerede han hjælpsomt: Han hoppede op af lågen, indtil han kunne få ”albuerne” op på overkanten, hvorefter han kunne klatre resten af vejen. Frem med hammer og net igen.

Godt nok var det en anden model låge, men lige for en sikkerheds skyld, så sikrede vi også lige de 2 lågen imellem afdelingerne i haven – vi er ligesom trætte af uplanlagte parringer.

Nu måtte det hegn da være sikkert! Men… nej ikke endnu!

Vi har en kat – sådan da – Lotte adopterede os da vi flyttede ind. Hun er ude kat, men meget kælen og venlig. Hun holder sig normalt på lang afstand af hundene, med kommer gerne hen og hilser på dem, når hun skønner dem mindre besværlige – små hundehvalpe o.lign. En formiddag besluttede Lotte – som katten hedder – sig for at drille hundene lidt. Hun satte sig op en hegnspæl, mjavede indtil hun havde flokkens opmærksomhed. Så sprang hun ned i haven og fór tværs ned igennem og over hegnet ned mod vores mark. Det var så, hvad det var, flokken fik rørt benene og stemmebåndene, men… der er altså også en låge nede i det hegn – så suk… Aslan blev hentet omme på gårdspladsen og jeg fattede – forhåbentligt for sidste gang af den årsag – hammer og net.

Jeg er led og ked af alle de store skovbrændenælder, vi har i haven. Så jeg besluttede, at nu skulle det altså være slut. De skulle udryddes. Jeg fattede kultivatoren, det var jo den rene barneleg, de kunne trækkes af i store måtter.

Jeg glemte bare at tage resten af vegetationen i ed først. Forår, behøver jeg at sige mere. Græs, skvalderkål, mælkebøtter – you name it – eksploderede i vokselyst.

Så hvad var vigtigst? Død over brændenælderne i vores have, eller forhindre resten i at gro totalt efter? Brændenælderne vandt og jeg tabte. Og vores 1 årige græstrimmer (den tredje siden 2007) afgik ved døden under kampen for at følge med.

I påsken fik vi atter engang Sophus og Ingolf (fra Tibbies første kuld) og deres dejlige veninde Donna på ferie. De 3 er en fornøjelse at have. De glider bare ind i flokken.

De sidste dage af ferien var dog lidt mere anstrengende end de første. Donna blev forelsket – både Aslan og Hansa var bare sååå søde! Hun gik i løbetid, med hvad deraf følger.

Donnas løbetid fik helt uventet Tibbie og Trixie sig til at gå i løbetid igen. Vi håbede lidt på, at Venus så også ville få det overstået, men nej – hun valgte at stå over denne gang.

De to eunukker havde atter en gang fået til opgave at vogte haremmet. Ja det vil sige Zanpa pjækkede til tider op til flere timer af gangen, men Rex stod tappert prøvelserne igennem.

Især Tibbie trak store veksler på de to drenges tålmodighed og udholdenhed – hun var helt utrættelig og Zanpa var mere end træt af hendes uendelige krav.

Den 12. Maj blev Annelise 60 år. Det skulle ikke fejres med fest før til næste år, hvor vi har slået os sammen med bror Niels Jørgen om et weekend arrangement (Niels Jørgen 60 i 2008, Annelise 60 i 2011 og mig 50 i 2014.

Men selv om festen er udskudt, så skulle der da foregå et eller andet på dagen. Annelise havde på forhånd udtrykt ønske om at køre ud i fædrelandet den dag sammen med et par hunde. Jeg forslog derfor, at vi benyttede lejligheden til at tage den tur til Hjerl Hede, vi har fablet om de sidste 9 år.

Desværre var det lidt for tidligt på sæsonen til, at der var levendegørelse, men såvel os som Gaia og Naya nød udflugten. Vi var helt enige om, at der skal vi op igen engang, når der er levendegørelse, men uden hundene – for de gider ikke stå stille, medens vi kigger.

Da vi nu alligevel var i nærheden, og der stadig var god tid til lukketid, tog vi lige et smut omkring Mønsted Kalkgruber. Vi var ikke så begejstrede for stedet politik med ikke at oplyse, hvor lang turen i gruberne var, ”når vi nu igennem før lukketid”?, men man bør absolut unde sig selv den rundtur i gruberne. Det er en af de ting, som ikke kan forklares: det skal opleves.

Dagen efter skulle Annelise på arbejde, men jeg havde fri – jeg skulle nemlig bruge en dag til at komme mig ovenpå anstrengelserne efter al den kørsel!

Og så var det jo lige Annelises fødselsdagsgave, der skulle klares. Annelise troede, at hun havde fået sin fødselsdagsgave. Jeg var et stykke tid forinden faldet over det længe ventede sidste bind i Jean Auel’s istidssaga og have selvfølgelig omgående købt 2 eksemplarer, hvorefter jeg gav Annelise den ene med besked om, at det var hendes fødselsdagsgave – hvad jeg ikke fortalte hende var, at det var den gave, vi ligesom glemte sidste år.

Vi har før haft en hængesofa, og Annelise har flere gange snakket om at anskaffe en igen, så sådan en skulle hun have til fødselsdag. Så jeg fik spændt anhængeren på bilen og købt en. Dernæst skulle den samles, jeg var unægtelig spændt på, om det gik ene mand. Men det var heldigvis en model, som ikke krævede 2 mand. Jeg nåede kun lige færdig med projektet, inden jeg skulle ind og hente Annelise.

I bilen hjem fortalte jeg hende så lidt tilfældigt, at jeg havde været lidt emsig. Hendes stol ned i haven var blevet væltet af vinden, og jeg havde altså tilladt mig og omarrangere lidt på møblerne, og ville hun lige give mig en tilbagemelding på, hvad hun syntes?

Da vi kom hjem, gik jeg spændt ovenpå og satte mig til at vente på reaktionen – havde hun fået mistanke? Jeg hørte skridt på trappen og et temmelig tungt åndedrag, men hun sagde ikke noget – havde hun ikke været udenfor endnu? Så kom hun op og kommanderede mig temmelig bøst på benene, hvorefter jeg fik et kæmpeknus. Hurra, overraskelsen var lykkedes, hun havde slet ingen mistanke haft!!!

Det var ikke særlig varmt og det blæste også rimelig meget, men hængesofaen blev alligevel tilbørligt indviet af såvel Annelise som hundene.

I bededagsferien kom Rachel på besøg med Ayla og Shiana.

Så torsdagen op til blev selvfølgelig brugt til – æv – rengøring. Men vi er ærlige om sagen. Vi lægger aldrig skjul på, at annoncerede besøg bruges som en motivation til at få gjort – uf – rent i hytten. Men hvis folk på den anden side dukker uventede op, ja så… må de bare tage skidtet med.

I bedste os-stil lokkede vi selvfølgelig Rachel med ud og gå med hundene en af dagene, men vi er måske ved at blive lidt klogere. Denne gang lykkedes det os rent faktisk at levere en forholdsvis korrekt angivelse af hvor lang tid turen ville tage. Det kan selvfølgelig godt have noget at gøre med at vi valgte Bevtoft Plantage, hvor vi jævnligt kommer, i stedet for at forlokke pigebarnet til en tur, som vi ikke på forhånd havde prøvet af.

Da Rachel jo er dyrlæge, så fik vi hende da også lige til at tjekke bentøjet på de hunde, som vi gerne vil bruge i avlen – bare sådan uofficielt selvfølgelig. Og suk vi skal nok vænne os til tanken, at Venus sandsynligvis ikke kommer i avl. Vi har lovet hinanden ikke at bruge hunde med patella – heller ikke en grad 1 – og det fandt Rachel altså på Venus. Hun er selvfølgelig ikke 1 år gammel endnu, men det er jo nok ikke særlig sandsynligt, at diagnosen ændrer sig.

Annelise har startet på sin aktion hundeluftning. Den går i al sin enkelhed ud på, at hun tager 2 udvalgte hunde med ud at gå en frisk morgentur på ca. 5 km. hver dag. Alle hundene, på nær Gaia og Zanpa, har deres faste luftedage. Gaia og Zanpa er mine hunde, så det er mit ansvar at de får minimum 1 tur hver uge.

Da gode initiativer skal støttes, gør jeg mit bedste for at opmuntre hende til at forsætte aktionen. Der går næsten ikke en uge, uden at hun bliver lokket væk fra weekendens havearbejde og ud på vandretur i fædrelandet.

Jeg har skiftet arbejde; jeg er stadig ansat i det samme firma, men ikke i økonomi-afdelingen mere. Jeg har gennem længere tid brokket mig over manglende arbejde. Siden årsskiftet er det blevet løst ved delvist at udlåne min arbejdskraft til at løse forskellige ad hoc opgaver for vores optimeringsafdeling.

Men nu var en af kollegerne i økonomi også begyndt at klage over for meget tid, og da OPTI meget gerne ville overtage mig på fuld tid, ja så fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til.

Børge har været på besøg igen. Han har lige fra starten været temmelig forelsket i vores vovser, men har ikke været helt klar til selv at få hund. Men… nu er tiden vist ved at være kommet! For hende Trixie er jo en dejlig tøs, vi vil ikke bruge hende til avl igen, og hvis vi vil forsætte med at avle, så skal vi altså have gjort plads til nogle nye tæver.

Vi vil ikke sende Trixie hjemmefra til at være alene-hund, det skal være en pakkeløsning, så hvem skulle hun sættes sammen med.

Julie var en mulighed, men hun er lige lovlig bossy overfor Trixie, og jeg vil utroligt nødig undvære hende – det bliver svært nok endda

Så den mest sandsynlige makker bliver jo nok Venus, men vi har forbeholdt os den endelige beslutning indtil den officielle patella-undersøgelse er foretaget.

Børge ville jo også gerne lige have tid til at få alt på plads i huset: Indhegning af haven, opsamling af løse søm og skruer mm.

Derudover har Børge og jeg været ude og bruge penge. Han hjalp mig med at købe en elektrisk plæneklipper, så Græstrimmer den 4., kan tage det lidt med ro. Tænk jer bare, nu kan jeg slå næsten hele haven på 3-4 timer, hvor det før tog mig 12-14 timer. Nu mangler jeg bare at få jævnet lidt mere ud visse steder, samt få fjernet sten, men det har jeg jo masser af tid til.

Så slog Aslan til igen, men denne gang var det ikke os det gik ud over. Ragnhild skulle låne Aslan nogle dage til en parring, ville ved samme lejlighed få ham patelle-undersøgt (0/0) – vi har jo udsat det, til de 2 små var gamle nok, så vi kunne få dem alle klaret på en gang. Aslan er som bekendt et kæmpe springtalent, men denne gang var det altså Harald der, måtte ud og sikre havelågen.

Jeg har gennem flere år gået og fantaseret om det klatre-/ udsigtstårn til hundene jeg gerne ville lave af noget af alt det genbrugstræ, jeg har liggende . Designet har ændret sig rigtig mange gange, men nu skulle det altså være.

Jeg var på dette tidspunkt indstillet på en løsning med en form for kort løbebro (monteret på en nedgravet stolpe) med ramper op fra begge ender. Jeg fandt også den her helt perfekte stolpe, men den var kun ca. 120 cm lang. Så ville min løbebro jo blive alt for lav. Men lige et øjeblik! Hvis jeg nu lavede en platform på 50*50 cm på toppen og så lavede en rampe op fra alle 4 sider, så burde det da slet ikke være nødvendigt at grave midterstolpen ned.

Det var godt nok mange brædder fra den demonterede sauna, der skulle saves til til ramperne, men det overlevede jeg vel også. Lige som jeg stod og savede bræt nr 4 ud, indså jeg pludselig, at hundene garanteret ville være ligeglade med, om de enkelte brædder var lige lange. Jeg er ingen ørn til at save med elektrisk stiksav, men den nedsatte savetiden fra uoverskuelig til nogle få timer – så da første dag var gået, havde jeg alle materialerne parate til montering – god udnyttelse af en regnvejrsdag hvis jeg selv skal sige det.

Dagen efter var det rimeligt koldt og blæsende, men det regnede ikke mere, så jeg fik min nydøbte pyramide monteret.

Nu kan kun tiden vise hvor meget hundene vil bruge den, men både Freja og Venus er da begyndt at bruge den som udkigspunkt.

Venus og Hansa var nu blevet 1 år begge to, så vi fik os endelig smølet til dyrlæge med alle de planlagte avlshunde – Ragnhild havde jo allerede fået Aslan undersøgt, så det drejede sig kun om 3.

Hansa og Freja fik begge 0/0, men Venus fik desværre det forventede 0/1.

Vi kontaktede Børge med besked om, at hvis han stadig var interesseret, ja så måtte han få Trixie og Venus. Vi har aftalt at kommer til Holbæk med den en lørdag i august, så kan vi ved samme lejlighed få hans hus at se.

Jeg har også endelig efter mange opmuntrende puf og en hjælpende hånd fra storesøster, fået min længe ønskede soppedam etableret.

Tibbie har demonstreret at der kan soppes i den, Zanpa elsker også her at lege med vandslangen, når der skal fyldes vand på, og fuglene synes, at det er et ganske acceptabelt badekar. Nu mangler jeg bare at finde ud af om frøerne også kan lide den.

Vi har igen fået feriehunde på besøg. Atter engang er det nogle af Tibbies afkom, nemlig Ay-La og Shiana. Madmor Rachel skal først på camping en uge og så inviterede hendes kæreste hende med en uge til Harzen.

Nu er Ayla og Shiana jo i forvejen skattede gæster i huset, men de første par nætter uden ”mor” var alligevel lidt hårde for de to tøser.

