Vovsernes egen skema
Dagens gang i i Tøselund

Jeg har tit haft vores elskede tibbere mistænkt for at have lagt et skema for, hvordan deres dage skal forløbe. Ja, ikke fordi de er fanatiske med at overholde det – hvis vi byder på tilstrækkeligt lokkende adspredelser – men alligevel.

Jeg har gennem flere år forsøgt at aflure dem det skema, og tror efterhånden jeg er temmelig tæt på.

04.20              Endelig, nu ringer Annelises vækkeur, så skal vi ud. Underholdet begynder at blive urolige - for hende Annelise er nu gevaldig langsom om morgenen. Men…. Hun går bare hen og dytter til vækkeuret og så… ja så går hun minsandten tilbage i seng igen! Naya tager situationen temmelig roligt: hun har aldrig været glad for at komme ud af fjerene om morgenen, så hun har fuld forståelse for Annelises behov for at ligge lidt længere.

04.29              Vækkeuret ringer for anden gang, og nu lukker Annelise endelig langt om længe det efterhånden temmelig utålmodige underhold (Naya, Aslan, Tibbie, Ketu, Trixie og Venus) ud. Selv Naya har efterhånden vænnet sig til tanken om, at nu er det stå op tid, så hun kommer også - kun mindre modstræbende.

04.30              Rex begynder at røre på sig, han har hørt uroen nedenunder og begynder at snakke med stigende utålmodighed

04.33              Endelig går døren op og overholdet (Gaia, Zanpa, Rex, Julia, Freja og Hansa) farer ud af døren. Hvis det er en af de morgener, hvor Zanpa har anbragt sig hyggeligt under min dyne – sker der en mindre forsinkelse her – idet han først lige skal overveje,  om han har lyst til at stå op, og når Annelise eller jeg så har bestemt at det har han; ja så skal han have kæmpet sig ud under dynen, over mig og ned på gulvet.

04.35              Rex stopper op i døren til stuen og skotter mistroisk rundt om dørkarmen. Hvor er Aslan mon henne?

04.36              Rex stopper og kigger ud gennem glasruden i havedøren. Er Aslan derude?

04.37              Rex stopper i døren og kigger sig en ekstra gang omkring i haven, før han går resten af vejen ud.

Alt det her foregår medens jeg stadig officielt sover, mit vækkeur ringer nemlig først 04.40.

04.55              Hvis Annelise har ferie eller er syg og morgenrutinen derfor er blevet ændret, så er det her jeg åbner for hundelemmen, så hundene kan komme og gå som de vil, hvorefter jeg kører af.

05.00              Annelise lukker alle ind fra haven og siger godmorgen til dem.

05.02              Dagens udvalgte 2 sluses ud i fryserummet, og Hansa udfører sit efterhånden obligatoriske forsøg på at komme med på luftetur ved at smutte mellem benene på Annelise.

05.03              Hansa sættes tilbage ind i huset: ”beklager Hansa det er ikke din tur” – undtagen selvfølgelig på de dage, hvor det faktisk er hans tur.

05.04              Dagens første hylekor begynder at varme op, medens Annelise sætter seletøj på de 2 heldige.

05.07              Annelise går ud på luftetur, og hylekoret når sit crescendo.

05.09              Hundene fordeler sig rundt omkring i huset til en lille morgenlur.

06.35              Så nu må Annelise da snart være tilbage! Hansa går i position til at kunne varsle resten af flokken, når det rigtige tidspunkt til at istemme velkomstkoret kommer.

06.40              Der gik døren og velkomstkoret stemmer i.

06.41              Annelise tager seletøj af de 2 heldige og lukker dem direkte ud i haven før hun vover sig ind til velkomstkoret.

06.43              Trafikprop i døren, medens flokken højlydt fortæller om, hvor forfærdeligt det har været - og det er godt, at du endelig langt om længe er kommet hjem, det er tiiimer siden du gik og vi skal tisse.

06.45              Døren åbnes op til haven, så flokken kan løbe ud og ind efter forgodtbefindende indtil Annelise skal af sted.

07.18              Annelise lukker til haven og strør tørfoder ud over gulvet i stuen, så flokken har noget til at beskæftige dem, medens hun lister af.

07.20              Annelise går ud af døren og dagens andet hylekor afvikles.

07.21              Hundene fordeler sig rundt om i huset til en lille formiddagslur, der normalt går over i en middagslur tæt efterfulgt af en eftermiddagslur.

I weekenderne bliver der taget lettere på sagerne. Vi sover med andre ord længe. Flokken taber sjældent tålmodigheden med os, hvis bare den kan komme ud et sted mellem 7 og 8, og hvis vi så ellers får åbnet hundelemmen senest 15 minutter senere, ja så er flokken helt indstillede på at gik direkte i gang med formiddagsluren. Hvis Annelise har ferie eller er syg, følges hovedskemaet indtil 04.55, hvorefter weekend-varianten tager over.

Hvis jeg har ferie, sker det ofte at Annelise vælger at sove længe. Så starter dagens først kl. 07.00, lufteturen udsættes til om eftermiddagen, det andet hylekor lyder først kl. 07.40 når jeg kører Annelise på arbejde. Og jeg får fornøjelsen af at forstyrre flokken i formiddagsluren, når jeg kommer hjem igen.

16.15              Nu nærmer tidspunktet sig, hvor vi kommer hjem! Hansa går i position til at kunne varsle resten af flokken, når det rigtige tidspunkt til at istemme velkomstkoret kommer.

16.20              Der kom bilen ind i gården, velkomstkoret stemmer i.

16.22              Trafikprop i døren - flokken fortæller højlydt om deres dag, medens de ivrigt kæmper for at komme hen og sige goddag.

16.24              Flokken lukkes ud i haven.

16.25              Rex kommanderes ned af trappen.

16.26              Rex stopper op i døren til stuen og spejder efter Aslan.

16.27              Rex stopper op i døren ud og sonderer terrænet, før han skynder sig ud.

16.35              Døren til terrassen åbnes, sættes på krog eller hundelemmen åbnes, så hundene kan komme og gå resten af dagen.

16.36              Dagens ophobede vildskab fyres af.

17.00              De mere rolige af hundene begynder seriøst at overveje en lille aftenlur

20.00              Jeg går i seng med en god bog eller undtagelsesvis en tv-serie. Døren til mit soveværelse står åben og Gaia, Julia, Rex og Zanpa benytter ofte lejligheden til at tyvstarte på deres nattesøvn.

20.30              Annelise melder sidstegaaang, hvilket er signalet til dagens sidste tissepause.

20.32              De sidste efternølere bliver hentet oppe på mit soveværelse.

21.00              Sengetid!

Tjah, man kan da godt forstå, at de bliver trætte med så anstrengende et program at holde styr på. Og så er Annelises og mine daglige nussebehov ikke engang taget med i planen.

Men de klogeste af hundene har også styr på det problem. De har lært sig selv at sove imens.