Annelise har også haft en lille samtale med Ayla især om fælleseje til madskålen, men ellers går det uden problemer.

Godt nytår

Tjah, så er 2010 rundet ud,og som sædvanlig er vi langt bagud med ”dagbogen”, så jeg må vel hellere finde tastaturet og komme i gang.

Jeg synes dog det er meget passende at ønske jer alle et godt nytår og udtrykke håb om, at I også har haft en god jul.

Løbetid

Hos os kom december måned til at stå i løbetidernes tegn: Den 1. Ketu, den 7. Naya, den 9. Tibbie, den 12. Julia, den 19. Trixie og endelig til sidst den 26. Freja. Og som sædvanlig har det medført sine helt egne problemer, hensyn og latterudbrud.

Julia versus Freja

I takt med at hormonerne begyndte at race rundt i kroppen på hende, fik Julia en klo i siden på Freja. Freja bliver bange og begynder at hyle som en stukket gris. Det aktiverer Trixie – HVER gang – så hun slutter sig til angrebet. Så hviner Freja endnu mere – og prøver at flygte, hvorefter Tibbie, Ketu og Gaia slutter sig til angrebet. I første omgang løste vi problemet ved at Julia og Freja ikke var i samme flok, men så begyndte Freja også løbetid – så nu har vi flokken delt op i 3.

Heldigvis ser det ud til,at i takt med at hormonerne begynder at aftage, så stiger Julias tolerance også over for Freja igen, så må vi se, hvor længe det vil tage Freja at tilgive Julia – for mærkeligt nok er det kun Julia, hun er blevet bange for og ikke Trixie, som faktisk har været hårdest ved hende hver gang.

Tjah, livet er ikke altid let for alfatævens og alfahannens forkælede datter, især ikke når hun først i en forholdsvis moden alder, skal til at lære at underkaste sig de yngre medlemmer af flokken, som indtil nu har været mere legekammerater end overordnede i flokhierarkiet.

Gymnastikholdet

På trods af at Rex er kastreret, så valgte v,i at han skulle være solidarisk med Aslan og Hansa, da den første løbetid meldte sig. Det kom vi til at ændre på, for Rex foretrak at ligge for oven på trappen, så han kunne holde øje med alle dejlighederne, og han var så absolut ikke indstillet på at lade Aslan kigge med. Da vi blev trætte af deres skænderier, og Rex begyndte at halte, så flyttede den ”gamle” Casanova op til gymnastikholdet.

Det var en overflytning, som alle de vilde tøser var lykkelige for. Zanpa kan da godt udkommanderes til en ridetur eller to, men så gider han ikke mere (han vil meget hellere ride på sin tøjhund) – så de arme tøser havde primært måttet klare sig med hinanden, men så kom Rex!

Godt nok er potensen ikke hvad den har været, men man er vel en gentlehund! Så Rex er godt i gang med at finde den slanke linje igen.

Hvid jul!

Vi hørte til de heldige, som ikke fik så særlig meget sne, altså indtil ugen op til jul. Den 22. var der ikke de store problemer, men den 23…

Jeg havde ferie i den uge, men kørte Annelise til og fra arbejde hver dag. Men torsdag kom Annelise ikke på arbejde. Vi kørte fast i snemasserne undervejs ind. Det tog ca. en time, før der kom en sneplov og ryddede så meget, at vi kunne grave os fri.

Men nu var der lige det, at vi skulle til Toftlund i løbet af dagen for at hente julemiddagen, så vi blev enige om ikke at risikere at køre helt hjem, for så kom vi da ikke ud igen.

Vi kørte bilen ind i gårdspladen hos den nærmeste nabo, hvortil vejen bliver ryddet af kommunen. Vi spurgte lige Mathies, om det var ok, at bilen holdt her. ”Jamen, jeg kan da lige rydde vejen hen til jer!” Og som sagt så gjort, så vi fik alligevel bilen med hjem. Ved samme lejlighed fik jeg lige Mathies’ mobilnummer, for ”I skal bare ringe, hvis I har brug for hjælp til at komme frem” – godenaboer er nu bare GULD værd.

Så efter at have fået de våde bukser af, så tog jeg lige en lille time under dynen, til at få lidt varme i kroppen igen, men så kørte vi til Toftlund, for ellers har vi da ingen chance for at komme igennem hjem igen, og det ville nu være en kedelig juleaften hvis kalkunen manglede. Med passende hensyn til vejrliget havde vi da heller ingen problemer før en lille ½ km efter Mathies’ hus på hjemvejen. Så Mathies måtte ud og rydde vejen hjem til os atter engang.

For at det ikke skal være løgn, så medførte de store frostgrader, at mange af vores vandrør frøs, så 1. Juledag måtte vore 2 brødre bruge mange timer ude i kulden på staldloftet, for at få samme rør tøet op igen, og ved samme lejlighed få dem isoleret med hvad de kunne finde. Og det efter at Børge havde brugt en god del af torsdagen på at få vores fyr til at sende varme ud i huset, i stedet for hele tiden at prøve på at varme vand. OK vi har været heldige, det var ingen af rørene som blev sprængt, men alligevel!

Så vi har så absolut haft en hvid jul, men selv jeg må vist indrømme at hvid jul ikke altid er at foretrække.

Vi er tit blevet spurgt: 

jamen gør det ikke ondt, når hvalpen flytter.....?

eller

savner I den ikke meget.....?

Og svaret er:

Nej faktisk ikke - vi er bare lykkelige på dens vegne. Vi er da glade for vore hvalpe og prøver at give dem gode oplevelser også - men de er en af mange hunde hos os.

Når vi så f.eks. kigger på billedet af Boric her med sin nye madmor Helle og tænker på alle de gode oplevelser, der nu venter ham sammen med sin helt private familie, så glæder vi os over de nye medlemmer i "Tøselund-familien", som helt sikkert bliver lige så "skøre" med racen, som vi allerede er.

KAN MAN ØNSKE ET BEDRE LIV FOR SINE HVALPE?

Hedninger

Ja det er lige hvad vi er, men denne gang var det nu samvittigheden som meldte sig og ikke en forarget hvalpekøber – men selv jeg indrømmer at det er på høje tid vi får skrevet noget nyt i vores såkaldte ”Dagbog”.

Man skulle da tro, at det var mere overkommeligt at skrive lidt hver uge i stedet for at skulle til at skrive en hel roman hver gang. Men af en eller anden grund, så har vi altså problemer med at tage det alvorligt, med mindre der er masser af stof at skrive om.

Så sku’ da også!

Først blev Trixie bedækket ved et uheld, så havde vi problemer med at få afsat alle de hvalpe, og så kom det næste – kirsebærøje.

Indtil nu har såvel Noma som Amor og Boric fra hendes kuld udviklet kirsebærøje. Noma er opereret for det, men ved Amor og Boric har Annelise indtil videre masseret tårekirtlen på plads hver gang den har taget på springtur. Det er håbet: at hvis ellers der går længere og længere tid mellem hvert fremfald, så kan drengene måske vokse sig fra det. Men indrømmet, det er lidt af et forsøg – vores dyrlæge har ingen erfaring med om det er muligt – nu må vi se, indtil videre er der ikke noget der tyder på at drengene har noget imod behandlingen.

Så fik vi besked om at en bror til hvalpenes far, har fået konstateret Patella grad 2 i begge bagben og derfor er taget ud af avl. Så vi skyndte os at få Pax undersøgt, og han fik da heldigvis en ren patella-attest.

Men en af Trixies og hans hvalpe er også blevet undersøgt, og har på nuværende tidspunkt fået konstateret en grad 2 på det ene bagben og en grad 1 på det andet, vi må bare håbe at han vokser fra det, da det er rigeligt tidligt til at stille en sikker diagnose, men vi bævrer.

Vi har længe vidst at Trixie havde en patella grad 1 på det ene bagben, og det var faktisk vores plan at få det undersøgt igen - når hun var helt voksen - og snakket igennem med vores dyrlæge, før vi tog stilling til om hun skulle i avl, men så kom Pax jo i vejen. Nu har vi så fået foretaget den forsinkede undersøgelse hos dyrlægen og han kunne konstatere grad 1 på begge bagben. Så nu falder hammeren altså – ikke flere hvalpe til Trixie!

Indtil videre bliver Trixie boende hos os, men hvis der på et tidspunkt dukker det helt rigtige op, er det da ikke udelukket at hun endelig langt om længe får lov til at flytte hjemmefra.

Damon

Da vi i forsøget på at få afsat de sidste af hvalpene begyndte at sætte priserne ned, var der en sindig jyde, som ikke kunne modstå fristelsen til at prutte lidt om prisen. Familien havde allerede en black tan dreng – Kaiser – som de har købt hos os tidligere på året – og var temmelig forelskede i ideen om at komme med 2 sådanne drenge. Rent faktisk havde moren i familien og den yngste datter, Line, tidligere prøvet at overtale farmand til at købe Damon, men han var ikke til at stikke i – altså før der kom en fristelse i vejen.

Kaiser kan ikke leve helt op til Lines forventninger, tænk bare! Han går pænt nok med Line i seng, men lige så snart hun er faldet i søvn, så lister Kaiser ind til mor, for der vil han altså helst sove. Så da Ulla og en døtrene kom for at hente Damon, fortalte hun at Line slet ikke havde fået noget at vide – det skulle være en overraskelse.

Kaiser var selvfølgelig også med for at besøge søster Freja, men hun var slet ikke glad for at se ham igen, hun stod bare og ævlede løs i stedet for at sige ordentlig goddag – og så er det altså godt med et trygt skød at trøste sig på.

Ulla skrev senere og fortalte os hvordan hjemkomsten var gået. Hun sendte Line en besked om at komme og hjælpe med at tømme bilen. Og som nok de fleste større børn, var Line slet ikke særlig begejstret over den besked. Jeg tror dog at hun var til stor hjælp med at tømme bilen. Altså…… da hun var færdig med at stå betaget og sige nåh.

Givskud Zoo

Weekenden efter Damon rejste tog vi de resterende 5 hvalpe og Freja med til Givskud Zoo. Freja havde lige fået et nyt seletøj – af en anden model, end den vi normal bruger, som vi absolut ikke vil købe mere. For… Freja demonstrerede at den model seletøj ikke var særlig egnet til at holde hende, med mindre hun altså selv vil, så hun tog på springtur på den store parkeringsplads i nærheden af løveindhegningen, brrrrrrr.

Det blev en særdeles minderig zoo-tur for os. Ikke fordi vi så særlig meget, men fordi det vist nok er noget at et særsyn at nogen kommer med 5 hvalpe på én gang. Allerede på vejen ind kom en af de ansatte og skulle lige hilse på hvalpene, og sådan fortsatte det.

Vi nåede kun at gå fra indgangen til den store parkeringsplads for Frejas springtur og til parkeringspladsen ved gorillaerne og tilbage igen – og det tog hele 3 stive klokketimer. For sådan cirka hver 50-100 meter kom der især børn og skulle hilse på hvalpene.

Vi planlagde jo faktisk hele turen som en god miljø-træning for hvalpene, og så går man da ikke bare videre når der kommer nogen og vil hjælpe med den træning. Så der blev snakket og kælet til den helt store guldmedalje den dag, men så var alle hvalpene også rigtig godt trætte, da de endelig kom i bilen.

Sovesteder

Næsten helt fra begyndelsen af har vi haft hver vores hunde med i seng – jeg havde Gaia, Zanpa og Julia og resten sov hos Annelise. Ja, ja jeg slap let, men til gengæld så kom tæverne altid op til mig og sove, når de var i løbetid. Men engang sidste år blev det for mange i sengen for Annelise så hun introducerede ideen om at alle hundene skulle sove i stuen. Jeg skyndte mig at sætte foden fast ned. Julia suk - ok, men Gaia og Zanpa ville jeg absolut ikke undvære i sengen om natten. Annelise kunne dog ikke helt undvære hundene om natten, så stue-holdet fik lov til at skiftes lidt til at sove hos hende – de 2-3 stykker der kom først fik lov til at sove hos hende og resten måtte blive i stuen.

Den første der faldt fra ordningen var Julia. Det skete oftere og oftere ved sengetid, at jeg blev udsat for et par bedende øjne fra hende, om hun da ikke nok måtte komme med mig i seng, og selvfølgelig måtte hun da det, jeg savnede hende jo. Til sidste bøjede Annelise sig for overmagten så Julia fik lov til at flytte fast op i min seng igen om natten.

Den næste udbryder var Rex. Der kom stigende spændinger mellem ham og Aslan, og han fik derfor stigende behov for at kunne slappe lidt af. Og så flyttede han også op til os på loftet.

Freja og Naya har indimellem ønsket en enkelt rekreationsnat oppe hos mig men ellers har det kørt på denne måde helt indtil nu. Men da der først var 5 temmelig store hvalpe i flokken blev der stigende uro og spændinger i flokken, hvor flere at de voksne – især mødrene – havde stigende behov for ferie fra ungerne. Med 15 hunde i huset og fuldtidsarbejde, havde vi også stigende problemer med at give alle hundene den kontakt de har behov for – så nu er sovearrangementet blevet ændret igen.

Hver nat deler vi banden op i 2 faste flokke – der har selvfølgelig været lidt omrokeringer i starten, men nu ser det ud til at fungere.

Jeg startede ud med en tilføjelse af Ketu, Venus og Durnik. Men….. de holdt altså ikke så længe. Hverken Gaia, Julia eller Zanpa var særlig begejstrede over at skulle til at dele. Ketu havde status nok i flokken til ikke at have de store problemer, men hun ville til gengæld så nødigt sove ovenpå. Venus og Durnik havde det til gengæld ikke så nemt. De var vant til at have lidt lys om natten, og nu skulle de pludselig til at sove i helt mørke. Og en Zanpa som pludselig for i hovedet på én når man kom for tæt på, var heller ikke så sjovt, Julia og Gaia brummede da bare, men Zanpas lunte var betydeligt kortere – skulle han nu til også at trækkes med det småskidt om natten. Kombinationen af mørke og Zanpa var for meget for de 2 små, jeg kunne se hvordan de flyttede sig i forhold til Zanpa, hoppede han op i sengen hoppede de ned og omvendt. Så vi byttede om. Ketu fik også lov til at komme ned igen, når hun nu så nødigt ville. I stedet for de tre fik jeg så Freja, Trixie og Hansa – og det går helt fint. Hansa er mere tykhudet end Durnik og Venus var, og så bevæger han sig ikke så meget omkring i nattens løb. Zanpa og jeg har selvfølgelig også haft nogle lange samtaler vedrørende at dele. Trixie var blevet tiltagende mavesur, og synes at nyde at få lidt fred for afkommet. Og Freja, ja hun har jo arbejdet hele året på at få vænnet Julia og Gaia til sit nærvær.

Durnik

Her i slutningen af oktober rejste Durnik hjemmefra. Så vidt vi kan bedømme, er han flyttet ind i noget så nær hundehimlen man kan komme. Han er flyttet ind hos en ældre herre i Egeskov ved Fredericia, som har haft to tibbere før, der begge er døde i en meget høj alder - den sidste for ca. 1 år siden. Egon prøvede at klare sig uden hund, men det blev altså alt for ensomt, så han henvendte sig til os.

Egon er et af de mennesker, hvor man bare ved at han elsker hundene. Han satte sig ned på det kolde gulv og så kunne hundene ellers bare komme an, og det lyste ud af ham, hvor han nød det. Undrer det jer, at vi slet ikke var nervøse ved at lade Durnik komme med ham hjem!?

Den første nat ville Durnik ikke sove i sengen, men så lagde Egon da bare sin madras ned på gulvet ved siden af Durniks tæppe og sov der, så næste nat ville Durnik gerne op i sengen.

Udstilling i Herning

Vi deltog med Freja og Aslan, men kun om lørdagen.

Freja var tilmeldt i junior-klassen, fik very good og blev 3. bedste juniortæve.

Aslan var tilmeldt åben klasse, men ikke med Annelise som handler. Hun havde allieret sig med Ragnhild, der så igen havde hvervet Tina til at fremføre ham i ringen – og de to var bare suveræne sammen. Aslan vandt sin klasse, og blev den 4. bedste han. Han var den bedst placerede ikke-champion han, så han fik også CERT samt RESERVE CACIB – så spørg lige om vi var stolte.

Rigtig mange tak Tina, for superb handling!!!

Boric

Boric vil blive boende her i små 2 uger endnu, så flytter han til sin nye residens. Den ældste datter til den der sindige jyde, jeg skrev om lidt tidligere i ”romanen”, har nemlig også forelsket sig i tibberne. Hun har valgt Boric til at blive sin nye hjerteven, men hun har altså ikke bil selv, så hun må lige bide tiden an, indtil mor har tid til at køre sydpå igen.

Amor

Så nu er der kun Amor tilbage – af dem vi ikke selv vil beholde - men han venter besøg i morgen. Så nu er det spændende om de kører af sted igen med eller uden hund.

Vi pjækker

Rent faktisk burde vi ligge vandret i dag med rengøring. Men vi pjækkede altså! Vi havde inviteret 4 hunde – Freja, Venus, Gaia og Zanpa – med på tur på Randbøl Hede, og så må rengøringen bare passe sig selv.

Som sædvanligt var Randbøl Hede en stor succes for såvel 2- som 4-benede. Vi havde en rigtig dejlig tur hvor især Gaia og Freja var helt overstadige af lykke. Venus var lidt forsigtig i starten, men efterhånden som turen skred frem blev hun mere og mere fremad søgende, selvom hun da lige stoppede op med mellemrum og tjekkede at vi nu også var med. Og så lykkedes det mig endelig langt om længe, at få taget nogle gode billeder af Venus.

Da vi kom hjem igen, blev der da også lige tid til en foto session i haven, så jeg kunne forsøge at gentage succesen med såvel Amor som Boric og Hansa.

Bagefter måtte jeg selvfølgelig til at bruge 2-3 timer på at få dette her skrevet færdig – og bagefter skal Annelise til at publicere det på hjemmesiden med passende billeder osv., så der er ikke meget tilbage af dagen mere, men sådan kan det jo gå, når man sylter sin dagbog i flere måneder.

SUK

En andenhånds skideballe, har nu ikke helt den samme smag som en førstehånds, men på den anden side så har Karin altså ikke helt ret i, at vi burde omdøbe vores dagbog til kvartalsbogen, det er ikke engang 2 måneder siden vi sidst opdaterede den, så vi er stadig meget langt fra rekorden.

Men vi skal nok, Karin!!!

Hvalpemærkning

Hvordan får man mærket 12 hvalpe, så de kan kendes fra hinanden.

Min første ide, gik ud på at mærke hvalpene med neglelak i nakken. Men det havde jeg nu ikke den store succes med. Neglelak er ikke designet til den opgave, og især ikke som pelsen blev længere. Mærkerne kunne ikke ses.

Min anden ide gik ud på at hækle mærker. Én farve pr kuld og så lave forskelligt antal hæklede dotter til hver hvalp. De blev så bundet rundt om maven på hvalpene. Det fungerede da også men:

·         Enden med dotterne endte hele tiden under maven på hvalpene, så vi skulle til at dreje på dem for at finde ud af hvem vi have med at gøre.

·         Der var også problemet med hvornår begyndte snorene at stramme om maven, så de skulle skiftes ud.

·         Ville snorene genere hvalpenes hud

·         Og så var det de hvalpe, der bare ikke ville have dem på, og som på en eller anden måde smøg snoren af sig.

·         Til sidst men ikke mindst, hvor meget mishandling kunne de tåle. Hvalpene trak jo rimeligt meget i dem.

Til sidst krøb jeg til korset og besøgte dyrehandlen, hvor jeg købte katte-/killinge- og hundehalsbånd i forskellige farver, så vi ud fra sammenhængen mellem halsbåndets type og farve samt hvalpens farve kunne kende småtterierne fra hinanden.

I løbet af denne proces var hvalpene avanceret fra vuggestuen oppe i mit bibliotek til børnehaven nede i gæsteværelset. Den var da også udmærket, faktisk så udmærket at den stadig er i brug når vi ikke er hjemme samt om natten, eller når hvalpene skal spise, men under stærk protest forståes. For når hvalpene først når 4 ugers alderen, så er de aldeles ikke tilfredse med at blive holdt afsondret fra resten af hundene, lige meget hvad deres mødre end siger.

Nu siger deres mødre ikke så meget mere, bortset fra vrrrrrrrr når en lille hvalp kommer for tæt på, for ikke tale om at de vil fodre på de store skrubberter mere.

Gentesten

Og så var der jo den der gentest.

Vi mødte op hos dyrlægen den 26/7 med 16 hunde til tapning af blodprøver og så Julia, der skulle revaccineres, dvs 17 i alt  – sikke et cirkus. Først tog vi de 5 store hunde, så kun hvalpene var tilbage. Men i samme øjeblik hvalpene begyndte at beklage sig og proceduren begyndte de store at deltage i koret, så vi alle var i alvorlig fare for permanente høreskader.

Så Annelise tog de 5 store med ud at gå, og overlod alt det blodige til dyrlægen og mig. Det er slet ikke nogen let sag at finde blodårer på små hvalpeforben, så til flere af hvalpene måtte vi være 3 om arbejdet. Jeg holdt dem, veterinærsygeplejesken trykkede og gned på blodåren, for at få blodet til at løbe og dyrlægen stak og tappede. Men vi kom da igennem det, og ved fælles hjælp lykkedes det os så godt, at det kun var en hvalp hvor det var nødvendigt at tappe i halsen- puhha.

Den 6/8 kom det ventede brev fra dyrlægehøjskolen så med resultatet. Men…

Aslan er far til Karal og Hansa, han kan udelukkes som far til alle andre.

Til 4 af Trixies hvalpe kan hverken Ketu eller Tibbie udelukkes som mor.

Hvad i alverden var det for noget. Hvorfor havde de ikke medtaget Pax og Lucas’s blodprøver, der var blevet sendt over på forhånd. Og selvfølgelig kunne Ketu og Tibbie ikke udelukkes på så spinkelt et materiale, de er jo henholdsvis mor og farmor til Trixie.

OK vi kunne da let regne ud hvem der var far til hvalpene nu, ud fra udelukkelsesmetoden, men det ville Dansk Kennelklub i hvert tilfælde ikke godtage.

Vi ringede til dyrlægen og aftalte at tage brevet med så han kunne se det når vi alligevel skulle dertil den 9/8 for at få alle hvalpene tjekket og vaccineres.

Dyrlægen var for at sige det mildt rigtig godt gammeldags irriteret. Han havde omhyggeligt aftalt det hele med dyrlægehøjskolen, før han gik på ferie, incl at blodprøverne fra Lucas og Pax var sendt ind på forhånd, og så klokkede de alligevel i det.

Han ringede til dyrlægehøjskolen dagen efter, og en lille uge efter fik vi så endelig resultatet.

·         Aslan far til Karal og Hansa – mor Ketu

·         Lucas far til Vesta – mor Ketu

·         Og Pax fax far til såvel Tibbies som Trixies kuld.

Så endelig kunne vi få sendt de sidste oplysninger ind til Dansk Kennelklub. Nu går vi bare og venter på at stamtavlerne skal komme, så vi kan få dem sendt videre til de hvalpe som allerede er rejst hjemmefra.

For ja, 5 af hvalpene er allerede rejst hjemmefra og 1 mere rejser ca. den 5/9. Dvs vi mangler stadig af få 5 drenge afsat.

Mille

 Mille var den eneste af vore hvalpe, der var bestilt på forhånd.

Lisbeth var nemlig ude efter en legekammerat til sin Max, som hun samtidig kunne få hvalpe fra, og hun var faldet for Trixie på vores hjemmeside og håbede så da, at Aslan var faderen.

Imidlertid har hun tilgivet Trixie, at hun foretrak Pax i stedet (hvilket Aslan absolut IKKE har), så hun bortførte skønjomfruen til Lemvig, da hun var ni uger gammel.

Lisbeth var godt nok lidt nervøs på forhånd, om Max ville være for bisset - men vi har kun hørt, at han beskytter og tilbeder hende. Så - alt er, som det bør være - også der.

Garion

Garions nye hjem er noget af en historie. Karin – ikke sandt Karin – forelskede sig nemlig lidt i ham. Så han er blevet solgt til kennel Askim. Men han skal skam ikke bo hos Karin. Næh nej, Karin har nemlig Pia i baghånden – Pia ville godt nok kun have tæver i huset, men havde et godt hjem i nærheden, hvor han kunne bo. Det vil sige….

Lige så snart Karin udtrykte interesse i Garion, så sendte Annelise selvfølgelig en hel masse billeder af sted. Karin sendte billederne videre til Pia, der forelskede sig – nu var hun slet ikke så sikker på at der ikke alligevel kunne blive plads til en køn dreng i huset.

Garion er ikke bare en køn dreng, så da Pia og familie troppede op her for at hente ham, udnyttede han skruppelløst Pias forelskelse. Så ja Garion – eller Qato som han nu hedder – skal ikke andre steder hen end hjem til Pia.

Astra

Det startede egentlig med en forespørgsel fra en sød dame i Sverige - på Venus forstås. Men hun var jo en "beholder", og så ville damen "nøjes" med Astra i stedet.

Imidlertid udviklede hun, hvad der lignede en lille lyskebrok, og så turde jeg jo ikke sælge hende til udlandet.

Så Karin, der manglede en legekammerat til sin tibbertøs Nellie blev den lykkelige udvalgte, der fik lov til at bortføre Astra - nu Noma -  til Slagelse, hvor hun efter alle rapporter at dømme er kommet i himmerige, og for længst har både to- og firbenede under sin pote, hvor de jo absolut hører hjemme - nå ja - bortset fra slangen i paradiset altså (en gammel kat, der ikke finder sig i noget som helst)

Kasimir

Kasimir sikrede sig allerede få uger gammel en kærlig tilbeder, som også var villig til at ofre noget på kærlighedens alter.

Godt nok måtte mor skrive under på kontrakten for Laura, men ingen skal være i tvivl om at Kasimir er Lauras hund. Laura har selv skaffet en god del af pengene for ham ved at sælge ud af sine ting, så mor og far har kun hjulpet til med det hun manglede.

Mor fortalte at Kasimir skal bo på Lauras værelse og ikke må komme op i møblerne. Vi HAR gjort hende opmærksom på at den plan nok ikke er videre realistisk, vores gæt er at mor spår og Kasimir råder, med mindre selvfølgelig hun er betydeligt mere hård i filten end Kasimir og Laura.

.

Vesta

Vi skyldte Ragnhild en hvalp fra Ketu. Og Ragnhild havde da også arrangeret en udstationering til en tævehvalp, men vel at mærke kun hvis hun var efter Lucas. Og det var Vesta jo.

Så før Ragnhild, drog af sted sin store sydlige udenlandsrejse, havde hun forsynet os med navn, adresse og telefonnummeret
til Elly, samt givet sin velsignelse til at vi udleverede skønjomfruen til hende og så kan vi ordne papirarbejdet med Ragnhild når hun engang får sig snøvlet hjem til Langelund igen.

Karal

Karal har også fundet sit kommende hjem, som han flytter ind i næste weekend, hvis ellers ikke der kommer høstvejr i vejen.

Venus

Venus bliver som bekendt her i huset. Endnu leger hun mest med de andre hvalpe i huset, men mødregruppen er begyndt at lege mere og mere med hvalpene. Vi har da også set de lidt større tøser – især Freja, lege med dem.

Herhjemme er Venus en dejlig lille legende humørbombe, hun er stadig ikke overbevist om at det der med seletøj og snor er helt i orden, med mindre der er en foran hende som skal indhentes, men det skal hun nu nok få lært.

Damon

Damon havde jo ellers fået et tilbud fra Rachel, Ayla og Shiana, men han havde absolut ikke lyst til at være kælegris. Misforstå mig nu ikke, det er ikke fordi Damon ikke gider kæle, han vil bare selv have indflydelse på hvornår det skal ske.

Damon er nok lidt reserveret, og han kræver og du gør en indsats, hvis du vil have kontakt med ham. Men hvis du gør den indsats så vil du også opleve at han kommer glad springende for at sige goddag om morgenen eller når du kommer hjem fra arbejde, han kommer også jævnligt ligesom tilfældigt hen i nærheden af dig, og ”OK hvis det betyder så meget, så kan du da godt nusse mig lidt i pelsen, men jeg gider altså ikke op på skødet”.

Hansa

Sammen med bror Karal, er Hansa den største kælegris af samtlige hvalpe. Hver eneste gang man kommer i nærheden af ham, og bare det mindste virker som man måske kunne fristes, ja så ruller Hansa om på ryggen, den dreng elsker bare at få maven nusset.

Han er en flittig gæst på husets 1. Sal, og hvis nu døren ind til Inges soveværelse skulle stå åben, ja så er der meget stor chance for at finde Hansa liggende og sove derinde.

Der er ingen tvivl om at Hansa, vil blive meget forbløffet hvis ikke han i fremtiden er velkommen i soveværelset.

Amor

Amor er Annelise helt forelsket i. Vi skønner at han er særdeles lovende. Han har et vidunderligt trav og bygningen ser også rigtig god ud.

Han er også en lille kærlig og venlig dreng, som fro og gerne traver i hælene på dig selv om du bare skal ud i fyrrummet og hente noget.

Annelise snakker tiltagende om selv at beholde ham - nu må vi se! Hun har jo lovet mig højt og helligt ikke flere end én aktiv hanhund i huset af gangen.

Boric

Boric er på mange måder en lille buldrebasse.

Han har tilsyneladende arvet noget af sin mors tilbøjelighed til at sige av på forhånd, for hvis det nu skulle gøre ondt.

Han elsker en rigtig god kæle-/nussetur og drikker opmærksomheden ind.

Pt har han meget ringe tålmodighed med at få snor på og slår de flotteste saltomortaler når snoren viser sig stærkere end ham, selv med tilløb.

Durnik

Durnik, synes Annelise er meget reserveret. Hvor jeg oplever ham som en meget kærlig hund, der måske nok ikke kan lide at komme op på skødet, men meget gerne vil sidde lige ved siden af mig og blive nusset.

Rent faktisk er Durnik et rigtig godt eksempel på en af forskellene på os to søstre. For hvor Annelise så absolut foretrække kælegrisene, der fro og gerne kommer op på skødet af hende, og gerne tilbringer hele timer der, ja så er jeg tilbøjelig til at foretrække dem der lige kommer for at tanke op eller som bare gerne vil ligge tæt.

Den forskel har hundene her i huset også regnet ud. Altså lige bortset fra Naya, der som alfa-tæve holder på sin ret til særbehandling – og får den.

Så når hundene bare vil have en kort kæletur eller ligge tæt, så kommer de ligeså gerne til Annelise som til mig, selvom flere af dem har udtalte præferancer for hvem de kommer til. Men hvis de vil hygge på skødet i længere tid, ja så er det Annelise de opsøger, altså lige bortset fra Naya, der har et eller andet kørende med mig. Hende kan jeg godt lege madras for i længere tid af gangen. - Nåh ja, ingen regel uden undtagelser.

Det var da vist kærlighed ved første blik?

Om lørdagen havde vi besøg det meste af dagen af vores dejlige dyrlæge-niece Rachel sammen med hendes forældre og fire hunde (Rachels egne to, Ragnhilds dejlige Re-sa, som Rachel passer for tiden samt forældrenes tre måneders hvalp Tinke).

Rachel skulle selvfølgelig hilse på hvalpene også - og det kom faktisk ikke bag på os, da hun nogle dage senere bad os skrive reserveret på Damon.

For godt nok gider Aslan ikke beskæftige sig med løbske tøser, før de er helt parate, men når de så er det!!!

Vi havde for længst truffet aftale med Ragnhild fra kennel Sommerlyst om at få Ketu parret med Lucas. Men Aslan fik forceret hegnet og gennemførte en parring, før vi opdagede ham. Hvad nu, vi snakkede med Ragnhild og Dansk Kennelklub, og besluttede at gennemføre den planlagte parring med Lucas og så få gentestet hvalpene.

Tibbie skulle parres med Pax, men da han havde problemer med teknikken fik han hjælp af dyrlægen.

Julia og Trixie skulle ikke parres i denne omgang, da 2 kuld på én gang er nok.

Men når uheldet er ude.

Det næste uheld opstod medens vi var på arbejde. 3 løbske tæver, 2 særdeles aktive hanner, en 3-4 måneders hvalp og hendes mor og så resten, gjorde at vi havde splittet flokken op i 3 når vi ikke var hjemme. Sådan at Aslan, Pax og Rex var i stuen nedenunder – Naya, Freja, Tibbie og Trixie var i Annelises soveværelse og så var resten i stuen på 1. sal. Men da vi kom hjem fra arbejde en dag, så blev vi modtaget i døren af Aslan, Pax, Rex, Naya, Freja OG Tibbie og Trixie! De 2 sidstnævnte var begge højløbske,

·         HVORDAN var de kommet sammen? Vores bedste gæt er at tøserne var brudt ud af soveværelset og så har de skubbet på døren ind til stuen samtidig med at hannerne var kravlet op på den store gulvpude/sækkestol (som var stillet op ad døren, for at forhindre dem i at kradse på/ødelægge døren) og havde trykket dørhåndtaget ned.

·         HVOR LÆNGE havde de været sammen? Det kan kun guderne vide.

·         VAR de blevet bedækket begge 2? Hvis der har været tid nok, så sandsynligvis ja.

·         HVEM havde eventuelt bedækket dem? Aslan helt sikker, Pax har jo nok ikke fået lov af Aslan, men det kan vi ikke være sikre på

Dyrlægen var ved at flække af grin, da vi klagede vores nød til ham. Men vi fik da en tid til såvel at få lavet øjenattest på Trixie, samt få lavet blodprøve på Pax, som skulle hjem weekenden efter.

Og så var det ellers bare at vente indtil den 12. maj hvor vi kunne få alle 3 tøser scannet.

Resultat:

         Ketu:
drægtig med Aslan og/eller Lucas
min. 2 hvalpe

     Tibbie:
drægtig med Pax og/eller Aslan
min. 4 hvalpe

      Trixie:
 drægtig med Aslan og/eller Pax
 min. 3 hvalpe

Så i midten af juni kan vi forvente at få 3 kuld hvalpe, med 2 potentielle fædre til hvert kuld.

Sikkert et rod, men………………………

 når uheldet er ude.

I sidste øjeblik – næsten da!

I torsdag blev der så endelig leveret træpiller til os. Godt nok var vejen endnu ikke tøet nok til at lastbilen kunne køre helt op ad den. Men da naboens mark var fint frosset, så kørte han bare ned igen og kørte ad marken op til huset. Vi havde jo gravet en gennemkørsel fra marken ind til gårdspladsen, hvor trucken fint kunne komme igennem, så alle 1800 kg træpiller blev leveret lige uden for døren – skønt.

Sne igen!

Godt nok ville Rex og Aslan hellere slås end lege slædehunde, men billederne er hjemme, og det er min nye genbrugs-lænestol også.

Hvalpene i sne

Da hvalpene nu er godt 7 uger gamle, så skulle de have lov til at nyde sneen – denne gang. Freja forelskede sig omgående, godt nok kan man ikke blive ude særlig længe af gangen, uden at komme til at fryse, men hvor er det sjovt medens man er ude.

Og når man så til en forandring for lov til at jorde brormand, i stedet for, at det altid er ham som jorder en selv, ja så er lykken hjemme.

Hvalpenyt

Både Freja og Kaiser har indtaget stuen, når vi er hjemme. På nuværende tidspunkt er Kaiser lidt forsigtig, medens Freja udforsker mere frit. Til tider får hun også ørerne i maskinen, når et ’Skrub af!’ ikke bliver respekteret. Begge hvalpene har særdeles veludviklede lunger og ve os, hvis de ikke er tilfredse med tingenes tilstand. Naya er i fuld gang med at afvænne dem og det går ikke altid stille af.

Opvarmning

For et par uger siden, løb vi tør for træpiller til fyret. Vi bestilte forsyninger og vores hjælpsomme nabo brugte en god del af sin fridag på at rydde vejen op til huset. Men… det var i den uge hvor der skulle komme mere sne i vores område med snefygning. Vi gav pille-leverandøren besked om at endnu torsdag formiddag skulle de kunne komme igennem, men de kom altså først fredag, og da kunne de ikke mere komme igennem. Det lykkedes os at komme igennem weekenden, men siden har jeg 2 gange ugentligt måttet ind om Vamdrup på vejen hjem, for at købe forsyninger – for vi kan bare ikke få os selv til at bede vores nabo om at rydde igen, bare fordi leverandøren ikke kunne være mere smidig, under vanskelige vejrforhold. Men som tidligere fortalt så kan vi jo heller ikke få bilen helt hjem til huset, så vi har måttet være kreative i hvordan vi fik sækkene op til huset. Vi har især brugt en gammel vasketøjskurv, men så begyndte det at tø, og SÅ blev det ærlig talt tungt at trække. I fredag blev jeg fræk og kørte bilen over naboens mark op til huset, så skulle vi bare grave et hul igennem snedyngerne over til vores vej. Men i går var marken blevet så blød at bilen efterlod dybe hjulspor på marken, så for at få bilen ned til vejen igen, måtte vi ud med skovlene igen, og grave os igennem de værste 20 meter, hvorpå vi med et næsten mirakuløst held fik bilen ned til vejen igen.

Nu håber vi bare på at det har tøet nok før fredag, at vores leverandør kan komme op med træpillerne, ellers bliver de leveret ved en nabo, og så vil vi have 1800 kg træpiller, der på en eller anden måde skal flyttes op til huset.

Men næste trin i pilletransporten er allerede planlagt – hvis det værste skulle ske: Hvis pillerne bliver leveret til naboen, så prøver vi med en gummibåd. Den burde helt anderledes kunne glide over dyngerne, hvis altså… den stadig kan holde luft, og hvis ikke den punkterer på et eller andet. Og tænk så lige de billeder jeg kan få af den situation. Hvis jeg altså husker det – så vi ikke ligesom denne gang skal ud og rekonstruere situationen, for at få lidt liv ind i teksten.

Fotorier!

Her på det sidste har jeg brugt rigtig mange timer på en begyndende gennemgang af alle vores hundebilleder. Tanken er at jeg vil til at lave mine egne Wallpapers til komputerskærmen. Jeg fik begyndt at sammensætte billeder til en annonce i Tippermagasinet og fik blod på tanden, da det ikke var nær så vanskeligt som jeg frygtede.

Men Annelise regner vist ikke med at de bliver tilgængelige her på hjemmesiden, da der er visse begrænsninger på hvor meget plads vi kan råde over. Men det var da ikke umuligt med at de med tiden kan rekvireres via mail, men nu skal jeg først have dem lavet og så tager vi den derfra.

Groft tillidssvigt

Hvis altså I spørger Zanpa. Søndag aften overgik der ham den tort at komme i bad. Han var ikke ene om at lide. Naya trængte også alvorligt til at blive vasket, men hun nøjedes med at krybe ned til Annelise under dynen, hvor hun i fred og ro kunne svælge i en sund omgang selvmedlidenhed. (Og nej, jeg fik ikke nogle billeder af situationen, men jeg sikker på at Annelise finder billederne frem fra sidste gang Julia var i bad. De billeder viser nemlig meget godt, hvordan jeg forventede at Naya ville skabe sig – hun var vist ikke helt sig selv i søndags, eller også prøver hun på at være et godt forbillede for hvalpene.)

Men Zanpa…

Han blev eddikesur. Jeg måtte holde ham inde på mit soveværelse for at forhindre at han frøs, for Zanpa ville skam ikke ind under nogen dyne. Den første halve time måtte jeg faktisk slet ikke røre ham. Efterhånden faldt han da lidt til ro, og rullede sig sammen på et passende lammeskind ved siden af min seng. Nu kunne jeg faktisk godt kæle lidt for ham, han ville bare ikke reagere på kærtegnene, så jeg var stadig ude i kulden.

Først efter yderligere en times tid, hvor han havde været ude og tisse af for natten, havde han tilgivet mig tilstrækkeligt til at ville op under min dyne.


Mon der er nogen, der savner de billeder?

Annelise

Hvalpenyt

Hvalpene er nu begge blevet officielt navngivet som Tøselunds Elegante Freja og Eminente Kaiser. Kaisers fremtidige slaver er allerede begyndt at klage over hans arrogante væsen, men hvad kan man ellers forvente med sådant et navn.

3-ugers fødselsdagen blev fejret med en flytning til større lokaliteter. Fødekassen kom ud og i stedet blev en kravlegård sat op, hvor de kan begynde at træne benene. Allerede morgenen efter var Kaiser kommer over den 5 cm høje kant og ud af kravlegården. Freja er begyndt at stemme sig op på forbenene, så hun kan rejse hovedet imponerende højt op.

Nu får de lov til at træne her i en uge, før de bliver flyttet ind i den store kravlegård i stuen, når vi vel at mærke er hjemme. Naya skal jo også lige vænne sig til, at have mindre styr over hvor afkommet befinder sig.

Sne, sne og sne

Utroligt mange klager over sneen. Og vel var det irriterende, den dag det tog 3 timer at komme hjem fra arbejde. Jeg elsker da heller ikke hver morgen kl. 05.15 at gå 400 m ned til bilen, og de samme 400 m hjem igen om eftermiddagen. For slet ikke at tale om at skulle slæbe alle varer fra bilen og op til huset. Eller når bilen kører fast i en snedrive, men…

Jeg elsker årstidernes skiften, og at de enkelte årstider træder i karakter. Og så er der hundene…

Det er ikke så lidt tid mit kamera og jeg har tilbragt i sneen sammen med hundene. Knips, knips, knips, ind og få liv i fingrene igen, ud og knipse videre, ind og tø op, og sådan kan vi godt bruge 1 time eller 2. Og så kommer fornøjelsen af at beskue resultaterne bagefter.

Det er ikke altid de samme hunde som stiller op i sneen, når kameraet og jeg går i selvsving. Rent faktisk er der et par stykker eller 3, der for det meste udebliver totalt, men Julia, Trixie, Aslan og Pax er næsten altid med. De følger mig mere eller mindre rundt i haven, så jeg hele tiden at masser af motiver at vælge imellem.

Pax - elsker især at posere med den orange stofbold, som slet ikke har noget at gøre udenfor – men som alligevel altid ender der, når vi tager den ind. Han er notorisk i at komme hen til mig, lige som jeg bedst sidder på hug, for at få et særligt godt billede. Stod det til Pax, så var man altså ude hele tiden.

Aslan - vil gerne brydes, men stiller også gerne op som den efterhånden professionelle fotomodel han er

Trixie - futter rundt her og der og skal have det hele med, men tager også gerne en rask brydekamp.

Julia - vil helst tilbringe hovedparten af tiden med at lege.

Naya - dukker stort set kun op på små franske visitter, men hun er jo også mest optaget af sine hvalpe i øjeblikket

Zanpa – vender om i døren, han trænger aldeles ikke til at komme ud. Men… hvis du insisterer, så følger han tæt i hælene på mig, og er derfor næsten umulig at få gode billeder af

Tibbie – har et problem. Hun vil gerne lege med de 4 små (Julia, Trixie, Aslan, Pax), men hele tiden! Engang imellem vil man altså have ro til bare at trisse rundt i sit eget tempo.

Gaia – håber altid på at en eller anden starter en bryderkamp, som involverer en masse løben om kap, for det elsker hun. Mellem kapløbene går hun stille og fredeligt rundt og snuser til alle duftene.

Ketu – synes måske nok det er lige rigeligt koldt, men hun vil da ikke være usolidarisk, så hun følger med og fryser med anstand. Men hvor gør det altså godt at komme ind i varmen igen.

Rex – holder øje med om alt går rigtigt til. Han går heller ikke af vejen for en lille rask brydekamp eller diskussion, men vil hellere sive med rundt i haven, og tjekke alle yndlingsstederne.

Gode naboer er guld værd

Vinteren er kommet til Sønderjylland og hundene nyder al sneen. Jeg tilbringer megen tid hver weekend ude i sneen sammen med hundene og mit kamera.

Den 13. kørte bilen fast på vejen hjem – lige som sidst ca. 2/3 oppe af vores vej, men denne gang var det Annelise, som troede vi kunne komme igennem. Så vi måtte vade i strid blæst gennem snedyngerne hjem, hvor……. Naya insisterede på, at hun altså gerne ville af med de hvalpe. Der havde ingen tegn været om morgenen, men nu var hun altså klar, og bilen sad fast; så hvad nu hvis vi skulle til dyrlæge med hende i en fart? Og jeg skulle jo også begynde på den nye arbejdsplads i morgen!

Så Gaia og jeg måtte på jagt efter en hjælpsom nabo, der kunne hjælpe os, mens Annelise blev hos Naya. Vi var heldige, for godt nok kørte Leif af sted, lige som vi var på vej op ad indkørslen, men den store søn var hjemme, og var hurtig til at få traktoren startet. Så da bilen var trukket fri, brugte han skovlen til at rydde hele indkørslen.

Nayas vand gik godt kl. 18.00, men hun havde problem med selve fødslen. Hun kunne bare ikke få den første hvalp ud. Vi prøvede at hjælpe hende, men hovedet sad bare fast. Så vi greb knoglen; heldigvis var det vores egen dyrlæge, som havde vagten. Naya kom faktisk af med en desværre død han, før vi nåede ud af døren, men vi kørte alligevel af sted, for hvad nu hvis……!

Dyrlægen valgte at give hende ve-stimulerende indsprøjtninger i første omgang, men da hendes veer ikke rigtig ville samarbejde, valgte han efter ca. 20 minutter at ringe efter sin kollega, til at foretage kejsersnit.

Så ud over den dødfødte han fik hun en han mere og en tæve. Tæven regner vi at beholde selv, og hannen har vi allerede fået en forespørgsel på.

Men tænk hvis ikke vi havde haft så gode naboer!

Sidste nyt

I denne uge er det så sket 2 gange, at vi valgte at lade bilen stå nede ved vejen og så hente den, når Henrik havde ryddet vejen. For det er faktisk normalt Henrik, der hjælpe os med snerydningen. Men…., de er ved at bygge et nyt stuehus, så de bor et andet sted i øjeblikket. Henrik kommer 2 gange om dagen for at fodre deres kvæg. Han var endnu ikke kommet den onsdag i sidste uge, og hvornår ville han komme? Derfor gik Gaia og jeg over til Lis og Leif efter hjælp.

Weekendindkøbet i dag blev ikke til noget – både Annelise og jeg tog os en feriedag i dag, og så ville vi lige have weekendindkøbet overstået men…. tjah nu står bilen altså ca 50 meter nede, for længere nåede vi ikke.

OK I gider nok ikke læse mere om vores bil, så videre til det vigtigste:  Begge hvalpe trives og bliver større og tungere for hver dag. Vi diskuterer stadig deres farve – jeg har bøjet mig nok til at indrømme af Freja nok er zobel, men drengen har vi endnu ikke indgået forlig over.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget!

Efter at Tibbie gennem nogen tid har haft stigende problemer med nogle af de andre tæver i flokken, valgte vi til sidst at finde et nyt hjem til hende. Vi var dog meget usikre på, om ikke vi havde været for hurtige på aftrækkeren - om ikke der havde været andre mindre drastiske måder at hjælpe hende på.

Tibbie var dybt forvirret den første aften og ville slet ikke snakke med os; vi blev totalt ignoreret. Men allerede dagen efter var hun sig selv igen, og blev taget på fersk gerning i at lege med Pax.

Men et eller andet har ændret sig. Spændingerne mellem tæverne, som startede det her, har vi ingen tegn set på, siden Tibbie kom hjem igen. Rent faktisk ser det ud, som om Tibbies position i flokken er blevet styrket. Men dertil kommer, at Tibbie nu selv siger til, hvis hun synes, hun trænger til opmærksomhed.

Hun havde en tilbøjelighed til at finde sig i for meget, men det gør hun ikke mere, og det klæder hende. Og Annelise og mig: vi gør alt, vi kan, for støtte hendes nye selvtillid.

Hvalpene

Den 6. flyttede begge hvalpe hjemmefra. Og ifølge alle bulletiner er de begge 2 faldet rigtig godt til i deres nye hjem. Forinden havde de været begge været under kniven, hvorfra de kom hjem med de nydeligste body-suits på. Zilcans blev dog ret hurtigt taget af, da den irriterede hans sår. Hans nye madmor har haft ham til dyrlæge flere gange, da hans rekonvalescens ikke er gået helt efter ønske, idet han har døjet med infektioner i såret, som den oprindelige antibiotika ikke helt kunne modvirke. Men nu skulle det gå den rigtige vej også på dette punkt.

Rex

Rex har fået stingene taget og dyrlægen var rigtig godt tilfreds med ham. Han virkede heller ikke særlig overrasket over Rex’s holdning til hele genoptræningsproceduren.

Set i bak-spejlet kan vi se at Rex har været betydeligt mere generet af det ben, end vi var klar over. Han er blevet meget mere legelysten. Før operationen tydede alt på at Aslan var ved at overtage lederrollen, men nu ser det ud til at bøtten har vendt sig, og Aslan har underkastet sig Rex’s førerskab – så får vi se om det stadig holder stik når først Rex har alle hormonerne ude af systemet. Det er i hvert tilfælde helt sikkert at det er Rex som er fredsmægler mellem Aslan og Pax.

Pax

Pax startede godt ud med at være forsigtig og tilbageholdende, så han ikke fik problemer med resten af flokken – men det har ændret sig. Han føler sig nu sikker nok til at begynde og udfordre Aslan. Alt det Aslan udsatte Rex for, får han nu selv tilbage fra Pax – og han kan slet ikke lide det. Men som sagt er Rex rigtig god til at gå imellem når de kommer for godt i gang, men støjniveauet er til tider rigeligt, selv for vores ellers hærdede ører.

Pax har også fået sig adskillige rigtig gode legekammerater. Han leger især gerne med Trixie og Tibbie, men også Gaia deltager ofte i legene. Men hvor Trixie og Tibbie gerne deltager i brydekampene også så vil Gaia helst deltage når der skal løbes om kap.

Naya

Naya havde os bekymrede i en tid efter hendes parring. Hun blev ved med at bløde, og tilsyneladende mere end normalt for en løbetid. Dyrlægen gav os noget medicin til at stoppe blødningerne og heldigvis er de nu hørt op. Men vi begynder seriøst at håbe på der virkelig er hvalpe i hende, for brystkassen har ligesom fået mere fylde og hun begynder at blive mere gumpetung. Så……..!

Vintervejr

Endelig blev det rigtig vinter, og hvor hundene elsker det. Det gør jeg faktisk også det meste af tiden. Jeg elskede det ikke i torsdags, da vi måtte efterlade bilen 100 meter nede af vores markvej, fordi den var kørt fast i sneen. Og godt nok prøvede vi på gammeldags maner med skovle og ”rå muskelkraft” at få den fri, men det blev ikke før en hjælpsom nabo kom med sin traktor og snerydder at bilen kom hjem i carporten – da elskede jeg ikke sneen, men ellers…!

Synet af de sne-smykkede træer og buske, af hundene der tumler og snuser og bare ikke kan få nok. De kommer lige ind for at få lidt varme ind  mellem og så udenfor igen. De er meget mere livlige og vitale end normalt. Er det noget at sige til at mit kamera og jeg bare ikke kan holde os indenfor, når motiverne sådan vrimler rundt udenfor.

Arbejde

Jeg har endelig også fået lidt afklaring på min (Inges) arbejdssituation. Siden slutningen af september har der været tale om at nogle af mit firmas arbejdsopgaver – deriblandt mine – skulle overdrages til et andet firma. Det er nu endeligt blevet besluttet, og jeg samt flere af mine kolleger har fået ny arbejdsplads fra årsskiftet. Jeg skal stadig varetage mange af de samme opgaver, men får samtidig mulighed for at være med til at præge hvordan de skal håndteres i fremtiden. Det kan blive rigtig spændende og udfordrende, selv om det måske på sigt kan komme til at betyde at jeg skal til at køre til Vejle hver dag.

Selvfølgelig er jeg stadig usikker og nervøs for fremtiden, for hvad er det nye firmas planer. Er det kun indtil alt kører og er på plads at jeg har et arbejde? Men jeg har valgt at være åben overfor det nye. Jeg tror på at jeg selv har en indflydelse på hvordan det skal gå – og en negativ forhåndsindstilling kan aldrig være en fordel.

Hvalpene

Kira og Zil-Can er nu begge to blevet vaccineret første gang samt blevet chipmærket. Desværre har Kira en navlebrok og Zil-Can en lyskebrok, så de komme begge to under kniven, før de flytter hjemmefra.

Men bortset herfra stortrives de og er virkelig begyndt at udforske deres omgivelser. I den forgangne weekend blev de introduceret til hvalpeseler for første gang – de kløede sig rigtig meget men havde også tid til at udforske undervejs.

Nayas løbetid

Ganske som forventet var Naya først parringsparat omkring 18-dagen, så hun blev parret i weekenden. Hun elskede flørten, men selve parringen var ikke lige hendes nummer hyyyyyyyyyyyyyyyyyl, så er det godt med et velplaceret knæ at hvile hovedet mod.

Nu håber vi så på hvalpe medio januar.

Om Rex vil

Rex er kommet godt igennem sin operation, han kom hjem i går med en længere instruktion i hvordan hans rekonvalescens skal foregå – om Rex vil. For der er jo lige det problem, at vi har at gøre med den hund som kan lære æsler et og andet om stædighed!

·          Hold ham i ro for sig selv i 5-6 dage. Rex er bare glad det ikke er ham som står for reparationerne her i huset, for hans tipper-ære kræver, at han omgående demonstrerer hvordan man brækker en dør op. Hvordan i alverden skal han kunne følge med i hvad der foregår, hvis han ikke er sammen med flokken.

·          Lad ham ikke hoppe op i eller ned af møblerne de første uger. ”Pjat, man er vel en tipper!” Andre er villige til at lide for skønheden, Rex foretrækker at lide for mageligheden.

·          Penicilin 2 gange daglig i 8 dage. Fuldt samarbejde, leverpostej!!!

·          Bøj og stræk øvelser med benet 2-3 gange daglig. ”To mod én, det er unfair! Så jeg må vel hellere samarbejde”.

·          Nedkøling af leddet med ispose 15-20 min efter øvelser. ”Kan I så se at blive færdige, jeg GIDER ikke det her”.

·          Gå tur langsomt i 5 minutter 2-3 gange daglig. Det vil han meget hellere selv klare, så behøver man ikke nøjes med 2-3 gange. ”Man skal jo træde af på naturens vegne, og ingen lægger vel mærke til hvis man lige snuser lidt til seværdighederne til og fra døren”

Så med andre ord, vi gør vores bedste for at følge instruktionerne, og Rex vælger hvilke der er mening i og hvilke som bare er skrevet for at irritere ham.

Pensionær

Pax, den unge han vi har udstationeret hos vores niece Elisabeth, er flyttet ind for de næste 2-3 måneder. Elisabeth og Pax bor hos far og mor – vores bror Svend Aage og hans Jeanette – i øjeblikket. Men der bor også to tæver der i huset, og en af dem er altså kommet i løbetid. Så efter en hel weekend med diverse hundske lydeffekter, blev vi ringet op om ikke Pax kunne komme lidt på ferie. Og selvfølgelig kunne han det. Samtidig blev det så aftalt at vi benytter muligheden til at forsøge at få ham avlsgodkendt, derfor 2-3 måneder. Men til gengæld forventer niece-skabet skam også jævnlige – mindst én gang om ugen – bulletiner og billeder om og med hendes kælegris.

Pax er mors dreng, og tilsyneladende rigtig godt og gammeldags forkælet – på den rigtige tippermåde. Tidligere på dagen da jeg sad og hyggede med computeren, kan Pax pludselig og ville op. Han lagde sig nok så selvfølgeligt til at sove foran skærmen, så nu funderer jeg på om det er hans faste plads hos Elisabeth???

Halen er oppe, men Pax synes tydeligvis at det er svært sådan pludselig at blive smidt ind i sådan en stor flok, uden mor til at trøste. Heldigvis er Zanpa solidarisk med Naya ovenpå det meste af dagen, for så længe Pax ikke siger fra, så vil Zanpa prøve på at provokere ham, med diverse udfald.

Hvalpene tager Pax i strakt pote. Han snuser lidt forsigtigt til dem, når de kommer hen til ham, men ignorerer dem ellers.

Løbetid

Nu er det ved at være 2 uger siden Naya gik i løbetid, men den dame har ifølge vores erfaring en sen ægløsning. Sidste gang blev hun insemineret indtil 18-dagen, og da udtalte dyrlægen, at næste gang tager vi altså blodprøve. Denne gang skal hun parres med Aslan, og da han har vist at han godt selv kan, har vi besluttet helt at overlade ”insemineringen” til ham.

Naya, er helt vild og blodig. Hun hopper og springer rundt om Aslan, hver gang de sættes sammen. Puffer til ham med måsen og tigger ham om at gå igang. Men…… Aslan, er ikke helt tilfreds med lugten og smagen, ”beklager putte, men du er ikke parat endnu”. Arme Naya, hun er bare så utålmodig, mens Aslan har masser af tid.

Der viser erfaringen sig tydeligt, Rex er blevet mere og mere utålelig og overvågende – på den anden side af lågen – næsten lige siden løbetiden begyndte. Og hvis han fik lov, ville han gøre sit allerbedste på at bestige damen. Men vi ved også at han endnu ikke har fundet ud af det der med blomsterne og bierne.

Og så er der også lige det at da vi i sidste uge havde 7 hunde fra flokken til dyrlæge til den årlige vaccination, så blev der konstateret at Rex har udviklet en operationskrævende patella (grad 2). Han skal under kniven på mandag. Og da vi på grund af det ikke mere kan bruge ham i avlen, ja så bliver han kastreret ved samme lejlighed. Så må vi hen ad vejen se om han bliver boende hos os, eller om der dukker en op som bare ikke kan leve uden ham i sit liv.

Hvalpene

Kira og Zil-Can forsætter med at udvikle sig lige som de skal. De er de rene mestre i støjforurening nå de er vågne og vil være sammen med flokken, og vi er lidt for langsomme i optrækket. De har tilsyneladende også begge to poterne godt placerede på deres fremtidige fosterfamilier. Som det ser ud i øjeblikket, flytter begge hjemmefra i weekenden lige før de er 11 uger.

Hvalpenyt

Både Kira og Zil-Can trives så det er en lyst. De er virkelig begyndt at gå på opdagelse i deres omgivelser, og er vi lidt for langsomme til at lukke dem ud af kravlegården, skal de nok gøre os opmærksomme på forsømmelsen, og det både højlydt og langvarigt.

I går kom de for første gang med ud i haven. Efter en god tår i Ketus mælkebar, havde de såvel mod som energi til at begynde en lille smule udforskning. Men de kom nu ikke så langt omkrig, dels var der bare så mange spændende lugte og smage, og dels var det lige koldt nok, så de kom ret hurtigt indenfor i varmen igen.

Løbetid

Endelig langt om længe har Naya bestemt sig til at få det der med løbetid overstået. Det kan nok ikke udelukkes at det er de små som har inspireret hende. I hvert tilfælde begyndte hun ret kort tid efter at Ketu endelig var klar til at lade flokken hilse rigtigt på de små.

Nej denne gang vil vi bruge Aslan og se, hvordan deres gener går i hak.

Arme Rex

Fredag aften opdagede Annelise pludselig et blodspor på gulvet, og da hun fulgte sporet til dets ophavshund, kunne hun se at Rex havde brækket en klo.  Den har han jo nok erhvervet sig i et af sine brydekampe med Aslan. Men han måtte selvfølgelig en tur til dyrlæge, for at få den klo fjernet. Så Nu går han rundt i huset med en flot blå forbinding på poten - heldigvis er han en af dem, der kan lade sin forbinding i fred. Det er vist meget godt det er et bagben han har skadet, for han insisterer på primært at bevæge sig rundt på tre ben, men kan alligevel klare såvel trapper som møbler.

Hvalpe-nyt

Både Kira og Zil-Can vokser rigtig godt til, og er i fuld gang med at udforske deres kravlegård, samt at slås med hinanden. Meeen det der lys som en gang i mellem går af i hovedet på dem, har de nu ikke så meget fidus til, selv om de er ved at vænne sig til det. Zil-Can havde besøg i sidste weekend af sin potentielle madmor, og i dag var det så Kiras tur til at få besøg.

Haven

Ikke fordi der er sket noget videre nyt i haven, vi gik begge to hen og blev syge i den forløbne uge, så vi var ligesom mere optagne af vores dyner. Men i hvert tilfælde fik vi slået den værste vegetation ned i sidste weekend, så hundene også kan færdes mere frit i den del af haven. Og hundene bare eeelsker den have. Det kræver til tider sin tålmodighed at få de sidste med ind, for hvis ikke det er Zanpa som snuser i en fjern del af haven og lige skal have navigeret diverse forhindringen på vej til døren, så er det en af de andre som liiiiige skal. Jo jo haven er et hit!

Hvalpenyt

Så er den første uge gået og tvillingerne eller Bassen og Tøsen, som jeg ofte kalder dem, er kommet rigtig godt igennem. De har begge 2 næsten fordoblet deres fødselsvægt, så vi er meget tilfredse med dem.

Hvis ellers ikke der kommer noget i vejen, så har Bassen allerede besluttet sig for sit fremtidige domicil, hvor der bliver lokket med muligheden for en fremtidig udstillingskarriere, samt 2 andre hunde af lege med.

Ketu er begyndt at kede sig omgivet af ren ”baby-snak”, det hjælper da en lille smule at lade radioen køre hos hende, meeeeen. Nej Ketu vil have lidt mere selskab end det, så hun tager flere gange om dagen en rask omgang rundt i haven sammen med resten af flokken. Om natten holder Annelise hende med selskab, indtil ud på morgenstunden når sengen bliver for hård og hun lister ind i sin egen seng.

Havenyt

Endelig langt om længe blev jeg så færdig med indhegning og opdeling af resten af haven,

og hvor hundene elsker det. Især efter de 4 smertefulde timer i lørdags hvor jeg ved hjælp af en græstrimmer – så nær en kratrydder jeg kan magte – fik det meste af ukrudtet (i mit ansvarsområde) skåret ned i en mere acceptabel højde. Arme frøer, dem der ikke flygtede for livet foran græstrimmeren søgte tilflugt inde i et skur – mens jeg smadrede deres paradis, forhåbentlig betyder det ikke at de forsvinder helt fra haven!

Men det allerbedste er nogle balancebaner til hundene – dem glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Det interessante bliver hvor meget af det jeg kan nå i år?

Så har Ketu født.

Hun begyndte at søge ensomhed i løbet af formiddagen i går, og godt 8 om aftenen kom den første hvalp – en stor mørk tæve på 230 g, godt en time senere kom en mørk han på hele 243 g – han var så stor at vi måtte udøve aktiv fødselshjælp for at få ham ud. Og så skete der bare ikke mere.

Vi havde faktisk forventet at der ville være flere hvalpe i hende, hun fik henholdsvis 5 og 6 hvalpe i sine første kuld. Så for en sikkerheds skyld valgte vi at tage hende til dyrlæge i dag til et efter fødsels tjek. Heldigvis kunne han give hende en ren helbredsattest, så hun har åbenbart gået efter kvalitet i stedet for kvantitet denne gang.

Haven

Som jeg skrev tidligere på året, så havde vi store planer for haven i år, men som sædvanlig har vi ikke nået nær som meget, som vi drømte om. Men vi arbejder stadig på det. I skrivende stund mangler jeg bare at sætte en enkelt hegnspæl og montere en havelåge, og så er vi parate til at sætte det sidste hegn op i haven, så vil hundene have én kæmpestor indhegning, som kan deles op i 2 separate meget store indhegninger under løbetid o.lign. Jeg regner med at vi får det sidste lavet i løbet af i dag eller i morgen.

Det bliver heller ikke det sidste vi når i år – 7 9 13 – for efteråret leverer som bekendt meget mere behagelige arbejdstemperaturer end sommeren gør, hvis bare det ikke regner hele tiden!!!

”Feriebørn”

Også i år har vi haft det store privilegium at agere feriehjem for 2 af Ragnhilds (Kennel Sommerlyst) skønne tippere, mens hun og Harald turede rundt i Europa. Det var Resa – som også besøgte os sidste sommer – og Zilpa. 2 aldeles dejlige hunde, Annelise er vist nok faldet godt og grundigt for Zilpa, mens jeg er mere forelsket i Resa.

De gled begge to stille og roligt ind i flokken, som om de altid havde hørt til. Så nu har vi også prøvet at have 11 hunde at holde styr på, og det er slet ikke noget problem. Så på det punkt ved vi at der ikke vil opstå problemer, næste gang vi falder fristelsen til udvide.

Pax

Som trofaste læsere af vores dagbog vil vide, så udstationere vi en ung han hos vores niece Elisabeth tidligere på året. Den 4. September kom Elisabeth og Pax så på besøg hos os, så vi ved selvsyn kunne se hvordan han udvikler sig. Desværre kunne Mads ikke komme med, men vi havde en dejlig eftermiddag med de 2 som kom, og så kom Elisabeths far og mor og fik aftensmad sammen med os også, før hele flokken kørte af mod Sjælland igen.

Præ-menstruel

Weekenden efter udstillingen i Vejen var vi optaget af 2 efterkonfirmationer. Men de blev spoleret for mig, rigtig godt og grundigt, begge to. Om søndagen overtalte jeg Annelise til at tage tidligt hjem – der var ellers planlagt program for både formiddagen og det meste af eftermiddagen – men jeg kunne bare ikke mere, skulle bare hjem og ligge ned. Jeg er inde i en periode hvor de sidste 2-3 dage før menstruation, næsten er værre end selve menstruationen og det siger ellers noget. Så jeg blev i min seng de næste dage.

Udstillingsfølger

Om tirsdagen begyndte jeg alvorligt at overveje om ikke det var på tide at komme på benene igen, men så kom Julia og ville enormt gerne dele dynen med mig. Den undskyldning var jeg ikke sen til at godtage som grund nok til at tage en dag mere på langs.

Men hende Julia, var da vist ikke helt i orden! Hun vil normalt aldrig ind under dynen, men denne dag ville hun. Hun startede trykket ind mod mig inde under dynen, for så langsomt at trække længere og længere ud. Når hun i løbet at 30-45 min havde frigjort sig helt af min dyne, begyndte hun forfra på turen, og sådan fortsatte hun hele dagen. Hun begyndte også at hoste og blive snottet.

2 dage senere begyndte Trixie at have ”ondt” af sin selv, hoste og snotte. Diagnosen var meget enkel – kennelhoste, sandsynligvis samlet op på udstillingen i Vejen.

Så vi har bare kunne afvente udviklingen efterhånden som den ene hund efter den anden begyndte med symptomer. Efter aftale med dyrlægen, ser vi tiden an om alt går uden komplikationer.

Kong Rex

Efter Aslan er kommet ind i flokken er Rex endelig trådt helt i karakter som alfa-han. Om det så er Zanpa, så er han blevet flyttet fra tøserne over til at være hannernes ansvar. Det er nu Rex eller Aslan, som ”sætter sig på ham”, når han er ved at hidse sig for meget op.

Soppebassin

Og så var der jo hedebølge – og vi var selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis færdige med de planlagte soppebassiner til hundene. Annelise foreslog et midlertidigt bassin – og vi havde jo den gode bassindug liggende, så jeg gik i gang med skovlen og fik lavet et meget midlertidigt bassin. For midlertidigt til Annelises smag, så resten af aftenen brugte hun til at gøre det lidt mere udholdeligt at se på.

Og hundene, de fleste at dem foretrækker kun at bruge det som drikkeskål. Et par enkelte dypper også poterne når de trænger til at køle lidt af, men ellers er der ikke den store interesse. Altså bortset fra når der skal hældes mere vand i – både Julia og Zanpa har vist sig at elske at lege med vandstrålen.

Mere sygdom

Aslan har virkelig været hårdt ramt i denne omgang, første blev han selvfølgelig også ramt af kennelhosten, men dertil kommer en lige lovlig tynd mave. Hverken Zoolac eller foderris hjalp på problemerne så han måtte en tur til dyrlægen. Det viste sig at være en omgang tyktarmskatar, så nu kan han mæske sig i en klat leverpostej 2 gange daglig i 11 dage.

Kr. Himmelfartsdag

Kl. 05.30

Mit vækkeur ringede, men i stedet for en hyggelig morgentur med nogle hunde skulle vi gøre rent, for vores bror Niels Jørgen havde aftenen forinden ringet og aftalt at komme på besøg i dag. Når man har huset fuldt af hunde, som meget af tiden kan gå frit ud og ind, og det samtidig er store fældetid, er rengøring et konstant ømt punkt her i huset – vi absolut HADER at gøre rent, men sorte poter og løse hår tvinger os til konstant tackling af vores antipati – hvis huset skal se rimeligt ud så skal der fejes og vaskes gulv den selv samme dag som gæster kommer og allerhelst lige før de kommer, ellers når det at se beskidt ud igen.

Bedst som vi var i gang med øv – rengøringen – opstod der problemer. Jeg havde vaskemaskinen i gang med nogle småtæpper og så viste det sig, af afløbet var stoppet. Resultat! Hele gulvet sejlede i beskidt vand, så vi måtte til at bruge tid på at ”skovle” og moppe vand op. Så nu kan jeg se frem til at skulle til at bøvle med det,  før vi kan vaske tøj igen.

Kl. 09.00

Kørte vi så hjemmefra. Storebror er en ivrig amatør botaniker, og Annelise og jeg har jo huset fuldt af hunde, som hellere end gerne vil ud og trave i fædrelandet – så sum a summarum havde vi aftalt at mødes på Randbøl hede og trave en god tur sammen, hvorefter vi ville køre hjem til os og spise frokost sammen. Godt 20 minutter senere ringede mobilen: Sjørn var først lige kørt nu, så han ville altså blive ca. en halv time forsinket.

 Da vi efter nogle kilometer havde fået rimeligt luft for vores irritation, besluttede vi at finde et sted og bruge lidt tid på at spise is – for er det én ting mere Ketu ikke forstår, så er det at skulle sidde og vente i bilen, når vi har lovet hende en travetur. Men vi var alligevel mindst 20 minutter for tidligt på den, da vi kom til Randbøl Hede.

Som sagt så hader Ketu at skulle vente på sin travetur, og hun går absolut ikke stille med dørene i sit mishag, så i ren og skær selvforsvar besluttede vi at fordrive ventetiden i hundeskoven, hvor såvel Ketu som Gaia – dagens udvalgte – fik mulighed for rigtig at strække ud.

Men endelig kom storebror da – kun i alt 40 minutter forsinket – og vi fik en rigtig dejlig tur rundt på heden og ind om de 7 søer. 

Kl. 13.00

Nu er Sjørn som sagt en ivrig amatør botaniker og han havde altså hørt om en sjælden plante, som der skulle gro et enkelt eksemplar af på Randbøl Hede og den ville han selvfølgelig enormt gerne se og fotografere. Han havde også fået fat i en beskrivelse af hvor den skulle vokse. OK vi ville få en meget sen frokost, men selvfølgelig skulle Sjørn have chancen for at søge efter den plante. Så vi kørte så tæt på lokaliteten som vi kunne og gik på jagt. Men 1 eksemplar, fundet for et år siden er ikke meget at gå efter, efter en time begyndte Annelise og jeg at fryse, så vi gik sammen med vore efterhånden meget trætte hunde tilbage til bilerne. Sjørn var mere udholdende, men omkring kl. 15.00 kom han da også tilbage, uden at have fundet den plante han ledte efter.

Kl. 16.00

Endelig hjemme igen, men det var unægtelig alt alt for sent at spise frokost, så Sjørn fik en kop lunken kaffe og gik ud for skifte dæk på bilen – undskyldninger for at komme på besøg – og vi gik i gang med at stable en tidlig aftensmad på bordet. Hvor gjorde det altså godt endelig at få noget at spise, men jeg var efterhånden også godt mat i sokkerne, og havde ikke meget andet i hovedet end at lægge mig ned og endelig slappe af, men så kalde Annelise på mig, at jeg skulle altså ligge komme og se på Gaias bagdel. Der blev min slappen af så udsat i yderlige en times tid, for den ene af Gaias anal-kirtler var stoppet til og var selvfølgelig både meget hævet og øm. Så efter en hurtig opringning til dyrlægevagten måtte hun og jeg af sted igen. Heldigvis var det vores faste dyrlæge, der havde vagten, så jeg skulle i det mindste ikke til at bøvle med kort.

Det her er tredje gang den kirtel er stoppet til og altid uden for normal åbningstid, men i modsætning til de andre gange var den ikke enten lige ved at sprænges eller lige sprunget, da vi nåede frem til dyrlægen. Gunnar valgte at punktere den med det samme frem for at lade naturen gå sin gang, medens Gaia brokkede sig virkelig højlydt lige ind i mit øre. Så nu er Gaia sikret leverpostej 2 gange daglig i de næste 8 dage, men tænk om hun er taknemmelig, næh nej, da vi kom hjem igen lige godt 20.00 var hun rigtig godt sur og uomgængelig, INGEN hund skulle komme i nærheden af hende GRRRRRRR – jeg var heller ikke i kridthuset, men hun plejer ikke at lade mig lide på den måde alt for længe af gangen, så dagen efter var alt ved det gamle igen mellem os to. Hvor jeg da bare elsker den hund!!!

Denne weekend har stået i udstillingens tegn. Vi havde jo tilmeldt både Julia og Trixie til hundeudstilling i Vejen hhv. lørdag og søndag.

De var blevet trænet - mere eller mindre flittigt den sidste månedstid - og sandt at sige forventede jeg ikke det helt store fra nogen af dem.

Julia havde ikke klaret sig særlig godt under ringtræning - havde svært ved at få halen op - og HADER bare at køre i bil, så jeg havde resigneret mig til, at hun formentlig ikke ville nå højere end en andenpræmie.
For Trixie håbede jeg lidt mere - men hun er lidt af en udfordring - så man ved aldrig.........................

I fredags fandt jeg så ud af, at vi kunne forvente regn om lørdagen - og måske også søndag, og udstillingen var udendørs - så jeg sendte et nødråb til min altid hjælpsomme "opdrætter" Ragnhild. Hun måtte da vide, hvor man kunne få fat i galoscher og regntøj til vovserne - med så kort varsel.

Og da Inge havde taget en halv fridag, kunne hun jo passende få indkøbt et telt, så vi også kunne komme i tørvejr.

I bedste Inge-stil var der så indkøbt et strandtelt (eller noget i den retning) - for tænk: "Det kostede kun 50 kr"  Men kunne det så holde tæt? "Du kan jo prøve at hælde vand på det!"

Så vi måtte ud at købe et andet telt - til kun 299 kr. Det så stort nok ud derhjemme, da jeg fik det samlet i stuen - men på udstillingspladsen næste dag kom det helt til kort: Det kunne ikke holde tæt, lynlåsen gik og der var så lavt "til loftet", at man næsten måtte kravle indenfor.

Jeg begravede mig derfor i regntøj og besøgte diverse rigtige udstillingstelte, mens Inge og Julia krøb miserable sammen i en sovepose i vores "udstillings-palads" Af samme grund fik Inge ikke taget billeder den dag. Hun havde alt for travlt med at ynke sig selv.

Det er vist efterhånden på høje tid at få opdateret vores hjemmeside. Det er ups, øhhhhhh . . . . . . . .

Men for at skrive om noget helt andet:

Livet er FEDT

Lidt for fedt, for Annelise, Gaia og mig, vi døjer alle med uønsket vægt på sidebenene, så nu må vi altså til at tage os sammen!

Annelise er begyndt at gå på arbejde, en lille net tur som kan klares - uden sved på panden - på 2 timer. Den model kan jeg dog ikke bruge – 45 km – og Gaia heller ikke, så vi 2 er begyndt at gå hver dag når jeg kommer hjem fra arbejde. Mærkværdigvis nok er alle de andre hunde mere end villige til at være solidariske med os, så de dyrker deres solidaritet på tur.

Havens tegn

Hjemme hos os står foråret og sommeren i havens tegn. Vi har stadig store planer, der baaaare lige skal føres ud i livet – og allerhelst i år.

Annelise er i fuld gang med at grave græsplænen op. Græstørvene skal blive til en stor ringvold, og alle hundene fører nøje tilsyn med at den bliver helt rigtig – ingen byggesjusk tak. Ketu vrøvler dog et eller andet om sikkerhed på arbejdspladsen, det har hun sikkert god grund til, for der var et eller andet med en trillebør, som væltede!

Der hvor græsplænen var skal der graves en soppedam til hundene, som bliver omgivet at sand, sand, sand og lidt sten.

Så er der lige den gamle badebassin på ca 25000 liter, som skal fyldes op og forvandles til et soppebassin, skovbrændenælderne i frugthaven der skal aflives osv osv som jeg skal lave.

Til sidst men ikke mindst skal hundenes indhegning lige udvides for sidste gang. Nu har vi fordoblet den 2 gange, man siger jo alle gode gange 3, så den tredje og sidste fordobling bliver nærmere en tredobling, men så vil de også have hele haven at boltre sig i – når da ikke lige løbetider kræver at hele molevitten deles op i 2 dele.

Heldigvis behøver vi ikke at tænke på marken i år. Den er lånt ud til naboen, som afleverer den betydeligt mere jævn og med græs, når vi engang bliver parate til at gå i gang med den.

Træning

Julia og Trixie er gået i skarp træning til sommerens udstillinger i Vejen.

Trixie synes det er ”skideskægt” men noget begrænsende. Hun er meget utilfreds med det stykke snor, der alt for ofte forhindrer hende i at komme hen til de andre hunde.

Julia er til gengæld ikke så vild med at ”gå i skole”. Maden smager ikke lige så godt som den derhjemme, og det er altså ikke sjovt med de mærkelige tibbere der hele tiden kommer for tæt på. Hun er meget gladere for at blive undervist derhjemme.

Apropos træning

Da vi syntes at småtøserne – Julia og Trixie – godt kunne trænge til lidt mere miljøtræning, er det også blevet til en tur til Givskud Zoo med dem, hvor de rigtig fik lov til at trave rundt alle de steder hvor hunde er velkomne. Og se, det er en form for ”skolegang” som Julia også kan lide. Hun havde debut i Givskud sidste år, og er stadig lige begejstret for stedet.

Da vi nu var i nærheden, så tiggede vi da lige eftermiddagskaffe i Langelund, hos kennel Sommerlyst. Men så blev Julia altså lidt skoletræt, for huset var fuldt af både store og små tibbere, så hun måtte altså bare ha’ en lille lur i sofaen. Og Trixie – nåh ja hun er jo Trixie, så hun havde travlt med at stikke sin næse i alt hvad den kunne stikkes i.

Slægtsforvirring

Og så er jeg begyndt at sniffe lidt forsigtigt til slægtsforskning. For tænk engang, Wiwe-navnet opstod først for omkring 150-200 år siden, og jeg har faktisk billeder af de første 2 generationer, som bar navnet. Og tænk hvis jeg kunne få lavet en komplet fortegnelse over alle medlemmer i slægten, med billede forstås! Faktisk ved jeg knap nok hvordan mange af mine fætre og kusiner ser ud, oplagt lejlighed.  Rigtig mange af de yngre generationer, er at finde på Facebook, hvor vi har vores helt egen gruppe, og på et eller andet tidspunkt begynder jeg at skrive til dem, for at finde ud af hvorhenne i stamtræet, de passer ind. Men det er lige det med min computer-albue! Lise mener det er mere vigtigt at slide i haven, end at skrive om familien, men når den hellige ild brænder, så er det altså bare om at nære den, mens den er der for hvornår kommer der ild i gløderne igen!

Tøselund lever livet farligt

Nogle dage er bare ikke helt almindelige, bedst som jeg sad og hyggede mig med et spil på min næsten nye computer, begyndte alle hundene at optræde foran vinduet. Jeg var vist lidt for optaget af et herligt slagsmål, til at reagere ”lige med det samme”, så Annelise tabte tålmodigheden med mig og kom op for at tjekke hvad alt det postyr skulle betyde.

Og så blev jeg ellers trukket væk fra mit spil, for ”der sad en rovfugl på hækken, den er lige hoppet ned og noget ser forkert ud, vi er nødt til at gå ud og tjekke om den er kommet til skade!” Heldigvis nappede jeg lige min jakke på vejen ud for den rovfugl var helt sikkert ikke i orden. Den tillod mig at komme ind på afstand af 4-5 meter, men så heller ikke nærmere. Den slog godt nok vingerne ud og hoppede, men den kunne ikke komme i luften. Annelise fór i telefonen og lovede den vagthavende hos Falck at vi ville holde øje med fuglen indtil en redder kunne komme ud.

Så vi måtte belave os på at vente sammen vores uventede patient, tæt tåge og til sidst også helt mørkt, godt 45 min ventede vi, og jeg stod på en våd græsmark i tynde sokker og clogs, heldigvis ville min forstående storesøster godt hente et par forede vinterstøvler til mig, før tæerne frøs helt af.

Til sidst begyndte det dog at blive os lidt for meget, så medens søsterskabet holdt fuglen paralyseret med lommelampen gik jeg ind for at finde et godt tykt tæppe og en papkasse, for nu gad vi altså ikke vente længere – ”og tror du ikke den er så rolig nu at vi godt kan fange den selv”. Jeg har trods alt lært - i tidernes morgen - at håndtere rovfugle og det var stor hornugle, den her var jo kun en falk eller lignende. Bedst som jeg var vej ud på marken med tæppe og papkasse kom Falck – Kranbilen!!! Og han var altså vant til at hente forulykkede biler og den slagt, HAN turde skam ikke fange SÅ stor en fugl, så det var da vist meget godt at vi allerede havde bestemt os til at gøre forsøge selvt. Ja det var skam lige før at Annelise og jeg kom op og slås om hvem der skulle have lov til at risikere fingrene, men det var mig som havde tæppet og jeg ville ikke give slip. Og så kom det store antiklimaks! Da jeg gik lige hen mod den forfra så stod den stort set bare og ventede på at få lagt tæppet over sig, hvorefter den kunne tages op og lægges ned i kassen. Hvorefter falckmanden omhyggeligt tapede kassen til efter at have forsynet den tilbørligt med lufthuller, for hvad nu hvis den kan slippe ud af kassen?

Dejlig weekend, travl men god. Det startede i fredags med et besøg hos dyrlægen hvor både Lykke og Sorba fik fjernet deres sting. De var begge to helet helt uden problemer.

Lørdag kom det første frokostrykind. Elisabeth og Mads kom for at hente deres Pax og den gamle scooter, vi havde stående. Sammen med dem kom Steffen, som sammen med sin kæreste Sascha, skal stå på pinde for Sorba i fremtiden. Desværre kunne Sascha ikke få fri til også at komme, men Annelise planlægger en Sjællandstur om 14 dage, og så kan hun bl.a. komme til at møde Sascha. Kennel Sommerlyst i Ragnhilds og Haralds skikkelser rundede selskabet af sammen med lille Pax. Pudsigt nok holdt gæsterne mere til på gulvet end i møblerne, men på den anden side… 3 hvalpe, 3 unghunde, 6 voksne hunde, 4 tippergale slaver og 3 ivrige slaver in spe, så kan det nok ikke være anderledes. Men hvor var det mærkeligt tomt da alle var draget af igen og vi skulle til at vænne os til at Sorba ikke længere var del af vores daglige liv.

Søndag var det Bastians tur til at få frokostgæster. Et dejligt ungt par sammen med hendes forældre, som lagde bil til. Hendes forældre er Colliegale, så hun kender alt til det med løse hundehår i hele huset. En rigtig god konstellation for udveksling af hundehistorier, og så er et hyggeligt selskab altid garanteret.  Så som tingene ser ud i øjeblikket, vil både Bastian (Ozzy) og Lykke begge flytte hjemmefra om 14 dage.

Mandag blev så hvalpene – Lykke og Bastian – vaccineret og chipmærket. Dyrlægen var af den mening af Lykkes navlebrok var stor nok til at det ville være bedst at få den syet, så hun fik lov til at blive på dyrehospitalet.

Heldigvis for Lykke skulle hun ikke være helt selv, for Sorba skulle også overnatte, da hun havde en aftale om sterilisation til tirsdag. Og da de 2 er særdeles gode venner, fik de oven i købet lov til at dele ”værelse”.

Tirsdag, på vejen hjem fra arbejde, hentede jeg så de 2 unge damer. Ingen af dem var nær så ”omtågede”, som jeg faktisk havde forventet. Godt hjemme igen gik Lykke omgående i gang med at genindtage sit kongerige. Selvfølgelig skulle Bastian lige tjekke hende af, men Lykke gav bare igen. Sorba var også særdeles glad for at være hjemme igen, men virkede mere ”træt”. Hun tilbragte det meste af aftenen med at sove på yndlingspuden, ofte i selskab af Lykke, som også var mere påvirket end hun egentlig ville være ved.

Annelise tager en feriedag i morgen, og jeg har taget en i dag, sådan at vi kan holde øje med vores rekonvalescenter i de første dage. Lykke er der intet at mærke på i dag. Og Sorba dansede næsten ud af døren for at tisse i morges. Begges sår ser fine og tørre ud, ingen tegn på infektioner eller ”anstrengte” sting.

Men Sorba vil altså have selskab i dag. Efter at have tilbragt en god til på mit bryst, har hun endelig besluttet sig for et andet hvilested, så jeg har kunnet snige mig hen i den anden ende af stuen for at skrive dette. Når hun ikke lige sover, har hun simpelt hen fulgt mig i hælene hele formiddagen. Men jeg klager ikke! I sammenligning med hvordan Gaia kommanderede rundt med mig sidste år, da hun blev steriliseret, er Sorba ikke specielt krævende.

Inge

Dejlig weekend

Fredag.

Elisabeth og Mads kom på besøg lige tidsnok til at vi kunne pakke dem i bilen og køre til Langelund, for at besøge Harald og Ragnhild og ikke mindst lille Pax, som jo skal bo hos dem når han bliver gammel nok. Godt nok sagde Elisabeth i bilen derop: ”at hundene var de vigtigste, menneskerne betyder ikke så meget”, hun forventede vist at Annelise og jeg ville tage os af al snak med toben, så hende og Mads kunne koncentrere sig om hundene, men hun blev klogere.

Lørdag

Lørdag startede vi med at sove længe. Efter morgenmaden skulle vi på indkøb, men hvor var Elisabeth henne? ”Hun er vist nok gået i bad”, sagde Mads og så måtte vi jo vente. Bagefter skulle vi lige hen til en nabo efter æg, os fire med 8 hunde – Ketu kunne ikke deltage, da hun er på en lille elskovsferie.

Søndag

Meeeget sen morgenmad, rent faktisk kom Elisabeths far og mor (bror Svend Åge og Jeanette) næsten og tog os på sengen, så de tog en høflig ekstra morgenmad sammen med os sovetryner, før de tog vores kære weekendgæster med hjem til Sjælland.

Tiden går og går

Hvor bliver tiden dog af? Det føltes da nærmere som i går eller i hvert tilfælde ikke senere end i forgårs at jeg sidst skrev i vores dagbog, i stedet er der gået næsten en måned. Man siger godt nok at ”jo ældre du bliver desto hurtigere går tiden”, men man siger også ”at du ikke er ældre end du føler dig” – hvorfor kan tiden ikke også følge med det sidste udsagn!

Flyttedag

Fredag før jul gik Annelise på juleferie og så flyttede Naya med familie ind i den store kravlegård i stuen i dagtimerne. Det var noget af et tilløbsstykke for hele flokken, såvel store som små. Trixie demonstrerede at det ikke er spor mere besværligt at klatre ind i kravlegården end det er at klatre ud af den. Hun var helt overbevist om at hun havde mindst lige så meget ret til at være i den som Lykke og Bastian. Naya var nu ikke helt enig heri, så hun begyndte at undervise den unge dame i kravlegårdens takt og tone for viderekomne.

Jul og nytår

Traditionen tro kom 2 af vore brødre – Niels Jørgen og Børge – for at vi ”Ungkarle” kunne fejre jul sammen. Da drengene begge ville komme i løbet af den 24., besluttede jeg mig for at lufte flokken om formiddagen – ja det vil sige hele flokken på nær Naya, som endnu ikke havde vist tegn på at ville forlade sine hvalpe for andet end tisseture i haven. Men én person om at lufte 8 hunde, det kræver lidt logistik:

• på 1. tur havde jeg Trixie og Julia, der begge altid er meget vilde og løber i store buer omkring mig, samt Sorba og Zanpa som løsgængere
• på 2. tur havde jeg så Gaia og Ketu, der samarbejdede nysseligt om at agere motor for mig. Zanpa besluttede sig for at tage en tur mere, så han var atter med som løsgænger
• på 3. tur havde jeg så planlagt at tage Tibbie og Rex. Men bedst som jeg var i gang med at isolere de 2 kom Naya spørgende hen og ligesom spurgte om hun ikke også skulle med ud på tur? Selvfølgelig skulle hun da det, så jeg måtte jonglere med 3 flexliner på den sidste tur, og jeg behøver vist ikke at skrive at Naya nød sin travetur!

I det hele taget blev den 24., den dag hvor Naya begyndte at tilbringe mere tid uden for kravlegården. Hun har altid haft en udpræget svaghed for Børge, så hun kunne da ikke forbigå chancen for at komme op i favnen på ham og kæle. De 2 gik så vidt at da vi hen ad 9-tiden skulle til at gå rundt om juletræer, kom Børge med Naya i favnen. Men hvis han kunne ha’ en hund med rundt om juletræet, så kunne vi andre også, så Annelise stak Sorba til Niels Jørgen og tog selv Trixie, medens jeg tog Gaia. Ketu gik selv med rundt sådan cirka hver tredje omgang. Det her var første jul uden mor, hun var vores mesterforsanger der også kunne huske rækkefølgen af versene. Vi sang godt nok til, men rækkefølgen på versene - kan vist nok diskuteres. Jeg gad vide om de andre køber min ide med en CD til at synge for næste jul, for jeg kan altså ikke huske den rækkefølge – ellers er det én af dem der må til at terpe julesange.

Første juledag havde vi atter traditionen tro besøg af vores morbror Laurids og tilbragte en dejlig eftermiddag sammen med ham. Anden juledag lokkede vi brødrene med hen til en nabo efter æg sammen med hele flokken af hunde om formiddagen. Om eftermiddagen besøgte vi først mors grav for derefter at få kaffe hos morbror Martin og tante Lis, der havde den ældste datter, Karin med familie på besøg, også en rigtig dejlig dag. Efter aftensmaden drog vore julegæster af. Så vi havde weekenden til at slappe af i, før den gik i gang igen.

Den 29. skulle jeg på arbejde, men Annelise havde stadig ferie. Om eftermiddagen kom Lykkes fremtidige oppassere på besøg. De var desværre kørt før jeg kom hjem, men Annelises referat tyder på at de er et par dejlige mennesker, som Lykke nok skal få rigtigt opdraget efter bedste tipperstil.

Den 30. skulle jeg også på arbejde, men heldigvis kunne jeg køre tidligt, for da kom vores bror Peter sammen med Bodil og deres store datter Rachel samt hendes to tippere – Ay-La og Chana, der jo begge er af Tøselund-avl. Det besøg blev imødeset med spænding, for rygterne gik om, at Chana havde tilbragt hele julen med at gå fra arm til arm, så ville hun nu helt have glemt at bruge sine ben? Nej, så galt var det heldigvis ikke gået og hun kunne også stadig huske sin tipper-standard med kys og kæl, hvor hun tager sig af kysseriet og vi leverer kæleriet. Jeg kan for øvrigt hilse og sige at vi ikke kun snakkede tipper den dag, vi snakkede også en hel del Coco, for godt nok er vi glade for vores tippere, men alle andre hunde er også dejlige og snakkeværdier.

Nytårsaften kom Niels Jørgen så igen. Ikke fordi der skete det helt store, men vi havde en fredelig og hyggelig aften foran flimmerkassen med nogle gode film på DVD. Heldigvis var der blevet fyret nok krudt af i omegnen i løbet af december måned, så hundene efterhånden var kommet over deres forurettelse over den slags larm, så vi så ingen tegn på trykkede hunde den aften.

Sidste nyt

Den 4. januar var selv Annelises laaange juleferie ovre. Naya var nu blevet så rolig ved de andre hunde i nærheden af hendes hvalpe, at vi kan lade lågen til kravlegården stå åben når vi er på arbejde. Hvalpene kan endnu ikke selv komme ud af den låge, men Naya kan komme og gå hos dem som hun ønsker. Det betyder selvfølgelig også at vi ikke kan stille hvalpefoder derind uden at hele flokken spiser af det, men endnu spiser Lykke og Bastian helst mors mad, så det er ikke noget problem at fodre dem særskilt på passende tidspunkter, hvor vi er hjemme.

Endnu er verden uden for kravlegården stor og usikker, men Lykke og Bastian bliver mere og mere modige for hver dag der går. Tænderne er godt på vej, og du er ikke mere i tvivl om hvornår de faktisk bider dig i fingrene. Kusine Sorba er meget fascineret af dem og tilbringer utrolig meget tid sammen med dem i kravlegården.